Aarhus Rådhus

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Aarhus Rådhus set fra Banegårdspladsen. Foto 1950

Opførelsen af det nuværende Aarhus Rådhus blev påbegyndt i 1938 og afsluttet tre år efter i 1941. Den officielle indvielse fandt sted den 2. juli 1941 - året hvor Aarhus’ borger nr. 100.000 blev født og året for byens 500 års jubilæum som købstad.

Det er byens fjerde rådhus. De to første rådhuse blev bygget i middelalderen og lå på Store Torv, det seneste direkte ved Domkirkens tårnindgang. Det tredje rådhus blev opført i årene 1856-1857, og lå på hjørnet af Mejlgade og Domkirkepladsen - denne bygning rummer i dag Kvindemuseet.

En konkurrence for arkitekter

Det første skridt til det store nye byggeri blev taget d. 28. april 1937, hvor byrådet, på baggrund af at man på det gamle rådhus på Domkirkepladsen led af en udpræget pladsmangel for den kommunale administration, udskrev en arkitektkonkurrence for opførelse af et nyt rådhus. De ønsker man havde til bygningen, og som de deltagende arkitekter skulle forsøge at indfri var, at den skulle ”udformes som en udpræget administrationsbygning, en arbejdsbygning uden noget tilstræbt pompøst og uden en forlorenrådhusstil””. Da fristen for indlevering af forslag til byggeriet udløb d. 2. august, var der indkommet ikke færre end 53 projekter, som konkurrencens dommerkomité skulle tage stilling til.

Et vinderprojekt i stormvejr

Afgørelsen kom ikke til at tage lang tid, idet dommerne allerede den 14. august kunne annoncere, at de enstemmigt havde vedtaget at udnævne det projekt, der var indsendt af arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller som vinder af konkurrencen. Som begrundelse for valget angav dommerpanelet, at ”Forslaget er en særdeles talentfuldt udformet og en indtagende og værdig Løsning af den stillede Opgave, som Fagdommerne anser for egnet til Opførelse…”. Det var dog langt fra alle, der var enige i dommernes afgørelse og bedømmelsen af projektet, og de efterfølgende reaktioner afstedkom en langvarig offentlig debat i den lokale presse – en debat, der endda skulle kommet til at forplante sig helt over til Københavnerpressen. Under debatten blev planerne for den arkitektoniske udformning af det nye rådhus af modstanderne blandt andet karakteriseret ved følgende beskrivelse: ”Tidens ordinære Stil, der her ytrer sig som en lidt afsvækket og traurig Funktionalisme med de kendte og halvt opslidte Virkemidler”. Der var, med andre ord temmelig langt mellem den opfattelse arkitektkonkurrencens dommerpanel havde af planerne for byggeriet og det syn, den stadigt voksende skare af modstandere havde på projektet. Samtidig var der ikke udsigt til, at man umiddelbart kunne nå til enighed.

Tilbage på tegnebordet

I et forsøg på at ende polemikken og finde en løsning på uenighederne blev de to arkitekter bag vinderprojektet d. 28. oktober indkaldt til et møde. På mødet blev de bedt om at ændre deres projekt, så bygningen ville få en mere monumental karakter – en formulering, der nok kunne virke noget svævende. Der fulgte ikke nogen nærmere beskrivelse af, hvad der skulle til for at opnå dette, men kun at ændringerne efterfølgende skulle godkendes af byrådet, for at de fortsat ville være forpligtet på udførelse af byggeriet.

En andenudgave med tårn

Den 15. november kunne arkitekterne sende en ny og revideret udgave af rådhusprojektet til godkendelse i byrådet. I den reviderede udgave af planen for rådhusbygningen var der to ændringer, der umiddelbart faldt i øjnene. For det første havde man i det nye projektudkast valgt at beklæde hele bygningen med norsk marmor. For det andet, og nok mere væsentligt, var der nu tilføjet et 60 meter højt tårn til bygningen. Et tårn, hvis tidligere mangel sandsynligvis havde været en af hovedårsagerne til den store modstand mod opførelsen af det nye rådhus. De to ændringer af rådhusbyggeriet kunne foretages, uden at man ellers ville være nødt til at forandre noget af betydning ved det oprindelige projekt. De forandringer de to arkitekter havde foreslået var med andre ord, alene af kosmetisk betydning og ændrede dermed ikke ved bygningens oprindelige funktionalitet. På denne måde var det dermed lykkes arkitekterne Arne Jacobsen og Erik Møller at tilføre deres bygning den monumentale karakter, den ifølge nogle havde savnet. Det betød, at byrådet allerede d. 18. november 1937, kun tre dage efter afleveringen af det reviderede projekt vedtog, at man ville påbegynde opførelsen af det ny rådhus.

Det færdige rådhus

Den samlede pris for opførelsen af Århus’ nye rådhus endte på 8 millioner kroner. Dertil kom desuden en udgift på 1,5 millioner kroner til interiør og møbler, som alt sammen blev designet af møbelarkitekten Hans J. Wegner i samarbejde med de to arkitekter bag byggeriet. Som en del af rådhusets udsmykning finder man desuden værker af danske kunstnere som malerne Th. Hagedorn Olsen, Albert Nauer og Agnete Varming samt billedhuggerne Anker Hoffmann Mogens Bøggild. Selvom det i dag er mere end 70 år siden, Århus nuværende rådhus blev indviet, bliver det stadig anset for at være en ganske særlig bygning.

Som et af de få danske rådhuse, blev Århus Rådhus, på baggrund af bygningens enestående arkitektur, fredet i marts 1994 og efterfølgende i januar 2006 blev det medtaget i Kulturkanonen under området arkitektur.

Rådhusets indvielse

Byens ungdomsorganisationer marcherer i forbindelse med Rådhusets indvielse 2. juli 1941.

Rådhuset blev indviet ved en stor folkelig begivenhed på byens 500 års købstadsjubilæum 2. juli 1941. ”Vejret var det bedste, og Stemningen lige saa høj som Solen. Takket være Højtaleranlæg kunde Folk omkring Raadhuset følge med i alt, hvad der foregik inden Døre. Man sang med, naar der skulde synges og raabte Hurra, naar der blev raabt Hurra indenfor Murene.” Sådan lød en stemningsrapport fra avisen Demokratens udsendte ved åbningen. Besættelsestiden bød ikke på mange store festlige begivenheder, så der var tæt pakket af folk omkring det nye rådhus. Kombineret med en bagende sol bød dagen på mange besvimelser, og frivillige samaritanere havde travlt med at fragte utilpasse aarhusianere ned i den kølige rådhuskælder.

Brandgo’ kantate

Inden for dørene kunne indbudte gæster – her i blandt landets kronprinsepar – høre Hans Hartvig Seedorfs kantate om det gamle Aarhus. Forfatteren selv tog sig af kantatens recitation, mens sangdelen blev fremført af blandt andet Arbejdernes Fælleskor, Herrekoret Arion og Studentersangerne. ”Maaske mere end noget andet bidrog Kantaten til, at Festen blev saa uforglemmelig”, skrev Århus Stiftstidende dagen efter, mens kronprinsen ifølge Demokraten omtalte kantaten som ”simpelthen Brandgo’”.

Efter kantaten fulgte de traditionsrige taler. De mange fremmødte uden for rådhuset lyttede med, ”men det er alligevel saadan sin egen Sag at staa ret op og ned i en stegende Solbrand og høre Tale efter Tale”, skrev Stiften. Især under statsbibliotekars Emanuel Sejrs tale om byens historie var der en del uopmærksomhed at spore blandt de fremmødte, rapporterede avisen. Kronprinsens korte tale med afslutningen ”Held og Lykke, du By, med min Barndoms og Ungdoms skønneste Minder” vakte derimod jubel.

Byens mange ungdomsorganisationer deltog også aktivt i indvielsen. I et stort optog marcherede de fra Domkirken til Rådhuset med et nyt bybanner, som hver eneste dreng og pige i optoget selv havde skænket 25 øre til. De mange tilskuer tiede ærbødigt og tog hatten af, i det banneret passerede forbi på sin vej til rådhuset. På rådhuset modtog viceborgmesteren bybanneret og erklærede officielt rådhuset for åbent.

Krig og dårligt vejr skabte forsinkelser

Indvielsesdagen havde i lang tid været planlagt til at falde 2. juli 1941, da det på denne dag var 500 år siden, at Christoffer af Bayern havde udstedt købstadsprivilegium til Aarhus.

At det nye rådhus ikke stod helt færdig på den store dag, var der ikke noget at gøre ved. Mest synligt var det at dele af bygningen stadig manglede stadig sin marmorbeklædning. Krig og dårligt vejr havde været med til at skabe forsinkelser i det store byggeprojekt.

Hundredevis af lokale håndværkermestre, svende og lærlinge havde gennem tre år arbejdet på at få bygningen til at stå klar, og byggeriet var med til at sikre at byen, i mindre grad end andre danske byer under krigen manglede arbejdspladser. Rådhusets gardiner blev leveret af byens to førende magasiner – Salling og Magasin, mens klokkespillet var blevet til via donationer af messing, kobber og tin fra byens borgere; en indsamling som Århus Turistforening havde taget initiativ til.

Se også

Litteratur og kilder

{{#coordinates:primary|56.152935|10.204262}}