Ridehuset
Ridehuset har adressen Vester Allé 1 og er beliggende på hjørnet af Vester Allé og Frederiks Allé.
Bygningen blev opført i 1860 efter tegninger af konduktør H. Jespersen, og er opført af murermester H. Lanberg. Det indgik som en del af Vester Allé Kaserne, der blev nedlagt i 1969.
Ridehuset blev fredet i 1979.
Prins Frederik Ferdinands Ridehus
Ridehuset er ikke det første ridehus, byen har haft. Allerede tilbage i 1818 fik byen et ridehus opført lidt syd for byen – omtrent hvor Jægergårdsgade i dag munder ud i Spanien / Strandvejen. Ridehuset, der var opført på statens regning, var ca. 40 meter langt og 15 meter bredt, og udmærkede sig blandt andet ved en sjælden, tagbærende trækonstruktion. Det var tiltænkt Prins Frederik Ferdinands Dragonregiment - opkaldt efter Arveprins Frederik Ferdinand – der fik fast base i byen i 1819.
Det var dog ikke kun militærformål, som ridehuset blev brugt til. Bygningen var den eneste i byen, der kunne rumme de helt store arrangementer, som store folkemøder i 1830-40'erne, og valget af byens repræsentanter til Den grundlovgivende Rigsforsamling i 1848 blev også afholdt her. Derudover var bygningen vært for diverse omrejsende underholdning som i maj 1825, da der blev forevist ”nye physikalske, mekaniske og magnetiske Kunster” afsluttet med ”forskjellige eqvilibriske og gymnastiske Kunster” eller i december 1833 da Circus Gymnasticus optrådte med ”Liniedands, den høiere Kunstridning, Ballanceerkunster, Saltomortaler, Trampolinspring og Staaltraad-Liniedands uden Balanceerstang”, ligesom arrangøren C. Hoffmann selv optrådte som Herkules.
Krenelerede hjørnetårne og udluftningsrosetter
I 1860 blev Prins Ferdinands Ridehus afløst af det store, grundmurede ridehus, som vi har i dag. Det blev opført efter tegninger af konduktør H. Jespersen og af murermester H. Lanberg for Krigsministeriets regning. Det imponerende nye ridehus blev opført i historicistisk stil, der var fremherskende i perioden 1850-1910, og som tog udgangspunkt i klassiske europæiske stilarter.
På bygningen finder man en masse fine detaljer, som også spillede ind, da bygningen i 1979 blev fredet. Her er store støbejernsvinduer og ventilationsrosetter. Ud over at være smukke, fortæller vinduerne også historien om støbejernets historie, der netop blev introduceret i Danmark i 1850 og muliggjorde store, detaljerede konstruktioner. Også taget, der består af skifer, er typisk for historicistiske bygninger, hvilket især skyldes, at grå walisisk skifer blev billigt i perioden.
Ridehuset indeholder også flere middelalderlige referencer som hvælvede murstensdetaljer på facaden og krenelerede hjørnetårne, der - om end blot opført som dekorationer - også er med til at understrege bygningens oprindelige militære funktion. Indvendigt er det især tømmerkonstruktionen, der udover at være en konstruktionsmæssig nødvendighed også giver rummet en helt særlig karakter. Allerede i 1869 blev, der dog foretaget en forstærkning og sikring af bygningens tagkonstruktion, da man fandt ud af, at den gamle ikke var stabil nok.
Tvivlsomme indkvarteringsforhold
Hvor staten havde sørget for det fine nye ridehus, så situationen anderledes ud, når det kom til indkvartering. Det var byens opgave at sørge for, at soldaterne fik tag over hovedet. Dragonerne blev stuvet sammen i private hjem og i interimistiske kaserner som Lewerckhusens kaserne i Mindegade, Grarups kaserne i Mejlgade, Bauditz kaserne i Søndergade og Nisteds kaserne i en gammel toldbod.
Indtil 1864 var dragonerne byens eneste regiment, men med de Slesvigske Krige blev garnisonen i 1860’erne yderligere forøget og forholdene dermed yderligere forværret. I 1873 var Aarhus Byråd nået til den erkendelse, at grænsen var nået. Erkendelsen kom især efter stærkt pres fra Aarhus Handelsforening og rygter om krigsministeriets overvejelser om at trække militæret ud af Aarhus. Nye kaserner måtte opføres, og i årene 1875-89 blev hele tre store kaserner opført – Rytterikasernen på Vester Allé, Infanterikasernen på Høegh-Guldbergs Gade og Artillerikasernen på Langelandsgade.
Fra dragoner til cyklisteskadroner
Rytterikasernen blev ikke overraskende opført ved Ridehuset, og her flyttede Prins Frederik Ferdinands Dragonregiment, der i 1839 havde skiftet navn til 3. Dragonregiment, ind i 1870’erne. Ud over Ridehuset var der på kasernen også indkvartering, skolestald, fægtesal, foderloft, kontorer, samlings- og undervisningsrum samt officersboliger. Kasernen var dragonernes hjem indtil 1932, hvor regimentet blev lagt sammen med 5. dragonregiment og under navnet Jyske Dragonregiment blev flyttet til Randers. Kasernen på Vester Allé blev nu indtaget af et panservognskompagni, to cyklisteskadroner og to feltartilleriafdelinger fra 3. Feltartilleriregiment.
Under besættelsen var kasernen ligesom så mange andre af byens ejendomme overtaget af tyskerne, men i juni 1945 rykkede det danske militær atter ind på kasernen. Fra 1950’erne og frem blev flere regimenter flyttet væk fra byen og den 24. september 1969 kunne de sidste soldater fra Nørrejyske Artilleriregiment marchere ud af Vester Allé Kaserne. En æra var slut, og de fleste bygninger på kasernen blev nedrevet – herunder Prins Ferdinands Ridehus, der i 1899 var blevet flyttet og genopført på kaserneområdet. Flere havde ellers kæmpet for en bevaring af det gamle ridehus, men området skulle bruges til noget andet, og en flytning ville være for dyr. Også det store Ridehus og Officersbygningens fremtid var usikker. Flere mente, at de store gamle skrumler skulle rives ned, så noget nyt og mere tidssvarende kunne blive opført.
Nedrivning eller fredning?
Blandt nedrivningstilhængerne var Aarhus Kommunes stadsarkitekt Sven Pedersen og flere byrådsmedlemmer. I stedet kunne opføres en ny politistation, en udvidelse af enten rådhuset eller Brobjergskolen, underjordisk city-parkering, en ny brandstation, et kongreshus, et hotel eller et musikhus. Ja, forslagene var mange. Andre var fortalere for bevarelse. De gamle bygninger kunne benyttes til sociale gøremål som forsorgsarbejde eller ungdomsaktiviteter.
Beslutningsprocessen trak i langdrag, og i august 1974 kunne man læse i Århus Stiftstidende, at ”Borgernes skepsis over for bystyrets vilje til at gøre noget ved sagen er ved at være på sit højdepunkt.” Selvom den konservative rådmand Olaf Peder Christensen (1928-2012) udtalte ”nu er det slut med snak” og forsikrede Stiftens læsere om, at en løsning var på vej, skulle der gå mere end to år, før byrådet ved en afstemning endeligt besluttede, at de to gamle bygninger fik lov til at overleve. Otte byrådsmedlemmer stemte for en nedrivning, mens 20 medlemmer ønskede en bevaring. Bevarelsen af Ridehuset blev for alvor stadfæstet i 1979, da bygningen blev fredet.
Fredning
Af fredningssagen fra den 29. oktober 1979 fremgår det, at fredningen blev begrundet med, at bygningens kulturhistoriske værdi relaterede sig til den oprindelige funktion som ridehus, hvilket stadig kunne aflæses i den store port samt i de få og højtsiddende støbejernsvinduer, der havde ventilationsrosetter.
Den kulturhistoriske værdi knyttede sig endvidere til bygningens opførelse i historicistisk stil, der netop i perioden 1850-1910 prægede dansk arkitektur.
Ridehusets bærende fredningsværdier knyttede sig i det ydre til den afsluttede og grundmurede bygning med røde, blanke mure, detaljer i gule mursten og ubrudt, skiferbelagt heltag. Hertil kom de mange detaljer i murværket, som blændingsfelter, stik, indfatninger og gesims samt de kraftige hjørnetårne. De originale og karaktergivende bygningsdele som vinduer og døre var ligeledes en væsentlig del af bygningernes bærende fredningsværdier. Dette gjaldt også den traditionelle materialeholdning.
Ridehusets bærende fredningsværdier knyttede sig i det indre til det store, åbne rum. Til den store, ældre tagkonstruktion i kraftigt tømmer, de murede baser samt den traditionelle materialeholdning.
Arkitektonisk beskrivelse
Bygningen er ca. 50 meter lang, 22 meter bred og 13 meter høj under kippen - i et stort rum. Facaden består af røde mursten, og udsmykningerne herpå er meget enkle og består af en buefrise langs tagkanten, enkle blændinger og profilerede indfatninger samt murbuer omkring vinduer og porte. Ridehuset er kaldt en tidlig repræsentant for den arkitekturopfattelse, der benævnes den frie historicistiske periode. Bygningen er i sin helhed formet i rene klare linjer og bygningsenkeltheder, mens selve gavlen med sin arkadefrise og fint formede rosevindue i gavltrekanten bærer præg af norditaliensk inspiration. Det samme er tilfældet med de to karakteristiske og kraftige hjørnetårne.
I 1869 foretoges en forstærkning og sikring af bygningens tagkonstruktion. Efter bygningens oprindelige anvendelse som ridehus, altså eksercerplads, ophørte, fandt både den tyske værnemagt og senere det danske militær bygningen velegnet til blandt andet opbevaring af køretøjer og andet materiel. Fra 1969, hvor militæret rømmede bygningen på Vester Allé, har Ridehuset været anvendt til forskellige kulturelle formål. Fra 1995 til 2010 udgjorde det en fast ramme for aktiviteter, bl.a. afviklet af Kulturhus Århus, og nu afvikles kulturelle og kommercielle arrangementer fra en bred vifte af arrangører.
Se også
Ridehuset på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Rytterikasernen i Århus - Historie og nuværende tilstand. Bestil materiale
- Århus Stiftstidende 06.05.1825, 20.12.1833, 29.12.1976.
- Demokraten 21.9.1969.
- Trap Danmark 5. udg. Århus Amt.
- Fredningssag ved Slots- og Kulturstyrelsen
