Aarhus Å

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Aarhus Å anno 1895 set fra Skt. Clemens Bro med Fiskerbroen i forgrunden.

Aarhus Å udspringer ved Solbjerg sø, og under sin 32 km lange vandring til Aarhus Bugt løber den gennem Årslev Engsø og Brabrand Sø og er oftest blevet betegnet som Mølleåen. Åen har nemlig leveret drivkraft til Aarhus Mølle, der var placeret i Vester AlléMølleparkens areal.

Åen har gennem århundreder været byens livsnerve. Ja, selv navnet Aarhus er en forvanskning af det oprindelige navn for byen; nemlig Aros, der betyder åmunding. Navnet Aarhus dukker først op i de skriftlige kilder efter reformationen.

Det var ved åens nordlige bredder de allerførste aarhusianere boede, og det var herfra byen videreudviklede sig.

Efter en bogstaveligt talt mørk periode på ca. et halvt århundrede er åen igen blevet byens samlingspunkt.

Åhavnen

I vikingetiden fandtes der ikke en egentlig havn i åen. Vikingeskibene blev trukket direkte op på forstranden eller åens bredder, og indtil 1350 kunne langt de fleste bådtyper uden problemer sejle op i åen og lægge til ved et af åens små anløbssteder. I sidste halvdel af 1400-tallet blev det tilladt at bebygge søndrevold, som løb fra åmundingen til Immervad. På åens nordlige bred skød nu bolværker og anløbspladser frem og langs åen blev Aagade (senere Åboulevarden) anlagt; Aarhus fik nu en reel havn.

Åens sydlige bred blev også inddraget, og her blev Fiskergade anlagt. Da der på denne side af åen ikke blev bygget bolværker før engang i 1600-tallet, lå Fiskergades grunde direkte ned til åen, så fiskerne kunne trække deres både op på land hver aften.

I begyndelsen af 1850’erne blev det første havnebassin udenfor åen indviet, men helt op til slutningen af 1800-tallet hørte strækningen mellem Immervad og bugten under havnevæsenet.

Lystsejllads på åen

Sejlende gæster ved fiskerhuset omkring 1910.

Åen og Brabrand Sø var i 1800-tallet et populært udflugtsmål for lystsejlere, som blandt kunne sejle til traktørstedet Fiskerhuset og få forfriskninger. I 1890'erne kunne man endda tage Dampbåden Constantin, der sejlede både til Fiskerhuset og Constantinsborg.

I 1896 udløste en afspærring af åen en større krise. Miseren udsprang ved at lodsejere langs Aarhus Å, her i blandt godsejer Pontoppidan fra Constantinsborg, med Amtsrådets tilladelse i juni 1896 gik sammen om at trække kæder tværs over åen, for at forhindre sejlads på åen. Tilsyneladende forårsagede lystsejlerne skade på engene, samtidigt med, at ’bøller’ fra Aarhus sejlede op ad åen og stjal fisk- og fiskeredskaber langs åbredderne. Konflikten varede i over et år, og med L.E. Voigt i spidsen blev 900 underskrifter indsamlet, flere protestmøder afholdt og til sidst blev indenrigsministeriet inddraget i konflikten. Det sidste fik amtsrådet til at reagere, og i slutningen af juli 1897 blev afspærringerne forlangt fjernet med henvisning til at afspærringen stred mod den tidligere givne tilladelse.

Erik Menved og Møllens opførelse

Kong Erik Menved (1286-1389) lod omkring 1286 Aarhus Mølle opføre. Af geografiske hensyn byggedes den ved det nuværende Vester Allé.


Åen og møllen

Aarhus Mølle med den oversvømmede mølleeng til højre i billedet.

Ved det nuværende Mølleparken lå indtil 1926 Aarhus Mølle. Første gang en mølle ved Aarhus Å benævnes er i 1289. Ved møllen blev opført en sluse, så Mølleengen vest for åen, ofte lå helt under vand. Mølleren arbejde under kongeligt privilegium og havde retten til åens vand. Derfor måtte kommunen også punge ud, da den i sidste halvdel af opførte et vandværk ved åen.

I 1885 blev Mølleengen blev lagt ind under Aarhus Kommune, hvorefter området blev drænet og bebygget. En af de første bygninger til at blive bygget på Mølleengen, var Aarhus Museum, som blev til med støtte fra møller Weis. Indtil 1903 var møllen i funktion, og den sidste Weis, mølleenke Wilhelmine Weis, døde i 1926, blev møllen testamenteret til Den Gamle By, hvor den er at finde i dag.

Vand fra åen

Fra slutningen af 1872 indtil juli 1902 fik de fleste aarhusianere leveret vand til vandhanerne fra Aarhus Å. 3. december 1872 kunne Aarhus Kommune ved siden af Bryggeriet Ceres indvie sit nye vandværk, tegnet af stadsingeniør P.B. Obel. Vandværket indeholdt ved indvielsen to dampkedler, to dampmaskiner og pumper, to bundfældningsbassiner, tre filtre og en højdebeholder. Da byen var i heftig vækst måtte vandværket konstant udvide for at følge med vandefterspørgslen.

Vandkvaliteten fra åen var bedre, end den havde været ved de tidligere bybrønde, der blandt andet havde fået skylden for spredningen af 1800-tallets kolera-epidemier. Vandet fra åen ville dog langt fra kunne leve op til vore tids standarder, og det hændte da også, at der indimellem smuttede en lille ål, regnorm eller igle ud når man tændte vandhanen. Ligeledes var det ikke til at få koldt vand ud af hanen om sommeren, da vandet havde åvandets temperatur.

Den stinkende, dybe muddergrøft

Overdækning af åen i 1932 ved Immervad

Den forringede vandkvalitet skyldes nu ikke åens fauna, men menneskelig forurening.

11. juli 1895 kunne der læses følgende i Århus Stiftstidende: ”Maa der bades i Aaen? spørger en Læser i et Brev til os. Med lige saa megen Harme som vistnok med Berettigelse anker han over, at Aaen ovenfor Vandværket hver Aften benyttes som alm. Badested af Voxne saavelsom Børn. Det er ikke appetitligt, og det er ikke morsomt, pludselig at se sig midt i en Flok badende Medmennesker, der maakse nok bliver renere, men, efter hvad vor Hjemmelsmand meddeler, ikke særlig høviske af et Bad i det Vand, vi drikker”.

På trods af sådanne klager var badning i åen nok et af vandkvalitetens mindste problemer. Den virkelige forurening kom fra byens industri og kloaksystem, og i sidste halvdel af 1800-tallet var åen forurening ved at være et stort problem. ”Den stinkende, dybe Muddergrøft” blev åen kaldt i Århus Stiftstidende i 1909. Byens mange virksomheder og fabrikker brugte åvandet i dets produktion for til gengæld at dumpe deres eget spildevand tilbage til åen. Virksomheder som farverier kunne bogstaveligt talt sætte farve på åen. Kødaffald fra byens slagtergårde, husholdningsaffald osv. fandt også ofte vej til åen – og det stank! Værst var det måske at byens kloakker blev ledt direkte ud i åen – dog efter at have passeret en septiktank.

Indimellem blev åen oprenset. I Århus Stiftstidende 27. juli 1901 kunne man eksempelvis læse et indlæg fra J.H. Schnor, som anbefalede "at skylle Aaen (hvad den trænger haardt til). Da der er Vand nok i Brabrand Sø, kan man bare aabne Sluserne ved Lavvandstide".

I 1902 gik Aarhus over til at få vand fra artesiske boringer i Stautrup, men da vandet fra undergrunden var hårdt og kalkholdigt fik industrier som A/S Frichs, Aarhus Oliemølle, Dansk Ilt- og Brintfabrik, lov til fortsat at benytte åens vand i dets produktion. Helt indtil 1973 var åvandværket aktivt.

Omlægning eller overdækning

Allerede i 1885 var der tale om at overdække af åen. Dels ville man på den måde komme lugtscenerne til livs. Dels ville man forberede infrastrukturen ned til havnen med brede veje på det gamle åløb. Byrådet afviste dog i første omgang planen, og i stedet foreslog overretssagfører Johan Pedersen simpelt hen at omlægge åen, så ’smukke boulevarder’ kunne anlægges i det udtørrede åløb. Den omlagte å skulle gå syd om byen for at løbe ud i havet ved Marselisborgskovene. Også dette forslag blev afvist – blandt andet med henvisning til at åen var med til at holde havnen isfri om vinteren. Til sidst var det forslaget om overdækning, der vandt. I 1932 påbegyndtes projektet ved Christiansbro, og i 1940 ved åen overvækket helt ned til Dynkarken.

55 år senere blev det omvendte projekt indledt, da man i 1995 påbegyndte frilægningen Aarhus Å. 1. etape gik fra Immervad til Skt. Clemens Bro. Langs åen er i dag flere rekreative områder som Den Spanske Trappe ved Immervad eller træbroerne ved Mølleparken.

Åens broer

Den første bro over åen fandtes ved Immervad. Hvornår den blev bygget er uklart, men da sydsiden af åen blev bebygget i 1400-tallet eksisterede broen, og måske også længe før det. Før broen blev bygget var Immervad et fast vadested over åen, og det eneste sted på strækningen mellem Årslev og mundingen, hvor åen let kunne passeres, da bredden her var fast og åen smal.


Ukomplet liste over åens broer:

Kilder

  • Helge Søgaard, Det ældste Århus, Universitetsforlaget i Aarhus, 1961
  • Fra Åhavn til kysthavn – Århus havns historie til 1914, Århus Byhistoriske Udvalg, 1990
  • Bernhardt Jensen, Fra åhavnen til fiskerhuset – en billedbog om Århus Å, Århus Havn, 1978
  • Kurt Lundskov, Det gamle Aarhus, 2008
  • Emanuel Sejr, Århus profiler, Århus byhistoriske Udvalg, 1974
  • Henrik Vedel-Schmidt, Det vand vi drikker, Århus-årbog 1987, Århus Byhistoriske Udvalg
  • Århus Stiftstidende: 15.06.1896, 21.07.1896, 25.11.1896, 12.12.1896, 14.01.1897, 15.03.1897, 18.03.1897, 25.05.1897, 12.07.1897, 23.07.1897, 24.07.1897, 27.07.1901, 24.09.1909
  • Aarhus Byråds Forhandlinger B: 18.12.1913, 19.02.1914

Eksterne henvisninger

Side om åens broer