Metode til bygningsbeskrivelser og bygningstypologier

Aarhus Stadsarkiv undersøger i en række pilot cases nye måder at værdisætte, beskrive og kategorisere historiske ejendomme. Formålet er at afprøve metoder, der fremhæver bygningernes kulturhistoriske værdi og tidsbundne karakteristika. Dertil anvendes to hovedgreber:

For det første en udvidet metode til at udfylde den kategori, ”Kulturhistorisk beskrivelse”, der findes i SAVE-systemet, med følgende emner: Baggrundshistorie; Tidligere bebyggelse på matriklen; Erhverv repræsenteret på matriklen gennem tiden; Bygningen og (lokal-)Aarhushistorien.

For det andet ”Bygningshistorisk kategori”. Bygningshistorisk kategori er inspireret af tre basale fænomenologiske kategorier: stedet, gaden og pladsen. Betragtningen bygger på en opfattelse af byen som en cirkulation, som begynder ved stedet. Inspirationen er fra kultur- og litteraturforsker Frederik Stjernfeldt i en fortolkning af Søren Bitsch Christensen og Mette L. Thøgersen.

• Stedet er defineret ved ikke at være en del af trafikstrømmen og cirkulationen, men et mere eller mindre permanent opholdssted: hjemmet, en butik, arbejdspladsen, en park.
• Gaden har karakter af en overgangszone, en korridor, der groft sagt transporterer individet fra et sted til et andet, og hvor man er underlagt de egentlige færdselsregler og de sociale koder. På gaden underlægger det enkelte menneske sig stedet og indgår i byen som kollektiv proces – ”først i gaden bliver man københavner.” Man kan ikke se, hvor de andre på gaden er på vej hen, og hvad målet for deres vandring er, og derfor tillægger Stjernfelt gaden den egenskab, at den afindividualiserer og anonymiserer individet.
• Bevægelsen fra stedet via gaden fører på et tidspunkt uvægerligt hen til pladsen. Pladsen udgøres konkret af det åbne byrum: torvet og vejkrydset. Her opløses gadens funktionalitet og ensrettethed. Pladsen symboliserer bylivets mangfoldighed, men også dets tvungne rammer. I det dybe historiske perspektiv er pladsen kapitalismens og offentlighedens kim.

Metode til beskrivelse af bygninger

• Fakta
  • Evt. navn på bygning
  • Matrikel nr.
  • Historisk adresse
  • Opførelsesårstal
  • Arkitekt
  • Bygherre
  • Landkort m. markør
  • Kulturarvsstatus

• Kort introduktionstekst
  • Bygget af, opført for, tegnet af, årstal m.v. skal fremgå samlet i en kort beskrivelse.

• Kulturhistorisk beskrivelse
  • Baggrundshistorie
  • Tidligere bebyggelse på matriklen
  • Erhverv repræsenteret på matriklen gennem tiden
  • Bygningen og Aarhushistorien
    • Har der boet markante skikkelser i ejendommen? Har ejendommen været benyttet til noget særligt? Knytter der sig særlige begivenheder til ejendommen? Skiller ejendommen sig ud fra sine omgivelser – f.eks. arkitektonisk?
• Arkitektonisk beskrivelse
  • F.eks. fra registranten
  • Proportioner. Den arkitektoniske bearbejdningsgrad. Samspillet mellem form, materialevirkning og funktion. Særlig håndværksmæssig formåen. Bygningsdetaljer. Symboler.
• Miljøbeskrivelse
  • Den overordnede bebyggede struktur.
  • Hvad kendetegner området?
  • Hvornår er omkringliggende område opbygget/opstået? Bygningen som del af et større bebyggelsesmønster.

Bygningshistorisk kategori

Alle bygninger hører til forskellige bygningstypologier – eller bygningshistoriske kategorier. Bygningstypologierne kan placeres i alt fra den middelalderlige by til købstaden, den moderne by og velfærdsbyen. Man kan argumentere forskelligt for, hvor mange kategorier der skal arbejdes. Det er dog vigtigt, at kategorierne rummer bygninger, der har været talrige nok til, at der kan generaliseres ud fra dem. Nedenfor har vi opstillet et forsøg på sådanne kategorier.

Kategorierne er udvalgt, så de dækker bylivets civile (private), offentlige (myndigheder og kollektiver/forsamlinger) og mellemoffentlige (steder som værtshuse, spisesteder, caféer, banegårde, pavilloner, butikker, loger, afholdsloger, missionshuse, arbejderforsamlingsbygninger og allehånde andre foreningsbygninger, sportsparker, biografer, folkeanlæg, kirkegårde, offentlige kontorer, butikscentre etc.) sfærer samt pladser.

Kategorier	Beskrivelse
Private hjem	Private hjem dækker over boder, gårde, huse, etageejendomme og villaer. Boderne var byens mindste boliger, som både kunne fremstå som et enkelthus eller som et rækkehus. Boderne lå ud mod gaden og var mellem to og fire fag, dvs. afstanden fra bindingsværksstolpe til bindingsværksstolpe. Bygningerne bestod som oftest af én etage, men i begyndelsen af 1800-tallet blev flere boder dog opført med to etager. Boderne var tiltænkt byens store underklasse, som blandt andet bestod af fattige, ufaglærte, arbejdsløse og enker, der kunne leje sig ind i de små ejendomme. De mindste boder havde et enkelt rum til bolig og et ildsted til køkken, mens de største havde en stue mod gaden og et køkken og kammer mod gården. De fleste af byens boder var ejet af velstående privatpersoner, mens enkelte tilhørte fattigvæsenet. I fattigvæsnets boder boede nogle af byens allerfattigste. Boderne lå spredt i hele byen og var ikke kun koncentreret i ét område. Gårdene kunne variere i både størrelse og funktion, men de var dog alle opbygget efter samme princip. Gårdene havde 1-2 etager og bestod alle af et forhus, der lå ud mod gaden, samt et eller flere sidehuse og et baghus. Bygningerne omkransede en lukket gårdsplads, hvor der var indkørsel gennem en port fra gaden, som gik gennem sidehuset. I gårdene kunne der bo købmænd, avlsmænd eller håndværkere, der havde brug for meget plads i deres produktion. Det kunne eksempelvis være vognmænd, smede, vævere eller skræddermestre. Særligt købmandsgårdene fik en stor betydning for handelslivet i byen. I middelalderen lå de store købmandsgårde centreret i byen omkring Immervad, i den østlige del af Vestergade og på Brobjerg. I 1700-tallet begyndte nye købmænd at tage konkurrencen op med de gamle og lod flere store købmandsgårde opføre ved byens udkant, som på det tidspunkt var den vestlige del af Vestergade, Studsgade, Mejlgade og Brobjerg. Ved at placere gårdene i udkanten af byen blev det nemmere for købmændene at handle med de bønder, der kom fra oplandet for at handle. I købmandsgårdene var forhuset indrettet til beboelse og handel, mens sidehuse og baghuse kunne rumme både køkken, bryggers, bagerum, mælkerum og plads til produktion af forskellige varer. Husene var mellemstandens beskedne boliger. De bestod af et forhus, der lå ud mod gaden, men i modsætning til gårdene havde de ingen port fra gaden og ind i en baggård. Husene kunne være gavlhuse, der lå med gavlen til gaden, eller langhuse, der lå med siden til gaden. Bygningerne havde oftest 1-2 etager og var mellem fire og seks fag lange. Her boede håndværkere, skippere og andre mindre erhvervsdrivende. Til husene kunne der høre større eller mindre jordstykker. Håndværkerne boede frem til 1800-tallet især i Rosensgade, Graven, Studsgade, Mejlgade, ved Åen, Bag Klosteret og Brobjerg, mens skippere og sømænd holdt til ved mindet, Mejlgade, Vestergade og ved Åen. Dette billede ændrede sig imidlertid med havnens udvikling og jernbanens fremkomst i løbet af 1800-tallet. Der blev nu opført flere etageejendomme, hvor håndværkere, sømænd og mindre erhvervsdrivende blandt andet kunne få bolig. Etageejendommene blev opført i takt med, at industrialiseringens behov for arbejdskraft fra midten af 1800-tallet resulterede i en stor befolkningstilvækst i byen. Boligforholdene i den gamle bykerne var blevet trange og ofte også sundhedsskadelige, og der opstod et stort behov for flere private boliger. Boligmanglen satte skub i en øget byggeaktivitet, og man begyndte at opføre boligkvarterer med ejendomme på op til fem etager med tilhørende bag-og sidehuse. De nye fleretagesejendomme kunne både have plads til beboelse og erhverv, hvoraf sidstnævnte som oftest fandtes i ejendommenes nederste etager. Byens struktur ændrede sig imidlertid, og mange af de nye etageejendomme blev opført rundt om den gamle bykerne og ud over byens hidtidige bygrænse. Nogle etageejendomme husede borgere fra middelstanden, mens andre var mondæne og husede borgere fra overklassen. Tidligere blev bygninger opført i bindingsværk, men de nye etageejendomme var en del af den bølge af grundmurerede bygninger, der blev opført fra slutningen af 1700-tallet, men især fra 1860'erne. Samtidig forekom generelt store forandringer i arkitekturen, og man begyndte at opføre bygninger efter klassicismens og historicismens byggestil. Villaerne var luksuriøse boliger, der var forbeholdt de privilegerede. De blev opført som et resultat af den byggeaktivitet og fortætning, der skete i byen i forbindelse med befolkningstilvæksten under industrialiseringen. Byen var blevet sammenklemt, mørk og indelukket, og hygiejneforholdene var forværret. Byens velstillede borgere søgte derfor i højere grad væk fra den gamle bykerne og mod landlige omgivelser med mere plads, lys, luft og et renere miljø. Det resulterede i, at man fra 1860’erne begyndte at opføre en lang række villaer, der blev placeret tæt ved den tidligere bygrænse. Flere villakvarterer dukkede op rundt omkring i byen i perioden frem til århundredeskiftet, og i takt med at byen voksede, opførte man villaer uden for den gamle bygrænse. Byen fremstår i dag af et sammensurium af forskellige bygninger. Det skyldes blandt andet, at ejendomme, der oprindeligt blev opført uden for byen, i dag befinder sig midt inde i den. Ligesom villaer eller erhvervsvirksomheder, der blev opført tilbagetrukket i villahaver eller baggårde, med tiden er blevet omkranset af nye bygninger og andre gadeføringer.
Erhvervsbygninger	Håndværks- og industrivirksomheder samt engroshandel. I begyndelsen af 1700-tallet stod de små håndværkserhverv for fremstillingen af varer i byen. I løbet af 1700-tallet og frem til 1870 ændrede dette mønster sig. Maskinkraft og tidlig industri begyndte at vinde indpas, hvilket ændrede produktionsformen og skabte en større konkurrence med de små håndværkserhverv, der mange steder blev udkonkurreret af de nye industrivirksomheder. Før industrialiseringen lå bolig og arbejdsplads for det meste på samme matrikel, men i takt med, at massefremstillingen skabte nye krav til produktion, og det blev realistisk at føre nye idealer om byplanlægning ud i livet, blev private hjem i højere grad separeret fra håndværks-og fabriksarbejdet. De små industrier rykkede ud af bymidten, og der opstod større fabrikker og industriområder. Etableringen af Sydhavnen i begyndelsen af 1900-tallet betød blandt andet, at flere industrielle virksomheder og erhverv rykkede ud på den nyopførte del af havnen. I bymidten blev der til gengæld opført kontor-og administrationsbygninger.
Butikker	De første detailforretninger kom frem i slutningen af 1700-tallet og steg for alvor i antal i løbet af anden halvdel af 1800-tallet. De fandtes i begyndelsen side om side med købmandsgårdenes blandede kramboder, som tidligere havde domineret bybilledet. Derudover blev der solgt varer på de ugentlige torvedage, der oprindeligt blev holdt på Lille Torv og Immervad, men senere flyttede til Store Torv og Sankt Clemens Torv. Fra 1830’erne kom flere detail- og specialforretninger til, hvilket betød, at kramboderne forsvandt. Omkring 1870 kom der en stigende efterspørgsel på eksportvarer i form af blandt andet korn, smør og kvæg. Derudover tog forbruget af importerede råvarer og maskiner i industrien og landbruget til. Mange af byens købmænd kunne få større fortjeneste på engroshandel og opgav dermed detailhandel. Det gav plads til, at de resterende købmænd i endnu højere grad kunne specialisere deres detailforretninger, blandt andet i handlen med levnedsmidler og i manufakturvarer, og ved århundredeskiftet var detailbutikkerne i stor vækst.
Bystyret og retten	Tidligere havde byens rådhus mange funktioner. Her hørte byrådet, rådstueretten og byens administration til. Byens første rådhus blev opført i begyndelsen af 1300-tallet og lå midt på Store Torv. Det andet rådhus blev opført i anden halvdel af 1400-tallet og lå kun få meter fra domkirkens vestlige facade. Det tredje rådhus blev op opført på hjørnet af Domkirkepladsen og Mejlgade i årene 1856-1857. Bygningen fungerede både som rådhus, domhus og arrest. I dag ligger museet KØN i bygningen. I 1938 begyndte man at opføre det nuværende rådhus, der ligger ved Park Allé. Bygningen blev opført, fordi det gamle rådhus ikke var stort nok til huse hele byens administration.
Skoler	I begyndelsen af det 18. århundrede var der i Aarhus ligeson i mange af landets andre købstæder en latinsk og nogle få danske skoler. Det offentlige skolevæsen så for alvor først dagens lys i det 19. århundrede, hvor almene skoler på grund af skolelovkomplekset fra 1814 kom til byen. Før det var skolerne i vid udstrækning ejet af kirken eller private. Private og primitivt indrettede skoler for byens yngste børn fandtes overalt i byen – også op gennem 1800-tallet. I 1888 eskalerede antallet af private skoler, og der fandtes 26 små skoler for elever op til 7 års-alderen og 44 skoler for de større børn. Det tal var væsentligt mindre ved århundredeskiftet. I 1905 fandtes 33 private skoler i alt. Private skoler var på tilbagetog, men flere af de store private skoler fandtes helt op til slutningen af 1900-tallet og nogle endda endnu. Med Friskoleloven fra 1970 blev de private skoler til ”frie grundskoler”. Aarhus Katedralskole er byens ældste skole fra omkring år 1200. Indtil oprettelsen af Den videnskabelige Realskole i Dynkarken (1839-1853) og Marselisborg Skole i 1898 var katedralskolen den eneste højere skole i byen. Katedralskolen og realskolen var dog i begyndelsen udelukkende forbeholdt privilegerede drengebørn. En af de første alment inkluderende skoler var Den fri Kristendomsskole, der blev oprettet i Århus Hospitals østre fløj ved Vor Frue Kirke i 1748. Skolegangen var i denne skole gratis og for alle, hvilket betød, at mange fattige blev skrevet op. Efter århundredeskiftet blev skolen kendt som Dom og Frue Sogns Fattigskole. I 1862 blev den nyopførte Paradisgades Skole taget i brug i stedet for.
Huse til kommunikation og told	Aarhus Toldkammer havde adresse forskellige steder i byen i perioden 1753 til 1995. I mellem 1753-1809 lå toldboden f.eks. ved åen i et privat bindingsværkshus. Huset findes i dag i Den Gamle By. Derefter havde man en periode frem til 1838, hvor Aarhus Toldkammer lå i flere midlertidige bygninger, og efter 1838 flyttede toldkammeret ind i statsligt ejede bygninger. Det drejede sig om en bygning, der lå ved Toldbodgade i 1838-1869, en bygning ved Europaplads i 1869-1898 og slutteligt toldbygningen ved Hack Kampmanns Plads i 1898-1995. Det er den eneste toldbygning, der stadig er at finde i byen i dag.
Pavilloner og skyttehuse	Aarhus har gennem tiden haft flere pavilloner, skyttehuse og lysthuse, som lå i byens naturskønne områder. Særligt i slutningen af 1800-tallet dukkede disse op til fordel for byens velstående borgere, der nød godt af de sommeraktiviteter, musik, teater og servering, som ofte var forbundet hermed. En af pavillonerne, som stadig findes i dag, er Pavillonen i Riis Skov, der blev opført i 1869.
Logebygninger	Flere af byens loger har haft lokaler i private og ganske mondæne ejendomme, hvor de enten har lejet eller købt sig ind. Det gælder blandt andet Serapionsordenens loge Clementia, der ligger på Kystvejen 7. Enkelte bygninger blev dog opført til formålet. Det drejer sig blandt andet om Frimurerlogen Sct. Clemens bygning på Christiansgade 6-8 og Frimurerlogen Janus Vestas bygning, der i dag ligger på Graven 6. Begge bygninger er opført med inspiration i klassicismen.
Missionshuse	Byens missionshuse har gennem tiden ligget spredt rundt omkring i byen. Bethania, der er et indremissionsk missionshus, findes på Trøjborg, Ivar Huitfeldts Gade 22, hvor det blev opført i 1908. Indre Mission har dog også haft bygninger på Nørre Alle 23, Dybbølgade 7 og Brammersgade 4. På sidstnævnte adresse ligger Aarhus Bykirke i dag. Indre Mission har i dag bygninger på Vejlby Centervej 46 og Vølundsvej 8. Udover de missionshuse, der fandtes i Aarhus, lå der i løbet af 1900-tallet også missionshuse i områderne rundt omkring byen. Eksempelvis i Sønder Årslev Sogn, Brabrand Sogn og Hjortshøj Sogn.
Foreningsdomiciler og forsamlingsbygninger	Hvor byens foreningsdomiciler var hjemsted for byens foreninger og klubber, lå forsamlingshusene i landsbyerne omkring Aarhus. Det drejer sig eksempelvis om Trige, Hvilsted, Skejby, Hårup og Skødstrup. Enkelte forsamlingsbygninger var dog også tilknyttet kirken, og Indre Mission opførte blandt andet flere huse, hvor foreningens medlemmer kunne mødes.
Sportsparker og -anlæg	I 1920 fik Aarhus sin første samlede idrætspark ved det nuværende Stadion Allé. I dag går den også under navnene Ceres Park & Arena og Aarhus Stadion. Byen havde indtil da ikke haft adgang til de samme idrætsfaciliteter, som den nye idrætspark nu kunne tilbyde. Aarhus Gymnastikforening blev stiftet i 1880 og havde forskellige sportsgrene rundt omkring i byen. Da man oprettede idrætsparken i 1920, var begrundelsen blandt andet, at man ville skabe bedre vilkår for atletikken, der manglede gode forhold. I løbet af 1900-tallet dukkede flere idrætsforeninger og idrætscentre op i byen. Blandt andet Vejlby-Risskov Idrætscenter, der blev indviet i 1969, og Christiansbjerg Idrætscenter, der blev opført i 1973.
Biografer	Byens første biografteater Kosmorama åbnede ved hjørnet af Klostergade og Guldsmedgade i 1905. Allerede i 1898 kunne aarhusborgerne se levende billeder i Håndværkerforeningens sal i Paradisgade, men de egentlige biografer kom først i begyndelsen af 1900-tallet. I 1906 kom Fotorama på Bispetorvet og samme år dukkede Frederiksbjerg Biograf-Theater op. Biograferne var utroligt populære blandt alle klasser i samfundet og havde mange forestillinger om dagen. I løbet af 1900-tallet dukkede løbende flere biografer frem. De blev samtidig også større og mere moderne.
Folkeanlæg og parker	I løbet af 1700-tallet blev de store barokke lysthaver et symbol på magt og prestige. Barokkens lysthaver blev dog overtaget af romantiske haver i slutningen af 1700-tallet. Vennelyst, der var det første offentlige anlæg i Aarhus, var en romantisk have. Haveanlægget havde slyngede havstier, blomsterbede og adskillige træsorter og frugttræer. Fra parken havde man udsigt over Aarhusbugten.
Kirkegårde	Aarhus har gennem tiden haft flere større kirkegårde. En af de tidligere var Skt. Olufs Kirkegård, der oprindeligt hørte til Skt. Olufs Kirke på hjørnet af Skt. Olufs Gade og Kystvejen. Kirken lå på stedet frem til 1548, hvorefter den styrtede sammen. Kirkegården blev dog liggende på grunden frem til 1897, hvorefter den blev omlagt til park og inddraget til bebyggelse. En anden af byens store kirkegårde, som ikke findes i dag, er Søndre Kirkegård, der lå på det område, hvor Park Allé og rådhuset ligger i dag. Kirkegården var i funktion fra 1818 til 1940’erne. Af kirkegårde, der stadig findes i bybilledet, kan den kommunale Nordre Kirkegård nævnes. Kirkegården ligger på Trøjborg og blev indviet i 1876. Den anden kommunale kirkegård er Vestre Kirkegård, som ligger på Viborgvej og blev indviet i 1927 efter at man begyndte at nedlægge Søndre Kirkegård fra 1920’erne til 1940’erne. Den jødiske kirkegård eller rettere "begravelsesplads" findes ved Frederiks Allé og blev indviet i 1824. Kirkegården var i funktion indtil 1905, men gravene kan stadig ses i parken foran Musikhuset. Af andre kirkegårde, der har ligget i Aarhus, kan Vor Frue Kirkegård, Domkirkegården og den almindelige kirkegård nævnes.
Kirker og synagoger	I løbet af middelalderen grundlagdes to klostre med tilhørende klosterkirker i byen. Det ene var Dominikanerordenens Skt. Nikolaj eller Sortebrødre Kloster, som blev oprettet omkring 1227, og det andet var karmeliterordenens Skt. Jørgens- eller Jomfru Maria Kloster, der blev grundlagt i løbet af 1400-tallet. Begge var tiggerordener. Derudover fandtes to sognekirker, Skt. Oluf og Vor Frue, der begge blev opført omkring 1100-tallet. Vor Frue lå oprindeligt i den nordlige del af Mølleparken og kan nemt forveksles med den senere Vor Frue Kirke, som blev Skt. Nikolaj kirkens nye navn, efter Dominikaner-ordenen forlod den i 1530. Efter reformationen fandtes frem til 1548 tre kirker i byen: Domkirken, også kaldet Sankt Clemens, Vor Frue Kirke og Sankt Olufs Kirke. I 1548 styrtede Sankt Olufs Kirke dog sammen, og kun kirkegården blev bevaret. Flere sogne kom langsomt ind under Aarhus, og det betød også, at flere kirkebygninger kom til. Befolkningsvæksten i købstaden fra slutningen af 1800-tallet og frem førte til opførelsen af nye kirker på i nye kvarterer, ligesom loven om trosfrihed førte til dannelsen af nye trossamfund. På landet bestod de gamle sognekirker fra middelalderen. Byens første synagoge blev opført af den jødiske købmand Philip Meyer Levinssohn, der opførte den i sidebygningen til sin købmandsgård på Store Torv 8 i 1793. Bygningen blev revet ned i 1846 af den senere ejer købmanden Julius Dessauer. I 1820’erne oprettede en anden jødisk storkøbmand Hartvig Philip Rée en synagoge i førstesalen i sidebygningen på sin nyopførte gård på Vestergade 15. Synagogen blev nedlagt i 1860’erne.
Kulturinstitutioner	Aarhus har gennem tiden haft et væld af kulturinstitutioner. Udgangspunktet for det moderne kulturlivs institution var Aarhus Museum fra 1877. Særligt byens biblioteker, museer og teatre har prydet bybilledet og spillet en stor rolle i de enkelte aarhusianeres liv. Den Gamle by blev f.eks. allerede grundlagt i 1909. Museet begyndte med den gamle borgmestergård og langsomt kom der flere huse til. I dag præger museet både det fysiske bybillede overfor botanisk have og er en del af enhver aarhusianers bevidsthed. Musikhuset Aarhus blev indviet den den 27. august 1982 og er placeret i Aarhus midtby med rådhuset og Aros Kunstmuseum som naboer. Flere kulturelle arbejdspladser såsom Aarhus Stadsarkiv og hovedbiblioteket blev i 2015 flyttet til Dokk1, der er et kommunalt bygningskompleks på Hack Kampmanns Plads.
Sygehuse	Det første sygehus i moderne forstand blev opført i Rosensgade i 1780'erne. Her kunne fattige, i modsætning til hospitalet i Vor Frue Kloster, der var blevet oprettet af Christian d. 3. i 1541, blive behandlet og indlagt. Hospitalet blev opført i Vor Frue Kloster, det tidligere Skt. Nikolaj, og blev udelukkende opført for at give ophold og forsorg til byens fattigste. Der var altså ikke tale om egentlig behandling eller pleje af de syge fattige. Aarhus Kommune fik sit eget hospitalsvæsen ved opførelsen af sygehuset i Dynkarken i 1856. Det var i funktion indtil opførelsen af Aarhus Kommunehospital ved Randersvej i 1893. I 1987 blev Skejby Sygehus taget i brug, og i 2004 blev fem sygehuse slået sammen til ét hospital med navnet Aarhus Sygehus. Det drejede sig om Samsø Sygehus, Odder Sygehus, Marselisborg Hospital (1913), Aarhus Kommunehospital (1893), Aarhus Amtssygehus (1889). Den 1. april 2011 blev Aarhus universitetshospital, Skejby og Aarhus Universitetshospital og Aarhus Sygehus fusioneret til Aarhus Universitetshospital.
Militære institutioner	Byen har gennem tiden haft mange forskellige militære institutioner og områder. I Skanseparken lå f.eks. den tidligere Wallensteins Skanse, der blev anlagt under Svenskekrigene 1627-29. I 1864 fik Vestre Landsdelskommando hovedkvarter i Aarhus og kom i 1947 og 40 år frem til at ligge på Marselis Tværvej 4. Før anlæggelsen af byens tre store kaserner måtte byens soldater indkvarteres rundt omkring i byen i private hjem og midlertidige kaserner. Den første store kaserne, Vester Allé Kaserne, eller rytterikasernen, blev opført mellem Vester Allé, Frederiks Allé og Thomas Jensens Allé i perioden 1875-1878, og infanterikasernen blev opført på Høegh-Guldbergs Gade i årene 1875-79. I 1889 opførte man artillerikasernen på Langelandsgade. Byen havde desuden ridehuse, der blev oprettet i henholdsvis 1818 og 1860.
Forsyningsværker og sprøjtehuse	Byens første bemandede sprøjtehus var Sprøjtehuset i Aagade, der lå på det nuværende Åboulevarden. Sprøjtehuset blev oprettet i 1870’erne og var det største af byens sprøjtehuse, der ellers var forholdsvis små og ubemandede. I 1904 oprettede man brandstationen i Ny Munkegade, der for sin tid var yderst moderne. Østjyllands Brandvæsen hører stadig til på adressen. Da aarhusianerne i 1880’erne for første gang kunne opleve elektrisk lys, blev det diskuteret, hvem der skulle levere det til byen. Flere firmaer tilbød sig, men byrådet var bange for, at et elværk ville udkonkurrere det kommunalt ejede gasværk – derfor ønskede kommunen selv at bygge og drive det nye elværk. Det blev imidlertid for dyrt, og man måtte droppe elværket og fortsætte med gas til stor skuffelse for mange. Efter nogle år kunne man dog ikke vente længere, og i 1899 blev det besluttet, at kommunen skulle opføre en elektrisk lys og kraftstation. Elværket blev placeret ved siden af gasværket på Sydhavnen og åbnede i 1901. I 1950 etablerede man I/S Midtkraft, som var en sammenslutning mellem Aarhus Elværk og omegnens mindre elværker, og i 1957 gik Midtkraft sammen med de andre elselskaber i Jylland og på Fyn om et fælles samarbejde, der hed Elsam. I 1960’erne opførte man et nyt stort kraftværk ved Skødstrup, og i 1994 blev Aarhus Elværk nedlagt. Siden 1990’rene har et stigende antal vindmøller overtaget meget af den elproduktion, der findes i Aarhus.
Markedshaller og slagtehuse	Slagtere havde siden middelalderen været synlige i gadebilledet i Aahus, men i 1861 ønskede man at flytte alle slagtere ud af midtbyen og derved undgå forurening og lugtgener i byen. Det resulterede i, at man i 1871 oprettede et stort svineslagteri syd for havnen. Slagterne i byen blev pålagt andre restriktioner end dem udenfor, hvilket skabte utilfredshed. Byslagterne ønskede bedre forhold, og man oprettede derfor et offentligt slagtehus ved Jægergårdsgade og Hads Herreds Vej i 1895. I dette slagtehus var alle slagtere underlagt samme kontrol, og mod en afgift pr. slagtet dyr kunne alle, der selv havde værktøjet, benytte slagtehusets lokaler. Kødet kunne desuden blive kontrolleret af en dyrlæge, hvilket gjorde, at kødkvaliteten steg og slagtehuset blev kvalitetsmærket.
Finans- og forsikringsinstitutioner	Finans- og forsikringsinstitutioner med egne bygninger. Det moderne bankvæsen opstod for alvor først i løbet af 1800-tallet. Finansinstitutionerne i Aarhus blev også alle opført i bymidten fra anden halvdel af 1800-tallet og i løbet af 1900-tallet. I 1919 begyndte ideerne til et jysk universitet at spire. Særligt erhvervslivet i Aarhus ønskede et universitet i byen, idet man mente, at det også ville komme til gavn for handelslivet i Aarhus. I 1928 påbegyndte man undervisningen i humanistiske fag, i 1933 åbnede man Det Lægevidenskabelige Fakultet, i 1936 Det Økonomiske og Juridiske Fakultet og Det samfundsvidenskabelige Fakultet i 1960’erne.
Hoteller, gæstgiverier, restaurationer og pensionater	Aarhus har gennem årene haft talrige gæstgivere, pensionater, restauranter og hoteller. De varierede imidlertid mellem små enkeltmandsejede gæstgivere og hotel-garni’er, hvor opholdet kun inkluderede overnatning med et enkelt eller få værelser og var uden bespisning, pensionater, hvor man under hjemlige forhold kunne bo og spise i en længere periode, og de store traditionelle hoteller med mange værelser, betjening og restaurant. Gæstgiverierne, pensionaterne og hotel-garni’erne var for jævne folk og mellemklassen, mens de større hoteller var for det bedre borgerskab og overklassen.
Sociale og velgørende institutioner	Aarhus har, ligesom de fleste andre byer, gennem tiden haft mange fattige og udsatte, som i forskellige sammenhænge har kunnet få hjælp i byen. Det har både drejet sig om offentlig og privat hjælp. Den offentlige hjælp har ændret sig meget efter tidens juridiske grundlag. Fra 1541 kunne byens fattige, ældre og syge f.eks. få ophold i Vor Frue Kloster, og byen havde helt op i 1800-tallet fattigboder og legatboliger, hvor byens udsatte kunne få tag over hovedet. I 1867-70 opførte man fattiggården, hvor fattige skulle indordne sig strenge regler og hvor forsorgen var lig med et tab af den enkeltes rettigheder. Fra begyndelsen af 1900’tallet skød varmestuer op i hele byen - blandt andet Havnens Varmestue på Mindet 4 i 1934-35. Varmestuerne har frem til i dag ligget forskellige steder i midtbyen. Den private socialhjælp i Aarhus har som den offentlige hjælp varieret i forskellige perioder. Frem til slutningen af 1800-tallet bestod den hovedsageligt af private donationer i kirken og direkte til fattigvæsenet samt af lavenes sociale sikring. Flere privatpersoner og institutioner har derudover gennem tiden stået for pengedonationer og filantropiske projekter til byen og dens borgere.
Tømmerpladser	Byens tømmerpladser var frem til industrialiseringen og godt op i 1900-tallet markante områder i byen, hvilket bl.a. fremgår af periodens historiske kort. De lå ofte i forbindelse med byens håndværkserhverv og industri. På pladserne kunne tømmeret opbevares og forarbejdes. I slutningen af 1800-tallet lå der tømmerpladser ud til Vesterbro Torv. De var blevet etableret her, fordi Aarhus Damp-, Save- og Høvleværk og Aarhus Trælasthandel A/S havde deres lokaler på hjørnet ved Vester Allé og Vesterbrogade. Da Aarhus Trælasthandel flyttede ud til Silkeborgvej/Viborgvej i 1927-28, blev tømmerpladserne bebygget med boliger.
Havneplads	Aarhus har siden vikingetiden været afhængig af adgangen til Aarhusbugten. Byens havn har i det hele taget spillet en stor rolle for, at byen kunne udvikle sig, som den gjorde. I vikingetiden og tidlig middelalder fandtes blot en lille opankringsplads nord for åen. Omkring år 1400 blev den ændret til en anlægsplads og egentlig havn. Havnen lå indtil 1800-tallet ved åmundingen, men derefter begyndte man at udbygge området, anlægge moler, lave havnebassiner og derved flytte havnen længere ud på havet. De to første havnebassiner, der blev opført fra midten af 1800-tallet, fik navnet Nordhavnen, mens Sydhavnen kom med opførelsen af en ny stor mole i havnens sydlige del i 1905. I 1975 blev Nordhavnen udvidet betydeligt. Havnens udvikling, forbindelsen til jernbanen og byens fordelagtige placering i forhold handel med nær og fjern gjorde, at store virksomheder i løbet af 1800-og 1900-tallet kunne slå sig ned på havneområdet. Det gjaldt blandt andet Aarhus Oliefabrik, Aarhus Salt- og Cindersfabriker og interessentskabet Midtkraft.
Svømmehaller og badeanstalter	Byens placering ved Aarhusbugten har gennem tiden indbudt til rekreation ved vandet. Badeanstalter har således haft en stor tiltrækningskraft for både aarhusborgere og turister. Fra sidste halvdel af 1800-tallet begyndte man at opføre friluftsbadeanstalter langs strækningen fra Riis Skov til Ørnereden. Blandt andet Søndre Badeanstalt, som blev opført ved Strandvejen nedenfor Wallensteins Skanse i 1885. Kyststrækningen blev i løbet af 1800-tallet generelt et populært sted for vandaktiviteter, og i 1871 åbnede Sct. Olufs Badeanstalt, der lå i en en smukt detaljeret, nyopført bygning på Kystvejen 5. Lidt længere mod syd åbnede Aarhus Kommunale Folkebadeanstalt i 1909, men denne blev afløst af Badeanstalten Spanien i 1933. Senere opførte man svømmehaller, som blev placeret væk fra havnefronten og bymidten. Svømmehallerne var ofte placeret i forbindelse med andre idrætsfaciliteter. Det drejer sig blandt andet om IHF Svømmeklub, Frederiksbjerg Idrætscenter/ Aarhus Svømmestadion og Gellerupbadet.

Projekter, hvor metoden til bygningsbeskrivelser og bygningstypologierne er benyttet

• WaVE-projektet

Litteratur og kilder

• Jantsen, Connie: "Middelalderbyen Aarhus", Den Gamle By i Aarhus, Tarm Bogtryk A/S, 2013
• Gejl, Ib: Århus, byens historie -1720, bind 1. Århus byhistoriske Udvalg, 1996
• Gejl, Ib: Århus, byens historie 1720-1870, bind 2. Århus byhistoriske Udvalg, 1997
• Gejl, Ib: Århus, byens historie 1870-1945, bind 3. Århus byhistoriske Udvalg, 1998
• Jansen, Chr. R. 1977: ”Tilbage til naturen og i skjul bag ligusterhækken. Villaer og parcelhuse.” i Hus og Hjem i Århus 1890-1940, red. Vagn Dybdahl. Aarhus: Universitetsforlaget Aarhus.
• Jensen, J. T. & Jeppe Norskov: ”Købstadens metamorfose: Byudvikling og byplanlægning i Århus 1800-1920”. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2005
• Johansen, E.: ”Storbyen vokser frem. Byens udvidelse og bebyggelse 1860-1940” i Hus og Hjem i Århus 1890-1940, red. Vagn Dybdahl. Aarhus: Universitetsforlaget Aarhus, 1977
• Arne Høi og Morten Stenak: SAVE – kortlægning og registrering af bymiljøers og bygningers bevaringsværdi. Udg. af Kulturstyrelsen og Kulturministeriet, 2011
• Frederik Stjernfelt: ”Sted, gade, plads – en naiv teori om byen”, 1996
• Søren Bitsch Christensen og Mette Ladegaard Thøgersen: ”Bysystem og urbanisme ca. 1840-2000– historie og historiografi”, i Søren Bitsch Christensen (red.) Den moderne by, Danske Bystudier 3, Aarhus Universitetsforlag, 2006, s. 11-120.