Nordre Kirkegård

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning
Nordre Kirkegård i sine spæde år. Træerne er stadig små, og kapellet endnu ikke blevet ombygget.

Nordre Kirkegård ligger på Trøjborg og blev indviet i 1876, som aflastning for Søndre Kirkegård. Kirkegården er i dag et smukt åndehul, hvor mange smukke gravmæler endnu er bevaret.

På byrådets bord

I byrådsforhandlingerne under journalnummer 238/72 kan man tæt følge Nordre Kirkegårds vej fra forhandlingsbordet til virkelighed. Byens daværende eneste fungerende kirkegård, den nu nedlagte Søndre Kirkegård, der lå, hvor rådhuset ligger i dag, var ved at være fyldt. Med en voksende by, var der ikke mange udvidelsesmuligheder i det område. 12. december 1872 vedtog Aarhus Byråd derfor at nedsætte et udvalg bestående af borgmester Schmidten, stiftsprovst Emil Boesen, J. Winge, sognepræst Seidelin, gørtlermester N. Hald, skræddermester H.F. Baess, købmand Johan Christian Pantliz Wilde Spliid og kammerråd R. Erichsen, som skulle arbejde hen i mod anlæggelsen af en ny kirkegård.

Møddingen måtte væk

3. april året efter kunne udvalget præsentere resultatet af dets undersøgelser. Første prioritet havde været at anlægge en ny kirkegård på jord, som hørte under Marselisborg Gods – altså syd for byen, ”men dette var aldeles ikke til at faa”. Dernæst havde udvalget undersøgt Galgebakken, hvor Universitetsparken ligger i dag. Men denne var for lille og desuden blev den benyttet som eksercerplads for byens garnison. Udvalget anbefalede derfor en plads nord for byen beliggende op ad Knudrisbakken og vejen (nuværende Kirkegårdsvej) fra Limfabrikken (der lå i området, hvor nu Østboulevarden og Kirkegårdsvej nu krydser hinanden), op til markvejen (Trøjborgvej), der fra Grenå Landevej fører op til Aldersro. En anbefaling som byrådet kunne tilslutte sig på efterfølgende byrådsmøde 17. april. Sagen gik nu videre til sundhedskommissionen, der efter at have undersøgt jordforholdende, 10. juli samme år også kunne give tilsagn til anlæggelsen. Dog anbefalede kommissionen stærkt, at en møddingplads beliggende ved ”Randers Chaussé” blev fjernet inden kirkegården blev taget i brug, ”da Opholdet paa denne ellers vil blive utaalelig for de Besøgende, naar Vinden bærer fra Møddingspladsen hen over Kirkegaarden”.

Kirkegård til evig tid?

På byrådsmødet 18. september 1873 blev det besluttet, at de jordlodder, som var indbefattet af den udvalgte grund, blev stillet til rådighed for kirkerne, mod en årlig afgift til kæmnerkassen på 232 rigsdaler og mod at kirkerne selv sørgede for indhegning, anlæg og beplantning af kirkegården. Byen skulle til gengæld sørge for forbindelsesveje til kirkegården. På byrådsmødet 9. april 1874 bortfaldt kravet om en årlig afgift. Til gengæld skulle kirkegården overgå til kommunal ejendom når kirkegårdsfunktionen ophørte. Sidstnævnte betingelse faldt Ministeriet for Kirke- og Undervisningsvæsenet for brystet, da betingelsen også galt den på det tidspunkt fungerende Søndre Kirkegård. Bekymringen kom til udtryk i en skrivelse til byrådet behandlet 24. september samme år. Tanken at kommunen ønskede at bebygge nedlagte kirkegårde, fandt ministeriet ”saarende for den Pietet, der skyldes de i en nærmere Fortid Afdødes Hvilested, og stridende mod det Hensyn, der skyldes Følelser hos de Efterlevende. ” Byrådet holdte på sin ret og blev 5. november enige om et svar, der lød: ”Arealet overlades Kirkerne til Begravelsesplads, men er og vedbliver at være Kommunens Ejendom”. Efter dette var vejen banet for den egentlige anlæggelse af kirkegården.

Sagen døde dog ikke her, da ministeriet fire år senere i 1878 – to år efter Nordre Kirkegårds indvielse – atter henvendte sig til byrådet, for at høre om byrådet virkeligt vedblev at fastholde sit standpunkt. I byrådets svar til ministeret, som blev vedtaget 5. december 1878, gjorde byrådet klart, at det naturligvis respekterede pietetshensynet og de efterladte, men byrådet stillede sig uforstående over for at kommunen i ”100 eller 200 Aar derefter vare hengaaende, ikke havde Ret til at foretage nogen som helst Benyttelse af de omhandlede Arealer uden vedkommende højeste Regjerings-Autoritets Samtykke indtil evige Tider.” Byrådet imødegik ministeriet ved at foreslå en fredning af kirkegårdsarealerne på 30 år efter kirkegårdens nedlæggelse.

Ministeriets bekymring skulle vise sig at være begrundet, da Søndre Kirkegård, netop blev sløjfet til fordel for Aarhus nye rådhus, som kunne indvies i 1941 – blot 15 år efter sidste begravelse havde fundet sted på kirkegården.

Billettøren og barberens hustru indviede kirkegården

Borgmester Einar Stecher Christensens bisættelse i kapellet på Nordre Kirkegård i 1945. I baggrunden ses Harald Borres kalkmalerier fra 1942.

9. oktober 1876 blev kirkegården endeligt indviet, da Vor Frue Kirkes sognepræst, F.E. Seidelin, afholdt de to første begravelser. Første mand i jorden var den blot 42-årige billettør Thomas Peter Henrichsen. Ifølge dødsannoncen fra Århus Stiftstidende havde billettør Henrichsen ”i en Række af Aar bestridt sin lille Post i Communens Tjeneste med megen Accuratesse og Nidkjærhed. ” Ceremonien foregik fra et midlertidigt trækapel, hvor også byens andre præster, borgmesteren og byrådsmedlemmer deltog. Seidelin talte ifølge Århus Stiftstidende om, at det nye sted ”hvor vi nu skulle begrave vore kjære Afdøde, seer saa aabent ud; med det skal hegnes med Herrens Fred. Der, hvor der tidligere er pløiet og saaet i den timelige Jord, der ville vi nu hegne med Guds gode Ord, saa at der her kan blive Fred imellem Gravene.”

Senere samme dag blev også barber Woldums hustru, Johanne Marie Woldum (f. Storm), stedt til hvile.

Kapellet bygges og ombygges

Først i 1880 blev der opført et kapel i nyromansk stil med korsfløje, tegnet af arkitekt Vilhelm Puck. Efter 25 år kunne man dog konstatere at kapellet var for lille. Det var især når foreninger eller lignende mødtes for at begrave medlemmer at det knep med pladsen i Pucks kapel. Den efterfølgende debat i byrådssalen 26. marts 1908 blev lang og lettere ophedet. Nogle – her i blandt socialdemokratiske F.F. Samuelsen – mente, at det var bedre at anlægge en helt ny kirkegård, andre – som Højres Lottrup – stemte for at opføre endnu et til kapel på Nordre Kirkegård, mens andre igen – som M. Nielsen fra Højre – stemte for en udvidelse af det nuværende kapel. På byrådsmødet blev sagen behandlet uden at man i første omgang kom til enighed. Det blev dog M. Nielsen, som fik det sidste ord i debatten: ”Det kunde ikke nytte at sige, at man ingen Penge havde, de kunde nok skaffes. Hr. Lottrup var nu en meget modig Mand, men havde dog i sin Tid været ved at græde og havde mattet bøje sig for Provstesynet. Den sag skulde han dog ikke komme nærmere ind paa.” Sidstnævnte kommentar var knyttet til en kommentar fra hr. Lottrup om, at man ikke behøvede at udvide kapellet, blot fordi provstesynet ønskede det.

Sophus Frederik Kühnels nu nedrevne krematorium på Nordre Kirkegård.

I 1909 blev kapellet da også ombygget og udvidet efter tegninger af arkitekt S.F. Kühnel. Kühnel stod også bag tegningerne til et krematorium, som blev indviet 9. januar 1923. Da opførelsen af et krematorium var blevet diskuteret af byrådet i tilbage i 1908 udtalte F. Nørgaard, at selv ”de mest sangvinske vilde” måtte indrømme, at der ville komme til at gå mange år før tanken om ligbrænding ville slå igennem. Det viste sig at være upraktisk med krematorium og kapel i hver sin bygning, hvorfor kapellet i 1941 blev ombygget, og et krematorium blev indrettet i kapellets kælder. Samtidigt blev Kühnels gamle krematorium nedrevet. Krematoriedriften på Nordre Kirkegård ophørte i 1969, hvorefter al ligbrænding foregik på Vestre Kirkegård, der var blevet indviet i 1927. De nuværende kalkmalerier i kapellet blev udført i 1942 af Harald Borre.

Udvidelser

Ligesom kapellet blev også kirkegården hurtigt for lille og i 1891 kom den første udvidelse med et område mod Sandgraven. i 1892 inddrog man et stykke ind mod byen og 1899 det stykke, som ligger nordvest for Kirkegårdsvej. Det sidst inddragne stykke kom til at volde problemer, og i 1903 kunne kirkegårdsbestyrelse meddele byrådet om højtstående grundvand og oversvømmede grave. 5300 kr. – godt 750.000 kr. i nutidspenge – måtte afsættes til dræning af området, hvilket byrådet bevilligede. I 1912 blev Knudrisbakke inddraget. Kirkegården havde nu et areal på 35 tdr. land.

I 1935 blev der anlagt en urnehave og der åbnedes samtidig igen for køb af gravsteder, hvilket ikke havde været muligt siden 1927.

Litteratur og kilder


{{#coordinates:primary|56.167592|10.215119}}