Aarhus Rådhus
Opførelsen af det nuværende Aarhus Rådhus blev påbegyndt i 1938 og afsluttet tre år efter i 1941. Den officielle indvielse fandt sted den 2. juli 1941 - året hvor Aarhus’ borger nr. 100.000 blev født og året for byens 500-års jubilæum som købstad.
Det er byens fjerde rådhus. De to første rådhuse blev bygget i middelalderen og lå på Store Torv, det seneste direkte ved Domkirkens tårnindgang. Det tredje rådhus blev opført i årene 1856-1857 og lå på hjørnet af Mejlgade og Domkirkepladsen - denne bygning rummer i dag KØN (det tidligere Kvindemuseet).
Det nuværende rådhus blev fredet i 1995.
En konkurrence for arkitekter
Det første skridt til det store nye byggeri blev taget den 28. april 1937, hvor byrådet, på baggrund af at man på det gamle rådhus på Domkirkepladsen led af en udpræget pladsmangel til den kommunale administration, udskrev en arkitektkonkurrence for opførelse af et nyt rådhus. De ønsker, man havde til bygningen, og som de deltagende arkitekter skulle forsøge at indfri, var, at bygningen skulle ”udformes som en udpræget administrationsbygning, en arbejdsbygning uden noget tilstræbt pompøst og uden en forloren ”rådhusstil””. Da fristen for indlevering af forslag til byggeriet udløb den 2. august, var der indkommet ikke færre end 53 projekter, som konkurrencens dommerkomité skulle tage stilling til.
Et vinderprojekt i stormvejr
Afgørelsen kom ikke til at tage lang tid, idet dommerne allerede den 14. august kunne annoncere, at de enstemmigt havde vedtaget at udnævne det projekt, der var indsendt af arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller som vinder af konkurrencen. Som begrundelse for valget angav dommerpanelet, at ”Forslaget er en særdeles talentfuldt udformet og en indtagende og værdig Løsning af den stillede Opgave, som Fagdommerne anser for egnet til Opførelse…”. Det var dog langt fra alle, der var enige i dommernes afgørelse og bedømmelsen af projektet, og de efterfølgende reaktioner afstedkom en langvarig offentlig debat i den lokale presse – en debat, der endda skulle komme til at forplante sig helt over til københavnerpressen. Under debatten blev planerne for den arkitektoniske udformning af det nye rådhus af modstanderne blandt andet karakteriseret ved følgende beskrivelse: ”Tidens ordinære Stil, der her ytrer sig som en lidt afsvækket og traurig Funktionalisme med de kendte og halvt opslidte Virkemidler”. Der var med andre ord temmelig langt mellem den opfattelse, arkitektkonkurrencens dommerpanel havde af planerne for byggeriet, og det syn, den stadigt voksende skare af modstandere havde på projektet. Samtidig var der ikke udsigt til, at man umiddelbart kunne nå til enighed.
Tilbage på tegnebordet
I et forsøg på at ende polemikken og finde en løsning på uenighederne blev de to arkitekter bag vinderprojektet den 28. oktober indkaldt til et møde. På mødet blev de bedt om at ændre deres projekt, så bygningen ville få en mere monumental karakter – en formulering, der nok kunne virke noget svævende. Der fulgte ikke nogen nærmere beskrivelse af, hvad der skulle til for at opnå dette, men kun at ændringerne efterfølgende skulle godkendes af byrådet, for at de fortsat ville være forpligtet på udførelse af byggeriet.
En andenudgave med tårn
Den 15. november kunne arkitekterne sende en ny og revideret udgave af rådhusprojektet til godkendelse i byrådet. I den reviderede udgave af planen for rådhusbygningen var der to ændringer, der umiddelbart faldt i øjnene. For det første havde man i det nye projektudkast valgt at beklæde hele bygningen med norsk marmor. For det andet - og nok mere væsentligt - var der nu tilføjet et 60 meter højt tårn til bygningen. Et tårn, hvis tidligere mangel sandsynligvis havde været en af hovedårsagerne til den store modstand mod opførelsen af det nye rådhus. De to ændringer af rådhusbyggeriet kunne foretages, uden at man ellers ville være nødt til at forandre noget af betydning ved det oprindelige projekt. De forandringer, de to arkitekter havde foreslået, var med andre ord alene af kosmetisk betydning og ændrede dermed ikke ved bygningens oprindelige funktionalitet. På denne måde var det dermed lykkedes arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller at tilføre deres bygning den monumentale karakter, den ifølge nogle havde savnet. Det betød, at byrådet allerede den 18. november 1937 - kun tre dage efter afleveringen af det reviderede projekt - vedtog, at man ville påbegynde opførelsen af det nye rådhus.
Det færdige rådhus
Den samlede pris for opførelsen af Aarhus’ nye rådhus endte på otte millioner kroner. Dertil kom desuden en udgift på 1,5 millioner kroner til interiør og møbler, som alt sammen blev designet af møbelarkitekten Hans J. Wegner i samarbejde med de to arkitekter bag byggeriet. Som en del af rådhusets udsmykning finder man desuden værker af danske kunstnere som malerne Th. Hagedorn-Olsen, Albert Naur og Agnete Varming samt billedhuggerne Anker Hoffmann og Mogens Bøggild. Selvom det i dag er mere end 70 år siden, Aarhus' nuværende rådhus blev indviet, bliver det stadig anset for at være en ganske særlig bygning.
Som et af de få danske rådhuse, blev Aarhus Rådhus - på baggrund af bygningens enestående arkitektur - fredet i marts 1994, og efterfølgende i januar 2006 blev det medtaget i Kulturkanonen under området arkitektur.
Rådhusets indvielse
Rådhuset blev indviet ved en stor folkelig begivenhed på byens 500-års købstadsjubilæum den 2. juli 1941. ”Vejret var det bedste, og Stemningen lige saa høj som Solen. Takket være Højtaleranlæg kunde Folk omkring Raadhuset følge med i alt, hvad der foregik inden Døre. Man sang med, naar der skulde synges og raabte Hurra, naar der blev raabt Hurra indenfor Murene.” Sådan lød en stemningsrapport fra avisen Demokratens udsendte ved åbningen. Besættelsestiden bød ikke på mange store festlige begivenheder, så der var tæt pakket af folk omkring det nye rådhus. Kombineret med en bagende sol bød dagen på mange besvimelser, og frivillige samaritanere havde travlt med at fragte utilpasse aarhusianere ned i den kølige rådhuskælder.
Brandgo’ kantate
Inden for dørene kunne indbudte gæster – her i blandt landets kronprinsepar – høre Hans Hartvig Seedorffs kantate om det gamle Aarhus. Forfatteren selv tog sig af kantatens recitation, mens sangdelen blev fremført af blandt andet Arbejdernes Fælleskor, Herrekoret Arion og Studentersangerne. ”Maaske mere end noget andet bidrog Kantaten til, at Festen blev saa uforglemmelig”, skrev Århus Stiftstidende dagen efter, mens kronprinsen ifølge Demokraten omtalte kantaten som ”simpelthen Brandgo’”.
Efter kantaten fulgte de traditionsrige taler. De mange fremmødte uden for rådhuset lyttede med, ”men det er alligevel saadan sin egen Sag at staa ret op og ned i en stegende Solbrand og høre Tale efter Tale”, skrev Stiften. Især under statsbibliotekars Emanuel Jensen Sejr (1891-1980)s tale om byens historie var der en del uopmærksomhed at spore blandt de fremmødte, rapporterede avisen. Kronprinsens korte tale med afslutningen ”Held og Lykke, du By, med min Barndoms og Ungdoms skønneste Minder” vakte derimod jubel.
Byens mange ungdomsorganisationer deltog også aktivt i indvielsen. I et stort optog marcherede de fra Domkirken til rådhuset med et nyt bybanner, som hver eneste dreng og pige i optoget selv havde skænket 25 øre til. De mange tilskuere tav ærbødigt og tog hatten af, idet banneret passerede forbi på sin vej til rådhuset. På rådhuset modtog viceborgmesteren bybanneret og erklærede officielt rådhuset for åbent.
Krig og dårligt vejr skabte forsinkelser
Indvielsesdagen havde i lang tid været planlagt til at falde den 2. juli 1941, da det på denne dag var 500 år siden, at Christoffer af Bayern havde udstedt købstadsprivilegium til Aarhus.
At det nye rådhus ikke stod helt færdigt på den store dag, var der ikke noget at gøre ved. Mest synligt var det, at dele af bygningen stadig manglede sin marmorbeklædning. Krig og dårligt vejr havde været med til at skabe forsinkelser i det store byggeprojekt.
Hundredvis af lokale håndværksmestre, svende og lærlinge havde gennem tre år arbejdet på at få bygningen til at stå klar, og byggeriet var med til at sikre, at byen i mindre grad end andre danske byer under krigen manglede arbejdspladser. Rådhusets gardiner blev leveret af byens to førende magasiner – Salling og Magasin, mens klokkespillet var blevet til via donationer af messing, kobber og tin fra byens borgere, en indsamling som Århus Turistforening havde taget initiativ til.
Rådhuset under besættelsen: Mistanke, modstand og den illegale presse
Aarhus Rådhus havde en central rolle under besættelsen, og i dag er det kendt, at en del af de ansatte havde forbindelse til modstandsbevægelsen. Det er derfor ikke svært at forstå, hvorfor tyskerne i løbet af krigen fik større og større mistanke om, at der foregik illegal virksomhed ved Aarhus Rådhus.
Rådhuset blev flere gange ransaget af tyske tropper, og der blev udført flere sabotagehandlinger af tyskvenlige grupperinger mod rådhuset. I september 1943 besatte tyskerne rådhuset, da de opløste politiet i Danmark. Dette fortsatte, et par timer før de trak sig tilbage, men som resultat af dette måtte borgmesteren i oktober kontakte tyskerne med en anmodning vedrørende den fængslede politimesters frihed, hvori Kriminalrat Schwietzgebel informerede borgmesteren om, at man havde mistanke om, at man fra rådhuset havde udstedt falske legitimationskort (hvilket man havde), og at der i rådhusets kælder blev opmagasineret våben (hvilket var sandt, men det vidste borgmesteren ikke på dette tidspunkt).
Grundet denne mistanke blev rådhuset offer for endnu en razzia i 1944, hvor man i kælderen fandt maskiner til printning af det illegale blad Budstikken, men hvor tyskerne dog ikke fandt våbnene. Havde de gjort dette, var rådhuset højst sandsynligt blevet taget permanent.
Modstandsbevægelsen og den illegale presse
Under besættelsen var der flere modstandsgrupper i Aarhus, og rådhuset fungerede løbende som tilflugtssted for mange af dem. Det er ikke sandsynligt, at vi kan finde en specifik modstandsgruppe, som permanent arbejdede ud fra rådhuset, men mere at bygningen løbende blev anvendt af modstandsbevægelsen under besættelsen.
Hvad, der dog står klart, er, at rådhuset havde en vigtig rolle for både modstandsbevægelsen og den illegale presse. Borgmester Einar Stecher Christensen var tidligt under sin borgmesterperiode i forbindelse med modstandsbevægelsen, og flere af de ansatte i huset har hjulpet til. Rådhusets forbindelse til modstandsbevægelsen ses blandt andet ved, at:
- bygningen har fungeret som skjul for bladet Budstikken, hvor man havde maskiner til print og makulering i kælderen. Dette blev dog fundet af tyskerne.
- rådhusforvalteren, Herluf Halding, var en del af modstandsbevægelsen, og den gruppe, han tilhørte, havde anvendt rådhuset som våbenlager. Det lykkedes dem at fjerne våbnene i rådhuset efter tyskernes razzia i 1944 uden at blive opdaget. Herluf Halding var en stor del af årsagen til, abonnementslisten for Budstikken, der var gemt på rådhuset, blev fjernet.
- rådhuset i ny og næ har fungeret som tilflugtssted for ledere i modstandsbevægelsen og kælderen brugt til træning.
- rådhuset havde udstedt falske legitimationskort til modstandsbevægelsen. Eksempler kan ses i værket fra Georg Andersen: Aarhus under besættelsen.
Schalburgtage af rådhuset
To gange under krigen blev rådhuset beskadiget af bombesprængninger. Første gang den 21. februar 1945 og anden gang den 13. marts 1945.
Den 21. februar 1945 forårsagede en bombe nær Rådhuspladsen enorme ødelæggelser på rådhuset, hvor mange ruder blev blæst ind. Men også de nærliggende bygninger på Park Allé, Sønder Allé, Søndergade, Frederiksgade, Ryesgade og på Banegårdspladsen tog stor skade. Det anslåes, at mellem 2000 og 3000 ruder blev knust.
Den 13. marts 1945 forsøgtes Aarhus Rådhus ødelagt for anden gang, og der skabes igen omfattende ødelæggelser. Bomberne var placeret ved tårnet i et forsøg på at vælte det. Kun efter langvarige undersøgelser efter krigen kunne det konstateres, at bygningen ikke havde lidt strukturel skade.
Aktionen blev udført af Petergruppen, der sympatiserede med tyskerne, som udførte voldsomme terrorhandlinger i krigens sidste tid.
Ingen blev dræbt ved terroraktionerne mod rådhuset.
Se også
- Det første rådhus Aarhus Rådhus (Store Torv)
- Det andet rådhus Aarhus Rådhus (Domkirkepladsen)
- Rådhusparken
- Rådhuspladsen
- Fredede bygninger i Aarhus
Aarhus Rådhus på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Henrik Fode: Byens hus. Århus: Erhvervsarkivet, 1991 bestil materiale
- Morten Børup: Gæst på rådhuset.' Århus: Århus Kommune, 1950 bestil materiale
- Henning Spure Nielsen: Århus på tegnebrættet 1850-2000. 2003
- Kulturministeriets Kulturkanon 2006. Århus Rådhus Side 23. Pdf-fil. (læst 2012)
- Slots- og kulturstyrelsen, Fredede og bevaringsværdige bygninger, https://www.kulturarv.dk/fbb/
- Georg Andersen: Aarhus under besættelsen. Aarhus: Forlaget Aros, 1945 bestil materiale
- Århus Stadsarkiv: Preben Rasmussens udklipssamling (1800-1990) bestil materiale
