Nordre Ringgade 58

Fra AarhusWiki
Nedrevet villa Solvænge, Nordre Ringgade 58. Foto: Poul Pedersen, November 1982. Den Gamle By.
Indlæser kort...

Nedrevet villaejendom på Nordre Ringgade.

Villa Solvænge

Villa Solvænge blev opført på Nordre Ringgade 58 i 1900 af tømrermester N. Uldahl. Villaen er i dag revet ned.

I 1984 blev villa Solvænge beskrevet som en 1 1/2-etages, pudset, gråmalet villa med et stort treetagers hjørnetårn. Villaen fik en god vurdering i kvalitetsgruppe II, som betyder at bygningen i forbindelse med dens omgivelser skaber et karakteristisk og godt bymiljø.

Fra 1969 og frem til ca. 1998 var Esbjergkollegiet beliggende i villa Solvænge og i nabovillaen Mimosa på Nordre Ringgade 60.

Et gammelt villakvarter

Villa Solvænge lå opført på den side af Nordre Ringgade, der sammen med Aldersrovej og Barthsgade indrammer et af de små villakvarterer, som voksede frem i slutningen af 1800-tallet, dengang borgerskabets drømme om et bedre liv i grønnere omgivelser fik dem til at søge udenfor den daværende bygrænse i en ny og foretrukken boligtype: villaen.

N. Uldahl har opført mange af kvarterets villaer og har ligeledes opført villa Montana på Aldersrovej 29, villa Frem på Aldersrovej 31, villa Lindehøj i Barthsgade 20, villa Mimosa på Nordre Ringgade 60, villa Rosenvang på Nordre Ringgade 68 og villa Rødebøge på Nordre Ringgade 70.

Se også

Kilder

  • Trøjborg Kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, Stadsarkitektens Kontor, 1984.
  • Preben Rasmussens Udklipssamling (1800-1990), Aarhus Stadsarkiv