Bispetorvet
Bispetorvet, beliggende mellem Aarhus Domkirke, Kannikegade, Skolegade og Skt. Clemens Torv, er som forsamlingsplads og torv af nyere oprindelse. Først fra tiden efter Første Verdenskrig har torvet eksisteret i sin nuværende form – nemlig efter Aarhus Domkirke blev fritlagt. Området, hvorpå pladsen befinder sig, har således langt tilbage til den katolske tid været bebygget med huse, som havde tilknytning til kirken. Flere af disse huse var såkaldte kannikegårde, der lå langs Kannikegade, mens der omtrent midt på det nuværende Bispetorv lå et anseeligt stenhus – Kapitelhuset – som efter reformationen blev omdannet til Bispegård med en stor have og hegnsmure ud mod Kannikegade og Skolegade.
Schweizercafeen, byens mødested
Af hensyn til torvehandelen samt med et ønske om at fritlægge Domkirken havde Aarhus Byråd længe ønsket sig at købe den gamle bispegård til nedrivning. Daværende biskop Gerhard Peter Brammer (1801-1884) modsatte sig, og først efter dennes afgang i 1881 lykkedes det at købe ejendommen, hvorefter den sammen med et par andre ejendomme blev nedrevet.
Tilbage stod der mellem Skt. Clemens Torv og det nye Bispetorvet en karré, hvor Johan Rozzi havde tidens berømte og hyggelige Café Rozzi – omtrent der hvor bronzestatuen af Christian 10. i dag står.
I caféen, som blev samlingspunkt for journalister, latinskolelærere og aarhusianere i øvrigt, kunne man se nogle af byens kendte ansigter som Hans Broge og svigersønnen Otto Mønsted drikke deres formiddagskaffe og på lune sommeraftener tillige skuespillerne fra Aarhus Teater løbe fra regningen, når teatrets portner ringede over for at minde dem om, at de skulle på scenen. I det hele taget gik det lystigt for sig i området i 1800-tallet. Særligt i Kannikegade lå der danserestauranter, klubber, caféer og det gamle Aarhus Teater, »Svedekassen«.
Nyt teater
Det temmelig kummerlige »Svedekassen« blev indviet i 1816 og af dets ejer Sophus Birck stillet til rådighed for de mange turnerende selskaber. Men på grund af dårlige isolations- og udluftningsforhold fik teatret hurtigt tilnavnet »Svedekassen«. Teatret var desuden kendt som en brandfælde og blev i flere aviser kaldt Danmarks værste provinsteater.
Det var derfor ikke mærkeligt, at aarhusianerne ønskede sig et tidssvarende teater, og i 1898 blev grundstenen lagt til det nye teater på Bispetorv. I 1900 kunne teatret indvies. Utroligt nok havde arkitekten Hack Kampmann glemt at lave skuespillergarderobe, hvorfor man i al hast måtte købe en naboejendom i Kannikegade og forbinde de to bygninger ved en overdækket hængebro.
En forlist plan
I tiden op til den endelige fritlæggelse af torvet i 1916-21 opkøbte Jydsk Andels-Foderstofforretning i 1915 husrækken mellem Skt. Clemens Torv og Bispetorvet og rev bygningerne ned for at opføre et kontorhus, der skulle være andelsbevægelsens nye hovedsæde. Det skulle vise sig at være et kæmpepalads med tårne og spir, tegnet af arkitekten bag Landsudstillingen i Aarhus, Anton Rosen. Selvom projektet var spændende, var det kontroversielt og mødte store protester fra byens borgerskab, som nødigt så andelsbevægelsen sætte sig på byens nye torv. Særligt planen om at forbinde huset og Domkirken med en murstensbue blev for meget for aarhusianerne.
I byrådet var man dog også betænkelige, og man tilbød at købe grundene på Bispetorvet for 450.000 kr., heraf tegnede private sig for 300.000 kr. Andelsselskabernes bestyrelse afslog tilbuddet, og da byggearbejdet blev udbudt i licitation, syntes alt håb ude. Det skulle imidlertid vise sig, at andelsselskaberne var villige til at opgive byggeplanerne, da prisen på byggematerialer var steget kolossalt. Der krævedes 900.000 kr., hvoraf byrådet kunne stille 425.000 kr. og Aarhus Privatbank 275.000 kr. Der skulle altså indsamles 200.000 kr. Store og små bidrag indkom i et hastigt tempo, og glæden var stor, da indsamlingen passerede de 200.000 kr.
Frilæggelsen af Bispetorv
Efter at man havde frigjort Bispetorvet for bebyggelse, var det hensigten at området skulle ”ordnes saa smukt som muligt”. For at opnå dette udskrev Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse, på vegne af byrådet, en konkurrence, hvor nogle af landets kyndigste arkitekter kunne komme med bud på, hvordan Bispetorvet og de omkringliggende gader bedst kunne ordnes.
Til at dømme i konkurrencen blev udpeget udvalget samt Hack Kampmann og havearkitekt Erstad-Jørgensen. Yderligere grossererne Louis Hammerich og Christian Kampmann samt stadsingeniør Oscar Jørgensen. Den 8. marts 1918 blev vinderen af konkurrencen fundet blandt de 39 indsendte forslag. Vinderne var Thomas Havning og Holger Mundt, mens 2. og 3. pladsen blev delt mellem forslaget fra arkitekt Sv. Risom og havearkitekt J.P. Andersen, og forslaget fra arkitekt Axel Johannes Høeg-Hansen (1877-1947) og billedhugger Utzon Frank.
Efter konkurrencen henvendte man sig til vinderne, der i samarbejde med arkitekt Kühnel skulle udforme et forslag til udførelse på baggrund af de tre vindende forslag. Selvom planen forholdsvist hurtigt lå klar, gik der yderligere tre år, inden man kunne gå i gang med fritlæggelsen. Dette skyldes for det første, at Yhrs ejendomme først ville tilkomme Aarhus Kommune på et tidspunkt, han selv valgte, dog senest den 1. juli 1921. For det andet, at man ikke havde råd til at udføre projektet og derfor diskuterede, om man blot skulle nedrive ejendommene, fylde hullet og jævne torvet.
Ved byrådsmødet den 18. august 1921 fremlagde Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse et løsningsforslag, der ved samme møde enstemmigt vedtoges af byrådet. Det ville i alt koste 275.000 kr. at gennemføre planen, heraf skulle Borgerkomiteen skaffe de 100.000 kr., Domkirken ville bidrage med 25.000 kr. og kommunen med de resterende 150.000 kr. Det var dog noget mere end de 60.000 kr. byrådet regnede med at kunne klare en opfyldning og udjævning af torvet for. Derfor gav Privatbanken et tilbud, der betød, at det ikke blev dyrere at låne de 150.000 kr., end hvis byen skulle låne 80.000 kr., og som derfor kun lå 20.000 kr. over mindsteprisen. Samtidig udgjorde mindst 175.000 kr. af planen ren arbejdsløn, og man kunne derved skabe arbejdspladser til at afhjælpe den arbejdsløshed, som prægede Danmark i starten af 1920’erne.
Den endelig plan
Torvet kom efterfølgende til at se nogenlunde ud, som det gør i dag. Det betød en sænkning af arealet omkring Domkirken, som fritlagde soklen. Det drejede sig om en sænkning ved kirken på ca. en meter, en sænkning ved Kannikegade på ca. 1,4 meter og ved Skt. Clemens Torv på ca. 0,8 meter, hvilket gav ca. 5000 m2 torveplads. Til støttemurene rundt om torvet ønskedes sandsten, hvilket dog ville give en merpris på ca. 30.000 kr. i forhold til det billigere, men dog acceptable forslag om pudsning og kalkning af murene. Det endte dog med, at murene blev opmuret i gule teglsten og siden dækket af Cotta-sandsten fra området omkring Dresden.
I dag fremtræder området omkring Bispetorvet nogenlunde, som det gjorde for snart 100 år siden, selvom tiden har sat sine spor, og torvet er blevet renoveret. Senest i 2007, hvor de gamle sandsten på støttemurene blev udskiftet. Man kan dog stadig se enkelte af de gamle sten; de er blevet genanvendt og samlet et sted på muren. Ligesom man i dag kan se et dinosaurfodspor aftrykt i sandsten indmuret i torvets vestlige ende.
Nye planer fremlægges
I 2009 vedtog byrådet en modernisering af torvet. For at få idéer til fremtidig brug og indretning af torvet havde der været afholdt to idekonkurrencer: 1. idékonkurrence omhandlede idéer til benyttelsen af torvet. Vinderforslaget blev en idé om, at Bispetorvet skulle opleves som ”byens hjerte”. Et torv, hvor beboere og besøgende naturligt søgte hen. Et torv, der kunne bruges til sociale og kommercielle arrangementer, handelsdage samt arrangementer i forbindelse med den årlige Festuge. 2. idékonkurrence gik på den fysiske udformning af torvet under hensyntagen til idéerne fra 1. idékonkurrence. Vinderne havde tre visioner.
Teknik og Miljø foreslog overordnet, at Bispetorvet, Teatergaden og en del af Kannikegade skulle renoveres efter principperne i vinderforslaget, dog ikke det hele på en gang. Derfor blev det vedtaget at renovere torvet og gennemføre arkæologiske undersøgelser samt nedlægge 122 parkeringspladser. Men trapperne fra Sct. Clemens Torv til Bispetorvet bibeholdes i den nuværende form, og rytterstatuen af Kong Christian 10. skulle ikke flyttes, før man besluttede at opføre agoraen - overdækningen, som er en del af vision 2. Vision 3 omhandlede etablering af et 27 meter højt udkigstårn, ”Himmeltrappen”. Teknik og Miljø foreslog, at dette ligeledes udsattes, hvilket byrådet tiltrådte. (Kilde: Byrådsarkivet).
Bispetorvet på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Århus - Dengang og nu, bind 1,red. Vagn Dybdahl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1971
- Århus - Dengang og nu, bind 2,red. Vagn Dybdahl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1972
- Gamle Århusgader, bind 1, Emanuel Sejr, Århus Byhistoriske Udvalg, Universitetsforlaget i Aarhus, 1960
- Århus – Byens historie 1870-1945, bind 3, red. Ib Gejl, Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
- Som Århus morede sig, Bernhardt Jensen, Århus Byhistoriske udvalg, Universitetsforlager i Aarhus, 1966
- Aarhus Stiftstidende, 28.maj 1916
- Aarhus Byråd mødereferater
- Frederik Lausens arkiv v. Rigsarkivet i Aarhus
