Magistratsstyre

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning

I 1950 vedtog Aarhus Byråd med 17 stemmer mod 4 at indføre magistratsstyre. Det var en markant forandring af den politiske styreform i Aarhus Kommune. Man forlod det såkaldte udvalgsstyre med mange udvalg. I 1949 var der 25, som havde myndighed inden for hver deres fagområde, og man gik over til fem såkaldte magistratsafdelinger med hver sit omfattende ansvarsområde.

Borgmesteren blev den fødte formand for magistraten. Lig i dag udpegede byrådet dengang en folkevalgt og lønnet rådmand for hver magistrat. Magistraten mødes til ugentlige fællesmøder, hvor man forbereder sagerne til byrådets afgørelse og sørger for, at beslutninger bliver ført ud i livet. Med reformen beholdt man nogle få udvalg, som nu kun fik til opgave at behandle de sager, som byrådet henviste.

De fem magistrater i 1950

Afdelinger kom til at se således ud:

  • 1. Magistrat

Økonomiske og administrative forhold. Afdelingen skulle ledes af borgmesteren

  • 2. Magistrat

Tekniske forhold, herunder gader og veje, broer og kloaker, byggeforhold samt brandvæsen som de vigtigste områder

  • 3. Magistrat

Sociale- og sundhedsmæssige forhold

  • 4. Magistrat

Kulturelle forhold, herunder skoler, biblioteker, sport, men også byens parker

  • 5. Magistrat

De kommunale værker og Aarhus Sporveje

Med tiden har de forskellige ansvarsområder for de fem magistrater ændret sig.

Unmack Larsen og Tjørnehøj

Arbejdet med at indføre magistratsstyret blev drevet frem af daværende borgmester Svend Unmack Larsen og hans tætte medarbejder økonomidirektør Erik Tjørnehøj. Målet var, at byrådet skulle have de bedst mulige betingelser for at træffe beslutninger, som var til Aarhus' bedste. Embedsmændene skulle så tage sig af de mange småsager.

Deres arbejde tog for alvor fart i 1949, hvor Unmack Larsen fik Tjørnehøj til at udarbejde et centralt notat, som senere blev selve fundamentet for den endelige udformning af magistratsstyret.

Udvalgene var spændetrøje

Unmack Larsen ville væk fra udvalgsstyret. Det var blevet en spændetrøje for det politiske arbejde med mange småsager, som fjernede fokus fra de mere væsentlige beslutninger.

Udvalgsstyret blev indført helt tilbage i 1868 med 13 forskellige politiske udvalg. Siden da havde Aarhus og den kommunale administration udviklet sig voldsomt, uden at det havde ført til nogen reform af styreformen. Man havde lappet med nye udvalg i takt med, at behovene var dukket op.

Overvældende arbejdsbyrde

I 1949 oplevede byrådsmedlemmerne derfor to grundlæggende problemer. For det første var sagerne efterhånden blevet meget komplekse, og alt for tit opstod der stridigheder mellem udvalgene om, hvem der skulle stå for at behandle sagerne. Tilmed druknede udvalgene i de mange småsager med alenlange dagsordener til følge. I det ugentlige møde i budgetudvalget rummede dagsorden jævnligt over 30 punkter. Det var med andre ord svært at holde fokus på de store og væsentlige beslutninger.

For det andet gjorde denne udvikling det svært for byrådsmedlemmer både at passe byrådsarbejdet samtidig med et civilt job. Det gjorde, at folk uden en ordentlig organisation bag sig faktisk var afskåret fra at stille op til byrådet. Unmack Larsen trak det skarpt op på byrådsmødet 12. april 1950, da han sagde, at "der måtte en ny styreform til, hvis man skulle bevare det folkevalgte element i byens styre."

Magistraten truer demokratiet

Det markante konservative byrådsmedlem Kai Blicher var ikke tilhænger af magistratsstyret. Han mente, at byrådet og dermed de folkevalgte politikere blev sat helt uden for indflydelse, for magistraten havde allerede afgjort sagerne, før de kom til afstemning i byrådet. Andre byrådsmedlemmer gav udtryk for samme bekymringen, men et stor flertal bakkede altså i sidste ende op om forslaget.

Løn og rådmandsproletariat

Magistratsstyret indebar lønnede rådmænd. Rådmændene skulle knyttes så stærkt til den daglige administration, at det ikke ville være muligt for dem at have en civil karriere ved siden. Den praksis var i strid med gældende lov, og derfor måtte det omkring Rigsdagen, der via en særlig Aarhus-lov både godkendte magistratsstyret og rådmændenes aflønning. Byrådsmedlem Kai Blicher frygtede også for denne udvikling. Det kunne jo ende med et ’rådmandsproletariat’, som han udtrykte det. Hvordan skulle det ikke gå, hvis en rådmand, der jo havde opgivet sit civile job, efter et byrådsvalg, pludselig hverken havde rådmandspost og job. Denne frygt har heldigvis vist sig ubegrundet.

Kilder

  • Århus - Byens historie 1945-1995, Red. Ib Gejl, Århus Byhistorisk Udvalg, 1995