Ny Hovedgade

Ny Hovedgade er en aldrig realiseret plan om et gadegennembrud i midtbyen fra Rådhuspladsen til Nørreport vedtaget enstemmigt af Aarhus Byråd i 1954. Gennembruddet skulle give plads til en firesporet trafikvej fra Rådhuspladsen igennem Frederiksgade, Immervad, Lille Torv, Badstuegade og Studsgade til Nørreport. Formålet var at sikre nem adgang for biltrafikken og gennem en intensiv udnyttelse af grundarealerne skabe plads til boliger, handel og erhverv, som ellers ville blive lokaliseret i forstæderne, der dengang var selvstændige kommuner.

Allerede omkring 1958 betød manglende statslig finansiering, at projektet blev næsten umuligt at realisere. Hvis gennembruddet var blevet til virkelighed, ville det have ledt til nedrivningen af nogle af Aarhus’ ældste bebyggelser, og særligt den historisk interesserede borgmester Bernhardt Jensen agiterede derfor fra sin tiltræden i ligeledes 1958 for igangsættelse af en bevaringsindsats og en kommunesammenlægning. Ny Hovedgade blev politisk skrinlagt i 1965, men frem til midten af 1970’erne blev andre gennembrudsplaner fremlagt og blev også siden skrinlagt.

Ny Hovedgade blev vedtaget af Aarhus Byråd i 1954 og skulle forløbe som et gennembrud fra Rådhuspladsen via Frederiksgade, Immervad, Lille Torv, Badstuegade og Studsgade til Nørreport. Planen blev endeligt opgivet i 1965.

Frederiksgade-Kommissionen

Ny Hovedgade var en gennembearbejdet plan baseret på analyser foretaget af Frederiksgade-Kommissionen, som blev nedsat i 1944. Baggrunden for kommissionen var en offentlig og politisk debat, der allerede begyndte i 1920’erne, da de københavnske arkitekter Knud Helge Christiansen og Steen Eiler Rasmussen påpegede, at Aarhus’ eksisterende gadenet særligt fra syd til nord ikke kunne klare en fremtidig stigning i biltrafikken.

De trafikale og handelsmæssige hovedstrøg i Aarhus var traditionelt øst-vest-gående gennem Vestergade, men med anlæggelsen af jernbanen og banegården i den sydlige del af byen i 1862 var dette trafikale mønster blevet ændret, så Ryesgade og Søndergade med deres forløb fra den sydligt beliggende Banegårdsplads til bykernen mod nord var blevet et nyt handelsstrøg. Samtidig var den trafikale belastning af Frederiksgade stigende.

Derfor fremkom igennem mellemkrigstiden adskillige forslag til gadegennembrud, der kunne løse dette problem, og i første omgang vedtog byrådet i 1942 en gennembrudsplan, der bl.a. ville have ført en trafikvej tværs over Store Torv. Planen blev dog allerede opgivet i 1944, og i stedet nedsatte byrådet en kommission bestående af politikere og fagfolk, som skulle udarbejde en betænkning med forslag til den bedst mulige udformning af gadegennembruddet.

Kommissionen havde følgende medlemmer:

• Borgmester Einar Stecher Christensen (Soc.dem.), formand. Død 1945 og erstattet af ny borgmester Svend Unmack Larsen (Soc.dem.).
• Viceborgmester Hans Peter Jensen (Soc.dem.).
• Byrådsmedlem og overlærer K. Moustsen (Soc.dem.).
• Byrådsmedlem og murermester Ejner Mikkelsen (De Konservative).
• Byrådsmedlem og købmand Carl Møller Rasmussen (De Konservative).
• Stadsingeniør Axel J. Rambøll.
• Bygningsinspektør Kristian Møller.
• Stadsarkitekt Alfred Mogensen.
• Arkitekturprofessor Kai Gottlob (hentet eksternt i København).
• Civilingeniør Henrik Halberg (hentet eksternt i København).

Planens bestemmelser

I 1953 fremlagde Frederiksgade-Kommissionen for byrådet en 112 sider lang betænkning, hvor Ny Hovedgade var skitseret som en 1,3 km lang boulevard med forløbet omtalt i indledningen. Pladsen til anlægget skulle skabes gennem nedrivningen af 155 ejendomme beboet af 1.533 mennesker.

Den 11. februar 1954 vedtog byrådet med stemmer fra samtlige byrådsmedlemmer, at betænkningen skulle være grundlaget for al fremtidig byplanlægning i midtbyen. I de kommende år skulle der vedtages seks byplanvedtægter, som etapevist skulle realisere Ny Hovedgade. Anlægsarbejdet forventedes at blive igangsat i 1958 og blive afsluttet i 1982 efter 24 år.

Ny Hovedgade-planen havde mange paralleller til den samtidige gennembrudsplan for Thomas B. Thriges Gade i Odense, og derudover var mange tanker identiske med dem, der på samme tid prægede byplanlægningen i Sverige, hvor bykernerne blev omstruktureret efter meget omfattende center- og trafikplaner.

Tankegangen var, at en funktionelt udformet bykerne med nem adgang for biltrafikken ville tiltrække økonomiske aktiviteter i form af erhverv og handel, hvorved det økonomiske grundlag for det skattefinansierede velfærdssamfund kunne lokaliseres inden for kommunegrænsen. Samtidig kunne der sikres plads til en støt stigende befolkning, og på den måde kunne der forhindres en befolkningsflugt til forstadskommunernes parcelhuskvarterer såsom Viby, Åbyhøj, Brabrand, Hasle og Risskov. Det var vigtigt på et tidspunkt, hvor Aarhus Kommune kun omfattede byområdet inden for Ringgaden samt Christiansbjerg og kun havde begrænset plads til den befolkningsstørrelse på 200.000 mennesker, som Aarhus forventedes at ville få i løbet af få årtier. Derfor skulle der ske en intensiv udnyttelse af grundarealerne med bl.a. 5-12 etagers byggerier ved Rådhuspladsen og ved Lille Torv.

Ny Hovedgades fald

Som følge af den daværende Aarhus Kommunes begrænsede plads til byudvikling ønskede byrådspolitikerne en intensiv udnyttelse af grundarealerne. Det skulle bl.a. komme til udtryk ved Lille Torv, hvor modernistiske byggerier skulle opføres i op til seks etager.

I Aarhus Byråd var der gennemgående en stor begejstring for vedtagelsen af Ny Hovedgade-planen i 1954. Borgmester Svend Unmack Larsen sagde bl.a. om planen:

”Det er en stor plan, en vældig plan, der ser fremad, som den skal gøre det i landets næststørste by, i en by, der så sandelig ikke ønsker at ligge død hen eller luske sig igennem tilværelsen, men ønsker at se fremad for de kommende slægter.”

Hos byens handelsstand, der efter logikken skulle nyde godt at planen, var der imidlertid skepsis overfor mulige eksproprieringer og et årtier langt byggerod lige midt i handelsområdet. Heller ikke de lokale banker ønskede at engagere sig og ville ikke yde lån til private nybyggerier langs Ny Hovedgade. Borgmester Svend Unmack Larsen mente dog, at planen blot skulle forklares ordentligt for offentligheden, så offentligheden ville blive overbevist om alle dens fordele.

Igennem de politiske forhandlinger havde man håbet på statslig støtte til projektet fra saneringslovens puljer og fra Statens Vejfond. Imidlertid var saneringsbehovet blandt de huse, der skulle nedrives, langt fra så stort, og vejanlægget havde samtidig ingen regional eller national betydning, da Ringgaden allerede ledte den gennemkørende trafik forbi Aarhus. Derfor blev statsstøtten umulig at opnå, og projektet kom derfor ikke i gang i 1958 som planlagt. I stedet begyndte en kritisk debat i byrådet om det hensigtsmæssige i at fastholde Ny Hovedgade som plangrundlag.

Kun to steder lykkedes det at realisere dele af planen: 1) Busgaden er et resultat af planen, da der her blev nedrevet nogle huse. 2) Nørrebrogade og Nørreport er med deres nuværende udformning ligeledes resultat af planen, da der i planen indgik et gennembrud fra Ringgaden til havnen. Dette gennembrud havde regional og national betydning, da det gav landevejstrafikken adgang til havnen, og her kunne der som det eneste sted opnås støtte fra Statens Vejfond.

Bernhardt Jensens afvisning af Ny Hovedgade

I 1958 blev Bernhardt Jensen (Soc.dem.) borgmester, og i lyset af de økonomiske hindringer og den øgede kritik mod Ny Hovedgade begyndte han hurtigt at vise interesse for en kommunesammenlægning mellem Aarhus og forstæderne, hvilket da også blev virkelighed 12 år senere i 1970. Behovet for en intensiv udnyttelse af midtbyens begrænsede areal forsvandt dermed.

Selvom Bernhardt Jensen i 1954 havde været del af byrådets enstemmige vedtagelse af Ny Hovedgade, havde han en stor historisk interesse, som han nu omsatte til praksis. I årene 1962-64 fik han et fagudvalg til at kortlægge byens kulturarvsværdier, og i 1967 stod han i spidsen for at oprette Foreningen for Bykultur i Aarhus. Derudover fik han i 1968 gennemtrumfet, at Aarhus skulle have et fast udvalg for bygnings- og miljøbevaring, i dag videreført som Aarhus Kulturmiljøråd.

Parallelt dermed vedtog Aarhus Byråd i 1965 en dispositionsplan for den indre by, hvor Ny Hovedgade endegyldigt var skrevet ud. Selvom andre gennembrudsplaner blev drøftet frem til midten af 1970’erne, bl.a. Allégaderingen og vinderforslaget i bykernekonkurrencen 1967/68, så endte Bernhardt Jensens kulturhistoriske initiativer dog med at slå stærkt igennem, og midtbyen blev skånet.

Se også

• Bykernekonkurrencen 1967-1968.
• Stadsarkitektens byplaner og byggerier.

Ny Hovedgade på AarhusArkivet

Søg billeder og kilder på AarhusArkivet Ny Hovedgade

Litteratur og kilder

• Byrådsmøde 11. februar 1954.
• Christensen, Søren Bitsch og Nina Javette Koefoed (red.): Århus i Verden : Fra bjerget til byen 2, Aarhus Universitetsforlag, 2006.
• Gejl, Ib (red.): Århus – Byens historie 1945-1995, 4, Århus Byhistoriske Udvalg, 1997.
• Jensen, Bernhardt: ”Foregangsby – eller rentier. Om udviklingen i Århusområdet", Byplan, 1960, s. 2-7.
• Nielsen, Henning Spure: Århus på tegnebrættet 1850-2000 : alternativer til virkeligheden, Århus Byhistoriske Fond, 2003.
• Ny hovedgade i Århus, udarbejdet af Frederiksgade-kommissionen 1953. Vedtaget af Århus byråd 11. februar 1954, Universitetsforlaget, 1954.
• Thomassen, Ole: "Idealby og virkelighed. En gade i Aarhus", Byplan, 1956, s. 19-22.
• Thomsen, Kristian Buhl: "Cityplaner i stor skala i Aarhus og København 1954-1973", Fabrik og bolig, 2016, s. 3-19.
• Thomsen, Kristian Buhl: Da de danske byer blev revet ned : Praksis og ideologi i dansk sanerings- og byfornyelsespolitik 1939-1983, ph.d.-afhandling, Aarhus Universitet, 2015, s. 119-128.
• Thomsen, Kristian Buhl: "Ny Hovedgade 1954-1965 - en stor og vældig plan", Århus Stifts årbøger, 2016, s. 90-100.