Solbjerg Kommune
Solbjerg Kommune er den sydligste af de sognekommuner, der indgik i den store kommunesammenlægning i 1970. Kommunen er også den med den korteste historie; den nåede nemlig kun at blive syv år gammel, inden den ophørte som selvstændig kommune.
Kommunen
Solbjerg Kommune blev oprettet i 1963 ved en sammenlægning af Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune og Tiset Kommune.
Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune blev dannet i 1842. Kommunens areal var på 2949 hektarer, og befolkningstallet lå i 1850 på 1368. I 1960 – tre år inden sammenlægningen til Solbjerg Kommune – var tallet faldet til 1347 indbyggere.
Tiset Kommune var fra 1842-1868 en del af Viby-Tiset Kommune, men fra 1868-1963 var det en selvstændig kommune med et areal på 1788 hektarer. I 1850 lå indbyggertallet i sognet på 908, mens det i 1960 var steget til 1024.
Kommunerne på landet blev i starten ledet af et sogneforstanderskab, hvor den lokale sognepræst automatisk var medlem. Resten af medlemmerne, som talte mellem 4 og 9 medlemmer, blev valgt af sognets mandlige beboere over 25 år, og med mindst én tønde hartkorn. Sogneforstanderskabets ansvarsområder var fattig-, skole-, og vejvæsen. Fra 1868 blev sogneforstanderskabet afløst af sognerådet, og det fik nu også ansvaret for den økonomiske forvaltning.
Geografien
Solbjerg Kommune var den sydligste sognekommune, der i 1970 kom til at indgå i Aarhus Kommune. Kommunen havde et areal på 5671 hektar og var omgivet af kommunerne Beder-Malling, Mårslet, Holme-Tranbjerg og Ormslev-Kolt, der i dag alle er en del af Aarhus Kommune. Derudover var Solbjerg Kommune også omgivet af kommunerne Hørning, Fruering-Vitved, Hylke og Odder. Ved Kommunalreformen i 1970 forblev Hørning en selvstændig kommune, mens sognene Hylke og Fruering blev lagt under Skanderborg Kommune, og Vitved Sogn blev delt mellem Skanderborg Kommune og Aarhus Kommune.
I det område, der udgjorde Solbjerg Kommune, findes forskellige typer landskaber. Astrup Sogn er præget af en dyb, bred tunneldal omkranset af et bakket moræneplateau. Morænelandskabet fortsætter i Hvilsted og Tulstrup sogne, der geografisk er en del af en større randmoræne, og også Tiset Sogn er præget af den bakkede, lermuldede morænejord. Endelig grænsede kommunen op til Solbjerg Sø.
Udviklingen før 1900-tallet
Gammel Solbjerg, der ligger lidt nordvest for Solbjerg, har eksisteret som en lille landsby siden middelalderen. Oprindeligt lå en lille kirke i landsbyen, men den forsvandt engang før reformationen i 1536.
I Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune fandtes der blandt andet flere andelsmejerier og et større antal gårde, herunder den gamle hovedgård Østergård fra 1447 og Rantzausgave, der også er fra 1400-tallet. I 1869 blev Ask Højskole oprettet, og fokus var blandt andet på at udbrede dansk kultur gennem undervisning i modersmålet, historie, dannelse og landbrug. Højskolen måtte lukke i 2005 på grund af konkurs.
Ligesom i Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune var de fleste indbyggere i Tiset beskæftiget inden for landbrug, og der var flere store gårde i kommunen; heriblandt Ingerslevgård og Tandergård. Kommunen rummede også både andelsmejeri, og ølbryggeri.
Modsat mange af de andre sognekommuner, der i 1970 indgik i kommunesammenlægningen, fandtes der ikke nogen stationsbyer i det område, der i 1963 kom til at udgøre Solbjerg Kommune.
Udviklingen efter 1900-tallet
Ny Solbjerg, som i dag blot hedder Solbjerg, har ikke mange år på bagen, og kan i 2021 fejre 150-års jubilæum. Selv om Solbjerg er en ung by, udviklede den sig på kort tid til at blive hovedbyen i området.
Der var flere ting, som i slutningen af 1950’erne og starten af 1960’erne banede vejen for, at Solbjerg Kommune blev en realitet 1. april 1963. Astrup-Tulstrup-Hvilsted Kommune og Tiset Kommune havde tilsammen otte mindre skoler, og der var ønske om i stedet at bygge en storskole for området. De to kommuner havde en stort set ensartet økonomi, hvilket gjorde en sammenlægningen forholdsvis gnidningsfri. Da Solbjerg samtidigt lå midt på kommunegrænsen mellem de to kommuner og var områdets største by, blev det nye kommunekontor opført her. Det på trods af at byen Solbjerg som den eneste af de sognekommuner, der indgik i storkommunen Aarhus i 1970, ikke havde sit eget sogn.
Kommunen nåede kun at fungere i syv år, inden den i 1970 blev lagt ind under Aarhus Kommune.
Se også
Solbjerg Kommune på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Statistisk-topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, J.P. Trap, København, 1859.
- Trap: Danmark, fjerde udgave, VII. bind, G.E.C. Gads Forlag, København, 1926.
- Trap: Danmark, femte udgave, VIII. bind, G.E.C. Gads Forlag, 1963.
- Århus - Byens historie 1945-1995, bind 4, Århus Byhistorisk Forlag, 1995.
- Statistisk årbog for Århus 1991, Århus Kommunes Statistiske Kontor, Aarhuus Stiftsbogtrykkeri, 1991.
- Landsarkivet for Nørrejylland, Harry Christensen: Danske landkommuner 1842-1970: fortegnelse over kommuner under dansk landkommunal lovgivning : med omlægninger og nyere grænseændringer, 1976.
- Landkommunernes administration 1660 - 1970