Århus Stiftstidende
Århus Stiftstidende blev grundlagt 1794 af den københavnskfødte bogtrykker Niels Lund. Det er Aarhus' ældste og længstlevende avis. Den udkom oprindeligt under navnet Kongelig allernaadigst priviligerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender og lagde sig efter flere variationer i 1821 fast på Aarhuus Stifts-Tidende, der i 1989 fik den nuværende form Århus Stiftstidende.
Avisen er oprindeligt grundlagt sammen med Aarhus Stiftsbogtrykkerie, der i 1920 adskiltes fra avisen som aktieselskab af daværende ejer og chefredaktør Funch Thomsen. Avisen omdannedes 1937 til aktieselskab og overgik 1972 til fondseje.
Avisen har haft flere forskellige navne [1]:
- 1794: Kongelig allernaadigst privilegerede Aarhuus Stifts Adresse-Contoirs Tidender
- 1821: Den til Forsendelse med Brevposterne Kongelig allernaadigst (alene) privilegerede Aarhuus Stifts- Tidende
- 1845: Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende
- 1871: Aarhuus Stiftstidende
- 1989: Århus Stiftstidende
Tiden op til avisens grundlæggelse
Det er uklart, præcist hvornår Niels Lund kom til Aarhus. Han var født i København 1757, i hvad der formentligt var en fattig familie, og kom tidligt i lære som bogtrykker. Siden rykkede han til provinsen, hvor han arbejdede som bogtrykkersvend i Viborg og Aalborg og endelig i 1785 gjorde sit første forsøg på at etablere sig som bogtrykker. Her indgik Lund i kompagniskab med toldforvalter og justitsråd Peter von Westen, der havde privilegium på adressekontor og trykkeri i Fredericia. Det samarbejde kom Lund snart fra med et betydeligt underskud – presset ud, som han senere selv beskrev det, af von Westen.
De dårlige erfaringer slog ikke Lund ud, og omkring to år senere søgte og modtog han, den 30. november 1787, første gang privilegium til at oprette trykkeri og adressekontor i Aarhus. Et adressekontor dækkede oprindeligt over bekendtgørelser om ledige stillinger og værelser, men inkluderede med tiden også mere regulært nyhedsmateriale, og i provinsen blev det almindeligvis oprettet i forbindelse med et trykkeri.
I en del år op til var der flere ansøgninger om privilegium på at oprette trykkeri og adressekontor i Aarhus, der på daværende tidspunkt var Danmarks eneste stiftsby uden. Ansøgninger skulle først vurderes af byens stiftsøvrighed, bestående af stiftamtmanden og biskoppen, i Aarhus, Ove Høegh-Guldberg (1731-1808) og Jørgen Hee. Efter deres vurdering sendtes ansøgningen til kongen, der traf en endelig beslutning. I Aarhus havde Høegh-Guldberg og Hee hidtil modsat sig ansøgningerne, bl.a. fordi de ikke gik på at oprette virksomhed i Aarhus, men i stedet underlægge Aarhus Stift et trykkeri og avis udgående fra andre områder af landet.
Men i 1787 blev Niels Lunds ansøgning modtaget med velvilje, og med stiftsøvrighedens anbefaling blev den sendt videre til kongen. Med til anbefalingen hørte dog et ønske om, at privilegiet skulle udstedes med en frist på et år for oprettelse af trykkeri og avis. Den var Lund ikke i stand til at indfri. Han var stadig ved at komme sig økonomisk efter forsøget i Fredericia, og han lykkedes ikke med at organisere et lån til formålet.
I de følgende år måtte Niels Lund derfor igen ernære sig som bogtrykkersvend. Men han havde ikke glemt Aarhus, og i 1792 gik han atter på jagt efter finansiering. Den fandt han hos Ove Høegh-Guldberg, der havde vist sig positivt stillet ved den første ansøgning i 1787, og biskop Hector Frederik Janson (1737-1805). Med i sin forespørgsel sendte Lund en række anbefalinger fra tidligere arbejdsgivere og udlejere, der bevidnede hans ærlige karakter, samt et grundigt overslag over udgifter, som han forventede ville beløbe sig til 900-1000 rigsdaler. Selv forhørte de to långivere sig til gengæld om Lunds ægteskabelige status – han var gift – og hvorvidt han havde gæld: det havde han, 216 rigsdaler, men långiveren, kammerherre Christian Rosenørn Teilmann, var indstillet på at vente.
Før arbejdet kunne begynde, skulle privilegiet dog fornyes. Det har Niels Lund nok set som en rent formel sag, for han kunne jo stole på stiftsøvrighedens anbefaling, eftersom de selv finansierede. Det nye privilegium blev udstedt 12. april 1793 – efter Lund, på baggrund af sin fattigdom, havde fået nedsat gebyret fra 24 rigsdaler til 4. Som en tilføjelse, i forhold til det ældre privilegium, anførtes desuden, at Lund havde pligt til at indrykke diverse bekendtgørelser fra kongelige embedsmænd og stiftets borgere gratis.
I løbet af sommeren 1793 gik Lund i gang med at anskaffe udstyr, og i september købte han en gård i Mejlgade. I alt kom oprettelsen af trykkeriet til at koste 1322 rigsdaler, men så kunne Lund også endelig, d. 3. januar 1794, sende første nummer på gaden.
Avisen i Niels Lunds tid 1794-1812
Fredag d. 3. januar 1794 udkom avisen første gang, på fire sider i kvart format. Prisen var sat til 1 rigsdaler årligt for indenbys abonnenter, mere for udenbys pga. portoafgifter. Den udkom to gange ugentligt, inden længe tre gange ugentligt, og fra 1811 fire gange ugentligt, hvad der dog måtte sættes ned til tre igen i 1813.
Begyndelsen af 1800-tallet var generelt hårde tider for bladene pga. udbredt økonomisk krise og prisstigninger. Reklameindtægterne var endnu små, og mange af de nyheder, private kunne være interesserede i at oplyse til offentligheden, havde Lund alligevel pligt til at trykke vederlagsfrit. Det var både godt og skidt for avisens omsætning, for på den ene side måtte Lund åbne spalterne uden honorar; på den anden side var det med til at sikre efterspørgslen, at avisen på den måde kom til at fungere som det officielle organ for lokale oplysninger om ejendomshandler o.lign., bekendtgørelse af nye love og forordninger.
Selvom Lund forsøgte sig med flere forskellige tidsskrifter og en lang række småudgivelser og pamfletter – de første bl.a. af litterær karakter, de andre først og fremmest prædikener og sange - var det primært avisen, der leverede indtægtsgrundlaget. Den bestod hovedsageligt af aftryk af de københavnske blade og lidt oversættelse fra Hamborgaviser. Det lokale stof var indskrænket til nogle få og kortfattede meddelelser om indtrufne begivenheder og rent praktiske oplysninger.
Dette var i tråd med provinsens andre blade, og i det hele taget kunne det være svært, og risikabelt, at udgive aviser. 1770 havde Struensee godt nok hævet pressecensuren, men fra napoleonskrigenes udbrud 1799 strammedes den igen om det udenrigspolitiske stof, der ellers var stor efterspørgsel på i tiden efter Den Franske Revolution 1789. Der blev udstedt forbud mod rygter, uneutrale ytringer og informationer, der kunne være fjenden behjælpelig, og dødsstraffen for de groveste forseelser, som opfordring til oprør, blev genindført. Fra 1810 måtte udenrigspolitiske nyheder kun bringes af aviser med et særligt privilegium, der kunne fratages dem ved fejlgreb, og desuden blev de pålagt særlig censur. Det privilegium blev forbeholdt fem af landets stiftstidender - herunder Aarhus’ - samt tre provinsblade og tre københavnske blade.
Avisen skifter ejer
Trykkeri og avis flyttede adresse to gange under Lund: første gang 1801, til en ny og større gård i Mejlgade, og i 1811 til Studsgade. Umiddelbart efter flytningen til Studsgade må Lund have besluttet at det var på tide at finde en afløser. Samme år indledte han forhandlinger med den unge Adolph Frederik Elmquist (1788-1868), der netop havde åbnet byens første boghandel. De to må være kommet godt overens, og samme år overtog Elmquist bestyrelsen af trykkeriet og begyndte at redigere avisen sammen med Lund. Året efter, i maj 1812, ansøgte Elmquist om overtagelse af Lunds privilegium på Aarhuus Stiftsbogtrykkerie og Adresse-Kontor.
Med ansøgningen fulgte bl.a. en udtalelse fra Lund om, at han ”som en gammel og svagelig Mand” havde overdraget Elmquist driften. På det tidspunkt havde de to allerede truffet aftale om overdragelsen, der blev bestemt til en pris af 5000 rigsdaler samt 1000 rigsdaler årligt til Lund indtil hans død.
Avisen under A. F. Elmquist 1812-1863
Adolph Friedrich Elmquist var søn af en indvandret svensk skomager og blev født 1788 i København. Han arbejdede en tid som skriver i Rentekammeret i København og deltog i forsvaret af byen under den engelske belejring i 1807. Efter en tid at have arbejdet som embedsmand gik han i lære hos boghandler J. H. Schubote, hvorefter han søgte til Aarhus.
Her kastede Elmquist sig straks over forretningerne, og han virkede i de næste år med meget stor energi og ved mange forskellige projekter i sin nye hjemby: 1811 oprettede han byens første egentlige boghandel, der desuden solgte et bredt udvalg af kobberstik, skriveredskaber, papir og noder og med tiden også forskellige instrumenter. Hertil kom oprettelsen af et lejebibliotek, som Elmquist flittigt averterede for i avisen, og som han i 1817 solgte videre for 1000 specier.
Efter to år i Mejlgade 48 rykkede han 1816 hele foretagendet – bogtrykkeri, lejebibliotek og boghandel - til Mejlgade 64. Den unge Elmquist havde travlt, og han ser i perioden ud til at have lagt det meste af sin energi uden for trykkeriet. Således var det kommet i dårlig stand da han i 1819 ansatte den erfarne typograf S. Warberg, og denne gennemførte samme år en større restaurering af trykkeriet. Fra Warberg selv ved vi, at restaureringen skete med opbakning fra Niels Lund, der altså endnu i den tid har haft sin gang i trykkeriet.
Avisen vokser
Foruden sin bogtrykkervirksomhed virkede Elmquist som udgiver af forskellige blade, herunder det litterære tidsskrift Læsefrugter, der udkom i i alt 66 bind i perioderne 1818-1833 og 1839-1840. Det blev en betydelig succes med over 500 abonnenter, og foruden tysk litteratur, oversat af Elmquist selv, bragte tidsskriftet værker af Oehlenschläger, Ingemann, H.C. Andersen og specielt St.St. Blicher, der fik flere af sine første noveller trykt i bladet.
Det var dog stadigvæk avisen, der udgjorde trykkeriets økonomiske basis. Fra 400 abonnenter ved overtagelsen 1812 var antallet i 1824 vokset til 1500 og det til trods for, at privilegiet i 1810, med åbningen af Randers Avis, var indskrænket – hvad det yderligere blev med åbningen af Vejle Amts Avis 1828.
Trods den forøgede konkurrence forblev avisen populær. Først og fremmest havde Elmquist sans for at skaffe underholdende materiale, ligesom faste underretninger fra København øgede avisens nyhedsværdi. Efterhånden fik Stiftstidende således status som den mest udbredte af provinsens aviser, dog stadig væsentligt mindre end de to førende københavnske aviser, Berlingske Tidende og Adresseavisen. Elmquist fik i 1830 desuden den ære at se sit trykkeri omtalt i udgivelsen Provincial-Lexicon over Danmark som ”et stort Bogtrykkerie, udentvivl det betydeligste i Jylland”. (Sejr, s. 101)
Monopolet udfordres
I 1840 blev den første ansøgning om bevilling til at oprette yderligere et bogtrykkeri i Aarhus indsendt til forvaltningen i København. Bag den stod Mads Bjørn Falkenberg, der selv var udlært som typograf ved Elmquists trykkeri. Ansøgningen, der lagde vægt på byens seneste vækst, måtte imidlertid først godkendes i Aarhus borgerrepræsentation. Her var medlemmerne ikke overbeviste om, at byen på det tidspunkt kunne opretholde endnu et trykkeri, hvorfor ansøgningen afvistes.
Nu synes portene imidlertid at have åbnet sig, og i de følgende år indsendtes flere ansøgninger – af Falkenberg og andre. Samtidig ser der ud til at være opstået en begyndende irritation i byen, over hvad man opfatter som Elmquists udnyttelse af sit bogtrykkermonopol. Det kommer til udtryk i ansøgningerne, der bl.a. fremhæver Elmquists store formue, og i borgerrepræsentationen, hvor flere medlemmer beklager sig over det, der opfattes som bogtrykkeriets urimeligt høje priser.
Endelig i januar 1846 åbnedes et nyt stentrykkeri af typograf Magnus Heymann. Stentrykkerierne kræver ikke privilegium, og inden længe begyndte Heymann at udsende en række mindre tryksager derfra. Samtidig kæmpede Elmquist imod udstedelsen af nye privilegier: Han afviste påstandene om, at han havde flere bestillinger end han kunne nå at ekspedere, og fremhævede stentrykkeriets konkurrence og en deraf faldende ordremængde. Lige lidt hjalp det: Magistraten og borgerrepræsentationen havde fået nok af Elmquist, der bl.a. anklagedes for en ”overdreven Hang til Penge”. (Sejr, s. 132)
Måske var der faktisk noget om det: Det er i hvert fald ikke den eneste gang, Elmquist er beskrevet som en mand, der værnede om sine pengesager. Hans brud med St.St. Blicher sidst i 1820’erne synes at have været, i hvert fald delvist, forårsaget af uenighed om Blichers honorar, og Elmquist skal også have været kendt for altid at udsætte betalingen af f.eks. håndværkere så længe som muligt.
Hvorom alting er, blev Elmquist en velhavende mand. Avisen var en succes, og i løbet af 1840’erne nåede annonceindtægterne op på over 3000 rigsdaler årligt, for i 1850’erne at nå over 4000. I 1860’erne var Elmquist en af byens største skattebidragere.
A. F. Elmquists sidste år
Selvom Elmquists formue voksede, fulgte avisen kun dårligt med tidens udvikling på området. Den levede ikke rigtig op til de nye standarder, der begyndte at gøre sig gældende for nyhedsformidlingen på landets aviser, og stoffet bestod stadig af forholdsvis korte referater af andre avisers dækning.
Modsat tendensen var avisen stort set uden politisk stof - den var partipolitisk neutral, om end klart konservativ, hvad der stemte overens med Elmquists opfattelse af provinsbladenes opgave. Den formulerer han i 1862, i anledning af sit eget 50-års jubilæum på avisen: ”Provindsbladene i Almindelighed have en fra hovedstadens store Blade til deels forskjellig Opgave. Det er nemlig, mener jeg, ikke saa meget deres sag just at lede den Offentlige Mening som at referere Begivenheder og de dertil knyttede Tilstande, ei heller har jeg nogensinde kunnet beqvemme mig til at giøre Aarhuus Stiftstidende til et partiblad, men stedse holdt paa, at forskjellige, ja modsatte Anskuelser og Meninger kunne faa Adgang til deri at udtale sig.” (E. Sejr s. 153)
H. F. Elmquist og Karen Elmquist 1867-1889
I 1867 overlod A.F. Elmquist avisen til sin søn Harald Fridleif Gudmans Elmquist. I modsætning til sin far blev H.F. Elmquists arbejde ved avisen relativt kort: 20. august 1883 døde han 65 år gammel, efter i 16 år at have varetaget avis og trykkeri.
I Århus Stiftstidendes historie er det en periode uden stor udvikling. Avisens oplag holdt sig konstant omkring 3000, men udfordredes fra 1866 af oprettelsen af Aarhus Amtstidende. Den nye avis fik hurtigt opbakning fra oplandets bønder og tidens voksende bondebevægelse, der længe havde savnet et politisk talerør i Aarhus. Fra slutningen af 1860’erne var der ellers blevet forsøgt rettet op på Stiftens svage politiske profil, navnlig ved ansættelsen af folketingsmedlem for Højre (1861-73) Johannes Magnus Mørk (1827-1889). Ved sin udtrædelse af Folketinget 1873 overtog han posten som ansvarshavende redaktør, hvor han fortsatte indtil april 1889.
Ligeledes var den sideløbende bogtrykkerivirksomhed udsat for hård lokal konkurrence, og arbejdsopgaverne synes i perioden at have været yderst begrænsede her. Som den eneste undtagelse var et omfattende trykkearbejde for De danske Statsbaner, der i 1880’erne kom til at udgøre langt den største post i trykkeriet.
Ved H.F. Elmquists død overtog hans kone Karen Elmquist avis og trykkeri. Hun var energisk, men hendes arbejde er siden blevet karakteriseret som impulsivt og manglende en fast linje. Indtil 1890 drev hun avis og trykkeri videre uden de store ændringer.
Theodor Julius Funch Thomsen overtager 1889-1920
11. august 1890 underskrev Karen Elmquist og Theodor Funch Thomsen en kontrakt om sidstnævntes forpagtning af avis og trykkeri, gældende for de næste 12 år. Efter en stagnationsperiode under H. F. og Karen Elmquist skulle perioden under Funch Thomsens lederskab, i lighed med A. F. Elmquists, vise sig at blive en ny blomstringsperiode for Aarhus Stiftstidende og Stiftsbogtrykkerie.
Funch Thomsen var født i Slagelse 6. april 1859, men siden rykket til Aarhus. Her arbejdede han 1878-80 som journalist ved den konkurrerende Aarhus-avis Jyllands-Posten, grundlagt 1871. Allerede i tiden efter A. F. Elmquists død i 1883, ved vi, at Funch Thomsen har gået med tanker om at overtage Aarhuus Stiftstidende: han skal her have opsøgt Karen Elmquist og forhørt sig om muligheden for at købe virksomheden, hvad hun ved den lejlighed afviste.
Da muligheden for finansiering viste sig i 1888, kontaktede han sammen med en forretningspartner igen Karen Elmquist, denne gang igennem sin sagfører. Købet var lige ved at gå igennem – prisen var sat til 425.000 kr., hvoraf 100.000 skulle betales straks – men da Karen Elmquist, ved de sidste forhandlinger, forhøjede prisen med 25.000 kr., måtte Funch Thomsen og kompagnon afslå.
Dermed var den afgørende kontakt mellem Karen Elmquist og Funch Thomsen dog skabt. Ifølge Emanuel Jensen Sejr (1891-1980) var hun blevet så indtaget af den energiske unge mand, at hun tilbød at ansætte ham som redaktør. Funch Thomsen accepterede - på den betingelse, at der skulle anskaffes nye maskiner til trykkeriet, trykkerilokalerne udvides og avisens format laves om. 1. april 1889 afløste Funch Thomsen så J. M. Mørk som redaktør.
Resultatet af de nye kræfter udeblev ikke: I løbet af det næste år steg abonnements- og annonceindtægterne til det højeste siden H. F. Almquists død. Det var nok medvirkende til, at Funch Thomsen året efter, 11. august 1890, kunne indgå en 12-årig aftale om forpagtning af hele forretningen. Hermed overtog han redaktion og drift, mod en forpagtningsafgift til Karen Elmquist på årligt 24.000 kr. for avisen, og en varierende sats af 4-6000 kr. for trykkeriet, afhængigt af indtægterne. Funch Thomsen forpligtede sig til ikke uden Karen Elmquists samtykke at ændre udgivelsesmåde, format (”særligt ogsaa den nuværende Titel og Titelbillede”) og abonnements- og avertissementspris ”i nogen væsentlig Henseende”. (E. Sejr, tillæg nr. 55, s. 285ff.) Til gengæld opnåede han forkøbsret til foretagendet, hvis Karen Elmquist skulle beslutte sig for at sælge.
Forpagtningen forløb problemfrit, og i 1904 indgik de to endelig aftale om salg for i alt 75.000 kr., et årligt beløb på 24.000 kr. indtil Karen Elmquists død og ved denne 100.000 kr. til hendes bo eller arvinger. Karen Elmquist døde 28. juli 1908.
Helt fra begyndelsen af Funch Thomsens forpagtning kom der skub i udviklingen af avis og trykkeri. Avisens opsætning blev fornyet, der kom mere fokus på det lokale og almene nyhedsstof, og der blev tilføjet en borgerlig, polemisk kant, der ikke tidligere var set. Særligt i løbet af 1890’erne lykkedes det desuden at udvide trykkeriets ordremængde meget betydeligt.
Den voksende succes betød et behov for nye og større lokaler, og i 1900 flyttede både avisredaktion og trykkeri til 'Emilienborg', Mejlgade 11, ved Bispetorv. Her var der plads til det hele: i stuen trykkeri og ekspedition, 1. sal sætteri og redaktion, 2. sal stentrykkeri, og 3. sal bogbinderi. Her residerede Aarhuus Stiftstidende og Stiftsbogtrykkerie indtil 1915, hvor pladsen atter blev for trang. Da overtog og ombyggede man Polyhymnias gamle klubbygning i Kannikegade, lige over for Aarhus Teater.
Avis og trykkeri adskilles
I 1920, tre år før sin død, gennemførte Funch Thomsen en adskillelse af Aarhus Stiftstidende og Aarhus Stiftsbogtrykkerie, der siden 1794 havde fungeret sammen. Dermed blev trykkeriet udskilt som særskilt aktieselskab under ledelse af Funch Thomsens søn, Th. Funch Thomsen, jr., og Aarhuus Stiftstidende blev solgt til den daværende redaktionssekretær, og derefter medredaktør, Louis Schmidt. Den endelige adskillelse skete 1. januar 1927, hvor Schmidt overtog ejendommen i Kannikegade samt avissætteri og –trykkeri.
Endnu delte de to virksomheder dog adresse; avisen som ejer, trykkeriet som lejer. Det fortsatte de med indtil 1937, hvor trykkeriet flyttede til en nyopført bygning på Åboulevarden.
Louis Schmidt
Da Louis Schmidt købte avisen for 1,2 millioner kr. i 1920, havde han allerede arbejdet ved avisen 12 år. Han var en ambitiøs mand, der hele livet havde arbejdet i avisbranchen - som avisbud, typograf, journalist og nu altså redaktør - og han ønskede at fortsætte avisens udvidelse. Til det formål nedtonede Louis Schmidt den politiske vinkling: Han ville bringe avisen i øjenhøjde med aarhusianerne, og han fokuserede på de lokale og menneskelige historier.
Århus Stiftstidende blev en moderne avis, og efter i begyndelsen af 1900-tallet at have ligget under Demokraten steg oplagstallet støt igennem hele mellemkrigsperioden. Fra et oplag på 11.000 aviser i 1920 var det næsten firedoblet til 42.000 i 1950, og dermed stod Århus Stiftstidende igen som byens største.
Overgang til fondseje
Efter Louis Schmidts død i 1952 fortsatte hans søn Erik Schmidt (1912-1983) udviklingen. I 1978 toppede oplaget med 78.000 i hverdage, og søndage knap 100.000. Erik Schmidt overdrog på sin 60 års-fødselsdag 3. december 1972 Aarhuus Stiftstidende til en fond, Aarhuus Stiftstidendes Fond. Fonden havde derefter ejerskabet af avisen. 1. januar 1998 solgte Fonden 35 procent til det Berlingske Officin og i 2000 yderligere aktier, så det Berlingske Officin kom til at eje samlet 90 procent. Siden er de sidste 10 procent også overgået til Officinet. Jysk Fynske Medier overtog Århus Stiftstidende den 1. januar 2016.
Den 24. august 1989 foretoges det brede navneskifte fra "Aarhuus Stiftstidende" til "Århus Stiftstidende". Avisens navn skulle nu staves med Å. Bogstavet Å havde entreret det danske sprog officielt i 1948, og med "lettere forsinkelse" besluttedes det altså at benytte det dansk sprogs nyeste bogstav i avisnavnet fra sensommeren 1989. Man lavede simpelthen avisen om forlød det, men ikke for at gøre avisen smukkere, men for at tage hensyn til læseren. Det skulle gøres lettere at læse avisen.
I 2011 besluttedes det fra officielt hold i kommunen at Aarhus igen skulle staves med dobbelt a, men over 10 år senere havde Århus Stiftstidende stadig ikke fulgt trop - og havde i stedet bibeholdt det skandinaviske bolle-å.
Udflytning og tilbage til centrum
I Erik Schmidts tid havde avisen bredt sig langt ud over rammerne af huset i Kannikegade og havde nu hjemme i en halv snes bygninger i den umiddelbare nærhed og på begge sider af Åboulevarden.
Sidst i 1980’erne var pladsen i midtbyen definitivt blevet for trang, og efter næsten 200 år i området omkring Domkirken flyttede hele avisen i 1989 til Skejby. Her havde man fået opført et nyt bladhus på 14.500 kvadratmeter.
Den 1. juli 2005 flyttede Århus Stiftstidende tilbage til centrum i et nyt bladhus på Banegårdspladsen.
Historiske lokationer på Århus Stiftstidende i Aarhus
Avisens oplag gennem tiden
| År | Oplag | Søndagsoplag |
|---|---|---|
| 1812 | ca. 400 | |
| 1824 | 1500 | |
| 1840 | 2800 | |
| 1860 | 3000 | |
| 1870 | 3200 | |
| 1880 | 3000 | |
| 1890 | 3800 | |
| 1895 | 4700 | |
| 1901 | 6300 | |
| 1906 | 6800 | |
| 1910 | 7300 | |
| 1913 | 8600 | |
| 1916 | 9400 | |
| 1920 | 11.300 | |
| 1925 | 12.600 | |
| 1930 | 17.600 | |
| 1935 | 22.000 | |
| 1941 | 27.600 | |
| 1945 | 37.100 | 49.500 |
| 1953 | 44.100 | 72.700 |
| 1958 | 48.500 | 81.900 |
| 1963 | 56.600 | 89.500 |
| 1968 | 65.100 | 92.100 |
| 1973 | 67.800 | 96.000 |
| 1978 | 74.000 | 98.000 |
| 1983 | 69.000 | 90.800 |
| 1988 | 71.300 | 89.300 |
| 2007 | 31.000 | 42.000 |
| 2009 | 24.000 | 31.000 |
| 2011 | 20.000 | 25.000 |
| 2013 | 16.000 | 19.000 |
Litteratur
- Aarhuus Stiftstidende Hundrede og Halvtreds Aar 1794-1944
- Aarhuus Stiftstidende jubilæums magasin 175 år
- De danske aviser 1634-1989, Jette Søllinge og Niels Thomsen
- Emanuel Sejr, Arhuus Stiftsbogtrykkerie, Aarhus, 1937
- Århus Stiftstidende 200 år
- Om Århus Stiftstidende på De Danske Aviser
- Danmarks Statistik
- | Århus Stiftstidende
- Aarhus Stiftstidende. Århus får ny avis i morgen. 23-08-1989.
Noter
- ↑ De danske aviser (link august 2018)
