Nørreport

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Beliggenhed

Nørreport er en gade i det nordøstlige Aarhus, beliggende lige uden for den gamle købstads bygrund. Gaden går fra havnen mod Randersvej via Nørrebrogade og har forbindelse – i retning fra havnen – til Mejlgade, Studsgade, Kærlighedsstien, Nørregade og Knudrisgade.

Historie

Historisk set har området først og fremmest været udkørsel til byens marker. Landevejen til Randers blev først anlagt omkring 1760. Dengang og ca. 100 år frem hed gaden ikke Nørreport, men bestod af tre gadestrækninger med hvert sit navn. Nede fra havnen gik gaden Havgyden. På den anden side af Mejlgade lå gaden Fægyden. Fægyden gik frem til den gade, der stadig hedder Studsgade. Mod nord var gaden afgrænset af Studsgades Port.

Fægyden fik ikke noget langt liv som gadenavn. Det lugtede simpelthen for meget af ko. Beboerne fra gaden skrev i Århus Stiftstidende i 1867, at navnet forekom dem ”utilladelig naivt, især i en By, der staar saa høit i Henseende til Smag og Intilligens som Aarhus.” De foreslog i stedet at kalde gaden for Folkegyden, men kommunen slog fast, at det nye navn skulle være Tværgade for strækningen mellem Nørre Allé og havnen.

Tværgadehuset i Den Gamle By.
Der er ikke mange huse tilbage fra dengang, men der ligger et ”Tværgadehuset” i Den Gamle By. I det gamle renæssancehus fra 1625 havde bogtrykker Niels Lund fra 1798-1811 trykt og udgivet Århus Stiftstidende. Det blev flyttet til Den Gamle By i 1922.

Navnet Nørreport er ikke så gammelt, som man skulle tro. Det blev opfundet af stadsingeniøren og sendt til Aarhusegnens Gade- og Vejnavneudvalg, som vedtog det på et møde den 29. november 1938, inden det gik videre til byrådet. Byrådet var i 1938 i gang med en større oprydning i gadenavnene, og byens politikere ønskede sig navnet Nørreport ”til minde om de gamle Byporte Studsgades Port og Mejlgades Port og i Analogi med Vester- og Sønderport.” Der har aldrig ligget en byport der med det navn, men Studsgades Port lå ud for Nørreport 20, hvor Arkitektskolens hovedbygning er.

Nørrebrogade begynder ved krydset og fortsætter op til ringgaden. ’Brogader’ betyder indfaldsvej (’broen ind til byen’), og gaden fik sit navn i 1868. Det skete på samme byrådsmøde, som gaden uden for Vesterport fik navnet Vesterbrogade, så der ligger en fælles holdning bag de to navne.

Randersvej begynder i dag ved Ringgaden og går selvfølgelig til Randers. Den havde oprindeligt heddet Randers Landevej, men i 1904 fik byens vise fædre den ide, at vejen fra Nørre Boulevard og nordpå skulle være Niels Ebbesens Vej for at fejre nabokøbstadens glorværdige søn, der i 1340 huggede hovedet af den kullede holstenske greve (Gerhard 3.) i Randers. I 1939 – i forbindelse med den store navneoprydning i byen – indstillede byrådet, at strækningen nede fra Nørregadekrydset også skulle hedde Niels Ebbesens Vej. Det fik gadens handlende på op på mærkerne. Navnet lugtede af landevej og posten kom forsinket frem, fordi han ikke kunne finde ud af det. Byrådet måtte give sig. Året efter kom Besættelsen, og Kaj Munk gjorde Niels Ebbesen til nationalhelt, hvorfor det forkastede gadenavn måske havde været anderledes populært.
Nørreport 1960, fotograf Poul Pedersen.

Planer om udvidelse

Nørreport var syv meter bred, og det var for lidt til den stigende trafik. I forbindelse med det udvalgsarbejde, der senere førte til den forkætrede Ny Hovedgade-plan fra 1954, fremkom de første tanker om at udvide gaden ved omfattende saneringer. Det var i 1935, at de første tanker opstod i byrådet om en ny hovedgade i Århus, og i 1944 blev der nedsat en Frederiksgade-kommission. I 1954 afleverede den sit forslag til Ny Hovedgade. Disse planer havde Nørreport som en central trafikkorridor, der skulle lede trafikken væk fra midtbyen ved at være forbundet med en ny ”hovedgade”, der skulle føres gennem de centrale dele af Aarhus med udgangspunkt i Frederiksgade.

I 1938 satte stadsingeniøren igennem, at vejen skulle være mindst 15 meter bred. Det krævede, at husene skulle rives ned eller rykkes ind. Kommunen havde opkøbt den store ejendom på hjørnet af Nørreport og Studsgade, Hotel Jylland, og her skulle der ske indrykning, når byggetomterne blev solgt. Stykket fra Mejlgade til Kystvejen var vanskeligere at regulere, men man måtte her satse på at skabe indrykning på nordsiden. På grund af krigen og diskussion om den overordnede byplan blev ejendommene dog stående.

Det nedrevne Hotel Jylland - 1960

Saneringen principvedtages

Nørreports udvidelse var et af de varmeste politiske emner i byrådsperioden 1958-1962, måske det varmeste. Efter utallige forhandlinger blev politikerne til sidst enige om et forslag, som Vejdirektoratet meget heldigt ville betale hovedparten af. Der var to etaper. Først til en bredde af 21,85 meter ved udbygning på sydsiden og siden en etape to, der med udbygning på nordsiden ville gøre gaden ca. 36 meter bred. På nordsiden kunne man dog enes om at vedtage anlæggelsen af et parkeringsanlæg over og under jorden ved Kærlighedsstien, men ellers skulle denne side være genstand for ”byfornyelse”, som det hed.

Diskussion inddrog mange i byen. 23. marts 1960 kunne Aarhus Stiftstidende bringe et luftfoto under overskriften ”Nyt Nørreport”, fordi det nu snart var slut med den flaskehals, der længe havde generet trafikken. Det første offer var Hotel ”Jylland”, der blev bragt til fald i 1960 sammen med andre ejendomme mellem Mejlgade og Studsgade.

Hotel Jylland, fotograf Thomas Pedersen, 1928. Den Gamle Bys billedarkiv

Diskussion handlede om finansieringen og bredden af gaden; ingen gik imod nedrivningerne som sådan. De konservative og kommunens teknikere ønskede en bredde på 45 meter fra facade til facade til en pris af ca. 10 millioner kr. Socialdemokraterne med borgmester Bernhardt Jensen i spidsen ville ”nøjes” med 35-36 meter mod nord og 32 meter nede ved haven. Til gengæld ville de ikke røre nordsiden. Den plan kostede 7,7 millioner kroner. Reelt var der ikke den store prisforskel for kommunen, for det statslige vejfond ville støtte de to modeller med hhv. 7,2 og 5,3 millioner kroner, så forskellen var på under en halv million.

Stridens æble var husene på nordsiden, og fx Aarhus Amtstidende havde en klar holdning til, at de huse bare skulle væk: ”Kritikken fremhæver, at de vil komme til at skæmme den nye Nørreport”. Hvorfor rev man dem dog ikke ned og gennemførte en ordentlig byfornyelse, ”der skaber lys og luft i gaardene paa nordsiden samtidig med, at der kan opføres et betydeligt antal nye lejligheder”.

De første nedrivninger

De første nedrivninger fandt sted i 1960, inden planerne var endeligt udformede. Det var ikke lutter gamle huse, der skulle væk, men store, nyere 3-4 etagers ejendomme, de fleste ikke mere end 40 år gamle. Vognmand A.S. Skovfoged fik opgaven med at bryde de næste huse ned, og hans arbejdsfolk væltede snart Nørreport 1,3 og 5, Mejlgade 58 og Kystvejen 31-33. Husene blev pillet ned sten for sten, og materialerne blev solgt eller genbrugt, så kommunen kunne hente nogle få kroner hjem. Kommunen fik travlt med at genhuse 40 familier.

Nørreport set mod Mejlgade, Kystvejen og Århus Havn, februar 1962. Fotograf: Ib Rahbek-Clausen, Den Gamle Bys billedarkiv.

Planen vedtages i 1962

Først i 1962 faldt afgørelsen. Da havde sagen været til udtalelse i Boligministeriet og Statens Vejdirektorat, og de statslige teknikere havde fundet på et columbusæg. Hvis der nu blev indrettet p-pladser på den byggetomt, der allerede fandtes på nordsiden, kunne man friholde syd-siden for parkering, og så ville man spare plads. Derved blev det. P-pladserne til 160 biler ved Kærlighedsstien var en del af 1. fase, der omhandlede Kystvejen-Studsgade strækningen. I 2. fase skulle man så rive de sidste huse ned på nordsiden, så gadebredden herefter nåede de 36 meter. Prisen inklusive kloakarbejder var nu 13 millioner kr., hvoraf vejfondet betalte 85 %. Syv år skulle det tage at gennemføre fase 1 og 2.

1. oktober 1963 var fase 1 fuldbragt, og alle ejendomme var ryddet på sydsiden fra Kystvejen til Studsgade. I mellemtiden havde kommunen forhandlet sig frem med ejerne af de huse, der lå frem mod Nørregade og Sabroes Plads (i dag bunden af Høegh-Guldbergs Gade). 4,5 millioner kroner skulle de af med, og så kunne nedrivningsmandskabet rykke frem. Den største ejendom, der faldt i denne omgang, var det store Sct. Clemens Apotek, som byrådet i stedet forlagde til Vejlby-Risskov. Den p-plads, der skulle anlægges, var nu projekteret, og det skulle anlægges som et toetages anlæg på nordsiden ved siden af den nuværende Arkitektskole. Et stort hus på hjørnet af Knudrisgade og Nørregade forsvandt også og gav plads til et regnvandsbassin.

Ombygning af Nørreport, fotograf Børge Venge, 1967.

Den offentlige holdning var stadig, at saneringen var en god ide. Århus Stiftstidende skrev i august 1965, at når man fik øje på boliger, der gemte sig inde bag de nu nedrevne ejendomme, så man lige ind i elendigheden: ”dårlige og usunde boliger og værksteder, uden luft og sol. Nu falder elendigheden, og ingen kan beklage det.”

En prop i udviklingen – Nørreport 20 (tidligere Studsgade 70)

Nordsiden af Nørreport nød en særlig beskyttelse mod sanering på grund af tilstedeværelsen af en særlig ejendom, den nyklassicistiske købmandsgård, Nørreport 20. I 1960 købte Aarhus Kommunen ejendommen for 275.000 kr. Byrådet havde i de foregående år tilladt to fredede huse at blive nedrevet – Molbogården og frøfirmaet Dreyers ejendom i Dynkarken – men ønskede nu at gøre sit til at bevare denne købmandsgård. Hurtigt opstod ideen i Akademisk Arkitektforening om at indrette en arkitektskole, og i 1965 rykkede skolen ind i den fredede købmandsgård og i nabobygningen, Generalsboligen.

Nørreport 20. Den jyske Arkitektskole, 1965. Fotograf: Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv.

Konkurrerende byplaner

Udsigt fra Nørregade over kvarteret omkring Nørreport, 1965. I baggrunden Århus Havn. Fotograf Børge Venge, Den Gamle Bys billedarkiv

Nørreport-projektet var hele tiden en brik i den store plan, Ny Hovedgade-planen, og det medførte, at dets gennemførelse blev forsinket i takt med den store plans udskydelse. Ny Hovedgade-planen forsvandt gradvist fra den offentlige dagsorden. Væsentligst fordi en ny plan – Allégadeplanen – fremlagt i 1965 – byggede på et andet princip, nemlig at trafikken skulle ledes rundt om bymidten og ikke igennem den. De eksisterende allégader skulle udvides ved nedrivninger, og en del af den frilagte plads skulle anvendes til parkeringsplader. Nørreport var stadig en vigtig krumtap i planen som fordelingsgade for biltrafikken ind og ud af byen. Egnsplanen fra 1966, fremlagt af Aarhus Amt, opererede yderligere med en placering af aflastningscentre uden for bykernen.

Byrådsdiskussioner 1969-1970

Konkurrencens udfald blev diskuteret på byrådsmøde 14. august 1969 (”Forslag om vedtagelse af partiel dispositionsplan for Nørreportområdet”). Rådmand for 2. afdeling, den konservative Olaf P. Christensen, indstillede, at man ikke benyttede sig af vinderforslagene, som var for vidtgående. I stedet havde 2. afdeling lavet en ”syntese” af de indkomne forslag, og det var denne ”retningsgivende bebyggelsesplan”, der på dette møde blev fremlagt for byrådet. Olaf P. Christensen måtte i den forbindelse ”med nogen beklagelse sige, at der ikke er tale om et forslag til en meget avanceret byfornyelse, som kunne omdanne området til en del af et helt moderne bycenter, som vi kender det f.eks. fra Stockholm og London. Et sådant forslag var vi fremme med før konkurrencen, men det førte som bekendt ikke til noget.” Efter hans opfattelse var der tale om ”et nøgternt, realistisk, tilpas fleksibel løsning, der vil være i rimelig grad hensynsfuld over for den bebyggelse, som skal bevares.” Efter modstand fra borgmester Bernhardt Jensen blev sagen sendt til behandling i Teknisk Udvalg.

Sagen kom op igen i byrådet 22. januar 1970. I mellemtiden var der indkommet forslag til fredning af ejendommene Studsgade 27, 29, 31 og 33 fra Det særlige Bygningssyn. Gennemførelsen af disse fredninger ville ”hindre de foreliggende planers gennemførelse”, og derfor var det også et dagsordenspunkt at indsende en protest til Kulturministeriet. Bernhardt Jensen protesterede igen mod både byplanforslaget og Teknisk Udvalgs desavouering af Bevaringsudvalget. Byrådet vedtog forslaget om en partiel dispositionsplan, og protesten til Kulturministeriet blev også vedtaget af et enigt byråd med undtagelse af borgmester Bernhardt Jensen, der fik en mindretalsudtalelse vedlagt protesten. Diskussionen førte i første omgang til vedtagelsen af en dispositions- og byfornyelsesplan for Nørreport i 1971 (ikke beskrevet endnu).

Fase 2 opgives 1973

20. september 1973 vedtog Aarhus Byråd at holde inde med gennemførelsen af fase 2 – rydningen af nordsiden. Rådmand Olaf P. Christensen fra magistratens 2. afdeling forklarede, at den store vejfondsrefusion for længst var faldet bort. Det var ikke lykkedes at få grundene på sydsiden solgt, men det blev nu opfattet som en fordel, for så kunne man nøjes med at udvide gaden til den side. ”Nørreport har i dag en bredde, som er forsvarlig for trafikkens afvikling i øjeblikket”, sagde den konservative rådmand. Han argumenterede også for at lade nordsiden stå. Han henviste til, at kommunen havde udarbejdet ”omhyggelige planer for en ny, tiltalende bebyggelse langs den færdige gade”, men at disse planer var blevet overhalet af stadig stigende krav til lys og friarealer. Hvis der skulle bygges boliger, skulle der faktisk rives endnu mere ned. Rådmanden opfordrede også til at tænke sig godt om, inden man gik i gang med at bygge på sydsiden ved Studsgade. Kommunen havde i dyre domme kastet sig over restaureringer i dette kvarter, og de penge skulle nødigt være spildte. Der var sket en holdningsændring. Trafikken havde fået sit, og nu skulle man i stedet ”give hele dette citykvarter den rette udvikling, det rette udseende og det helt rigtige miljø”.

Onde tunger – og de lå i dette tilfælde hos Socialdemokratiet – spurgte rådmanden, om den nye retning hang sammen med, at staten ikke længere ville yde tilskud? I 1972 var Nørreport nemlig blevet til kommunevej. Slet ikke, svarede Olaf P., for ”det ville jo være umoralsk”.

Forsøg på arkitektonisk og byplanmæssig genopretning

Der blæste nye arkitektoniske vinde, og det fik man også at se, da der langt om længe blev bygget på de tomme grunde. I 1979 kunne byens mange arbejdsløse stille op i køen i Arbejdsformidlingens nye lokaler i Nørreport 15. Arkitekten Jørgen Malling havde efter pålæg fra Det særlige Bygningssyn tegnet to lave købstadsagtige bygninger.

De sidste saneringer blev foretaget i karreen Nørregade-Nørreport-Studsgade-Paradisgade i 1984-1986. Her faldt blandt andet Østjysk Korn- og Foderstofs pakhus i Nørreport 23B med indgang fra Nørrebrogade 3. På området opførtes et stort beboelseskvarter, der også formedes som et lavt, købstadspræget byggeri.

Litteratur og kilder

  • Aarhus Byråds Forhandlinger 1938, s. 298/sag 21-2, 1966 A, s. 119, 1969/1970 A, s. 126-139, 1970/1971 A, s. 360-381, 1972/1973 A.
  • Aarhus Amtstidende 10.5.1961, 1.9.1961, 20.6.1962.
  • Århus Stiftstidende 5.4.1867, 16.10.1963, 2.8.1965, 6.7.1992.
  • P. Jensen: ”Bogtrykkeren i det gamle renæssancehus”, Århus dengang og nu, 1971.
  • Århus-Posten 21. september 1973.
  • Uddrag af Aarhus Communalbestyrelses Forhandlinger for 1868, s. 48.
  • Tilbuds-Avisen 4.4.1979.

{{#coordinates:primary|56.161189|10.212463}}