Einar Stecher Christensen (1899-1945)

Fra AarhusWiki
Borgmester Einar Stecher Christensen

Einar Stecher Christensen (født den 13. september 1899 i København, død den 12. juni 1945 i København) var typograf og medlem af Aarhus Byråd fra den 1. april 1929 til den 12. juni 1945 og borgmester fra den 1. januar 1942 til den 12. juni 1945 for Socialdemokratiet.

Forældre: gørtler Emil Christensen og hustru Agnes Stecher. Gift den 23. august 1924 i Aarhus med Gerda Jensen, født den 25. januar 1901 i Aarhus, datter af arbejdsmand Mogens Jensen og hustru Ane Marie Holm.

Christensen, der blev borgmester i Aarhus i 1942, fik kun en meget kort virketid. Til gengæld vel den vanskeligste i byens moderne historie. Som sine to forgængere var han en tilflytter, men i dette tilfælde gik hans borgerskab tilbage til toårsalderen. Han hørte til den anden generation inden for arbejderbevægelsen. Det vil sige, at han havde fået en god skoleundervisning, selv om han på grund af forældrenes økonomiske forhold havde måttet standse med folkeskolen uden hensyn til, at hans lyst og evner pegede videre frem.  

Opvækst i Aarhus

Han blev født i 1899 i København, hvor faderen var gørtler. I 1901 flyttede denne imidlertid til Aarhus, hvor han fik arbejde ved gasværket. Der var 11 børn i ægteskabet. Skønt Einar var det femte, var han dog den ældste søn. I skolen viste han fremragende evner, og hans ønske var at blive jurist. Det var der som nævnt ikke penge til, men faderen tilbød ham, at han måtte komme i lære. Han valgte da typografien, måske ud fra det synspunkt, at typograferne jo dengang betegnedes som arbejderklassens studenter. Det smagte altså af fugl. Lærestedet blev hos bogtrykker Geertsen, hvor for øvrigt også den senere statsminister H.C. Hansen blev uddannet. Straks efter sin konfirmation kom han ind i den socialdemokratiske ungdomsbevægelse, hvor han særlig kastede sig over lærlingespørgsmål. I tiden omkring århundredskiftet havde der været tilløb til at danne lærlingeforeninger, men de var alle hensovede.  

Foreningslivet

I 1910 blev tanken imidlertid taget op af Typografernes fagforening i Aarhus. Andre fag fulgte efter, og i 1914 dannedes i Aarhus en samlet lærlingeforening for alle fag. Da Christensen var blevet lærling, blev han hurtigt denne forenings formand. I 1915 havde man i København taget ideen fra Aarhus op, og i 1917 oprettedes Lærlingenes Landsforbund, hvis formand Christensen blev. Han blev også medlem af bestyrelsen for Typografernes Fagforening, ligesom han blev medlem af bestyrelsen for Søndre Kreds' Byafdelingsbestyrelse.

Christensen og arbejdsløsheden

Når lærlingetiden er udstået, betyder det normalt en voldsom forbedring af de pågældendes kår, men således var det ikke dengang. 1920'erne og til dels 1930'erne var præget af en omfattende ungdomsarbejdsløshed, som let kunne være kommet til at betyde en demoralisering af et slægtled. Når de unge havde hutlet sig gennem lærlingetiden, fik de som regel et spark, og så begyndte vanskelighederne først for alvor. De stod veludrustede til at udføre et samfundsnyttigt arbejde, men ingen havde brug for dem. Christensen blev ingen undtagelse. En kort tid arbejdede han i Skive, senere i Silkeborg, men altid som vikar. Det var også som vikar, han fik beskæftigelse ved Demokraten, tit kun for få dage. Hans hustru har senere fortalt, at de engang var blevet inviteret på et gratis ferieophold hos hendes familie i nærheden af Hjørring. Få dage efter, at de var ankommet, kom der besked om, at han straks måtte møde på Demokraten. Selvfølgelig rejste han tilbage over hals og hoved for så at få at vide, at beskæftigelsen kun omfattede én dag. I denne periode tog han igen tanken op om at studere, men den forberedelse, han skulle have for at kunne deltage i et aftenkursus, var for kostbar. Det måtte derfor skrinlægges.

Det politiske liv

Ungdomsarbejdet fik han derimod rigelig tid til at fortsætte. Da prokommunisterne i 1919 tog magten i det socialdemokratiske ungdomsforbund, dannedes med tyngdepunkt i Aarhus en ny socialdemokratisk ungdomsbevægelse, Socialdemokratiske Ungdomsinternationale. Efterhånden fik han mere og mere arbejde ved Demokraten, og det endte med, at han blev fast mand.

Byrådet og borgmesterposten

I 1929 indvalgtes Christensen i byrådet. Et par år efter blev han sekretær i Arbejdernes oplysningsudvalg og lidt senere også forligskommissær. Han havde dermed opgivet sit gamle fag. Da Holger Eriksen i 1935 var blevet indvalgt i Folketinget, overtog Christensen hvervene som formand i den socialdemokratiske byrådsgruppe og som viceborgmester. Som følge af H.P. Christensens hyppige sygdomsperioder medførte det sidste, at Christensen ofte og i længere tid måtte fungere som borgmester. Han var derfor kendt med forretningsgangen, da han ved H.P. Christensens mandatnedlæggelse blev valgt som borgmester i en tid, da dette hverv stillede større krav til sin indehaver end nogensinde tidligere. Skønt Christensen i sin ungdom havde følt sulten på kroppen, var han ingenlunde en kampens mand. Han var i sin daglige færden elskværdig og vennesæl, ville helst have det hele til at glide med det gode og havde det bedste forhold til de kommunale embedsmænd og dem, han i øvrigt arbejdede sammen med.

Borgmesterposten under besættelsestiden

I den korte tid, han fik lov til at fungere, var der ikke tale om at gennemføre reformer eller lægge langsigtede planer. Alt måtte koncentreres om dagen og vejen eller sagt med andre ord: Det gjaldt om at komme besættelsestiden igennem, uden at byen og dens borgere kom til at lide alt for meget derved, og her viste det sig hurtigt, at han var den rette mand. Her var der ikke tale om at udvise venlighed. Han var naturligvis nødt til at tage besættelsen som den realitet, den var, men under de næsten daglige forhandlinger med tyskerne bevarede han stadig hovedet koldt, lod sig aldrig provokere til overilede udtalelser, men modtog dem med en kølig værdighed, som ganske afgjort måtte imponere. Når de sendte bud efter ham til en forhandling, lod han dem høfligt vide, at hvis de ville tale med ham, havde han kontor på Rådhuset. Det var ikke den slags, de var vant til, men de bøjede sig stort set derfor. Stilfærdigt, men stejlt holdt han på byens rettigheder, protesterede så længe, det var muligt, hvis der blev stillet urimelige krav, og intervenerede, når der blev afsagt domme, der gik ud over aarhusianerne. Et par gange var han i husarrest, vel til dels som gidsel, men ellers turde de ikke foretage sig noget imod ham.  

Død og eftermæle

Einar Stecher Christensens ligfølge gennem Guldsmedgade den 18. juni 1945

Måske havde der været delte meninger om ham, da han blev valgt som borgmester. Til gengæld var han byens mest populære mand, da krigen var forbi. Der var ingen, som ikke respekterede det mod og den uforfærdethed, han havde udvist under hele besættelsestiden. Med det flegma, der karakteriserede ham, og med sin ulyst til at dramatisere havde han taget det hele med godt humør. Alt havde prellet af på hans urokkelige sindsligevægt. Men formodentlig kun tilsyneladende. Der er næppe tvivl om, at det voldsomme pres, hans nerver havde været udsat for, var en af årsagerne til hans død, da befrielsen kom. Foruden sit kommunale hverv var han ved sin død formand for de aarhusianske socialdemokratiske foreningers fællesvirksomhed og medlem af Socialdemokratiets hovedbestyrelse. Men det er først og fremmest som den mand, der i en ulykkestid på byens vegne kunne holde hjernen kold og nakken rank, at hans indsats vil blive erindret med taknemlighed.

Medlem af eller byens repræsentant i...

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
  • Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale
Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/mediawiki/index.php?title=Einar_Stecher_Christensen_(1899-1945)&oldid=95081"