Thunøgade 19
Villaejendom i Thunøgade.
På adressen Thunøgade 19 ligger en 2-etagers italiensk inspireret rødstensvilla fra 1891. Villaen blev opført for bogholder J. Chr. Olsen.
I dag kan det være svært at forestille sig det liv, som har udspillet sig i den gamle villa, og den har da også huset mange forskellige skæbner.
I perioden fra 1918-1935 fungerede ejendommen som friskole.
I 1980'erne blev ejendommen på Thunøgade 19 solgt til ingeniørfirmaet JKLM Invest Aps., som ønskede at rive villaen ned for at opføre ungdomsboliger på adressen. Ønsket om at nedrive villaen kom efter en længere periode, hvor villaen havde været besat af en gruppe BZ'ere, der havde hærget og ødelagt villaen. Hvorvidt villaen måtte rives ned eller ej, var en afgørelse for byrådet. Men inden den afgørende beslutning blev truffet, besluttede JKLM Invest i stedet at istandsætte den gamle villa, at indrette den til erhvervslejemål.
Det gav i 1989 Birgit Østergård Pedersen mulighed for at åbne firmaet Art Paper på adressen Thunøgade 19, hvor hun producerede håndlavet papir.
Villaen tilhører den ældste anlæggelsesfase af Øgadekvarteret, hvor villaformen var den foretrukne boligform for de økonomisk velstillede borgere, som flyttede udenfor bymidten for at realisere en forestilling om det gode liv i landlige omgivelser. Det var i slutningen af 1800-tallet, at de første villakvarterer voksede frem i Ø-gadekvarteret omkring Nørre Allé og Thunøgade og omkring Langelandsgade, Kaserneboulevarden og Falstersgade, i den nordlige del af byen på Trøjborg omkring Dronning Margrethes Vej og Aldersrovej samt i den sydlige del af byen på Frederiksbjerg omkring Marselisborg Allé og Skt. Pauls Gade.
SAVE-registrering
I 2012 blev den gamle villa SAVE-registreret af Aarhus Kommune, som vurderede den til at have en middel bevaringsmæssig værdi på 4.
Se også
- Artikel om Villaer i 1800-tallets Aarhus (oversigtskort).
Thunøgade 19 på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder
- Ø-gade kvarteret Århus, Registrant Magistratens 2. afdeling, Stadsarkitektens Kontor, 1983.
- Preben Rasmussens Udklipssamling (1800-1990), Aarhus Stadsarkiv.
- Kulturarvstyrelsens database over Fredede og Bevaringsværdige Bygninger (FBB): https://www.kulturarv.dk/fbb/index.htm.