Aarhus Domkapitel
Aarhus Domkapitel er betegnelsen for den gruppe af højere gejstlige - præster og kanniker - der sammen gjorde tjeneste ved Aarhus Domkirke. Kapitlet udgjorde desuden den valgforsamling, der kunne vælge en ny biskop til bispeembedet i Aarhus Stift.
Aarhus Domkapitel ejede både jord og ejendomme som godser og kirker i og omkring Aarhus. De, der boede på og i domkapitlets besiddelser, skulle oftest betale en afgift til domkapitlet.
Domkapitlet kunne også få skænket gods fra private personer. En vis fru Inge gav i 1334 sit gods i landsbyen Årslev til domkapitlet, der til gengæld forpligtede sig til at være Inges »forsvarere og beskyttere« og »forsyne hende med kost og klæder« resten af hendes dage. Også mere betydningsfulde folk donerede jord til domkapitlet. En del af godset i Tilst havde kannikkerne for eksempel fået som en donation fra Aarhusbiskoppen Skjalm Vognsen omkring 1210.
Biskoppens embedsgods var dog omhyggeligt adskilt fra domkapitlets og kannikernes gods. Desuden blev biskoppens privatgods holdt separat fra hans embedsgods, da embedsgodset fulgte med bispeembedet og ikke én person. Biskoppen, som ofte var meget velstående, kunne dog begunstige domkapitlet ud af sine egne private besiddelser, som Skjalm Vognsen gjorde, men hans embedsgods skulle holdes intakt. Der blev derfor ført omhyggelige registre over hver enkelt besiddelse, som ved selve deres optegnelse og eksistens gav retskraft til deres indhold.
Aarhus Domkapitel på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- lex.dk om biskop og domkapitel, https://danmarkshistorien.lex.dk/Biskop_og_domkapitel
- lex.dk om Middelalderen i Aarhus Kommune, https://trap.lex.dk/Middelalderen_i_Aarhus_Kommune