Vejlby-Risskov Idrætscenter
Vejlby-Risskov Idrætscenter eller Vejlby/Risskov Centret, idrætsanlæg.
Vejlby-Risskov Idrætscenter er et idrætsanlæg i Risskov, beliggende på adressen Vejlby Centervej 51. Centret består af en opvisningshal, tre træningshaller, to gymnastiksale, en svømmehal, en idrætshøjskole, to springhaller, en squash- og tennishal, samt et væld af udendørs tennis- og fodboldbaner. Anlægget udgør i sin helhed Østjyllands største idrætscenter, og omfatter blandt andet Vejlby-Risskov Hallen, Vejlby Stadion og Vejlby-Risskov Svømmehal.
Centret opstod på baggrund af, at Vejlby-Risskov Hallen E/F blev stiftet af det daværende Vejlby-Risskov sogneråd og idrætsforeningerne VIK og IK Skovbakken. Den første opvisningshal blev indviet i 1969, og flere bygninger kom efterhånden til. I dag er centeret et moderne idrætscenter med en lang række tilhørende faciliteter. Blandt andet populære selskabslokaler.
Idrætshøjskolen Aarhus har til huse i centret, og herudover er der en række mødelokaler med plads til op til 300 personer. Vejlby-Risskov Hallens kursusvirksomhed, Co.camp, tilbyder desuden en lang række teamudviklingsforløb.
Baggrund
Idrætshøjskolen Aarhus blev grundlagt af Idrætsklubben Skovbakken i 1968, hvilket skabte et behov for lokaler til at huse institutionen. Samtidig var befolkningstilvækst i det nordlige Aarhus og en generel folkelig interesse i idræt begyndt at betyde at presset på Skovbakkens daværende faciliteter, Riisvangen Stadion og Annexhallen, var ved at blive for stort, så der var et behov for nyere, større faciliteter.
Den 9. juni 1968 blev der skrevet i Aarhus Stiftstidende, at bestyrelsen for Vejlby-Risskov hallen nu var samlet.
Herefter kom der fart på planlægningen til det nye idrætsanlæg i Vejlby-Risskov, og at det ville komme til at koste omkring 1,5 millioner kr. for at få bygget dette anlæg, som var tegnet af arkitektvirksomheden Friis og Moltke A/S. Direktøren for projektet, Rolf Haugstrup, sagde, at hallerne og området ikke kun skulle være for idrætsfolk, men også for områdets beboere.
I 1969 kunne man læse at byggeriet skred fremad, og at man regnede med at blive færdig til tiden. Men på trods af dette, fremad manglede projektet stadigvæk 200.000 kr. til indkøb af hal inventar, og pengene skulle gerne være samlet ind inden august 1969.
Otto Fjordside, som blev direktør for den nye Vejlby-Risskov hal, nævnte, at der allerede på dette tidspunkt kunne blive tale om at bygge endnu en hal som aflastning til den oprindelige Vejlby-Risskov hal.
Ved banerne ved Vejlby-Risskov hallerne ville der blive anlagt kunststofgræs.
Lørdag den 13. september 1969 blev hallen så indviet. Herefter kunne Idrætshøjskolen tage imod første elevhold den 1. oktober 1970.
Faciliteter
Vejlby-Risskov Hallerne er i dag 4 haller af varierende størrelse. Hal 1 er den største, hvor der er plads til 1152 tilskuere. Her spiller håndboldklubben SK Aarhus sine hjemmekampe. Desuden spiller basketballklubben Bakken Bears sine hjemmekampe i Hal 1. Ydermere har flere af Idrætsklubben Skovbakkens underafdelinger hjemme i hallerne.
Gennem tiden er det ikke bare idræt, som hallen er blevet brugt til, der er også holdt mange store koncerter. Med blandt andet Jimi Hendrix, The Who (21.09.1970), The Rolling Stones, Kiss, Pink Floyd, Deep Purple og Rainbow.
Idrætshøjskolen har til huse i centrets røde bygninger, hvor der også er kollegium for skolens elever.
Vejlby-Risskov Idrætscenter på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder og Litteratur
- Vejlby Risskov Hallen - Organisation
- Idrætsklubben Skovbakken - Om Skovbakken
- Aarhus Stiftstidende:
- 09.06.1968
- 15.08.1968
- 15.03.1969
- 20.04.1969
- 21.01.1969
- 02.05.1969
- 03.09.1969
- 12.09.1969