Aarhus Byråd
Aarhus Byråd er det øverste politiske organ i byens styre, i dag valgt direkte af principielt alle voksne indbyggere i Aarhus Kommune. I tidligere tider et organ valgt af et mindretal blandt byens borgere, fortrinsvis velhavende mænd og mænd med selvstændige erhverv (borgerskabsindehavere).
Oprindelsen i middelalderen
Uddybende artikel: Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde
Selve ordet råd som betegnelse for forsamlingen af bestyrelsen kendes tilbage fra 1200-tallet. Indførelse af byråd var sandsynligvis inspireret af de bystyrer man havde i de nordtyske Hansastader. Da magten i middelalderens Danmark var langt mindre centraliseret, end hvad vi kender fra i dag, administrerede det tidlige råd en høj grad af selvstændighed for Aarhus. Det betød dog ikke, at rådet styrede Aarhus alene; både kongen og kirken var vigtige magthavere i byen, men linjerne imellem disse forskellige magthavere var ikke altid så klart defineret, som vi kender det fra i dag.
Rådet bestod i 1500-tallet af op til ti rådsmedlemmer. Dette antal blev dog formindsket i løbet af 1600- og 1700-tallet. Foruden rådsmedlemmerne var der i Aarhus to borgmestre. Borgmestre og rådsmedlemmer blev tilsammen kaldt byens magistrat. Magistratens hovedopgaver var at opretholde ro og orden, dømme i retssager, føre tilsyn med handel i byen og opkrævning af skatter, både til byens egne udgifter og til dens betaling til kongen.
Ved reformationen i 1536 forsvandt kirkens selvstændige magt i Aarhus. En konkurrent til kongens indflydelse var således elimineret. Videre i løbet af 1500- og 1600-tallet tog kongen i stigende grad styringen i byen, imens byrådets magt mindskedes sideløbende. Rådet beholdt dog også til en vis grad nogen betydning ved at indgå i et samarbejde med kongemagten. Denne udvikling tog for alvor fart i 1600-tallet, blandt andet ved købstadsforordningen af 1619 og enevældens indførelse i 1660. I 1682 bestod magistraten af to borgmestre og tre rådmænd. De valgtes formelt af kongen. Tilsynet med købstæderne var lagt over til stiftamtmanden.
Eligerede borgere
Uddybende artikel: De eligerede borgere
Et mellemtrin frem mod moderne styreformer var indførelsen af eligerede borgere i mange købstæder i 1700-tallet. I Aarhus virkede disse fra 1740. De eligerede borgere virkede ved siden af magistraten og indgik i stiftamtmændenes bestræbelser på at svække byens borgmestre og rådmænd. De eligerede borgere kunne rådgive magistraten og skulle repræsentere borgerskabet. Magistraten valgte seks eligerede borgere blandt otte kandidater, indstillet af borgerskabet.
I 1787 blev magistraten og de eligerede borgere formelt sidestillede med stiftamtmanden som højere myndighed, men i tilfælde af uenighed mellem dem traf stiftamtmanden beslutning.
Aarhus Borgerrepræsentation
Uddybende artikel: Aarhus Borgerrepræsentation
Borgerrepræsentationer afløste i 1837 de eligerede borgere. Det lyder fornemt, men i praksis var der tale om, at magistraten foreslog nogle kandidater, som borgerne kunne vælge imellem. Magistraten bestod af en kongevalgt borgmester, der dog i de større byer som Aarhus var flankeret af en eller flere borgerlige rådmænd, men de var valgt eller godkendt af staten.
Borgerrepræsentationerne var et lille skridt mod demokratiet. Valgret blev kun givet til mænd, der enten havde grundejendom af en vis værdi eller var selvstændige erhvervsudøvere, det vil sige havde borgerskab. Vælges kunne man kun, hvis man betalte tilpas meget i næringsskat. Borgerrepræsentationen fik indflydelse på budgettet, skatteligningen og arbejdet i byens kommissioner for bl.a. fattig-, havne- og skolevæsen.
Valget foregik i mange år på byens gamle rådhus, som dengang lå placeret umiddelbart foran Domkirken. Selve valghandlingen strakte sig over to dage. I Aarhus skulle der vælges 15 mænd til at styre byen sammen med embedsmændene i magistraten. I 1844 var der 174 valgbare borgere ud af 7.000 indbyggere.
Nye valgregler
I 1860 vedtoges en ny lov om den kommunale valgret. Folkestyret var etableret med Grundloven i 1849, og et stigende ønske om at indføre lignende regler for kommunerne meldte sig efterfølgende. De nye regler fastsatte, at den større halvdel af borgerrepræsentationen skulle vælges af de stemmeberettigede til folketinget, mens den mindre halvdel skulle vælges af de højstbeskattede. Og så skulle man være over 30 år for at kunne stemme. Valget gjaldt for seks år, men der blev afholdt valg hver tredje år for henholdsvis alle vælgere og for de højst beskattede. Kravet om borgerskab for at opnå valgbarhed og valgret forsvand.
Aarhus Byråd 1868/1869
Med Loven om købstadskommunernes styrelse af 26. maj 1868 (med ikrafttræden januar 1869) blev Aarhus købstadskommunes borgerrepræsentation erstattet af et byråd. Aarhus blev nu administreret af et borgervalgt byråd, og byen udarbejdede sin egen vedtægt. Ifølge den skulle byrådet bestå af borgmesteren som formand og 19 medlemmer. Borgmesteren var kongevalgt frem til 1919. Til byrådet blev 10 af medlemmerne valgt af folketingsvælgere og de 9 af 1/5 af byens højest beskattede (som dermed havde 2 stemmer). Byrådsmedlemmerne sad i byrådet for 6 år, men der var valg hvert 3. år, da det var skiftevis de 10 og de 9, der blev skiftet ud. Først i 1908 blev det ændret, så alle byrådsmedlemmer blev valgt ind på samme tid og sad der 4 år.
Den forsigtige, gradvise proces, som havde været i gang siden 1700-tallet, hvor byens borgere (de mest velhavende mænd) fik indflydelse på magistratens bystyre, tog et stort skridt fremad med den nye lov. Der var dog begrænsninger for byrådets magt, idet det ikke uden Indenrigsministeriets tilladelse kunne afhænde eller erhverve ejendomme, bruge af byens kapital eller forhøje skatter med mere end en femtedel.
Også med hensyn til stemmeret og valgbarhed til byrådet var der fortsat restriktioner. For at kunne stemme skulle man have valgret til Folketinget, være en uberygtet mand, fyldt 25 år, have indfødsret, egen husstand og ikke have modtaget eller modtage fattighjælp, betale direkte skat og have boet i kommunen i 1 år. For at kunne vælges skulle man have valgret.
Men de borgervalgte byrådsmedlemmer fik markant mere indflydelse på administration af byen i forhold til før 1868, primært ved at forvaltningen via kommissioner og direktioner blev erstattet af byrådets styre. Forvaltningen kom til at foregå i 13 udvalg på 2-5 medlemmer inden for kommunekasse-, havne-, fattig- og skolevæsen, brolægnings-, vej-, bygnings, belysnings-, sygehus-, legat-, skov-, forskønnelses- og markvæsen.
Det borgerinddragende element blev yderligere styrket ved, at der var mulighed for at nedsætte udvalg til behandling af stående sager, hvor personer uden for byrådet kunne blive medlem. Og politimesteren kunne deltage i byrådsmøder omhandlende politisager.
Dertil kom, at byrådets arbejde blev mere åbent for byens indbyggere: Byrådsmøderne var offentlige, men byrådet kunne vælge at holde lukkede møder. Meget væsentligt for større åbenhed over for borgerne var byrådets beslutning om, at referater af byrådsmøderne skulle udgives i trykt form. Før da havde Aarhus Stiftstidende fået stillet et referat af møderne til rådighed, men fra 1867 udkom de i en trykt udgave, den første med titlen ”Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses forhandlinger i Aaret 1867.” Disse forhandlinger er i dag digitaliseret og udgivet af Aarhus Stadsarkiv på AarhusArkivet.dk.
De første byrådspolitikere
Den første kongeligt udpegede borgmester var generalkrigskommissær Ulrich Christian von Schmidten. Hans borgmestertid faldt i en stærk vækstperiode for byen, og Schmidten engagerede sig aktivt i den lokale politik. Han var således en ivrig fortaler for havnens udvidelse og opførelsen af Skt. Clemens Bro. Schmidten søgte sin afsked i 1885 og blev afløst af Frederik Christian Bernhardt Stephan Vestergaard.
I byrådet kunne spores uenighed om den politiske linje, men egentlige ideologiske skillelinjer var der i den første tid ikke tale om. Byrådet var i overvejende grad konservativt og præget af handelsstanden. Stemmeprocenten var fortsat lav. I 1870 stemte blot 290 ud af 2.078 vælgere. Da Venstre og Socialdemokratiet i henholdsvis 1883 og 1894 fik erobret plads i byrådet, fik den politiske diskussion en anderledes skarp tone. Der blev kamp om vælgernes gunst og pladserne. Nu var det pludseligt almindeligt med valgkampagner, og specielt de lokale aviser blev brugt som politiske talerør. Resultatet kunne aflæses i valgprocenten, som steg fra små 14 % i 1870 til 80 % i 1906 – et tal, som i øvrigt er helt på linje med nutidens stemmeprocent.
Kvindelig valgret og flere medlemmer
Demokratisk kunne man fortsat ikke kalde valgreglerne. Populært sagt udelukkede man’ en række F’er: Kvinder (’fruentimmere’), tjenestefolk (’folkehold’), fattige, forbrydere, fremmede og umyndiggjorte (’fjollede’). Specielt Venstre og Socialdemokratiet havde siden 1886 kæmpet for at ændre reglerne, men man måtte vente helt frem til 1909, før der kom en ny kommunal valglov, som gav valgret til kvinder og til flere mænd end tidligere. Fra 1921 steg antallet af byrådsmedlemmer fra 19 til 21.
Og der var tale om helt nye tider. Således beretter Aarhus Stiftstidende i 1909 om datidens forhold. ’Det noteres som en Sensation, at der for første Gang er kvindelige Tilhørere ved Byraadets Møde, nemlig Lærerinde Frk. Hulda Hansen og Fruerne Drechsel og Goll. De tre Damer var kommet i en belejlig Stund, hedder det; mere "ildelugtende" Debat, end den, der blev ført i Aftes, skal der ledes længe om. Den drejede sig om Kloaker, W.C. og Nødtørftsrum.’
Der var flere kvinder på opstillingslisterne til valget i 1909, og det lykkedes også for Dagmar Wilhelmine Petersen, Socialdemokratiet, og Mathilde Krarup, Borgerlige liste, at blive valgt til byrådet. Krarup mødte dog aldrig op. Hun meddelte dagen efter første byrådsmøde, at hun havde fået lungebetændelse, og at hun derfor ønskede orlov. Midt i maj fik hun med en lægeerklæring tilladelse til at udtræde af byrådet og lade sig erstatte – af en mand!
Folkestyrets gennembrud
I 1919 blev den sidste væsentlige sten ryddet af vejen for det borgerlige selvstyre. Den kongeligt udpegede borgmester blev afskediget, og byrådet kunne nu for første gang selv udpege en borgmester. Afgående borgmester Ernst Christopher Lorentz Drechsel havde været en god borgmester for Aarhus og havde store aktier i universitet og Den Gamle By.
Ved byrådsvalget i 1919 var der også røster fremme blandt de borgerlige om at genvælge borgmester Drechsel. Fra socialdemokratisk side erkendte man fuldt ud hans indsats, men man mente imidlertid, at når man havde flertallet og dermed sad med hovedansvaret, så måtte man også besidde borgmesterposten. Og således gik det til, at socialdemokraten Jakob Jensen blev Aarhus' første folkevalgte borgmester.
Faktisk kom Socialdemokratiet til at sidde på borgmesterposten 82 år i træk, indtil Venstres Louise Gade i 2002 blev Aarhus’ første kvindelige borgmester.
Fra 1941 rykkede byrådet ind i et nybygget rådhus på Rådhuspladsen, hvor byrådet stadig holder til.
Den hårde borgmesterpost
Tjansen som borgmester i Aarhus var ikke så ligetil. Ud af de fem første folkevalgte borgmestre måtte fire stoppe den politiske karriere på grund af sygdom.
Den tyske besættelse blev især en hård periode – både på det personlige og på det politiske plan. De konstante krav og de utallige forhandlinger med besættelsesmagten kom til at tære hårdt på den siddende borgmester H.P. Christensen, der flere gange måtte lade sig hospitalsindlægge. I stedet trådte viceborgmester Einar Stecher Christensen til som vikar, og da H.P. Christensen helt måtte opgive borgmesterembedet i 1941, var Stecher Christensen den naturlige efterfølger.
Oprindeligt skulle der have været afholdt kommunalvalg i 1941, men grundet besættelsen blev dette først afholdt 5. maj 1943. Det lykkedes at holde nazisterne ude af byrådet, og Socialdemokratiet og De Konservative delte mandaterne mellem sig med henholdsvis 11 og 10 mandater. Interessant var det, at borgmester Stecher Christensen kun fik 225 mod partikollegaen Svend Unmack Larsens 2707 stemmer.
Stecher Christensen var måske ikke en karismatisk mand, men han arbejde hårdt for byens rettigheder og var med til at støtte frihedsbevægelsen - blandt andet gennem økonomisk støtte og udlevering af falske legitimationskort, ligesom han tillod, at der blev gemt våben på rådhuset.
Det var en glad Stecher Christensen, der 5. maj 1945 i byrådet kunne åbne mødet med disse ord ”For første Gang siden 9. April 1940 kan jeg aabne et Byraadsmøde med virkelig Lettelse i mit Sind”. Fem uger senere døde den 45-årige Stecher Christensen af hjertestop.
Kommunisterne i byrådet
Hvor det ikke lykkedes nazisterne at komme i byrådet, havde kommunisterne mere succes. Aarhusianerne havde allerede i 1937 valgt kommunisten Thomas Dyhr Christensen ind i byrådet. I 1941 blev han interneret til Horserød for senere at blive sendt i koncentrationslejren Stutthof. Ved valget i 1946 viste aarhusianerne deres taknemmelighed over for kommunisternes indsats under krigen ved at stemme Thomas Dyhr Christensen og to andre kommunister ind i byrådet.
Magistratsstyret indføres
Einar Stecher Christensens tidlige død fik direkte indflydelse på det politiske system i Aarhus. Unmack Larsen blev Aarhus’ næste borgmester, og han havde på tætteste hold set, hvordan borgmesterembedet havde slidt både H.P. Christensen og Stecher Christensen ned. En af hans politiske ambitioner var derfor at reformere det politiske system, så borgmesterembedet kunne blive aflastet. Løsningen blev indførelsen af magistratsstyret i 1950. Fem magistrater med forskellige ansvarsområder blev indført, og byrådet og borgmesteren slap dermed for at skulle tage stilling til mange småsager. Kritikken mod magistratsstyret gik på, at de folkevalgte byrådsmedlemmer mistede indflydelse til fordel for magistraterne.
Kommunesammenlægning
Uddybende artikel Kommunalreformen i 1970
Tyve år senere fandt endnu en omfattende reform sted. 1970 blev året for den store nationale kommunesammenlægning, hvor 1098 kommuner blev til 277 kommuner. I Aarhus kom det til at betyde, at 20 kommuner blev lagt ind under Aarhus Kommune, og byrådet blev udvidet fra 21 til 31 mandater.
Forud for den store kommunesammenlægning lå en periode med problemer. Flere og flere fabrikker og virksomheder flyttede fra midtbyen ud til forstæderne, hvor der var plads til udvidelser. Dette betød både faldende skatteindtægter og færre arbejdspladser for Aarhus Kommune. Kommunen manglede jord. Derfor blev Skejby og Lisbjerg allerede 1. april 1962 indlemmet i Aarhus Kommune, og de næste par år var kommunen på indkøb i området, hvor op til 60 landejendomme blev købt.
Det var ikke kun virksomheder, der flyttede ud af kommunen. Nyopståede parcelhuskvarterer drænede op gennem 1960’erne Aarhus for familier. Undersøgelser viste blandt andet, at kun 32 % af Aarhus Kommunes lærerstab rent faktisk boede i Aarhus Kommune.
Nye ansigter i byrådet
Kommunesammenlægningen fik stor betydning for partisammensætningen i byrådet ved valget 3. marts 1970.
Aarhus var fortsat en rød by, og Socialdemokratiet med borgmester Bernhardt Jensen i spidsen fik et godt valg med 17 mandater. Men som noget nyt fik Venstre med tre mandater fast sæde i byrådet. Partiet, som første gang kom i byrådet i 1888, havde aldrig opnået flere end to mandater og havde i lange perioder været helt fraværende fra byrådet. Med de mange landkommuner der nu blev lagt ind under Aarhus, fulgte mange af Venstres kernevælgere.
I det hele taget kom kommunesammenlægningen til at betyde større diversitet i byrådet. Efter valget i 1966 var fire partier repræsenteret i byrådet. Venstre havde siddet på ét mandat, Socialistisk Folkeparti havde to mandater, Det konservative Folkeparti syv mandater, mens Socialdemokraterne sad på de resterende elleve mandater.
1970’erne blev en tid med opgør og opbrud, og denne udvikling kom også til udtryk i byrådssalen. Efter kommunevalget i 1974 var hele ni partier repræsenteret i byrådet og 22 af byrådets 31 medlemmer var bosat uden for den ’gamle’ Aarhus Kommune.
Der var dermed stor diversitet både i forhold til parti og tilhørssted, hvilket gjorde det sværere at opnå enighed i byrådssalen. I et forsøg på at undgå, at byrådsmøderne udviklede sig til maratondebatter forsøgte borgmester Orla Hyllested at indføre begrænset taletid.
Mange af de nye partier i byrådet var nystiftede partier som Fremskridtspartiet, Venstresocialisterne og Kristeligt Folkeparti.
Fra parti til kandidat
Med den store kommunale valgreform fra 1908, hvor vælgerskaren blev betydeligt udvidet, fik de politiske partier behov for at møde deres vælgere på andre steder end ved de intime vælgermøder og gennem annoncer i avisen.
De første valgplakater kom op i lygtepælene i slutningen af 1910’erne og valgkamp blev i højere grad noget, man førte ude i byen.
De første mange år var det partiet, der var i centrum. Valgplakaterne bestod af partibogstavet og et kort slogan – gerne i stærke farver. En undtagelse for dette så man på Socialdemokratiets valgplakater i 1935, hvor Stauning skulle få landet gennem krisen med den nok så kendte ordlyd ”Stauning eller Kaos”. Ellers var det først i 1960’erne, at det var partikandidaterne, der kom i centrum på valgplakaterne. Grunden til dette var, at flere partier var gået over til sideordnet opstilling, hvorfor konkurrenter nu skulle findes lige så meget blandt partifællerne.
Det er gennem 1900-tallet blevet mere og mere almindeligt at profilere partiet igennem én markant person, ligesom det personlige antal stemmer også har været stødt stigende. I 1970 blev den populære Bernhardt Jensen brugt til at profilere kommunesammenlægningen og Socialdemokratiet. Omvendt blev Orla Hyllested i 1981 brugt af andre til at splitte Socialdemokratiet. Mod sin vilje var borgmesteren, af nogle endnu ikke navngivne personer, blevet genopstillet som løsgænger, hvorefter han indrykkede denne annonce i avisen: ”Kære medborgere. Det er uanstændigt overfor mit parti, det der er sket. Og det er dybt tragisk for mig personligt, at jeg efter at have tjent Århus by i mange år, nu skal misbruges til at splitte Socialdemokratiets vælgere. For det er ganske enkelt, hvad hensigten med at opstille mig – uden min viden – til byrådsvalget på tirsdag. Det er derfor også mit højeste ønske at hensigten ikke lykkes. Jeg håber, at alle I, der gennem årene har støttet mig – har stemt enten personligt på mig eller stemt på mit parti, ikke medvirker til intrigemagernes spil. I kan opfylde dette ønske for mig ved – som jeg naturligvis selv gør – at stemme på liste A-Socialdemokratiet. Orla Hyllested. Borgmester.” Orla Hyllested blev ikke valgt og kunne dermed nyde sit otium i fred.
Der er stadig 31 medlemmer af Aarhus byråd.
Læs mere om
- Landkommunalstyret (sognekommuner)
- Aarhus Kommune
- Borgmester i Aarhus
- Medlemmer af byens råd
- Magistratsstyre
- Politik i Aarhus
- Politiske partier
- Valgperioder
Kilder og litteratur
- Clausen, Jens et al.: Aarhus Gennem Tiderne, bind II. 1940
- Degn, Ole og Vagn Dybdahl: Borgere i byens råd. Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd. 1838-1968. Universitetsforlaget 1968
- Fode, Henrik: Byens styre i Gejl, Ib (red.), Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
- Gejl, Ib: Århus – byens historie, bind 1-4. Udgivet af Århus Byhistoriske Udvalg.
- Thorsen, Nils: Valgplakaten: Se 100 års magtkamp i lygtepælen, artikel i politiken 04.09.2011
