Villaer i 1800-tallets Aarhus (oversigtskort)

Fra AarhusWiki

Noget af det, der er med til at forme Aarhus, er de mange forskellige bygningstyper, der gennem tiden er blevet opført side om side. Den forskelligartede bebyggelse skaber et mangfoldigt bybillede, der vidner om byens historiske udvikling fra at være en lille købstad til at blive en internationalt anerkendt (stor)by. Det er genstand for denne oversigtsartikel, hvor du kan læse om villaernes tilblivelseshistorie i det aarhusianske.

Oversigtskort - Villaer i Aarhus (1860-1900)

På baggrund af et dataudtræk fra BBR-registeret har Aarhus Stadsarkiv kortlagt stadig bevarede købstadsvillaer i Aarhus. BBR-udtrækket var afgrænset til bygninger opført i perioden 1860-1900 beliggende indenfor postnummer 8000 og 8200 med anvendelseskode 120 (Fritliggende enfamilieshus (parcelhus)), 130 (Række-, kæde-, dobbelthus (lodret adskillelse mellem enhederne)) og 140 (Etagebolig bebyggelse, flerfamiliehus herunder tofamiliehus (vandret adskillelse mellem enhederne)). I dag bliver de gamle købstadsvillaer brugt til forskellige formål, og derfor er de også registreret under forskellige anvendelseskoder i BBR-registeret. Denne afgrænsning gav en stor mængde rådata på 2150 BBR-registrerede bygninger. For at kortlægge de tilbageværende købstadsvillaer, der blev opført i perioden 1860-1900, er der foretaget en gennemgang af de mange BBR-registrerede bygninger, hvor de er blevet tjekket via Aarhus Arkivet, det digitale byggesagsregister for Aarhus Kommune MinEjendom, Registranterne, og FBB-databasen med henblik på at fastslå om de har været opført som netop villaejendomme.

I arbejdet er arkivet samtidig stødt på nedrevne villaejendomme, der blev opført i samme periode. Oversigtskortet viser således omkring 80 bevarede og nedrevne købstadsvillaer, som blev opført i perioden 1860-1900.

Træk i kortet for at se villaer uden for den centrale del af Aarhus. Rød markør viser lokation for nedrevne villaer.

Købstadens boligtyper

I lang tid var Aarhus en lille købstad med et lavt indbyggertal. Ifølge folketællingen havde Aarhus godt 4.102 indbyggere i 1801, som var opdelt i 942 husstande. Byen havde 605 private og offentlige ejendomme, så der boede flere husstande i nogle af ejendommene.

I den aarhusianske købstad kunne man i lighed med andre købstæder finde tre klassiske ejendomstyper: gårde, huse og boder. Gårdene var ejendomme bestående af et forhus, et sidehus og et baghus, der omkransede en lukket gårdsplads. De var beboet af købmænd eller af håndværkere, der havde produktion på gården. Byens status som købstad afstedkom en stigning i opførelsen af købmandsgårde. Et fåtal kan i dag ses i blandt andet Vestergade, Klostergade, Studsgade og Skolegade. Husene var ejendomme bestående af et enkelt forhus beliggende mod gaden i enten en eller to etager og var beboet af middelstandens borgere. Boderne var beskedne enetages rækkehuse beregnet til den store underklasse, som måtte leje sig ind i dem. Udover byens offentlige ejendomme var der i 1801 235 gårde, 258 huse og 88 boder, men der boede hele 292 husstande i boderne.

I forbindelse med industrialiseringen og det økonomiske opsving i slutningen af forrige århundrede tog væksten til. En voksende industri, etableringen af jernbanen i 1862 og den løbende udbygning af havnen gjorde i højere grad Aarhus til et trafikalt og industrielt knudepunkt. Behovet for arbejdskraft trak mange mennesker fra landet ind mod byen, og Aarhus oplevede en voldsom befolkningstilvækst.

Den store befolkningstilvækst og den industrielle udbygning gjorde pladsen trang, og Aarhus bredte sig derfor ud over byens hidtidige bygrænse – købstaden blev afløst af industribyen og bevægede sig mod mere moderne tider. Ekspansionen blev muliggjort med afskaffelsen af toldafgiften og den følgende nedlæggelse af byportene omkring 1850. Med afskaffelsen blev den sidste fysiske bygrænse fjernet, og mange af købstadens privilegier ophørte.

Drømmen om det gode liv

De mange tilflyttere afstedkom en ny boligsituation, som kunne afspejles i den øgede byggeaktivitet. Der blev i stort omfang opført boligkvarterer med ejendomme på op til 5 etager med tilhørende bag- og sidehuse for at imødekomme de nye boligbehov. En kombination af de nye etagebebyggelser og den øgede industrivirksomhed medførte dog en forringelse af byens rum, som blev både mørkere og mere indelukket. Derudover havde sanitetsvæsenet svært ved at følge med byens udbygning, og det forringede sundheds- og hygiejneforholdene for byens beboere. Som en reaktion herpå opstod en grøn bølge blandt de økonomisk velstillede borgere, hvor de begyndte at stille krav om lys, luft og renlighed. De ville ”ud i naturen”, så de kunne få disse nye behov opfyldt, og derfor flyttede mange fra deres boliger inde i byen, for i stedet at slå sig ned uden for den hidtidige bygrænse i en ny boligtype: villaen. Drømmen om det gode liv i landlige omgivelser blev netop gjort mulig med nedlæggelsen af byportene, og det blev samtidig starten på den tidlige villabebyggelse.

Købstadsvillaerne

Postkort med motiv fra Skovvejen med udsigt over Riis Skov og villakolonien på Dronning Margrethes Vej, der opstod omkring 1890. Aarhus Stadsarkiv.

I Aarhus begyndte villabyggeriet så småt fra 1860’erne og frem. I perioden frem til århundredeskiftet voksede små villakvarterer frem rundt omkring i byen. Villakvartererne opstod primært i den nordlige del af byen på Trøjborg omkring Dronning Margrethes Vej og Aldersrovej, i Ø-gadekvarteret omkring Nørre Allé og Thunøgade og omkring Langelandsgade, Kaserneboulevarden og Falstersgade samt i den sydlige ende omkring Marselisborg Allé og Skt. Pauls Gade. De sidstnævnte gader lå på Frederiksbjerg, som opstod på arealer, der blev indlemmet i Aarhus Købstadskommune fra Viby Sognekommune.

Som en del af udbygningen af Aarhus voksede villakvartererne tilfældigt frem på bar mark udenfor den tidligere bygrænse. Disse landlige områder kan karakteriseres som mulighedernes land, hvor man var fri til selv at skabe stedet, hvor drømmen om det gode liv kunne realiseres. Hovedparten af de udstykninger, der blev foretaget, blev foretaget af private grundejere og var ikke led i en overordnet plan for byens anvendelse. Interessen for byplanlægning, som vi kender den i dag som en central del af den kommunale forvaltning, hvor man beskæftiger sig med en bæredygtig udvikling og anvendelse af byens arealer, udvikledes først i slutningen af 1800-tallet.

I dag bærer de gamle kvarterer præg af 1800-tallets uplanlagte byudvikling, og mange af de gamle købstadsvillaer ligger i dag placeret bag lukkede randbebyggelser og karréstrukturer, som blev opført i forbindelse med den senere udbygning af områderne. Bebyggelsen i de gamle villakvarterer består således af blandede bygningstyper med villaer, byhuse og etageejendomme side om side, der gør bybilledet til en historisk kollage, der vidner om byens mangeårige udvikling og udbygning.

Villaen: en ny boligtype

Villaen var en luksuriøs boligtype forbeholdt de privilegerede og de nyrige, som enten var født ind i en velhavende familie eller som havde profiteret af industrialiseringsprocessen, der i høj grad blev præget af konkurrence og individualisme, hvor det var op til den enkelte at kravle op ad den økonomiske rangstige. Det var først og fremmest grosserere, købmænd, håndværksmestre (især murermestre) og diverse erhvervsfolk, der boede i villaer, men enkelte arkitekter, læger, redaktører, og lærere havde også fået råd. Selv i slutningen af 1800-tallet var det dyrt at lade en villa opføre, og derfor blev villaerne på denne tid ofte bygget til to familier.

Et af de tidligste eksempler på villabyggeri i Aarhus er villa Aldersro, der blev opført på den øvre del af Trøjborg på adressen Trøjborgvej 58-66 i 1864 af fæstemand (= en mand, som medvirker ved afslutningen af tyendekontrakter) og ejendomsmægler Anders Hansen. Et karakteristisk træk ved de første villaer er navngivningen af dem, som især er udbredt hos villaerne på Trøjborg, som stort set alle har fået navne ligesom Aldersro. Villa Aldersro blev i sin tid opført som en hovedbygning til en allerede eksisterende landejendom, men mindede mest af alt om et sydeuropæisk palæ med sit atypiske og pompøse udseende. Og villa Aldersro kom heller ikke til at danne inspirationsgrundlag for villabyggeriet i Aarhus fremadrettet. Efter godt 85 år på adressen måtte villaen lade livet til fordel for en af 1950’ernes karakteristiske boligblokke.

Villatyper i 1800-tallets Aarhus

I perioden fra midten af 1800-tallet og frem til århundredeskiftet blomstrede den europæiske arkitekturstrømning historicismen. Her lod man sig inspirere af tidligere perioders forskellige stilarter, hvilket afspejles i villabyggeriet i Aarhus. Villaerne, der blev opført i disse årtier, havde et afdæmpet arkitektonisk udtryk til fælles (sammenlignet med villa Aldersro), men derudover var de udseendemæssigt meget forskellige. Villabyggeriet var i slutningen af 1800-tallet stadig et så nyt foretagende, at der endnu ikke var opstået en entydig byggetendens, og villaerne er derfor karakteriseret af en stilvariation, som trods alt vidner om, at man havde en stor viden om fortidens forskellige historiske stilarter.

Villabyggeriet er yderligere blevet påvirket af, at man kun i mindre udstrækning anvendte arkitekter hertil på grund af det simple arbejde, man mente det var. Det var ofte bygherren selv i samarbejde med en murermester, der opførte villaerne. Ofte ser man, at den samme bygherre eller murermester har opført flere villaer på samme vej. Dette ses for eksempel på Kaserneboulevarden 23 og Kaserneboulevarden 25, hvor begge villaer er opført for tømrermester Jens Nielsen; i Thunøgade 14 og Thunøgade 16, hvor villaerne er opført for overlærer Jens J. Olsen; på Aldersrovej 29 og Aldersrovej 31, hvor villaerne blev opført af tømrermester N. Uldahl; og på Nordre Ringgade 58, Nordre Ringgade 60, Nordre Ringgade 68 og Nordre Ringgade 70, hvor alle fire villaer blev opført af tømrermester N. Uldahl.

I bogen Hus og Hjem i Århus 1890-1940 udpeger man tre villatyper, der blev bygget flere af i Aarhus i perioden fra 1860-1900. Den første villatype beskrives som den ældste, og den minder meget om et stuehus til en gård. Den består af en aflang bygning med en markant frontispice, som er et gavlformet, trekantet eller buet parti på en bygnings forside; placeret i midten eller ved en af husenderne. Et bevaret eksempel herpå kan ses på Nordre Ringgade 68 og Nordre Ringgade 70 hvor villa Rosenvang og villa Rødebøge ligger opført.

Den anden villatype ligner meget den foregående, men den har ingen frontispice. Det er forholdsvis enkle, aflange bygninger i halvanden plan. Villaerne beliggende på Thunøgade 16 og Thunøgade 31 er eksempler på sådan en type. Den tredje villatype adskiller sig noget mere fra begge de foregående. Disse er 2-2½ plans villaer, som ligner italienske renæssancepalæer med en symmetrisk udformning og med mere eller mindre flade tagkonstruktioner. Der er en del bevarede villaer tilbage af denne type: villa Fairhill på Trøjborgvej 74, villa Pax på Dronning Margrethes Vej 14, villa Lindely i Falstersgade 21, Nørre Allé 34, Thunøgade 19 og Thunøgade 33 er eksempler herpå. De tre nævnte villatyper findes også i mange andre variationer og udformninger og atypiske eksempler er: villa Tamina på Dronning Margrethes Vej 10-12, som er opført som et dobbelthus i italiensk landstil, samt villa Tårnborg på Dronning Margrethes Vej 6, som i sin tid adskilte sig ved et højt, rundt tårn med en kuppel i bygningens nordgavl (kuppeltårnet er i dag revet ned).

Bevaringsværdig bygningskultur

Denne første gruppe af villaer er ikke særlig omfattende sammenlignet med villabyggeriet efter århundredeskiftet, som bød på en markant stigning i opførelsen af villaer. Ikke desto mindre begyndte villabevægelsen med købstadsvillaerne, og disse villaer udgør derfor en væsentlig del af byens identitet og bygningskultur og er noget, vi bør værne om, da det er med til at fortælle, hvem og hvad aarhusianerne og Aarhus er.

SAVE-systemet

For at kunne værne om den danske bygningskultur er der blevet udarbejdet en metode, der danner grundlag for udpegningen af de bevaringsværdige bygninger i Danmark. Metoden hedder SAVE (Survey of Architectural Values in the Environment) og bruges til at kortlægge, registrere og vurdere bevaringsværdier hos enkeltstående bygninger opført før 1940 samt bebyggede miljøer. Siden 1987 har det været SAVE-metoden, der har fungeret som grundlaget for den kommunale bevaringsindsats af bygningskulturen.

En SAVE-undersøgelse baseres på en besigtigelse, hvor der foretages en faglig vurdering af ejendommens:

  1. Arkitektoniske værdi
  2. Kulturhistoriske værdi
  3. Miljømæssige værdi
  4. Originalitet
  5. Tilstand

De fem kriterier sammenfattes i en samlet bevaringsværdi, som angives på en skala fra 1 til 9, hvor 1 angiver højest værdi. Karaktererne 1-3 regnes for høje bevaringsværdier og karakteriserer en bygning som er et lokalt fremtrædende eksempel, der i kraft af sin arkitektur, kulturhistorie, håndværksmæssige udførelse og/eller placering i forhold til omgivelserne udgør en karaktergivende del af en helhed, som skaber et bevaringsværdigt bymiljø. Karaktererne 4-6 regnes for middel bevaringsværdier og karakteriserer en pæn bygning, hvor renoveringer og ombygninger har trukket ned i karakteren, fordi de har forringet bygningens bevaringsmæssige kvaliteter. Og karaktererne 7-9 regnes for lave bevaringsværdier og karakteriserer en bygning uden særligt arkitektonisk udtryk eller væsentlig historisk betydning, og/eller en bygning som har mistet sin oprindelighed på grund af utilpassede restaureringer og ombygninger. Bygninger med bevaringsværdien 1-4 bliver optaget i Kommuneplanen som bevaringsværdige.

Som en integreret del af SAVE-systemet bliver de indsamlede data fra bygningsregistreringerne lagt ind i noteform i Kulturarvsstyrelsens Database over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB-databasen). Alle bygninger, som er blevet SAVE-registreret gennem tiden bør kunne ses i FBB-databasen på Kulturarvsstyrelsens hjemmeside, hvor oplysningerne er offentligt tilgængelige.

En usikker fremtid

Interessen for de gamle villaer har vundet indpas i offentligheden de senere år, hvor man i stigende omfang debatterer den kommunale og private bevaringsindsats af arkitekturarven. For at skabe en kvalificeret bevaringsindsats er det vigtigt at have en forståelse for bygningskulturens fysiske såvel som kulturhistoriske værdier, og derfor er SAVE-metoden baseret på en faglig vurdering af en bygnings arkitektoniske værdi, kulturhistoriske værdi, miljømæssige værdi, originalitet og tilstand.

En gennemgang af SAVE-registreringerne af de aarhusianske købstadsvillaer viser imidlertid, at de kulturhistoriske værdier sjældent vurderes i forbindelse med SAVE-undersøgelserne. En simpel optælling viser, at den kulturhistoriske værdi er blevet vurderet på bare 4 ud af de omkring 80 købstadsvillaer, som er blevet kortlagt. Der tages således ikke højde for det omkringliggende kulturmiljø, som villaerne historisk set har indgået i, og den kulturhistorie de er opstået som en del af. Det er især problematisk, når mange af de gamle købstadsvillaer samtidig står over for udfordringer af fysisk karakter. Enten er villaerne i meget dårlig stand, eller der er blevet foretaget istandsættelser og ombygninger, der ikke understøtter villaernes bærende værdier. En kombination af de manglende kulturhistoriske vurderinger og villaernes fysiske udfordringer har i mange tilfælde medført lave SAVE-vurderinger, som skaber dårlige fremtidsvilkår for villaerne. I en del tilfælde ses det, at villaer er blevet revet ned.

Kilder

  • Beck, B. 1997. ”Byens Rum” i Århus Byens Historie 1720 – 1870, red. Ib Gejl. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
  • Jansen, Chr. R. 1977. ”Tilbage til naturen og i skjul bag ligusterhækken. Villaer og parcelhuse.” i Hus og Hjem i Århus 1890-1940, red. Vagn Dybdahl. Aarhus: Universitetsforlaget Aarhus.
  • Johansen, E. 1977. ”Storbyen vokser frem. Byens udvidelse og bebyggelse 1860-1940” i Hus og Hjem i Århus 1890-1940, red. Vagn Dybdahl. Aarhus: Universitetsforlaget Aarhus.
  • Jensen, J. T. & Jeppe Norskov. 2005. Købstadens metamorfose: Byudvikling og byplanlægning i Århus 1800-1920. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
  • Jessen, C. 2016. ”Aarhus”. http://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/aarhus/. Aarhus Universitet: danmarkshistorien.dk.
  • Madsen, H. J. 1996. ”Byens Rum” i Århus Byens Historie – 1720, red. Ib Gejl. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag.
  • Kulturarvsstyrelsen. 2011. "SAVE: Kortlægning og registrering af bymiljøers og bygningers bevaringsværdi". København V: Kulturministeriet, Kulturarvsstyrelsen: https://slks.dk/fileadmin/user_upload/kulturarv/fysisk_planlaegning/dokumenter/SAVE_vejledning.pdf
  • https://danmarkshistorien.dk/perioder/den-aeldre-enevaelde-1660-1784/koebstaden/
  • FBB-database over Fredede og bevaringsværdige bygninger. Kulturarvsstyrelsen: https://www.kulturarv.dk/fbb/index.htm
  • Aarhus Kommune. 2013. ”Kulturhistorisk Redegørelse 2013”. Kommuneplan 2013.