Aarhus Byråd

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Aarhus Byråd er det øverste politiske organ i byens styre, i dag valgt direkte af principielt alle voksne indbyggere i Aarhus Kommune. I tidligere tider et organ valgt af et mindretal blandt byens borgere, fortrinsvis velhavende mænd og mænd med selvstændige erhverv (borgerskabsindehavere).

Oprindelsen i middelalderen

Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bystyrelsen kendes tilbage fra det 13. århundrede. Medlemmerne til byens råd blev udvalgt blandt byens købmænd. Rådets leder, byfogden, blev udvalgt af kongen. I 1550 blev der oprettet et råd, ”De 24 mænd”, som havde indflydelse på byens økonomi og forfatning. De var også med til at bestemme, hvem der kunne få borgerskab i byen.

Borgernes indflydelse på bystyret faldt i løbet af 1600-tallet. I 1682 bestod magistraten af to borgmestre og tre rådmænd. De valgtes formelt af kongen. Tilsynet med købstæderne var lagt over til stiftamtmanden.

Eligerede borgere

Et mellemtrin frem mod moderne styreformer var indførelsen af eligerede borgere i mange købstæder i 1700-tallet. I Aarhus virkede disse fra 1740. De eligerede borgere virkede ved siden af magistraten og indgik i stiftamtmændenes bestræbelser på at svække byens borgmestre og rådmænd. De eligerede borgere kunne rådgive magistraten og skulle repræsentere borgerskabet. Magistraten valgte seks eligerede borgere blandt otte kandidater, indstillet af borgerskabet.

I 1787 blev magistraten og de eligerede borgere formelt sidestillede med stiftamtmanden som højere myndighed, men i tilfælde af uenighed mellem dem, traf stiftamtmanden beslutning.

Aarhus Borgerrepræsentation

I 1838 blev det for første gang muligt for indbyggerne i Aarhus at vælge, hvem der skulle sidde i Borgerrepræsentationen. Der var mange krav for at kunne stemme og stille op, så det var kun den velhavende del af befolkningen, der fik indflydelse. I 1844 var der 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere. I 1860 blev reglerne om kommunal valgret demokratiseret, hvilket gjorde, at flere borgere fik mulighed for at stemme.

I 1857 fik byen nyt rådhus, hvor også Aarhus Borgerrepræsentation holdt til. Før holdt Borgerrepræsentationen til i et ældre rådhusStore Torv.

I 1838 blev der for første gang stemt om, hvem der skulle sidde i Borgerrepræsentationen. Specielt håndværkere og købmænd ville ikke længere finde sig i, at embedsmænd og få særligt udvalgte mænd bestemte fordelingen af byens indtægter og udgifter. De ville have indflydelse, og det fik de også – altså de rigeste af dem. Kong Frederik VI bakkede op om en omorganisering af den lokale administration og tillod i den forbindelse også, at man gjorde de første tilnærmelser til folkestyret.

En forudsætning for at stille op og stemme til valg var, at man var grundejer og en stor skatteyder, og så skulle man også være en mand. Valget foregik i mange år på byens gamle rådhus, som dengang lå placeret umiddelbart foran Domkirken. Selve valghandlingen strakte sig over to dage. I Aarhus skulle der vælges 15 mænd til at styre byen sammen med embedsmændene i magistraten.

Aarhus Byråd med den samlede administration på deres årlige udflugt til Pavillonen i Riis Skov i 1899.

Den første borgerrepræsentation

Til selve valghandlingen i 1838 indfandt der sig en talrig forsamling. Borgmesteren, justitsråd Hans Alstrup Fleischer, holdt som indledning en tale, hvori han opfordrede vælgerne til at vælge de dygtigste og bedste kandidater for byen uden hensyn til egne interesser.

Byens seks eligerede borgere købmand og oliemøller Christian Bang, skibsbygmester Bonne Bonnesen, skræddermester Jens Sejersbøll Pedersen Røgind og købmændene Jens Poulsen Hals, Jens Sørensen Simmelkiær og Søren Jensen Søegaard gik uden nyvalg over i borgerrepræsentationen, mens ni nye medlemmer blev valgt. De nyvalgte var tobaksfabrikanterne Thomas Pedersen Funder og Anders Grarup, urmager Georg Holstebroe, guldsmed Asmus Harald Høegh, murermester Johan Casper Preis, købmændene Jens Pedersen Hammershøj, Peder Christian Raae, Hans Christian Bursche og nålemagermester Johan Frederik C. Zehmann I 1844 var der således blot 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere.

En af den nyvalgte forsamlings første handlinger var at købe nyt møblement til rådhuset. Forsamlingen var jo vokset, og alle skulle have noget at sidde ved og på. Ellers var byens største udgifter til indkvartering af militær, fattig- og skolevæsenet i nævnte rækkefølge.

Ifølge bestemmelserne skulle der være valg hvert år i begyndelsen af januar. Der opstilledes ikke lister, der kunne i stedet stemmes på alle valgbare, der havde ladet sig indskrive i valgprotokollen. Valgkamp var der ikke noget af.

Under hver kandidats navn blev navnene indført på dem, som stemte på vedkommende. Hemmelig og skriftlige afstemninger, som vi i dag tager som en selvfølge, kendte man ikke til dengang. Fornyelsen skete kun gradvis, og systemet sikrede derfor en vis form for kontinuitet i borgerrepræsentation.

Borgerrepræsentationen blev karakteriseret som meget mådeholdende med bevillingerne. De var dog ikke mere mådeholdende, end at byen i 1857 kunne tage et nyt rådhus i brug. En bygning, som havde kostet 57.000 rigsbankdaler, hvoraf Aarhus Kommune betalte mere end halvdelen. Det var et astronomisk beløb, men byen, som efterhånden begyndte at vokse ganske voldsomt, havde brug for et nyt og tidssvarende rådhus.

Nye valgregler

I 1860 vedtoges en ny lov om den kommunale valgret. Folkestyret var etableret med Grundloven i 1849, og et stigende ønske om at indføre lignende regler for kommunerne meldte sig efterfølgende. De nye regler fastsatte, at den større halvdel af byrådet skulle vælges af de stemmeberettigede til folketinget, mens den mindre halvdel skulle vælges af de højstbeskattede. Og så skulle man være over 30 år for at kunne stemme. Valget gjaldt for seks år, men der blev afholdt valg hver tredje år for henholdsvis alle vælgere og for de højst beskattede.

Ulrich Christian von Schmidten blev i 1868 udpeget som den første kongeligt udpegede borgmester i Aarhus.

Aarhus Byråd 1868/1869

Med Loven om købstadskommunernes styrelse af 26. maj 1868 (med ikrafttræden januar 1869) blev Aarhus købstadskommunes borgerrepræsentation erstattet af et byråd. Aarhus blev nu administreret af et borgervalgt byråd, og byen udarbejdede sin egen vedtægt. Ifølge den skulle byrådet bestå af borgmesteren som formand og 19 medlemmer. Borgmesteren var kongevalgt frem til 1919. Til byrådet blev 10 af medlemmerne valgt af folketingsvælgere og de 9 af 1/5 af byens højest beskattede (som dermed havde 2 stemmer). Byrådsmedlemmerne sad i byrådet for 6 år, men der var valg hvert 3. år, da det var skiftevis de 10 og de 9, der blev skiftet ud. Først i 1908 blev det ændret, så alle byrådsmedlemmer blev valgt ind på samme tid og sad der 4 år.

Den forsigtige, gradvise proces, som havde været i gang siden 1700-tallet, hvor byens borgere (de mest velhavende, dvs. overvejende købmænd) fik indflydelse på magistratens bystyre, tog et stort skridt fremad med den nye lov. Der var dog begrænsninger for byrådets magt, idet det ikke uden Indenrigsministeriets tilladelse kunne afhænde eller erhverve ejendomme, bruge af byens kapital eller forhøje skatter med mere end en femtedel.

Også med hensyn til stemmeret og valgbarhed til byrådet var der fortsat restriktioner. For at kunne stemme skulle man have valgret til Folketinget, være en uberygtet mand, fyldt 25 år, have indfødsret, egen husstand og ikke have modtaget eller modtage fattighjælp, betale direkte skat og have boet i kommunen i 1 år. For at kunne vælges skulle man have valgret.

Men de borgervalgte byrådsmedlemmer fik markant mere indflydelse på administration af byen i forhold til før 1868, primært ved at forvaltningen via kommissioner og direktioner blev erstattet af byrådets styre. Forvaltningen kom til at foregå i 13 udvalg på 2-5 medlemmer inden for kommunekasse, havn, fattig- og skolevæsen, brolægning, vej, bygning, belysnings, sygehus, legat, skov, forskønnelse og markvæsen.

Det borgerinddragende element blev yderligere styrket ved, at der var mulighed for at nedsætte udvalg til behandling af stående sager, hvor personer uden for byrådet kunne blive medlem. Og politimesteren kunne deltage i byrådsmøder omhandlende politisager.

Dertil kom, at byrådets arbejde blev mere åbent for byens indbyggere: Byrådsmøderne var offentlige, men byrådet kunne vælge at holde lukkede møder. Meget væsentligt for større åbenhed over for borgerne var byrådets beslutning om, at byrådsmøderne skulle udgives i trykt form. Før da havde Aarhus Stiftstidende fået stillet et referat af møderne til rådighed, men fra 1867 udkom de i en trykt udgave, den første med titlen ”Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses forhandlinger i Aaret 1867.” Disse forhandlinger er i dag digitaliseret og udgivet af Aarhus Stadsarkiv på AarhusArkivet.dk.

De første byrådspolitikere

Den første kongeligt udpegede borgmester var generalkrigskommissær Ulrich Christian von Schmidten. Hans borgmestertid faldt i en stærk vækstperiode for byen, og Schmidten engagerede sig aktivt i den lokale politik. Han var således en ivrig fortaler for havnens udvidelse og opførelsen af Skt. Clemens Bro. Schmidten søgte sin afsked i 1885 og blev afløst af Frederik Christian Bernhardt Stephan Vestergaard.

I byrådet kunne spores uenighed om den politiske linje, men egentlige ideologiske skillelinjer var der i den første tid ikke tale om. Byrådet var i overvejende grad konservativt og præget af handelsstanden. Stemmeprocenten var fortsat lav. I 1870 stemte blot 290 ud af 2.078 vælgere. Da Venstre og Socialdemokratiet i henholdsvis 1883 og 1894 fik erobret plads i byrådet, fik den politiske diskussion en anderledes skarp tone. Der blev kamp om vælgernes gunst og pladserne. Nu var det pludseligt almindeligt med valgkampagner, og specielt de lokale aviser blev brugt som politiske talerør. Resultatet kunne aflæses i valgprocenten, som steg fra små 14 % i 1870 til 80 % i 1906 – et tal, som i øvrigt er helt på linje med nutidens stemmeprocent.

Kvindelig valgret og flere medlemmer

Demokratisk kunne man fortsat ikke kalde valgreglerne. Populært sagt udelukkede man’ en række F’er: Kvinder (’fruentimmere’), tjenestefolk (’folkehold’), fattige, forbrydere, fremmede og umyndiggjorte (’fjollede’). Specielt Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 kæmpet for at ændre reglerne, men man måtte vente helt frem til 1909, før der kom en ny kommunal valglov, som gav valgret til kvinder og til flere mænd end tidligere. Fra 1921 steg antallet af byrådsmedlemmer fra 19 til 21.

Og der var tale om helt nye tider. Således beretter Aarhus Stiftstidende i 1909 om datidens forhold. ’Det noteres som en Sensation, at der for første Gang er kvindelige Tilhørere ved Byraadets Møde, nemlig Lærerinde Frk. Hulda Hansen og Fruerne Drechsel og Goll. De tre Damer var kommet i en belejlig Stund, hedder det; mere "ildelugtende" Debat, end den, der blev ført i Aftes, skal der ledes om. Den drejede sig om Kloaker, W.C. og Nødtørftsrum.’

Der var flere kvinder på opstillingslisterne til valget i 1909, og det lykkedes også for Dagmar Wilhelmine Petersen, Socialdemokratiet, og Mathilde Krarup, Borgerlige liste, at blive valgt til byrådet. Krarup mødte dog aldrig op. Hun meddelte dagen efter første byrådsmøde, at hun havde fået lungebetændelse, og at hun derfor ønskede orlov. Midt i maj fik hun med en lægeerklæring tilladelse til at udtræde af byrådet og lade sig erstatte – af en mand!

Folkestyrets gennembrud

I 1919 blev den sidste væsentlige sten ryddet af vejen for det borgerlige selvstyre. Den kongeligt udpegede borgmester blev afskediget, og byrådet kunne nu for første gang selv udpege en borgmester. Afgående borgmester Ernst Christopher Lorentz Drechsel havde været en god borgmester for Aarhus og havde store aktier i universitet og Den Gamle By.

Ved byrådsvalget i 1919 var der også røster fremme blandt de borgerlige om at genvælge borgmester Drechsel. Fra socialdemokratisk side erkendte man fuldt ud hans indsats, men man mente imidlertid, at når man havde flertallet og dermed sad med hovedansvaret, så måtte man også besidde borgmesterposten. Og således gik det til, at socialdemokraten Jakob Jensen blev Aarhus' første folkevalgte borgmester.

Faktisk kom Socialdemokratiet til at sidde på borgmesterposten 82 år i træk, indtil Venstres Louise Gade i 2002 blev Aarhus’ første kvindelige borgmester.

Fra 1941 rykkede byrådet ind i et nybygget rådhusRådhuspladsen, hvor byrådet stadig holder til.

Den hårde borgmesterpost

Tjansen som borgmester i Aarhus var ikke så ligetil. Ud af de fem første folkevalgte borgmestre måtte fire stoppe den politiske karriere på grund af sygdom.

Den tyske besættelse blev især en hård periode – både på det personlige og på det politiske plan. De konstante krav og de utallige forhandlinger med besættelsesmagten kom til at tære hårdt på den siddende borgmester H.P. Christensen, der flere gange måtte lade sig hospitalsindlægge. I stedet trådte viceborgmester Einar Stecher Christensen til som vikar, og da H.P. Christensen helt måtte opgive borgmesterembedet i 1941, var Stecher Christensen den naturlige efterfølger.

Oprindeligt skulle der have været afholdt kommunalvalg i 1941, men grundet besættelsen blev dette først afholdt 5. maj 1943. Det lykkedes at holde nazisterne ude af byrådet, og Socialdemokratiet og De Konservative delte mandaterne mellem sig med henholdsvis 11 og 10 mandater. Interessant var det, at borgmester Stecher Christensen kun fik 225 mod partikollegaen Svend Unmack Larsens 2707 stemmer.

Stecher Christensen var måske ikke en karismatisk mand, men han arbejde hårdt for byens rettigheder og var med til at støtte frihedsbevægelsen - blandt andet gennem økonomisk støtte og udlevering af falske legitimationskort, ligesom han tillod, at der blev gemt våben på rådhuset.

Det var en glad Stecher Christensen, der 5. maj 1945 i byrådet kunne åbne mødet med disse ord ”For første Gang siden 9. April 1940 kan jeg aabne et Byraadsmøde med virkelig Lettelse i mit Sind”. Fem uger senere døde den 45-årige Stecher Christensen af hjertestop.

Kommunisterne i byrådet

Hvor det ikke lykkedes nazisterne at komme i byrådet, havde kommunisterne mere succes. Aarhusianerne havde allerede i 1937 valgt kommunisten Thomas Dyhr Christensen ind i byrådet. I 1941 blev han interneret til Horserød for senere at blive sendt i koncentrationslejren Stutthof. Ved valget i 1946 viste aarhusianerne deres taknemmelighed over for kommunisternes indsats under krigen ved at stemme Thomas Dyhr Christensen og to andre kommunister ind i byrådet.

Magistratsstyret indføres

Einar Stecher Christensens tidlige død fik direkte indflydelse på det politiske system i Aarhus. Unmack Larsen blev Aarhus’ næste borgmester, og han havde på tætteste hold set, hvordan borgmesterembedet havde slidt både H.P. Christensen og Stecher Christensen ned. En af hans politiske ambitioner var derfor at reformere det politiske system, så borgmesterembedet kunne blive aflastet. Løsningen blev indførelsen af magistratsstyret i 1950. Fem magistrater med forskellige ansvarsområder blev indført, og byrådet og borgmesteren slap dermed for at skulle tage stilling til mange småsager. Kritikken mod magistratsstyret gik på, at de folkevalgte byrådsmedlemmer mistede indflydelse til fordel for magistraterne.

Kommunesammenlægning

Tyve år senere fandt endnu en omfattende reform sted. 1970 blev året for den store nationale kommunesammenlægning, hvor 1098 kommuner blev til 277 kommuner. I Aarhus kom det til at betyde, at 20 kommuner blev lagt ind under Aarhus Kommune, og byrådet blev udvidet fra 21 til 31 mandater.

Forud for den store kommunesammenlægning lå en periode med problemer. Flere og flere fabrikker og virksomheder flyttede fra midtbyen ud til forstæderne, hvor der var plads til udvidelser. Dette betød både faldende skatteindtægter og færre arbejdspladser for Aarhus Kommune. Kommunen manglede jord. Derfor blev Skejby og Lisbjerg allerede 1. april 1962 indlemmet i Aarhus Kommune, og de næste par år var kommunen på indkøb i området, hvor op til 60 landejendomme blev købt.

Det var ikke kun virksomheder, der flyttede ud af kommunen. Nyopståede parcelhuskvarterer drænede op gennem 1960’erne Aarhus for familier. Undersøgelser viste blandt andet, at kun 32 % af Aarhus Kommunes lærerstab rent faktisk boede i Aarhus Kommune.

Nye ansigter i byrådet

Kommunesammenlægningen fik stor betydning for partisammensætningen i byrådet ved valget 3. marts 1970.

Aarhus var fortsat en rød by, og Socialdemokratiet med borgmester Bernhardt Jensen i spidsen fik et godt valg med 17 mandater. Men som noget nyt fik Venstre med tre mandater fast sæde i byrådet. Partiet, som første gang kom i byrådet i 1888, havde aldrig opnået flere end to mandater og havde i lange periode været helt fraværende fra byrådet. Med de mange landkommuner, der nu blev lagt ind under Aarhus, fulgte mange af Venstres kernevælgere.

I det hele taget kom kommunesammenlægningen til at betyde større diversitet i byrådet. Efter valget i 1966 var fire partier repræsenteret i byrådet. Venstre havde siddet på ét mandat, Socialistisk Folkeparti havde to mandater, Det konservative Folkeparti syv mandater, mens Socialdemokraterne sad på de resterende elleve mandater.

1970’erne blev en tid med opgør og opbrud, og denne udvikling kom også til udtryk i byrådssalen. Efter kommunevalget i 1974 var hele ni partier repræsenteret i byrådet og 22 af byrådets 31 medlemmer var bosat uden for den ’gamle’ Aarhus Kommune.

Der var dermed stor diversitet både i forhold til parti og tilhørssted, hvilket gjorde det sværere at opnå enighed i byrådssalen. I et forsøg på at undgå, at byrådsmøderne udviklede sig til maratondebatter forsøgte borgmester Orla Hyllested at indføre begrænset taletid.

Mange af de nye partier i byrådet var nystiftede partier som Fremskridtspartiet, Venstresocialisterne og Kristeligt Folkeparti.

Socialdemokratisk valgplakat ved havnen ved kommunalvalget i 1958.

Fra parti til kandidat

Med den store kommunale valgreform fra 1908, hvor vælgerskaren blev betydeligt udvidet, fik de politiske partier behov for at møde deres vælgere på andre steder end ved de intime vælgermøder og gennem annoncer i avisen.

De første valgplakater kom op i lygtepælene i slutningen af 1910’erne og valgkamp blev i højere grad noget, man førte ude i byen.

De første mange år var det partiet, der var i centrum. Valgplakaterne bestod af partibogstavet og et kort slogan – gerne i stærke farver. En undtagelse for dette så man på Socialdemokratiets valgplakater i 1935, hvor Stauning skulle få landet gennem krisen med den nok så kendte ordlyd ”Stauning eller Kaos”. Ellers var det først i 1960’erne, at det var partikandidaterne, der kom i centrum på valgplakaterne. Grunden til dette var, at flere partier var gået over til sideordnet opstilling, hvorfor konkurrenter nu skulle findes lige så meget blandt partifællerne.

Det er gennem 1900-tallet blevet mere og mere almindeligt at profilere partiet i gennem én markant person, ligesom det personlige antal stemmer også har været stødt stigende. I 1970 blev den populære Bernhardt Jensen brugt til at profilere kommunesammenlægningen og Socialdemokratiet. Omvendt blev Orla Hyllested i 1981 brugt af andre til at splitte Socialdemokratiet. Mod sin vilje var borgmesteren, af nogle endnu ikke navngivne personer, blevet genopstillet som løsgænger, hvorefter han indrykkede denne annonce i avisen: ”Kære medborgere. Det er uanstændigt overfor mit parti, det der er sket. Og det er dybt tragisk for mig personligt, at jeg efter at have tjent Århus by i mange år, nu skal misbruges til at splitte Socialdemokratiets vælgere. For det er ganske enkelt, hvad hensigten med at opstille mig – uden min viden – til byrådsvalget på tirsdag. Det er derfor også mit højeste ønske at hensigten ikke lykkes. Jeg håber, at alle I, der gennem årene har støttet mig – har stemt enten personligt på mig eller stemt på mit parti, ikke medvirker til intrigemagernes spil. I kan opfylde dette ønske for mig ved – som jeg naturligvis selv gør – at stemme på liste A-Socialdemokratiet. Orla Hyllested. Borgmester.” Orla Hyllested blev ikke valgt og kunne dermed nyde sit otium i fred.

Der er stadig 31 medlemmer af Aarhus byråd.

Læs mere om

Kilder og litteratur

  • Clausen, Jens et al.: Aarhus Gennem Tiderne, bind II. 1940
  • Degn, Ole og Vagn Dybdahl: Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd. 1838-1968. Universitetsforlaget 1968
  • Fode, Henrik: Byens styre i Gejl, Ib (red.), Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
  • Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1-4. Udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg.
  • Thorsen, Nils: Valgplakaten: Se 100 års magtkamp i lygtepælen, artikel i politiken 04.09.2011

{{#coordinates:primary|56.152935|10.204262}}