Det Konservative Folkeparti

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Danmarks ældste vælgerforening, Den Konservative Vælgerforening i Aarhus, fejrer i oktober 2013 sit 140 års jubilæum. Foreningen kan se tilbage på en lang historie, hvor den har sat markante aftryk på såvel lokal- som landspolitik.

Vælgerforeningen, som den slet og ret blev kaldt, da der kun var den ene, blev dannet i 1873. Bag foreningen stod en række af byens førende mænd – Hans Broge, Mads Pagh Bruun og H. Liisberg blot for at nævne nogle.

Protestforening

Foreningen blev dannet i protest mod Venstres ageren i Folketinget under finanslovsforhandlingerne. Den havde med egne ord til formål ’at modarbejde valg af kandidater, der ville slutte sig til det parti, der har nægtet Finansloven.’ Situationen var den, at Venstre i 1872 for første gang opnåede flertal i folketinget, mens landstinget fortsat var domineret af det konservative Højre. Venstre krævede indflydelse ikke mindst på regeringssammensætning. Partiet blev i første omgang udmanøvreret af Højre, som forsvarede, at de store skatteydere og godsejere skulle bevare deres særrettigheder. Dette var optakten til forfatningskampen og provisorietiden, som først fik sit endeligt med parlamentarismens indførelse i 1901. Lokalt i Aarhus havde vælgerforeningen succes i sit foretagende. Ved folketingsvalget i 1873 vandt den konservative folketingskandidat, godsejer og senere indenrigsminister H.P. Ingerslev en snæver sejr over venstreagitator og redaktør på Aarhus Amtstidende Lars Bjørnbak.

Stod stærkt i byrådet

Vælgerforeningen fortsatte arbejdet med at styrke den konservative sag i rigsdag og byråd. Aktiviteterne, der spændte fra grundlovsfester til rentefrie lån til trængende mødre, styrkede også opbakningen i de bredere masser, og modsat hvad man måske skulle tro, fik foreningen karakter af en folkelig bevægelse.

Partiet stod stærkt i 1870’erne og 1880’erne. Byrådet var, bl.a. på grund af nogle meget specielle valgregler, stærkt domineret af konservative kræfter. Læg hertil, at borgmesteren frem til 1919 var kongelig udpeget, og han stemte sammen med de konservative i de fleste sager.

Oppositionsledere

Venstre og Socialdemokratiet brød for alvor igennem på landsplan i løbet af 1880’erne og 1890’erne, og det satte den konservative bastion i byrådet under pres. Diskussionerne i rådet blev flere og fik en stærkere ideologiske karakter. Og da der i 1908 blev indført lige og almindelig valgret, så kvinder og tyende fik stemmeret, smuldrede det konservative flertal.

’Den sorte plet i landet’. Sådan lød overskriften 13. marts 1909 i Aarhus Stiftstidende, da de borgerlige partier med de konservative i spidsen mistede flertallet i byrådet til Socialdemokratiet. Byen ville med Stiftstidendes ord nu blive ramt af en række ’Socialistiske Reformer, der vil sætte sine deprimerende Spor i Byens Fremtid og hæmme dens Udvikling’. De konservative måtte vænne sig til rollen som oppositionens ledere, da Socialdemokratiet havde sat sig tung i borgmesterstolen.

Ekskluderet greve og Aarhuskonservatisme

I byrådet fandt partiet hurtigt ind i den nye rolle, og gennem et fornuftigt samarbejde med de andre partier lykkedes det også at få sat konservative aftryk på meget af byrådets politik.

Det kneb til gengæld mere med samarbejdet med moderpartiet. Stridens kerne var det konservative folketingsmedlem, greve Bent Holstein.

Bent Holstein var blevet et kendt og anerkendt navn for sin meget aktive rolle i grænsesagen efter 1. Verdenskrig. Vælgerforeningen stillede ham op til folketingsvalget i 1920. Holstein blev valgt men blev ekskluderet af partiet blot to år efter. Holstein var en stærk taler med markante og stejle holdninger. Han var streng konservativ i militære spørgsmål, mens han stod for en ny og mere moderat linie i sociale spørgsmål. Nogle mener, at Holstein var en forgænger for den linie, som Chrismas Møller senere lagde for de konservative. Ekslusionen skyldtes netop Holstein principfasthed. I 1922 stemte han imod sit eget parti, da de konservative indgik forsvarsforlig med Venstreregeringen Neergaard. I den forbindelse undlod han ikke at komme med en bitter stikpille sine partifæller, som han mente solgte ud af sine grundprincipper. "Den konservative Politik har i den forløbne Samling revet sig på adskillige Torne, der gror langs Venstregaardmændenes krogede politiske Biveje.”

Vælgerforeningen i Aarhus ville ikke finde sig i eksklusionen, og de blev bakket op af både Århus Stiftstidende og Jyllands-Posten. Man mente, at partiforeningen havde ret til at opstille sine egne kandidater, og den ret havde man tænkt sig fastholde i denne sag.

Efter flere forgæves forsøg på at mægle mellem hovedbestyrelsen og vælgerforening, blev vælgerforeningen i 1923 ’midlertidigt’ ekskluderet af moderpartiet. Holstein fortsatte i Folketinget som løsgænger gennem flere valgperioder. Lokalt fortsatte vælgerforeningen sit arbejde, nu som en selvstændig partiforening og eksponent for en alternativ kurs, der blev døbt Aarhuskonservatismen.

Holstein skiftede siden hen parti, og vælgerforeningen blev igen optaget i moderpartiet.

Olaf P. Christensen

Efter magistratsstyrets indførelse i 1950 har Det Konservative Folkeparti haft mange rådmænd, men én skiller sig ud fra mængden. Prokurist Olaf P. Christensen – eller blot O.C. – blev første gang valgt ind i byrådet i 1962. Efter ganske kort tid overtog han rådmandsposten i Magistraten for tekniske anliggender fra sin partifælle Alfred Mougaard. Posten beholdt han i 30 år. Det var i en tid med omfattende forandringer. Midtbyens saneringsplaner gav store udfordringer på den politiske front. Det var jo en sag med følelser i. O.C. sad i byrådet i 34 år frem til 1997. Han blev i 1966 valgt til 2. viceborgmester og senere 1. viceborgmester. Han var med til at træffe beslutninger om markante byggerier som Scandinavian Congress Center, Musikhuset, gågaderne og ikke mindst, at Aarhus Å skulle lægges frit. I jubilæumsåret går de konservative et spændende valg i møde, og der er nok mange, som håber, at de landspolitiske vinde ikke blæser dem rådmandsposten af hænde.

Politiske talenter

Vælgerforeningen har fostret mange politiske talenter. En af dem er Lars Gammelgaard. Gammelgaard, altid letgenkendelig med sine karakteristiske briller, fik en flot karriere i folketinget, som blev kronet med posten som fiskeriminister i 1986.

Litteratur og Kilder

  • Robæk, Henry A. og Gammelgaard, Lars P. (Red.), Århus-konservatismen 100 år, (Eget forlag, 1973)
  • Preben Rasmussens Samling, Aarhus Stadsarkivs læsesal
  • Aarhus Byråds Forhandlinger