Ørnereden

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Restaurationen ved Ørnereden blev indviet i 1910, men brændte ned til grunden i 1980


Ørnereden har måske sit navn efter et par rugende havørne. De store rovfugle har dog forlængst forladt stedet. Før århundredskiftet havde skovfoged Peder Rasmussen (Per Ras) her et lille skur, hvor han og hans kone skænkede vand på kande, når aarhusianerne pr. hestevogn drog på skovtur.

Fra 1896 sejlede skovbådene til en anløbsbro nedenfor klinten. I forbindelse med Landsudstillingen i Aarhus i 1909 besluttede byrådet, at Marselisborgskovene skulle forsynes med et par moderne restaurationer ved Varna og Ørnereden. I 1910 åbnede pavillonen ved Ørnereden på toppen af den stejle skovskrænt. Arkitekt E.C. Achen havde holdt bygningen i en traditionel skovpavillionstil og som sådan fremstod den, indtil den nedbrændte natten mellem den 29. og 30. juni 1980. På stedet er der idag en mindre kioskbygning samt bygninger, som tidligere blev brugt af Naturcenter Ørnereden.

Ørneredens ”Trouville”

Nede på stranden havde der om sommeren været opstillet to skure i vandkanten, hvor mænd og kvinder kunne bade i behørig afstand. Nu foreslog Ørneredens forpagter, at kommunen opførte en moderne badeanstalt tæt på skrænten med plads til at tage solbad på stranden foran. Som noget nyt i Aarhus skulle der være dame- og herreomklædning i samme bygning, og det skulle være de to køn tilladt at bade sammen. Forbilledet var det mondæne franske badested Trouville, som badeanstalten blev opkaldt efter.

Kvinden i byrådet tog ordet

Sagen blev behandlet i byrådet den 23. juni 1910. Her mente Højre-manden Magnus Nielsen, at folk ville være alt for generte til fællesbadning på så smal en strand og i så lille en by som Aarhus, hvor alle kendte hinanden. I stedet burde man køre de badende ud i vandet på badevogne, så de undgik at vise sig i badedragt på stranden. Det gik imidlertid ikke an ved pålandsvind, indvendte borgmester og formand for skovudvalget, Ernst Drechsel. Efter hans mening var det også på tide, at Aarhus som andre danske byer forsøgte sig med denne ”friere og liberalere form for badning”.

Størst støtte fik forslaget imidlertid fra byrådets første kvindelige medlem, socialdemokraten Dagmar Petersen. Hun havde opholdt sig 11 år i New York og der set tusindvis af mænd og kvinder spadsere rundt imellem hinanden på den trange strand ved Coney Island, kun iført badedragt. Selv havde hun til at begynde med været ”noget snerpet, men længe varede det ikke, inden hun tog badedragten på og morede sig fortræffeligt”. Hun mente derfor, det var på tide at komme bort fra ”det snerperi, at der skulle være noget stødende i, at mænd og kvinder badede sammen”. Hendes tale fik Magnus Nielsen til at opgive sin modstand og stemme for bevillingen som det øvrige byråd.

Postkort med motiver fra Fra Ørneredens 'Trouville' 1911.

Hvad gør virkelige gentlemen og virkelige damer?

Før bevillingen blev endeligt vedtaget ugen efter, kørte en heftig læserbrevsdebat i Aarhus Stiftstidende. ”En dame” lagde ud med at kræve badeforbud på bestemte tider af dagen, så ”virkelige gentlemen og virkelige damer” ikke blev afskåret fra at besøge Ørnereden. Efter hendes mening ville fællesbadning føre til ”frivolitet og råhed” og få ”vor nuværende høje civilisation” til at nærme sig ”negerrepublikken Haïti”. En anden frue foreslog at give byrådsmedlemmerne en dukkert med en møllesten om halsen, til de indså at ”heksedans” på stranden ville blive efterfulgt af hyrdetimer i skoven.

Blandt fortalerne var en fru Bendix Olesen, som mente, at det bedste middel til at fremme anstændigheden var at udrydde det ”hysteriske skaberi, der uretmæssig smykker sig med navnet ”blufærdighed”. Ved kønsadskilt badning blev kvinder nemlig ofte beluret af mænd med kikkerter. Hun fik støtte af en fabrikant, der mente at fællesbad ligesom fællesundervisning ville forbedre forholdet mellem kønnene med mere ”naturlighed, ridderlighed og takt over for hinanden”. Fortalerne fik støtte af politimester Bernt August Goll, som påpegede, at seksuelle udskejelser trivedes bedre i en lummer dansesal.

Adam og Eva i sandet

Badeskandalen blev grebet med begejstring af viseforfattere og revyer. Et postkort udkom med en vise om ”Badeliv med Ørnereden” og en tegning af det forventede vilde liv ved Ørnereden med badeløver og badepiger i stramme badedragter. Visens hovedperson er den lille Dorte med ”de nysselige ben”, som trodser dydens politi ved at gå i vandet med sin fætter Tevedor (se teksten nedenfor). I 1911 foregik Vennelyst-revyen i ”Trouvilles” dameafdeling med en hyldestsang til fællesbadet: ”dér baded’ hver svend med sin pigelil / og leged’ Adam og Eva i sandet”. Dog var der grænser for frisindet på scenen, for damekoret nægtede at optræde i badedragter og fik lov til at tage en badekåbe over.

Postkortet "Badeliv ved Ørnereden" fra 1910, hvor denne tegning på forsiden viste det forventede vilde liv ved den nye badeanstalt.

Badeliv ved Ørnereden

Melodi: Visen om Dorte af "Høstmanøvrer"

1.

Den lille Dorte gik omkring og spekulerte på,

hvorfor ved Ørnereden man i vandet ej må gå.

Hun drømte om det tabte paradis, hvor Eva glad

gik rundt og skærmede moralen med et figenblad.

Lille Dorte var endnu så uskyldsren,

hun havde et par nysselige ben;

og hvis hun blot torde -

hun var ingen Snerpedorte -

skulle hun ´tros Magnus ikke være sen.


2.

Og Dortes badedragt blev efter modens sidste bud,

den var jo nok lidt snæver hist og her - nå, herregud! -

Så mødte hun sin fætter Tevedor - og Dorte gøs,

dengang han sa', at dragten klædte hende "mageløs".

"lille Dorte", hvisked han så ømt og blidt,

"Skal vi nu ikke ta' og soppe lidt".

Lille Dorte gjorde,

hvad hun ikke borde.

Men hvad gør man ej, når alting er så frit.


3.

Men inde bag skrænten, dér sad dydens politi

og vogted på, at ej man drev ulovligt gramseri.

For tænk, her blev jo åbenbaret, klart for alles blik,

hvad før var skjult bag halvanden kjoletøjsbutik.

"Se til Dorte og den lange Tevedor",

si'r "en dame" med blufærdighedens ord.

"Al moral er borte,

hvor er dydens hvide skjorte?

Hvad vil følge i letsindighedens spor?"

4.

Dog, der kom én, og der kom to, og der kom mange fler',

Som fandt, at det i grunden dog var dejligt, dette her.

Det hele gik så glat, og før man ret til samling kom,

var "Ørnereden"s strand til et Trouville lavet om.

Mange Dorter små forventningsfulde står:

Mon det lykkes, at vi badestedet får?

Dersom nu vi gjorde,

hvad vi borde, men ej torde,

snart vi hele rådet med i vandet får.



Litteratur og kilder

  • Bernhardt Jensen: Livet i Århus i gamle viser, Universitetsforlaget i Århus 1975, s. 96-98.
  • Bernhardt Jensen: Som Århus morede sig, Universitetsforlaget i Århus 1966, s. 195-.
  • Aarhus Byraads Forhandlinger - 23 & 30.06.1910
  • Aarhus Stiftstidende - 25-30.06 & 03.-04.07.1910

{{#coordinates:primary|56.101317|10.237008}}