Barthsgade 20

Fra AarhusWiki
Villa Lindehøj, Barthsgade 20. Foto: Poul Pedersen, august 1982. Den Gamle By.
Indlæser kort...

Villaejendom i Barthsgade.

Villa Lindehøj

Villa Lindehøj er en ejendom beliggende i den nordlige del af Trøjborg på adressen Barthsgade 20. Villaen blev opført i 1900 af tømrermester N. Uldahl. Det er en pudset og hvidmalet villa i 1 1/2 plan, som er opført som 2 gavlhuse med en lavere mellembygning.

I 1943 fik en komité lov til at købe villa Lindehøj med det formål at omdanne ejendommen til en vuggestue. Vuggestuen blev indrettet af stadsarkitekt Alfred Mogensen (1900-1986). Det var et stort ønske blandt Trøjborgs beboere at få en vuggestue på netop Trøjborg, da der på daværende tidspunkt kun fandtes to vuggestuer i Aarhus. Trøjborg vuggestue har således eksisteret siden 1944, hvor den dengang også fungerede som asylhjem for unge kvinder. I dag er vuggestuen en del af Trøjborg dagtilbud, som har 6 forskellige afdelinger rundt omkring på Trøjborg

Et gammelt villakvarter

Villa Lindehøj ligger i den nordlige ende af Barthsgade, der sammen med Nordre Ringgade og Aldersrovej udgør et af de små villakvarterer, som voksede frem i slutningen af 1800-tallet, dengang borgerskabets drømme om et bedre liv i grønnere omgivelser fik dem til at søge udenfor den daværende bygrænse i en ny og foretrukken boligtype: villaen.

Tømrermester N. Uldahl har opført mange af kvarterets villaer og har blandt andet også opført villa Montana på Aldersrovej 29, villa Frem på Aldersrovej 31, villa Solvænge på Nordre Ringgade 58 villa Mimosa på Nordre Ringgade 60, villa Rosenvang på Nordre Ringgade 68 og villa Rødebøge på Nordre Ringgade 70.

SAVE-registrering

I 2012 blev villa Lindehøj SAVE-registreret af Aarhus Kommune, som vurderede bygningen til at have en middel bevaringsmæssig værdi på 5.

Barthsgade 20 på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Barthsgade 20

Se også

Kilder

  • Trøjborg Kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, Stadsarkitektens Kontor, 1984.
  • Preben Rasmussens Udklipssamling (1800-1990), Aarhus Stadsarkiv.
  • Kulturarvstyrelsens database over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB): https://www.kulturarv.dk/fbb/index.htm.