Vor Frue Kirke

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Vor Frue Kirke.
Fotograf: Joseph Ludvig Kjær, ca. 1898, Den Gamle Bys billedsamling.
Plantegning af Vor Frue kloster og kirke omkring 1858, før fundet af krypten.
J.P.Trap: Statistisk-Topografisk Beskrivelse af Kongeriget Danmark, 1. udgave 1858-60.

Vor Frue Kirke er beliggende i Vestergade i sydfløjen af det firfløjede klosteranlæg. Klosterbygningen og kirken er arkitektonisk tæt forbundet, ligesom de to institutioners lange historie væver sig ind i hinanden.

I dag fungerer Vor Frue Kirke som almindelig sognekirke, og klosterbygningerne er indrettet som ældreboliger.

Domkirke og kloster

Indtil omkring 1240 lå på stedet Aarhus' tidligere domkirke, Skt. Nicolai Domkirke. Da Dominikaner-ordenen - også kaldet Sortebrødrene - på denne tid overtog kirken, rev de det meste af den ned og byggede i stedet en ny kirke, der sammen med opførelsen af tre klosterbygninger de følgende par hundrede år kom til at danne ramme om en firkantet klostergård.

Kirken og klosteret fungerede i denne periode i tæt sammenhæng med hinanden; klosterbrødrene varetog de kirkelig handlinger og oppebar tillige en velgørenhedsvirksomhed i klosteret. Bygningsprojekterne, der også kommer til at indeholde en ombygning af koret og opførelsen af et sideskib, fandt sted i teglsten, hvilket dominikanerne var nogle af de første til at finde anvendelse for.

Sognekirke

Under optakten til reformationen i 1536 blev en række katolske munkeordener fordrevet fra Danmark. Dominikanerne forlod således klosteret i Aarhus i 1530. Herefter fungerede kirken, nu under navnet Vor Frue, som almindelig sognekirke, mens klosteret i 1541, på Christian III’s befaling, igen blev indrettet som hospital. Senere fungerede bygningerne som boliger til byens fattige, og var hermed en del af byens fattigvæsen, indtil opførelsen af fattiggården i 1870, men i dag er de indrettet som ældreboliger.

Klosterkompleksets arkitektur er en særskilt historie. Romansk og gotisk arkitektur ses side om side. Således er tårnet fra senmiddelalderen, men menes ændret i 1600-tallet, hvor det fik sit karakteristiske løgformede spir med lanterne. Altertavlen i Vor Frue Kirke er sengotisk, og i klosterkirken findes et nyt vindue med et glasmaleri af Per Kirkeby. I forbindelse med en restaurering i år 2000, kom der en ny prædikestol og døbefont til.

I 1967 overtog Vor Frue Sogns menighedsråd kirken, hvor der nu afholdes gudstjenester med adgang for alle interesserede.

Krypten under Vor Frue og klosterets tidligste historie

I 1955 stødte man på noget enestående under gulvet i Vor Frue Kirke i forbindelse med den restaurering, der var påbegyndt året før. Årets vigtigste arkitektoniske fund, blev det kaldt. Det var resterne af Aarhus’ første domkirkes gamle krypt, opført engang i de sidste årtier af 1000-tallet. Dengang var det byens første stenkirke, og i dag er det byens ældste rum. Da man i 1955 genopdagede den knap 900 år gamle krypt under Vor Frue kirke, havde man i nogle årtier været opmærksom på, at korets gulv muligvis gemte på en overraskelse. I klostergården, på kirkens nordside, havde man således fundet en tilmuret dør, der tilsyneladende førte ned under koret, og på sydsiden havde fjernelsen af vildvin og efeu afsløret tre tilmurede vinduer i jordhøjde.

Udgravning af krypten under Vor Frue Kirke.
Fotograf: Børge Andre Venge, 1957, Aarhus Stadsarkiv.

I Danmark kendes lignende krypter kun fra vores ældste domkirker, og krypten under Vor Frue er da også netop et levn fra Aarhus første domkirke, kendt som Skt. Nicolai. Endnu tidligere fandtes her en trækirke, der dog nedbrændte under den norske kong Harald Hårderådes overfald på byen i 1051. Da Aarhus 10 år senere blev udråbt som et af Danmarks nye bispesæder, begyndte opførelsen af Skt. Nicolai. På grund af ligheder med kirker opført i Rhin-området lidt tidligere formodedes den tidligere Skt. Nicolai Kirke at være opført med hjælp fra rhinske kirkebyggere. Nyere forskning (Pajung, 2011) har overbevisende peget på en direkte inspiration fra flamsk byggeri, nærmere betegnet Sint Niklaas-klostrets i Mesen.

Skt. Nicolai Kirke var byens første stenkirke og dens grundplan fulgte stort set den nuværende Vor Frue Kirkes med undtagelse af dennes senere sideskib. En del fråd- og kampesten fra Skt. Nicolai blev i øvrigt senere genbrugt under byggeriet af den nuværende kirke, og ses i den nederste del af muren ind mod klostergården.

I 1190’erne blev det besluttet at opføre en ny domkirke indenfor voldene på det nuværende Store Torv. Den stod færdig omkring år 1300 og har siden gennemgået adskillige ombygninger, men allerede 1239 var man så langt med byggeriet, at Skt. Nicolai blev skænket til dominikanerordenen.

En tid efter munkenes overtagelse blev krypten endnu benyttet som kirkerum, men siden overgik den til opbevaringsrum for redskaber og brændsel. Endelig er kryptens loft på et tidspunkt blevet slået ned, samtidig med at gulvet i koret ovenpå blev sænket - måske i forbindelse med ombygninger i 1400-tallet, hvor det nuværende sideskib blev opført.

Den første søndag hver måned i vinterhalvåret afholdes der gudstjeneste i kryptkirken. Kirken og krypten er desuden åbne for besøgende i dagtimerne.

Hellig-Niels

I 1180 døde Niels Knudsen i Aarhus. Hans far var Knud 3., en af kong Valdemar 1. den Stores modkonger frem til kuppet i 1157 (Svend, Knud og Valdemar hed trioen, der i årene inden havde kæmpet med og ikke mindst mod hinanden). Niels' farfar var Magnus den Stærke], der havde været sin fars, kong Niels’ medkonge i adskillige år.

Biskoppen over Aarhus Stift, Svend, smed ganske givet, hvad han havde i hænderne. Han var nemlig bortrejst, og nu skulle stiftets fornemste mand begraves fra og i domkirken i Vestergade. At han ydermere havde været stiftets største jordbesidder, gjorde sagen endnu vigtigere. Slægten sad med deres store godser tungt på Østjylland. Mange mente, at den afdøde burde have været konge i stedet for Valdemar.

Afdødes yngre bror var biskop Valdemar af Slesvig og Bremen. Niels Knudsen blev begravet i Domkirken, men ret hurtigt flyttet til den østlige ende af byen og begravet indenfor volden ude ved skrænten mod bugten. Hurtigt opstod der rygter om, at der skete mirakler ved Niels’ grav. Han fik tilnavnet ’Hellig-Niels’. Nu havde også denne gren af kongeslægten sin helgen, ganske som Valdemar-linjen havde Knud Lavard. Valdemarerne lod med støtte fra Absalon og dermed Hvide-slægten munken Saxo skrive en danmarkshistorie, der hyldede Valdemar som den rette, eneste og største konge af Danmark. Biskop Valdemar lod på sin side udfærdige en danmarkshistorie om sine forfædre og deres ret til tronen.

Hellig-Niels var ganske vist ikke officielt helgenkåret af paven, men det var menigmand ligeglad med. Ved eller på hans grav blev der opført et kapel af træ. Der opstod en omfattende kult omkring Niels og hans grav og mange strømmede i den anledning til bydelen omkring Domkirken og Vestergade. At Domkirken var indviet til Sct. Nicolaus (latin for Niels), gjorde selvsagt ikke noget. Pengegaverne strømme til Domkirken. Donorerne ville måske også gerne stå sig godt med egnens mægtigste slægt.

Den nye domkikre

For kong Valdemar må domkirkens vækst have lugtet af basis for oprør. Det var efterhånden tvivlsomt, om han kunne regne bispestolen i Aarhus for den trofaste støtte, den havde været siden Svend Estridsens tid. Noget måtte der gøres, så da biskop Svend døde i 1191, indsatte kongen og Absalon et trofast medlem af Hvideslægten, Peder Vognsen, som biskop. Det var første skridt. Fra nu af skulle stiftet have en ny domkirke, placeret inden for volden dvs. i kongens Aarhus. Det var andet skridt. Biskoppen skulle dermed også huses her. Kongens Aarhus blev identisk med kirkens Aarhus.

Det var skik og brug, at en ny domkirke blev til som en ombygning dvs. udvidelse af den gamle. Men sådan spillede klaveret ikke. Den nye domkirke i Aarhus blev anlagt helt østligt i byen lige inden for volden dvs. hen over Niels Knudsens grav med tilhørende kapel. De mange valfartende blev dermed berøvet målet for færden. Heller ikke navnet gik fri. Kirken i Vestergade forblev nogen tid endnu indviet til Sct. Nicolaus. Den nye domkirke derimod blev indviet til Sct. Clemens, der var en af den europæiske kirkes kendteste helgener. Grundigt arbejde må man sige; men kong Valdemar måtte hele tiden holde sig for øje, at biskop Valdemar i Slesvig i de år var hans farligste fjende.

Det blev til Nordens længste kirke på vel nok byens bedste byggegrund. Den gamle domkirke havde, vel nok af økonomiske grunde, ikke haft et domkapitel. Peder Vognsen (-1204) overførte i 1203 den gamle domkirkes indtægter til sin nye domkirke. Han spædede desuden rundhåndet til af egne midler. Endelig overførte han også en del af bispestolens jordbesiddelser til domkapitlet. Samlet rakte det til, at 6 kannikker kunne leve ganske rigeligt af det. Desuden sørgede han for, at bispestolen havde langt større magt i forhold til domkapitler end i noget andet dansk stift.

Den således forarmede kirke i Vestergade gled effektivt ud på et sidespor. I 1220’erne overgik den til dominikanerne, der byggede et kloster omkring den. Fra da af og til reformationen havde sortebrødrene dvs. tiggermunkene deres base i Vestergade og deres gang i byen.

Domkirkens indtægter voksede støt. Nord for Domkirken lod bispen hurtigt en bispegård opføre i mursten. På det senere Bispetorv byggede domkapitlet et stort kapitelhus, der husede domkapitlets administration. Mod slutningen af 1200-taller var domkapitlet oppe på 22 kannikker. Hver af dem var godsejere og havde en embedsbolig, en kannikkegård, syd for Kapitelhuset i den nuværende Kannikegade. De sikrede udkommet for mange håndværkere, handlende og tjenestefolk.

Aarhus var nu af gavn ikke længere kongens, men kirkens by. Volden skred sammen og blev ikke fornyet. Byen lå ganske vist stadig på kongens jord og var ham skat skyldig. Kongen var således stadsherre. Men ellers var kongens økonomiske aktiviteter i byen reduceret til en vandmølle vest for Vestergade. At den var særdeles indbringende var en anden sag, hjulpet på vej af et effektivt monopol. Helt der ude i vest ved kongens vandmølle blev der – formodentlig allerede i 1000-tallet – bygget en Vor Frue Kirke. Den forsvandt i løbet af middelalderen og dens navn overgik til kirken i Vestergade.

Midt i 1200-tallet blev volden åbnet ved Borgporten. Men endnu nogen tid endte Vestergade på det senere Lille Torv midt i et sumpet område omkring et vandhul. Med tiden gled kongens magtfulde greb om byen ud af billedet til fordel for bystyret og ikke mindst biskoppen.

Peder Vognsen havde løst sin opgave så glimrende, at aarhusbisperne fik udstrakt skattefrihed. Kongemagt og bispestol holdt fremover sammen. Da Valdemar Atterdag prøvede at samle Danmark efter de kongeløse år, drog biskop Svend af Aarhus som den eneste danske stormand til Nordtyskland for at hjælpe ham. Valdemar Atterdags datter Margrethe 1. fik sin kansler Peder Jensen Lodehat udnævnt til biskop over Aarhus Stift, indtil han nogle år senere kunne få bispestolen i Roskilde, der var landets rigeste. Hans efterfølger fik en stor pengegave til at ombygge Domkirken for.

Sammenholdet var solidt. Taberen var for en tid Vestergade – og så alligevel. Dominikanerklostret blev meget velhavende og voksede efterhånden til et bygningskompleks, der stort set blev afgrænset af Vestergade, Klosterport, Klostergade og Grønnegade. På hjørnet ved Grønnegade blev der o. 1200 opført Aarhus Hospital eller Skt. Karens Gård (også kaldet Sct. Catharinas Gård). Det var et opbevaringssted for spedalske, som middelalderen rummede så mange af. Skt. Karens Gård fik ret til en afgift fra hver bonde i de seks nærmeste herreder. Økonomisk set var det nok ikke så ringe en erstatning for den prestigefyldte, men ret fattige domkirke.

Vor Frue Kirkes personale gennem historien

Præster tilknyttet Vor Frue Kirke

Underdegne, kordegne og alterdegne ved Vor Frue Kirke

Klokkere ved Vor Frue Kirke

Organister ved Vor Frue Kirke

Katolsk Vor Frue Kirke

Aarhus har også en anden Vor Frue Kirke, nemlig Katolsk Vor Frue Kirke, som ligger i Ryesgade.

Se også

Vor Frue Kirke på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Vor Frue Kirke

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er skrevet af Jesper Toft Hansen og overført fra Århus Leksikon
  • Gejl, Ib red.: Århus. Byens historie -1720, bd. 1, Århus byhistoriske Udvalg 1996
  • Holm, Peter: Vor Frue Kirke i Aarhus gennem otte hundrede Aar, Århus 1924. Bestil materiale
  • Krohn, Aage: S. Nikolai kryptkirke, Klosterkirken, Vor Frue Kirke, Århus 1967. Bestil materiale
  • Lorenzen, Vilh. og C. Bræstrup: Vor Frue Kirke i Aarhus og hospitalet i Aarhus, forhen dominikanernes kirke og kloster, Århus 1906. Bestil materiale
  • Zwergius, Ole: Arhus Vor Frue kloster 1239 -1541, Århus 1991. Bestil materiale
  • Danmarks Kirker, Arhus Amt, 3. bind, Kbh. 1933. Bestil materiale
  • Dansk præste- og sognehistorie, 1849-1949 (1965), samlet og udgivet af Paul Nedergaard, Danske Boghandleres Kommissionsanstalt, København, 1966
  • Pajung, Stefan: Krypten under Aarhus Vor Frue – inspiration fra Köln-området eller Flandern?, Aarhus Stifts Årbøger, 2011, s. 92-96. [1]
  • Martin Salmonsen: Oplæg ved ”Vestergadeforeningens” stiftende generalforsamling 8.8.2012.
  • Preben Rasmussens udklipssamling, Rigsarkivet Aarhus
  • Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018

Henvisninger

Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/mediawiki/index.php?title=Vor_Frue_Kirke&oldid=90073"