Brabrand Sogn

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...

Brabrand Sogn er et sogn i Aarhus Kommune, og hører under Aarhus Vestre Provsti (Aarhus Stift). Gellerup Sogn udskiltes af Brabrand sogn i 1977, og i 1985 var det Skjoldhøj Sogn der udskiltes. Brabrand Kirke er sognekirke. Sognet var i 2022 hjemsted for 7.836 indbyggere, hvoraf 5.332 var registrerede medlemmer af folkekirken.

Mod nord afgrænses sognet af Skjoldhøj Sogn, mod øst Gellerup og Gellerup Sogn, mens det mod syd afgrænses af Brabrand Sø og Ormslev Sogn. Mod vest grænser sognet op til Årslev Skov og Sønder Årslev Sogn.

Sogneområdet omfatter blandt andet:

Sognets historie

Sognets landsbyer

Landsbyerne i sognet er i deres ældste oprindelse terrænbyer, da deres byggeplan lænede sig op ad overfladeforholdene i området. Op gennem middelalderen udviklede de gamle byer og landskabet sig gradvis. Indbyggerne i sognet ernærede sig frem til 1900-tallet hovedsageligt ved agerdyrkning, men efter at jernbanen kom til byen i 1862 beskæftigede flere sig med industri, handel og gartneri.

Oldtidsbyen, der var forud for Brabrand, lå på lette jorder, og det må derfor formodes, at det var her, man begyndte at ryde skoven og slå sig ned i oldtiden, hvor området stadig var dækket af storskov. Gennem århundreder er ny jord blevet taget ind til dyrkning, og efterhånden fik man det område, der kom til at udgøre Brabrand Bys Markområde. Det ældste Brabrand har været en række gårde med beliggenheden fra Øst til Vest. Da gårdene havde nået et vist antal, begyndte man på en ny række nord for vejen, der førte forbi den ældste gårdrække.

Sognet i middelalderen

Indtil middelalderen sad bønderne som ejere af deres gårde. Samfundsudviklingen gjorde dog herefter, at mange jordbrugere kom i økonomiske vanskeligheder, hvorefter de overdrog deres besiddelser til herremændene eller kirken. Endnu omkring år 1200 var et betydeligt antal af Danmarks bønder ejere af deres gårde, mens resten var fæstere. I de følgende 500 år gik det bestandigt tilbage for selvejerne, så de til sidst var ganske få i tal. I Brabrand Sogn blev i middelalderen den katolske kirke ejer af så godt som alle fæstegårde - med undtagelse af Brabrand by, hvor kirken kun kom til at eje præstegården. En adelsslægt ejede i stedet byen. Det blev grunden til, at byen blev uberørt af alle kirkens bestræbelser på at komme til at eje store sammenhængende godsområder. Medlemmer af den adelsslægt, der først fik Brabrand i sin besiddelse, boede på Brabrand Hovgård sydvest for kirken.

Brabrand Hovgård

Det var omkring år 1300, at den første adelige ejerslægt af Brabrand boede på gården. Brabrand Hovgård fik formentlig sit navn, fordi der var hoveri. Gården lå lidt uden for byen. Af markbogen for 1683 fremgår det, at denne gård hørte til en gruppe af gårde, der ikke kun havde deres agre liggende ved siden af hinanden, men som desuden var de eneste, der havde andel i et par af bymarkens store fald.

Fra landsby til stationsby og forstad

I 1862 kom jernbanen mellem Aarhus og Randers til Brabrand, og der blev etableret en banegård. Den 3. september blev der holdt en åbningsfest, hvor kong Frederik den 7. og grevinde Danner bl.a. deltog. De var også gæster på den første tur med tog mellem de to købstæder. Undervejs til Langå blev toget efter kongens ordre standset adskillige gange, også i Brabrand, der var første station efter Aarhus. Dagen efter åbnede banen for offentligheden. Der skulle dog gå mange år, før de lokale for alvor tog jernbanen til sig, når de skulle rejse fra Brabrand til Aarhus. Her brugte man stadig oftest heste. Mindrebemidlede, der var nødt til at spare jernbaneudgiften, gik også ind til købstaden.

Jernbanens indtog fik en betydning for Brabrandområdet. Nord for bygaden lå de fleste gårde og huse, og bagved dem blev der fjernet meget jord, for at man kunne gøre terrænet fladt til jernbanens anlæggelse. Efter at jernbanetrafikken var blevet en kendsgerning i 1862, fik Brabrand forbindelse med den store verden, men byen bevarede dog til efter 1900 den gamle bondelandsbys præg, da stationen og jernbanen ikke gjorde noget indgreb i byens gamle opbygning. Byen bibeholdte bl.a. to gadekær, der også var branddamme. Her stilledes kreaturerne, når de skulle drikke på vej hjem fra marken til de gamle bindingsværksgårde. Dem lå der en del af, og mange fandtes i byen et godt stykke ind i det 20. århundrede. Det sidste stykke gadejord blev købt i 1919 af smedemester Jakob Rasmussen.

I 1865 var der i Brabrand 36 gårde og huse, som lå på strækningen mellem Skovbakkevej og Truevej, hvilket er det område, hvor mennesker har boet siden oldtiden. Byen havde indtil 1862 kun en gade (den nuværende hovedgade), men derefter anlagdes Jernbanevej langs nordsiden af banegraven, og byen havde nu to færdselsruter. jernbanen skabte ligeledes vækst i byen. Særligt i 1890'erne havde byen vokseværk, og på flere områder, der hidtil havde været ubebyggede, begyndte man nu at opføre beboelseshuse. Det tiltagende byggeri trak håndværkere og handlende til Brabrand, og indbyggerne ernærede sig nu ikke længere hovedsageligt at agerbrug, men også af industri, handel og gartneri. I begyndelsen af 1900-tallet steg indbyggertallet yderligere, og byen voksede ud over den gamle landsbys område, hvormed der blev opført huse uden for området ved Skovbakkevej-Truevej.

Efter at Brabrand Vandværk i 1909 begyndte sin virksomhed, kom der fart i byggeriet i bakkeegnen nord for byen, hvor der nu kunne installeres vandhaner i de højtliggende huse. I 1910'erne opførte man villaer i alle byens udkanter, og nye veje blev anlagt. Ejendomme blev ligeledes opført langs hovedvejene uden om byen, og det blev startskuddet til, at Brabrands bebyggelse langsomt voksede sammen med Aarhus.

Sognets byområder, kendetegn og vartegn

Brabrand Kirke

Brabrand Kirke er i sin nuværende form i alt væsentlighed et resultat af byggeaktiviteterne i 1924-1925 efter tegninger af arkitekt Harald Lønborg-Jensen. På baggrund af den eksisterende kirke, hvis historie strækker sig tilbage til det 12.-13. årh., byggedes et nyt hovedskib orienteret mod nord med det nye kor i syd.

Læs mere her: Brabrand Kirke

Oldtidsminder

Der har siden oldtiden boet mennesker i det område, der i dag findes omkring Brabrand. Det vidner 51 oldtidsfund om. Det er langt mere end i nogen af de omkringliggende sogne. Det mest kendte oldtidsfuld er det såkaldte Brabrandfund, der blev fundet i 1903-1904. Brabrandfundet blev knyttet til Rugholmen ved Brabrand Søens sydøsthjørne tilhørende Viby Sogn. Fundet vidner dog om, at der var mennesker i området allerede 2500 år f.v.t.

Der er desuden fundet spor efter oldtidsbopladser i sognet i form af bl.a. køkkenmøddinger med rester af perlemuslingsskaller, østersskaller, sneglehuse og forskellige dyreknogler. Disse lå tæt på fjorden, der trak ind i landskabet og vidner om stenaldermenneskets ophold langs Aarhusbugten. De mange fund af påbegyndte og færdige stenalderredskaber på områdets marker fortæller, at mennesker levede ganske tæt her. Da menneskene første gang kom til egnen, var landet dog i det store hele dækket af skov. Denne skov har gennem tiden måtte vige for agerdyrkningen. ​

De døde blev gravsatte på de højereliggende landområder - også steder, hvor der i dag er skov. I Aarslev Skov ses konturerne af 5 høje. Indtil 1820 lå der omkring 10 storstensgrave (dyssekamre) i Brabrand Sogn, men disse med herefter hugget i stykker og anvendt til bygningsbrug.

Befolkningsudvikling i Brabrand Sogn

År Befolkning
1850 705
1901 1.477
1945 3.065
1955 4.315
1970 13.185
1980 10.838
1990 5.447
2000 5.468
2002 5.346
2007 5.987
2010 6.618
2015 6.969
2020 7.369
2022 7.836

Se også

Brabrand Sogn på AarhusArkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Brabrand Sogn

Kilder og Litteratur

Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/mediawiki/index.php?title=Brabrand_Sogn&oldid=89416"