Jakob Jensen (1858-1942)

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Jakob Jensen

Jakob Jensen (1858-1942)

Forretningsfører, borgmester Jakob Jensen, medlem af Aarhus Byråd 9. januar 1900 - 31. december 1932. Borgmester 29. marts 1919 - 31. december 1932 for Socialdemokratiet.

Født 15. november 1858 i Borup sogn, Randers amt, død 5. oktober 1942 i Aarhus. Forældre: Gårdejer Jens Kristian Petersen og hustru Mette Marie Sørensdatter. Gift 2. december 1885 i Fuglslev sogn, Randers amt med Andrine Petrine Rasmine Boyesen, født 26. marts 1858 i Gravlev, Fuglslev sogn, Randers amt, død 25. maj 1935 i Aarhus, datter af gårdejer Rasmus Boyesen og hustru Mette Kirstine Rasmussen.


"Der stod en gammel mand i Munkegade helt henfalden i henrykkelse over at se de glade børn strømme ud fra Samsøgades Skole. Da jeg stoppede op, vendte han sig imod mig og sagde: »Er det ikke vidunderligt at se disse børn så sunde og så velklædte og så vide, at de kommer fra en god skole«. Manden var Aarhus bys første folkevalgte borgmester, Jakob Jensen, og jeg tænker mig, at disse børn som en vision har givet ham frugten af hans indsats i arbejderbevægelsens tjeneste." (Citat fra journalist og politiker Holger Eriksen).


Opvækst

Jensen blev født den 16. november 1858 i Borup på Helgenæs, hvor hans forældre ejede en mindre gård. Den lå smukt ud mod vandet, men jorden var mager, og der måtte slides hårdt. Børnene slap vel for at komme ud at tjene for fremmede, men arbejdet blev ikke mindre af den grund med pasning af kreaturer, med plov og harve og om vinteren i loen, med plejlen i hånd. Desuden måtte der fiskes for at skaffe et tiltrængt tilskud til føden. Og så var der naturligvis skolegangen, der ikke blev forsømt. Jensens far var medlem af sognerådet og vel derved placeret blandt sognets elite. Efter konfirmationen kom Jensen i murerlære. Arbejdstiden var urimelig lang. Om sommeren fra solopgang til solnedgang. Det skabte stor utilfredshed hos svendene, hvilket medførte, at der netop som Jensen blev udlært - han var dengang 18 år - blev skabt en lokal bevægelse for nedsættelse af arbejdstiden. Det fortæller en hel del om organisatoriske evner, at den attenårige blev formand for denne bevægelse. Normalt har ældre svende ikke tilbøjelighed til at anerkende grønskollinger og havde det især ikke dengang, da lavsmentaliteten endnu var rådende.

Jensens vej til Aarhus

Der kunne imidlertid ikke være tale om at strejke. Arbejderne fandt simpelthen på at beslutte, at de ikke ville møde før kl. 6, og når Jensen ringede med en klokke kl. 8 aften, lagde de murskeen fra sig, i hvert fald på  den plads, hvor han arbejdede. Mestrene blev nødt til at affinde sig dermed. Det blev jo alligevel til en 14-timers arbejdsdag minus middagspausen. Året efter - i 1877 - kom han til Aarhus, men konjunkturerne var dårlige, lønnen dalende og arbejdsløsheden omfattende. Han måtte derfor igen i nogle år søge beskæftigelse på landet, indtil han i 1882 aftjente sin værnepligt i Aarhus, og straks efter at den var forbi igen, fik arbejde i byen. Med den energi, der var karakteristisk for alt, hvad han foretog sig, kastede han sig samtidig ind i det politiske og faglige arbejde.  

Jensen og fagbevægelsen

Det var i den tid, da der - delvis skjult under overfladen - i arbejderklassen gik voldsomme dønninger, der snart skulle give sig praktiske udslag. Internationale var opløst, og det første tilløb til en socialistisk bevægelse havde fået et voldsomt tilbageslag ved Pios og Gelefs flugt til Amerika. Men i København var jævne arbejdere begyndt at bygge en ny bevægelse op på et sundere grundlag. Også i Aarhus havde socialismen haft sine pionerer. Gelefs møder havde samlet masser af mennesker. Den dalende løn var en stadig kilde til utilfredshed og man ventede blot på, at der skulle ske noget. Typograferne havde organiseret sig, og i 1876 var Harald Jensen blevet formand for en afdeling af Almindeligt dansk Typografforbund. Den brød ganske vist sammen som følge af en tabt strejke, men allerede i 1881 havde Harald Jensen fået stillet en ny organisation, Jyllands typografiske Forening, på benene. I denne atmosfære befandt Jensen sig som en fisk i vandet, og han var én af dem, der gav stødet til oprettelse af Murernes Fagforening i Aarhus. Han forstod dog, at de enkelte afdelinger stod svagt. Derfor var han lidt senere med til at oprette Murer- og tømrerforbundet for Jylland, og han agiterede hele tiden stærkt for, at man måtte have skabt et murerforbund for Danmark.

Strejken i 1887

Året efter, at han i 1887 var blevet formand for Murernes Fagforening, kom denne ud i en strejke. På én gang viljestærk og bidsk, som han var, førte han denne strejke, der havde arbejdstidsnedsættelse som mål, til en klar sejr. Det gav i høj grad prestige. Så meget mere forbavsende er det, at han, der efterhånden havde fået mange tillidshverv, i 1890 rykkede sine teltpæle op og flyttede til Helsingør. Men arbejdsløsheden var stor, og der har vel heller ikke været ligefrem rift om at give arbejde til murernes dygtige, men også noget ufordragelige formand. I løbet af mindre end et år vendte han dog tilbage, og så stor var hans anseelse blandt kammeraterne, at han straks fik alle sine tillidsposter tilbage, derunder også formandskabet i fagforeningen. Han blev medlem af Arbejdernes fællesorganisations forretningsudvalg og var i tiden fra 1897 til 1901 dens formand. Der var store begivenheder i hans liv, men næst efter hans nedlæggelse af grundstenen til Aarhus Universitet er vel den største, at han var med til at stifte De samvirkende Fagforbund i 1898. Der foreligger intet om, hvilken indsats han gjorde på den stiftende generalforsamling, men han blev i hvert fald medlem af det første repræsentantskab, der havde et meget begrænset medlemstal, og han har også haft et sammenstød med M.C. Lyngsie, som var fagforeningsmand og agitator i arbejderbevægelsen.

Striden i fagbevægelserne

Oprettelsen af De Samvirkende Fagforbund blev for øvrigt indirekte fremkaldt af begivenheder i Aarhus. Her var der i 1895 udbrudt en metalarbejderstrejke. Den omfattede fire fag, og den blev dirigeret af den lokale fællesorganisation, hvis formand var den senere redaktør og forsvarsminister Laust Rasmussen. Der opstod da store uoverensstemmelser mellem de landsomfattende fagforbund og den lokale fællesorganisation. Det gentog sig i 1897, da Jensen var blevet formand, og der udbrød en ny strejke. Det var klart, at man ikke kunne have en sådan kompetencestrid løbende, og fagforbundene kunne ikke finde sig i, at deres aktionsmuligheder således blev begrænset af et lokalt initiativ. I forvejen havde man længe drøftet oprettelse af en landsorganisation, og nu indså man, at det ikke kunne vente længere. Nu nærmede Jensens faglige karriere sig sin afslutning. I 1884 havde man oprettet en Arbejdernes Forbrugsforening, som ikke havde noget med brugsforeningsbevægelsen at gøre. Den må ses som udløber af Lasalles agitation for produktionsforeninger, og navnet blev da også i 1906 ændret til Arbejdernes Produktionsforening.

Produktionsforeningens udvikling under Jensens indflydelse

Jensen var blevet medlem af produktionsforeningens bestyrelse, og i 1894 blev han gjort til dens forretningsfører. Han viste i denne egenskab, at han ikke blot kunne organisere, men også administrere. Under hans ledelse voksede foretagendet fantastisk. Med et bageri som tyngdepunkt drev man efterhånden både mølleri, ølbryggeri, mineralvandsfabrik og brændselsforretning med egen kulimport. Det er sagt om Jensen, at han var en forsigtig mand. Det var han også, både som borgmester og som kooperatør, men det betød ingenlunde, at han manglede udsyn. Da virksomheden, som han havde forladt som et velkonsolideret foretagende i stadig fremgang, senere kom ud for store vanskeligheder, dels som følge af skærpet konkurrence, dels fordi hans efterfølger ikke havde de samme administrative evner, red den kun stormen af, fordi Jensen med henblik på udvidelse og flytning havde erhvervet store arealer, som nu var blevet byggemodne og kunne sælges med stor fortjeneste.

Jensen i kommunal politik

Borgmester Jakob Jensen

Længe inden Murernes Fagforening blev en kendsgerning, havde Jensen taget ivrigt del i det politiske arbejde. Straks ved sin ankomst til byen blev han medlem af Demokratisk Samfund, der blev forløber for den socialdemokratiske forening. Han tog ivrigt del i agitationen for bladet Demokraten, som Harald Jensen begyndte at udgive i 1884, og samme år blev han medlem af den socialdemokratiske forenings bestyrelse. Sit første kommunalpolitiske hverv fik han i 1894, da han blev medlem af ligningskommissionen. Her sad han til 1900, da han rykkede ind i byrådet. Her sad i forvejen Harald Jensen, der imidlertid måtte være meget fraværende på grund af sit rigsdagsarbejde, og det blev derfor Jensen der i det væsentlige måtte bære byrden som oppositionspartiets repræsentant. Han kom straks ind i skoleudvalget og havneudvalget, og det var vel de to områder inden for kommunalpolitikken, der havde hans varmeste interesse, selv om han kom til at gøre sin første indsats for at få forbedret sygehusvæsenet.

Borgmesterposten

Da der efter gennemførelse af Zahles lov af 1919 om byernes administration åbnedes mulighed for, at byen kunne få en folkevalgt borgmester, blev Jensen udpeget, dog ikke uden et mellemspil, der imidlertid næppe havde forbindelse med personspørgsmålet. Det var meningen, at udpegningen skulle ske på et partimøde, men det var i de urolige tider lige efter første verdenskrig. Der var megen arbejdsløshed og megen uro blandt arbejderne. Kommunisterne benyttede da lejligheden til at bryde ind i opstillingsmødet, hvilket medførte, at dette måtte suspenderes, hvorefter byrådsgruppen udpegede Jensen. Det var i tiden efter Landsudstillingen i Aarhus i 1909 og fremefter, at Aarhus skiftede ham og udviklede sig til dét, man efter danske forhold kalder en storby. Denne udvikling fandt sted dels i den tid, da Jensen var det ledende medlem af den socialdemokratiske byrådsgruppe, dels fortsat med øget kraft under hans borgmestervirksomhed.

Jensens arbejde for skolevæsenet i Aarhus

Naturligvis var det ikke en enkelt mand, der havde æren for denne udvikling, men der er ikke tvivl om, at Jensen havde været den drivende kraft, hvad det kommunalpolitiske angår. Det vil føre for vidt at nævne bare en del af, hvad der skete i den tid. Her skal blot anføres hans kamp for at få demokratiseret og moderniseret skolevæsenet, der fra gammel tid var baseret på en opdeling i fattigskoler med gratis undervisning og borgerskoler, hvor der krævedes skolepenge. Han kæmpede energisk for at få skabt enhed i skolevæsenet, at få bygget nye skoler, som hans modstandere kaldte paladser, for at få indført et kommunalt mellem- og realskolevæsen og (som slutstenen derpå) et kommunalt gymnasium i erkendelse af, at det skolepengesystem, der i lang tid blev opretholdt for statsskolerne, gjorde adgang til Katedralskolen vanskelig for arbejderbørn.


Jensen blev dermed, på trods af nogen modstand, en af de virkende kræfter i forbindelse med skolebyggerierne i Finsensgade, N.J. Fjords Gade, Samsøgade, Læssøesgade og på Ingerslevs Boulevard. Derudover var han også en hovedkraft bag byggerierne af Marselisborg Gymnasium og Aarhus Universitet, hvis geografiske placering i høj grad var et resultat af Jakob Jensens ønsker for projektet. Hans indsats her hvilede dels på forståelse af, hvor ringe hans egen skoleundervisning havde været, dels på ønsket om, at underklassens børn skulle have de samme muligheder som andre børn for at få deres evner udviklet.

Folkebiblioteket i Aarhus

Lidt paradoksalt virker det, at man samtidig med at gøre skoleundervisningen mønstergyldig helt forsømte Folkebiblioteket, hvor man kunne fastslå, at byen var kommet så langt bagefter, at det nærmede sig det skandaløse. For at få Jensen med til at hidføre en ændring på det område, var det nødvendigt at true med at reducere de beløb, som byen ydede for at få oprettet et universitet. Forklaringen lå vel i, at bøger og læsning i det hele taget efter hans opfattelse var noget, der hørte skolen og undervisning til. Et karakteristisk eksempel på, hvor lidet omfattende hans boglige viden var, har man fra et møde i Folkets Hus, hvor han diskuterede med kommunisten Thøgersen. Denne henviste til en passage i Marx: Det kommunistiske manifest, som i hvert fald på det tidspunkt blev anset for socialdemokraternes bibel. Jensen svarede med megen værdighed: "Jeg læser aldrig kommunistiske bøger". Selvom hans aldrig svækkede iver for at få skabt et aarhusiansk universitet ikke var uden bypatriotisk baggrund, så var hans indstilling dog i højere grad baseret på, at han i universitetet så en fuldstændiggørelse af sin ungdoms og manddoms kamp for, at alle, uden hensyn til deres forældres økonomiske status, skulle kunne opnå den bedste uddannelse, hvis de havde evner dertil. Et bevis derfor har man i den omstændighed, at byrådet på hans initiativ og længe før, der blev tale om et universitet, havde afsat penge til rentefri lån for de børn, der ønskede en højere uddannelse.  

Aarhus Universitet

Da tanken om et universitet begyndte at antage fastere former, blev Jensen medlem af universitetskommissionen, af Universitetssamvirket, og fra 1928 og til han i 1932 trådte tilbage som borgmester, også af universitetsbestyrelsen. Han gjorde på disse områder en meget stor indsats. Han var også formand for byggeudvalget, og det var i den egenskab, han blev en af dem, der nedlagde grundsten til den første bygning. Rent historisk vil hans virke i universitetssagen vel blive husket længst, men økonomisk betyder det mere for byen, at han grundlagde den konsolideringspolitik, som bevirker, at byen i dag, skønt den har en lavere gennemsnitsindtægt pr. indbygger end mange andre byer, står med en relativt lav beskatningsprocent. En sådan politik lå snublende nær for ham. Han havde som nævnt prøvet arbejdsløsheden, ikke blot den sæsonmæssige. Den havde lært ham, at man i gode tider bør spare op til dårligere (arbejdsløshedsunderstøttelse var jo ukendt). Derfor var han også en varm tilhænger af sparekassetanken, hvilket medførte, at han fra 1919 til 1942 var medlem af tilsynsrådet for Arbejdernes Spare- og Lånekasse for Aarhus og Omegn, og i mange år dens formand. Men det, han anså for rigtigt for ham selv, måtte også være rigtigt for byen.

Beværtningernes banemand

Særligt kendt var Jakob Jensen dog for sine markante holdninger til "natteroderi" på byens værtshuse. Han var stærk fortaler for begrænset udstedelse af bevillinger og for at begrænse beværtningernes åbningstid, så de måtte lukke tidligt. Det sociale ansvar for dette område lå ham så meget på sinde, at han endda af og til kunne ses møde op på et af byens værtshuse for personligt at forhindre det, hvis en arbejder var ved at spendere hele sin ugeløn på svir. Det var dog ikke alene den ulyksalige værtshusgæst, der kunne forvente en overhaling fra Jakob Jensens side, også værtshusets ejer stod for tur, hvis borgmesteren kom forbi. Efter 13 år som borgmester måtte Jakob Jensen i 1932 overlade borgmesterkæden til Hans Peder Christensen.

Jensens forhold til partifæller og oppositionen

Skal billedet af Jensen fuldstændiggøres, må også medtages, at han var selvrådig indtil det ufordragelige, og at han led under en mistænksomhed, der voksede med årene, indtil den nåede grænsen af det sygelige. Hans yndlingstema var altid beretning om, hvorledes han havde "snydt" først sine modstandere, siden sine partifæller. Det var almindeligt at alle der opsøgte ham fik at vide at: "Du aner ikke, hvilken samling slyngler mine gruppefæller er. Jeg har beviser for det.", også selv om ærindet blot var at søge en pølsekoncession, og vedkommende var fra en anden by. Den psykologiske forklaring ligger i, at han var den typiske førstegenerations-socialdemokrat. Hans vilkår har været, at han måtte slå sig igennem, ikke blot i forholdet til modstanderne, men også over for partifæller. Det går tit hårdt til i et parti, der er i sin tilblivelse. Selv lagde han aldrig fingrene imellem. Han savnede dog i nogen grad evnen til at kunne modtage slag i samme ånd. I stedet udviklede der sig hos ham en følelse af at være forfulgt.

De politiske debatter

I det meste af sin levetid havde han været i opposition, i begyndelsen af sit byrådsarbejde som anført praktisk talt alene. Det gav ham den opfattelse, at ville han opnå noget, måtte han "snyde" dem, han stod overfor, naturligvis opfattet på den måde at han måtte vise sig klogere end dem. Men det sidste førte igen til, at han slet ikke behøvede at diskutere. Det var vel derfor, at han, hvis der i et gruppemøde havde vist sig modstand mod hans synspunkter, i stedet for at argumentere kunne gå sin vej og i døren vende sig om og række lang næse, eller at han ved et par lejligheder stak en partifælle en knaldende lussing. Jensens parti havde gjort ham til byens første mand. Han blev yderligere senere tilbudt et tingvalgt landstingsmandat, som han sagde nej til i erkendelse af, at borgmesterembedet beslaglagde alle hans kræfter. Han var som borgmester værdsat af borgerskabet, der satte pris på hans forsigtighed og fremsyn, uden hensyn til at de, der havde ham på nærmeste hold, knurrede, stod han stærkt blandt sine egne, hvilket viste sig, da Socialdemokratiet efter valget i 1929 lod et partimøde afgøre, hvem der skulle være borgmester — og han sejrede stort.  

Ingen er fuldkommen, og der er ikke tvivl om, at Jensen har indskrevet sit navn i byens historie, ikke blot som den første folkevalgte borgmester, men også som den, der gennem initiativ og energi var i stand til at give embedet anseelse.   

Runer for Jakob Jensen

  • Mindesten: Ved indvielse af Lystbådehavnen 14. maj 1933 blev der i inderenden afsløret en mindesten for Jakob Jensen. Stenen vejer 6.600 kg. og var fisket op i Aarhusbugten. Relieffet er udført af billedhuggeren Jenny Salicath, og teksten lyder: ”Borgmester Jakob Jensen. Medlem af Aarhus Havneudvalg 1900-1933”.
  • Buste: I Erhvervsarkivets store sal findes en buste lavet af Elias Ølsgaard.
  • Maleri: Portrætmaleri af Julius Paulsen (1860-1940) i byrådssalen på Aarhus Rådhus.

Medlem af eller byens repræsentant i...

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er efter aftale overført fra web-opslagsværket "Borgere i byens råd", som Byrådssekretariatet tidligere publicerede på kommunens hjemmeside.
  • Ole Degn og Vagn Dybdahl: "Borgere i byens råd - Medlemmer af Århus bys borgerrepræsentation og byråd, 1838-1968"; Udgivet af Århus byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1968. Bestil materiale