Elektricitet i Aarhus

Fra AarhusWiki

I slutningen af 1880’erne kunne aarhusianerne for første gang opleve elektrisk lys, da jernbaneterrænet bag banegården blev oplyst af et hav af glødepærer. Lyset fra glødepæren adskilte sig fra andre af dens tids traditionelle lyskilder som gaslys eller tranlamper med dets klare og kraftige hvide lys. Aarhusianerne tog elektriciteten og glødepæren til sig. Efterhånden blev byrådet mødt med et stigende ønske fra flere af byens grundejere omkring Store Torv om at få elektricitet lagt ind. Forskellige private firmaer bød ind på opgaven, men byrådet valgte de første mange år at henligge forespørgslerne. Begrundelserne var flere. Overordnet set frygtede man, at det kommunalt ejede gasværk ville blive udkonkurreret af et elværk. I byrådet var der også et udtalt ønske om, at kommunen skulle bygge og drive elværket, og så ville man – ganske naturligt – sikre sig, at tilslutningen var stor nok til, at værket blev rentabelt. I 1891 undersøgte byrådet sagen, men da man blot opnåede tilsagn fra 1/3 af minimumstilslutningen på 1.500 lamper, stod det klart, at et elværk ikke ville blive rentabelt. Man kunne derfor fortsætte med gassen. Det var skuffende for mange, men for byrådet og gasværket var det belejligt. Forklaringen på den lave tilslutning var sandsynligvis, at byrådets undersøgelse kun var halvhjertet ment. Borgerne fik nemlig blot fire dage, fra 11. til 15. januar, til at melde sig til.

Sporvejene gav rygstødet

I 1897 blev debatten om et elværk igen aktuel. Denne gang var anledningen en henvendelse fra oberstløjtnant Clausen, København, som bad byrådet om eneret til at anlægge og drive en elektrisk sporvej med et tilhørende elværk. Det fik byrådet til at ændre opfattelse. Efterspørgselen på elektricitet var stigende, og med sporvejene som en potentiel storaftager, var der nu grundlag for, at et elværk kunne anlægges og drives rentabelt. Clausen fik dog ikke sin eneret. Helt i tråd med byrådets tidligere holdning besluttede man i 1899, at kommunen selv skulle opføre en elektrisk lys- og kraftstation, og sporvognsdriften blev lagt over i aktieselskabet Aarhus Elektriske Sporvej.

Aarhus Belysningsvæsen

Elværket blev placeret strategisk ved siden af gasværket. De to værker fik fælles administration og økonomi under det nyoprettede Aarhus Belysningsvæsen, og placeringen gav gode muligheder for udvidelser. På åbningsdagen i februar 1901 var der tilsluttet 7.000 glødelamper og 174 buelamper. Elværkets kundekreds og produktion voksede stærkt i de følgende årtier, og værket blev moderniseret og udvidet over flere omgange. Industrien gik fra damp til elektricitet, og stort set alle private hjem fik elektrisk belysning.

Vekselstrøm og fjernvarme

1930'erne bragte to store forbedringer i udnyttelsen af elektricitet. Den første store forbedring bestod i, at elværket skiftede sin produktion fra jævnstrøm til vekselstrøm. Skiftet betød, at strøm kunne føres over meget længere afstande end før, og da mange elværker rundt omkring på samme tid ligeledes skiftede fra jævnstrøm til vekselstrøm, var vejen åbnet for, at elværket i Aarhus kunne indgå i et stadigt større forsyningsfællesskaber med andre byer og landsdele. Den anden store forbedring bestod i oprettelsen af fjernvarmenettet. Elværket begyndte at bruge overskudsvarmen fra dets strømproduktion til at opvarme vand, som derefter via et rørnet blev sendt gennem radiatorerne hos forbrugerne. Når vandet havde afgivet sin varme, løb det tilbage til elværket til fornyet opvarmning.

Forsyningsfællesskabet Midtkraft

Byggepladsen ved A/S Midtkraft i forbindelse med den store udvidelse. Fotograf Børge Venge, 13. juni 1958 i Århus Stiftstidendes billedarkiv, Erhvervsarkivet.

I 1940’erne var der blandt omegnens mindre elværker et ønske om at indgå i et fællesskab med Aarhus Elværk, som skulle levere strøm til oplandet. Det blev med etableringen af I/S Midtkraft i 1950 en realitet. Midtkraft overtog i samme anledning driften af Aarhus Elværk, og der blev igangsat en storstilet udvidelse til 27 millioner kr. Udbygningen ændrede bybilledet markant. På havnen rejste der sig en 31 meter høj betonbygningen påsat en 60 meter høj skorsten. Komplekset blev byens højeste bygning – 10 meter højere end Aarhus Domkirke.

Fangers problemer

I centrum for udvidelserne sad Jens Rudolf Fanger fra Det Konservative Folkeparti. Han var fra selskabets oprettelse formand for bestyrelsen og samtidig fra 1950-54 rådmand for de kommunale værker. Fanger var som bestyrelsesformand og rådmand dybt involveret i den store udvidelse af Midtkraft, som fandt sted i begyndelse af 1950erne. Byggeriet var ramt af tekniske og økonomiske vanskeligheder med betydelige budgetoverskridelser, og det gik Fanger på. Kritikken af Fangers dispositioner var en medvirkende årsag til, at han ikke genopstillede til byrådet i 1954, og at han samtidig nedlagde alle sine politiske tillidsposter. Han forblev dog som formand for Midtkraft frem til sin død i 1958, men fungerede heller ikke her de sidste par år.

Sod, støv og ingen olympiade

Midtkraft under anklage. Støv, røg og sod kunne være generende for midtbyens beboere, og så er det jo en fordel at have kost og fejeblad ved hånden. Fotograf Ib Rahbek-Clausen 04.1957. Original i Aarhus Stiftstidendes Billedsamling, Erhvervsarkivet

Midtkraft kunne normalt stå inde for en stabil forsyning, men der var uheld i ny og næ. I sommeren 1952 sad mange aarhusianere klistret til radioen for at høre seneste nyt fra de olympiske lege i Helsingfors. Udsendelsen var kun lige begyndt, da belysningsnettet over hele Aarhus og omegn svigtede. Efter trekvarters fejlfinding lykkedes det endeligt at løse problemet, men da var OL-udsendelsen til stor irritation for mange for længst slut. Aarhusianerne blev efterhånden også godt trætte af de massive skyer af sod, røg og støv, som værket ved bestemte vindretninger sendte ind over midtbyen. Værket forsøgte gennem forskellige tiltag at begrænse forureningen, og bedre blev det da også, men byen slap først af med forureningskilden, da Aarhus Elværk blev lukket i 1994-95. Produktionen blev flyttet til Studstrupværket, som havde eksisteret siden 1968 og efterhånden havde overtaget en stor del af Aarhus Elværks opgaver.

Midtkraft og Elsam

I 1957 gik Midtkraft sammen med de øvrige landsdelsdækkende elkraftselskaber i Jylland og på Fyn om et fælles samarbejde kaldet Elsam. I 1960 begyndte Midtkraft at planlægge bygningen af et nyt stort kraftværk ved Studstrup, og i 1968 stod værket færdigt. Det blev kraftigt udvidet i 1980-85, og det overtog efterhånden en stor del af Aarhus Elværks opgaver. I 1994-95 blev Aarhus Elværk nedlagt. Det gamle brændselsstof kul er på vej ud af billedet i Århus til fordel for drivhusgasneutrale energikilder, idet et stigende antal vindmøller er blevet anlagt siden 1990'erne, og Studstrupværket omlægger fra kul til træpiller, m.v.

Varmeplan Århus

1970'ernes energikriser satte udviklingen på fjernevarmeområdet i gang. Axel Handevitt-Haar fremlagde Varmeplan Århus første gang i byrådet i 1977 - en plan for den fremtidige boligopvarmning i Aarhusområdet, der byggede på genbrug og indebar en udbygning af Studstrupværket. Fjernvarmesystemet skulle inden 1995 dække 90 % af byens samlede fjernvarmeforbrug. I slutningen af 1980 vedtog byrådet endeligt sin Varmeplan Århus. Anlægsarbejdet blev udført i årene 1980-1985.

kilder

  • Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon
  • Ole Hyldtoft, Den lysende gas – Etableringen af det danske gassystem 1800-1890, Viborg 1994.
  • Jørgen Fink, "Byens rum", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 7-76, især s. 23. Bestil materiale
  • Bodil Olesen, "Byens mennesker", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 77-154, især s. 96-98. Bestil materiale
  • Erik Korr Johansen, "Byens liv: Erhverv og arbejde", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 157-214, især s. 189. Bestil materiale
  • Henrik Fode, "Byens styre", i: Ib Gejl (red.), Århus Byens Historie bd. 3: 1870-1945, Århus 1998, s. 209-363, især s. 321, s. 342 og s. 353. Bestil materiale
  • Sigvard Preben Skov, "Bystyre 1837-1919", i: Jens Clausen og Johan Richter (red.), Aarhus gennem tiderne, bd. 2, København 1940, s. 298-345, især s. 314-315, s. 330 og s. 340-341. Bestil materiale
  • Jens Clausen og Johan Richter (red.), Aarhus gennem tiderne, bd. 4, København 1941, s. 82-88. Bestil materiale
  • Aarhus Gasværk, Aarhus Gasværk og dets 50-årige udvikling 1855-1880-1905, Århus 1905. Bestil materiale
  • Franz Gierlev (red.), Aarhus Elektricitetsværk, Århus 1930 Bestil materiale
  • Århus Belysningsvæsen, Århus Elværk 1901-1951, Århus 1951. Bestil materiale
  • Norman V. Steenstrup, Fra grueild til gas: Gasværket i Århus 1855-1955, Århus 1955. Bestil materiale
  • Midtkraft, Midtkrafts verden: Midtkraft fejrer jubilæum 1950-2000, Århus 2000. Bestil materiale
  • Aarhus Elektricitetsværk, Regnskaber og beretninger 1901-6.Bestil materiale
  • Århus Belysningsvæsen, Beretninger 1906-19, 1951-52. Bestil materiale
  • Aaby Kommune, Aaby Kommunale værker 1913-1963, Åbyhøj 1963. Bestil materiale
  • I/S Brabrand Elektricitetsselskab, Jubilæumsskrift 1910-1960, Brabrand 1960. Bestil materiale
  • I/S Brabrand Elektricitetsselskab, Det hvide lys: jubilæumsskrift 75 år 1910-1985, Århus 1985. Bestil materiale
  • Bernhardt Jensen, "Da Jyllands hovedstad kom foran København: gaslygternes indtog i Århus", Demokraten 24.2.1974.
  • Jan Knudsen, "Stadig færre bruger bygassen i Århus", Århus Stiftstidende 17.1.1979.
  • Uffe Normand, "For 100 år siden så vi lyset", Århus Stiftstidende 17.2.2001.
  • Uffe Normand, "Århus fulgte strømmen", Århus Stiftstidende 24.2.2001.
  • Mogens Weinreich, "Lokalhistorie: Kollektive varme baseret på strøm", Jyllands-Posten JP Århus 25.10.2003.
  • Erik Nørby, "Sol og vind skal give varme til århusianerne", Jyllands-Posten JP Århus 24.11.2009.
  • Borgere i byens råd opslag Jens Rudolf Fanger[1]
  • Uddrag af Aarhus Byraads forhandlinger 1890, 1892, 1896, 1897, 1899
  • Aarhus Sporveje, Th. Ring Hansen og Peer Goe Jacobsen, Sporvejshistorisk Selskab 1971, #37