Kommunalreformen i 1970

Fra AarhusWiki
Borgmester Bernhardt Jensen (1910-1978) åbner kommunalvalget på Ingerslevs Boulevards Skole. Afholdelsen af valget i den nye storkommune var fyldt med udfordringer. Det fik Bernhardt Jensen selv at mærke, da han i første omgang blev nægtet at afgive sin stemme, fordi han ikke stod i valgbogen. Det viste sig dog hurtigt, at bøgerne blot var blevet forbyttet ved bordene. Fotograf Jørn Timm, 1970, Aarhus Stadsarkiv.

Den 1. april 1970 vågnede danskerne op til en ny virkelighed. Kommunalreformen var hen over natten trådt i kraft, og antallet af kommuner i Danmark var reduceret fra henved 1100 til 275. Aarhus var det sted i landet, hvor konsekvenserne af reformen var mest omfattende. 20 forstads- og omegnskommuner blev lagt sammen med Aarhus Købstadskommune til den Aarhus Kommune, som vi kender i dag.

Kommunerne var blevet for små

I årene forud for sammenlægningen var gået en længere periode, hvor samfundsudviklingen lå solidt placeret i overhalingsbanen. Væksten var høj, og troen på fremtiden var lys. Det var en udvikling, der var accelereret inden for de kommunegrænser, der var tegnet i første halvdel af 1800-tallet.

I 1966 havde Folketinget vedtaget en principiel beslutning om, at grænserne på det kommunale og amtslige danmarkskort måtte ændres.

Kommunerne skulle være færre og dermed større for at kunne efterleve velfærdssamfundets krav og den efterhånden meget komplekse lovgivning. Mantraet var ’En by – en kommune’. Det, var de fleste enige om, var nødvendigt. Diskussionen gik på, hvor store enhederne skulle være, og hvem der skulle slås sammen.

Aarhus Købstadskommune har løbende udvidet kommunegrænsen ved at indlemme fra eller bytte arealer med de omkringliggende kommuner, se mere under Aarhus Kommune.

Uenighederne i Aarhus

Nye grænser er svære at trække, uden at der opstår uenigheder. Sådan var det også i Aarhus. For Aarhus Købstadskommune snærede kommunegrænsen ud mod forstæderne. Her var ikke plads til nye parcelhusområder, boligmassen var nedslidt, og flere af de store virksomheder flyttede ud i nye og moderne industrikvarterer i forstæderne. Det skelede byrådet misundeligt til.

Politikerne havde fra 1950’erne arbejdet med planer for at løse pladsproblemerne. Med det såkaldte Ny Hovedgadeprojekt var ønsket at rive store dele af midtbyen ned for på den måde at skabe plads til udviklingen med nye og moderne boliger og forretningsområder. Planerne blev droppet, og projektet lagt endeligt i graven i 1965.

Skattegrundlaget var vigende, og borgmester Bernhardt Jensen (1910-1978) pressede sammen med sine kollegaer i mange andre af landets større købstæder, der stod i en lignende situation, på for at få en vidtgående reform gennemført. ’En by – en kommune’ gentog Bernhardt Jensen igen og igen.

Forstæderne ville selv

På den anden side stod forstadskommunerne. I Brabrand, Viby og Vejlby-Risskov var positionen gunstig. Økonomien var god, her var grønne marker så langt, øjet rakte, og etageejendomme, parcelhuse og industriområder væltede op af jorden i et hidtil uset tempo. Parker var ikke længere blot grønne, rekreative områder, men blev nu indbydende brugt i beskrivelsen af boligområder i grå beton med Gellerupparken som det mest ambitiøse.

De store forstadskommuner nærede ikke ønsker om at blive lagt sammen med købstadskommunen. De kunne og ville selv. De frygtede, at storebroren i Aarhus ville være alt for stærk og dominerede. Forstadskommunerne foreslog derfor sammenlægninger i en ring uden om købstadskommunen ved at danne tre kommuner – en i syd, nord og vest. Og det kæmpede man hårdt for.

Til sidst skar Folketinget igennem, og i maj 1969 blev det vedtaget, at Aarhus Kommune og 20 forstadskommuner og omegnskommuner skulle knyttes sammen politisk og administrativt. Det blev ikke bare en stor kommune – det blev en storkommune.

Når 21 skal blive til en

Det første byrådsvalg i den nye kommune fandt sted den 3. marts 1970. Socialdemokratiet blev den store vinder, og Bernhardt Jensen kunne tage borgmesterkæden over hovedet til endnu en periode.

Økonomien var en bekymring. Op til kommunesammenlægning var der søsat flere – ja, nogle vil nok sige mange – dyre anlægsprojekter. Sten på sten blev lagt på byggeriet af nye skoler, biblioteker og administrationsbyggerier. Nogle mente, at de nedlagte kommuner ville sikre sig, at man ikke bragte penge ind i den nye storkommune. Andre mente, at byggerierne var en nødvendig udløber af udviklingen og udbygningen af områderne.

I forbindelse med den nye kommunes ikrafttræden afholdtes en reception for de henved 200 afgående by- og sognerådsmedlemmer. Ved receptionen udtalte Aarhus Kommunes kommende borgmester Bernhard Jensen, at "jeg står her med aktiver og passiver fra 21 nu ophørende kommuner, uden jeg dog ved, i hvilket omfang det er tomme eller svulmende pengekasser, der bliver afleveret". Forhåbentlig havde han alligevel en fornemmelse, for ellers var han sikkert blevet både chokeret og slemt skuffet.

Den nye kommune havde overtaget tunge og ofte ufinansierede forpligtigelser specielt på skoleområdet. Over 100 mio. kr. lød gælden for skolebyggerierne på i 1970, men allerede året efter var gælden vokset til 181 mio. kr. Før kommunesammenlægningen havde Aarhus Kommune med 635 lærere til godt 11.000 elever. Efter kommunesammenlægningen var der 52 skoler, 1500 lærere og 2500 elever.

Et andet af de områder, hvor kommunalreformen var mærkbar, var for Aarhus Sporveje. Hidtil havde sporvejene opereret inden for en radius af fire-fem kilometer i midtbyen med en samlet af linjer på 70 kilometer. Med et slag blev det kollektive linjenet 10 gange længere, og man måtte gå forlade enhedstaksten og udvikle forskellige takster afhængigt af rejsens længde.

Borgerne i den nye kommune oplevede også en ny hverdag. De sager, som tidligere kunne klares på det lokale kommunekontor, måtte nu klares rundt i kommunen. De nære og kendte ansigter, som til tider udviste en vis fleksibilitet, blev erstattet af nye og ukendte ’sagsbehandlere’, der tog loven bogstaveligt. Der var en frygt for, at borgerne ville tabe engagementet i det nære demokrati, men i stedet forsamlede mange sig i nye og stærke beboerforeninger og fællesråd, som råbte op for at få politikerne i tale.

Kommunalreformen skabte også et nyt fællesskab. Samlet i en og samme kommune blev vi alle fra Todbjerg-Mejlby i nord til Solbjerg i syd med ét gjort til aarhusianere. Et fællesskab, som nu i 50 år har fundet løsninger på de udfordringer, som udviklingen har skabt.

Liste over kommunerne

I dag består Aarhus kommune således af de samme sognekommuner og kommuner, der blev indlemmet i starten af 1960'erne og ved kommunalreformen i 1970, som er følgende:

Kilder

  • Århus Stiftstidendes avisarkiv 1. marts- 1. april 1970
  • Christensen, Søren Bitsch (red.), Aarhus i årtier 1960erne, Byhistorisk Fond/Turbine Forlaget, 2017
  • Christensen, Søren Bitsch (red.), Aarhus i årtier 1970erne, Byhistorisk Fond/Turbine Forlaget, 2018
  • Gejl, Ib (red.), Århus - byens historie, 1945-1995 (bd. 4), Århus Byhistoriske Udvalg, 1995
  • Storårhus-kommissionen, En undersøgelse af visse økonomiske og administrative forhold i kommunerne i Storårhus, Storårhuskommissionen, 1954
Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/mediawiki/index.php?title=Kommunalreformen_i_1970&oldid=94186"