Hans Peder Christensen (1869-1945)

Fra AarhusWiki
Hans Peder Christensen

Smed Hans Peder Christensen - H.P. Christensen Medlem af Aarhus Byråd 12. marts 1909 - 31. december 1941. Borgmester 1. januar 1933 - 31. december 1941 for Socialdemokratiet.


Født 28. februar 1869 i Gredsted sogn, Ribe amt, død 30. maj 1945 i Aarhus.

Forældre: smed Hans Christensen og hustru Ane Kristine. Gift 8. november 1891 i Borup sogn, Randers amt, med Karen Marie Sørensen, født 26. december 1869 i Nørre Borup, Borup sogn, Randers amt, død 27. januar 1956 i Aarhus, datter af husmand Anders Sørensen og hustru Christiane Jensdatter.


Borgmesterembedet i Aarhus blev i perioden fra 1933 til 1941 varetaget af Hans Peder Christensen. Han var, ligesom sin forgænger Jakob Jensen, socialdemokrat og var af mange blot kendt som ”smeden”. At Hans Peder Christensen havde fået dette tilnavn, skyldes sandsynligvis foruden hans baggrund inden for faget, også hans til tider noget ”larmende” optræden.

Opvækst og uddannelse

Christensen var født i Jerved nær Ribe som søn af smed Hans Christensen og hustru Anne Kristine. Kort efter hans fødsel valgte hans forældre dog at flytte til Sønderjylland, hvor Hans derfor voksede op. Familien havde gennem mange generationer været landmænd, men Christensens far havde, i stedet for at forsætte familiens beskæftigelse inden for landbruget, valg at uddanne sig til smed. En beslutning, der sandsynligvis også fik betydning i forhold til Christensens senere uddannelse.

Christensens fader

Hans far havde skilt sig ud fra de øvrige, både ved at blive smed og ved, kort tid efter sønnens fødsel, at emigrere til det af tyskerne okkuperede Sønderjylland, mens strømmen af emigranter ellers gik den anden vej. Formodentlig var det den højere løn, der trak. I begyndelsen arbejdede han på en vognfabrik i Haderslev men flyttede senere til Slesvig og var flere gange selvstændig. Faderen førte i det hele en noget omflakkende tilværelse men kom til slut til Gram, hvor han drev landsbysmedjen, der hørte under grevskabet Schackenborg. Det er sagt om ham, at han var en dygtig smed, men det kolliderede med, at han, som så mange andre på den tid, var stærkt optaget af ideen om at lave en evighedsmaskine.

Dette forsøg på at trodse fysikkens love tog meget af hans arbejdskraft. Det var vel også grunden til, at hans virksomhed ikke ville gå. Måske har man i hans drømmerier forklaringen på, at sønnen i hele sin færd blev så absolut realitetspræget. Sproget i hjemmet var "platdansk" og Christensens skolegang i skiftende tyske skoler, bidrog til, at hans sprog ikke blev universitetsdansk.

Afvikling af smedevirksomheden i København

I begyndelsen af 1880’erne kom han i hvert fald i lære som smed hos sin far. Faderen fik imidlertid kort efter muskelsvind i armene, hvorfor han i 1884 valgte at flytte til København, hvor han kunne supplere sin indtægt med inkassovirksomhed. Da faderen flyttede, flyttede Christensen med. Her kom han i lære i en mindre smedje på Frederiksberg, en forretning han endte med at overtage allerede som 22-årig. Forretningen var dog, allerede inden Christian overtog den, i en dårlig forfatning, hvorfor han var nødt til at lukke ned og søge andet arbejde.

Ind i arbejderbevægelsen

I 1898, efter at Christian var blevet gift, flyttede han til Randers, hvor hans kone stammede fra og fik arbejde på H.Th. Bucktrups maskinfabrik. Her blev han tillidsmand og var dermed også tæt involveret i den store lockout, der varede i 19 uger i 1899 og betød store afsavn for de udelukkede. Understøttelsen var 10 kr. pr. uge, og det var ikke meget for en familie med fire børn, han fik endda efterhånden 10. Christensen måtte stange ål og give sig af med andet fiskeri i fjorden for at mætte alle munde.

Lockouten skabte stor usikkerhed i forhold til indkomsten for mange arbejdere, hvilket måske også var medvirkende til, at Christensen efterfølgende søgte arbejde ved Statsbanernes Centralværksted i Aarhus. Selvom lønnen her var væsentligt lavere, blev det opvejet af, at sikkerheden i jobbet var noget større. Centralværkstedet var desuden en af de helt centrale spillere indenfor den aarhusianske arbejderbevægelse, en sag Christensen også hurtigt blev aktiv deltager i. I kraft af sit engagement varede det heller ikke længe, inden Christensen blev fællestillidsmand samt formand for Centralværkstedets fællesorganisation. At Christensen var dygtig og respekteret blandt sine kolleger undgik da heller ikke Centralværkstedets ledelses opmærksomhed, og de tilbød ham derfor stillingen som værkmester. Christensen valgte imidlertid at takke nej til forfremmelsen med den begrundelse, at han alene ønskede at stå på arbejdernes side.

Christensens tid som tillidsmand

Christensen blev hurtigt fællestillidsmand og formand for Centralværkstedets fællesorganisation. Han var det, man med et teknisk udtryk kaldte for storsmed. Også i organisationsarbejdet svang han den store hammer. Som regel med held, fordi han aldrig vovede sig for langt ud. Men meget forskellige var de sager, han måtte tage sig af; engang havde en af de ansatte stjålet værdifulde metaller. Det kunne naturligvis ikke forsvares. Men i den anledning blev der rejst en auditørsag med husundersøgelse hos en mængde af smedene. Hos en af dem — en reel og ærekær mand — fandt man en gammel fil, der var mærket DSB, og han blev indstillet til afskedigelse. Så måtte "Smeden", som Christensen altid blev kaldt, tage fat. Han mødte hos værkstedschef Rasmussen og slog i bordet. Da det ikke hjalp, fortsatte Christensen: "Sig mig engang, om De tør påstå, at De aldrig har ladet et privatbrev frankere med statsbanernes frimærker eller har taget konceptpapir med hjem." Det hjalp. Rasmussen erkendte, at den gamle fil var for lidt til at afskedige en mand på, og han fik lov til at fortsætte. Hans faglige dygtighed og den respekt, han skaffede sig som tillidsmand, medførte, at ledelsen tilbød ham stillingen som værkmester, men han nægtede at modtage forfremmelsen. Han ville helt og fuldt blive på arbejdernes side

Det politiske liv

I 1909 blev Hans Peder Christensen medlem af Aarhus Byråd og samtidig hermed også af belysningsudvalget, hvorunder sporvejsdriften i Aarhus hørte. Et politisk område, der skulle vise sig at blive en gennemgående rød tråd for hans senere politiske virke både som byrådsmedlem og som borgmester. Aktiviteterne i forbindelse med byrådsarbejdet, var dog ikke det eneste, der beskæftigede Hans Peder Christensen i forbindelse med hans politiske arbejde.

I 1917 blev han formand for Socialdemokratisk Forening, og da foreningen i 1924 blev delt i tre afdelinger, blev han efterfølgende formand for fællesvirksomheden. Hvervet som gruppeformand og viceborgmester varetog Hans Peder Christensen fra 1919, indtil den tidligere borgmester Jakob Jensen ved årsskiftet 1932-33 trådte tilbage og dermed overlod borgmesterkæden til Hans Peder Christensen. Herudover lod han sig også i flere omgange opstille til folketingsvalg, dog uden held. Han valgte derfor at opgive sin valgkreds for helt og holdent at hellige sig kommunalpolitikken.

Politiske resultater

I sin tid som byrådsmedlem, viceborgmester og borgmester, nåede Hans Peder Christensen i høj grad at sætte sit mærke på byen på flere forskellige områder. Af projekter, han var involveret i, kan blandt andre nævnes opførelsen af et nyt og moderne gasværk, overtagelse af Aarhus Sporveje og store udvidelser af busnettet samt opførelse af en forbrændingsanstalt og en ny og moderne badeanstalt - i folkemunde kaldet Smedens badehus. Dog vil han nok især blive husket for at have stået bag opførelsen af byens rådhus, som stadig i dag sætter et væsentligt præg på det århusianske bybillede og som vel nærmest kan siges at stå som et monument over hans arbejde for byen. Foruden at være optaget af disse projekter var han også særdeles aktiv i en lang række af udvalg, foreninger og bestyrelser, herunder blandt andre bestyrelsen ved Aarhus Universitet, det danske Socialdemokratis hovedbestyrelse og Demokratens kontrolkomité.

Christensen og elektriciteten i Aarhus

1. Verdenskrig med dens kulmangel gjorde det hensigtsmæssigt at udnytte Gudenåens kraftreserver, hvorfor man tog fat på at opføre det store vandkraftværk ved Tange, hvor Aarhus blev hovedandelshaver, og hvor Christensen lige til sin død var medlem af bestyrelsen og i nogle år dens formand. Rent forretningsmæssigt blev foretagendet ikke nogen succes, for så vidt som kulprisen snart faldt så meget, at man, efter at have fået moderniseret elektricitetsværket i Aarhus, kunne producere elektricitet til en pris af fire øre pr. kWh, mens man måtte købe fra Gudenåcentralen til en pris af 12 øre. I øvrigt steg elektricitetsforbruget så stærkt, at centralens produktion kun dækkede en meget lille procentdel af de tilsluttede selskabers behov. Men det store i denne centrals oprettelse kom til at ligge i, at den kom til at indlede den koncentration af elektricitetsproduktionen, der senere blev fuldbyrdet.

Sygdom og død

Hans Peder Christensen

Allerede inden besættelsestiden var det imidlertid begyndt at gå ned ad bakke med Christensens helbred. Tit måtte han tage et længere hospitalsophold, men selv forstod han ikke, hvor galt det var. Selv om han ved det planlagte valg i 1941 ønskede at søge genvalg på trods af, at han ikke længere levede op til reglen om, at kandidaterne ikke måtte være over 70 år, var han på grund af sygdom nødsaget til at nedlægge sit mandat. Spørgsmålet blev ikke afklaret, da valget blev udsat, og inden tyskerne gav tilladelse til dets afholdelse, var sygdommen så fremskreden, at han måtte nedlægge mandatet. Det var med store vanskeligheder, han kunne rejse sig fra sit sygeleje og deltage i indvielsen af det rådhus, der kom til at stå som et monument over hans arbejde, og siden da fungerede han ikke. Årene frem til sin død i 1945, har ganske givet heller ikke været nemme for ham. Foruden at han var plaget af sygdom, var det sandsynligvis samtidig svært for en virksom mand som ham, pludselig at stå uden for den kreds, hvori han havde været vant til at tage vigtige beslutninger. Efter Hans Peder Christensen blev embedet som borgmester i 1942 overtaget af Einar Stecher Christensen.

Medlem af eller byens repræsentant i...

Litteratur og kilder

  • Ib Gejl (red.): Århus. Byens borgere 1165-2000. Århus Byhistoriske Udvalg 2000.
  • Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale
Fatal error: The format of the coordinate could not be determined. Parsing failed.