Landsbymiljø i Århus Kommune 1974

Fra AarhusWiki

Beskrivelsen af det fysiske miljø i 102 landsbyer i Aarhus Kommune findes i et kompendium, som supplerer rapporten ”Landsbymiljø i Aarhus Kommune 1974”, som Geografisk Institut i 1974-75 udarbejdede for Aarhus Kommune med det formål at udpege særlige bevaringsværdige miljøer i kommunens landsbyer. To tilsvarende kompendier om henholdsvis befolknings- og erhvervsforhold og det sociale miljø er udgivet i 1977.

Kompendiet er udformet som en registrant, der beskriver landsbyerne enkeltvis, og kan læses uafhængigt af hovedrapporten. Det indeholder desuden et kapitel, hvori der er gjort rede for den anvendte metode ved undersøgelsen. Følgende er væsentligt citeret fra kompendiet og rapporten Landsbymiljø i Århus Kommune 1974, Geografisk Institut, Aarhus Universitet.

Du kan desuden læse mere om Kommunens landsbyer under siden Landsbyer i Aarhus Kommune.

Introduktion

Undersøgelsens baggrund skal ses i lyset af den byvækst, som var et alment vesteuropæisk fænomen. I 1800-tallet og det tidlige 1900-tal fandt en kraftig byvækst sted i Danmark i forbindelse med industrialisering og andre centraliseringstendenser. Denne vækst resulterede i en stigende befolkningstæthed i byerne og en begrænset opvækst af forstæder. Dette hang sammen med en relativt lav mobilitet på grund af den begrænsede udvikling i transportteknologien.

Siden de første årtier af 1900-tallet var der sket en meget kraftig byvækst, og op mod 1970'erne gav denne vækst sig udslag i en faldende befolkningstæthed i byernes kerne og en kraftig vækst i forstadsområderne. Denne udvikling skyldtes blandt andet transportteknologiske forbedringer, som medførte større mobilitet. Udover denne vækst i forstadsområderne var der til bynære landsbyer sket en vis udflytning af folk fra byerne, samtidig med at der fandt en tilflytning sted af folk, der afvandrede fra fjernere liggende landområder. Landsbyer, der lå i nærheden af en storby, var således udsat for kraftig udvikling, visse landsbyer blev simpelthen en del af den bymæssige bebyggelse, som for eksempel Brabrand, Gl. Åby og Vejlby. Andre blev udsat for en kraftig udbygning og ændrede funktion, selv om de rent fysisk forblev selvstændige bebyggelser. Disse processer kunne klart iagttages i Aarhus Kommune i starten af 1970'erne.

På denne baggrund rejstes spørgsmålet om landsbymiljøer i kommunen. I en sådan situation kunne det tænkes, at der i nogle landsbyer fandt visse miljøaspekter, som man bevidst gerne ville bevare, fordi man anså dem for værdifulde. Dette rejste flere problemer: Hvad betyder "værdifuld" i miljømæssig henseende, hvordan kan det måles, og hvilke landsbyer har værdifulde miljøer? Dette var den egentlige baggrund for undersøgelsen.

Undersøgelsens formål var at foretage en nøje kortlægning af de ca. 100 landsbyer i Aarhus Kommune og på grundlag heraf at udarbejde en rapport til kommunen med en identifikation af værdifulde miljøer samt af, hvilke faktorer disse synes at afhænge af.


Indledning

Landsbyerne er i undersøgelsen opdelt i 3 hovedgrupper; smålandsbyer, kernelandsbyer og storlandsbyer. Sidstnævnte er de vækstbyer, der udvidedes med store, nye parcelhuskvarterer i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, kernelandsbyerne de bebyggelser, der i daglig tale forbindes med betegnelsen landsby, og smålandsbyerne de samlinger af gårde og huse, der på grund af beskeden størrelse ligger på grænsen for opfattelse som by. Små- og storlandsbyerne er behandlet kortfattet med summarisk karakteristik af struktur og angivelse af vigtigste data.

Ved udvælgelsen af bevaringsværdige bygninger har et af kriterierne været alderen. Det har medført at bindingsværk indtager en meget fremtrædende plads blandt de bevaringsværdige bygninger. Opefter er grænsen for bevaringsværdighed sat til tiden omkring 1. verdenskrig. Det indebærer ikke, at der ikke er opført værdifulde bygninger siden, men de forekommer i så stort tal, at de ikke kommer i betragtning ved en undersøgelse, hvor det drejer sig om bevaring af enkeltbygninger.

Undersøgelsens basismateriale er indsamlet i 1974. I kernelandsbyerne er der foretaget efterregistrering i 1983. Samtlige beskrivelser af bevaringsværdige bygninger er blevet ajourført. Efterregistreringen har gjort det muligt også at belyse det omfang og den hastighed, hvormed ændringerne sker i landsbyernes fysiske miljø. Kompendiet er udarbejdet til brug for Aarhus Kommune, men vil formentlig også have interesse for beboerne i de enkelte landsbyer, specielt måske de historiske afsnit og beskrivelserne af de bevaringsværdige bygninger. Arbejdet er tilrettelagt som opslagsværk, og gentagelser forekommer derfor ret hyppigt. Det er også baggrunden for, at beskrivelserne er opbygget temmelig skematisk, idet det herved bliver lettere at drage sammenligninger mellem landsbyerne.

Kompendiet er helt Geografisk Instituts arbejde. Tilrettelæggelsen og det oprindelige feltarbejde i 1974 blev udført under ledelse af A. Krarup Mogensen, R. M Newcomb og H. A. Randall. Manuskriptet er udarbejdet af arkitekt Flemming Lefévre og A. Krarup Mogensen med bistand af arkitekt Kim Jordal, der i en periode har været tilknyttet projektet. Forfatterne har delt arbejdet indbyrdes, således at Flemming Lefévre har skrevet bygningsbeskrivelserne for 43 af kernelandsbyerne, kapitlerne om smålandsbyer og storlandsbyer samt ordlisten og A. Krarup Mortensen resten, det vil sige de generelle landsbybeskrivelser og bygningsbeskrivelserne for 16 kernelandsbyer. I den indledende skrivefase har H. A. Randall været behjælpelig og i planlægningen i den afsluttende fase lektor P. Rind Christensen. Manuskriptet er tekstbehandlet af Anne Marie Laursen, og praktisk taget samtlige fotos er optaget og viderefremstillet af Jens Kjeldsen (J. K.) Resterende optagelser er udført af Torben Pallesen Jensen (T. P. J.) og Ove Hansen (O. H.). Kortbilagene til de enkelte kernelandsbyer er forstørrelser til målestoksforholdet 1:10.000 af Geodætisk Instituts 4 cm kort i 1:25.000 med enkelte vej- og navneændringer af betydning for forståelsen af beskrivelserne (tilladelse Geodætisk Institut A747/72). Ændringerne er udført af Flemming Nørgaard. Trykningen er foretaget af Bendt Jacobsen og Helmuth Madsen.

Værdifuld hjælp er desuden ydet af et stort antal beboere i landsbyerne. De har ved deres interesse vist forståelse for, at også landsbyerne indeholder en kulturarv, der bør værnes om.

Smålandsbyer
Oversigtskort over landsbymiljørapportens smålandsbyer.

Antallet af smålandsbyer er i hovedrapporten opgjort til i alt 21. Som smålandsbyer er medregnet bebyggelser med 3 til 10 ejendomme. Ved en fejl er Edslev medregnet i denne gruppe; byen hører til kernelandsbyerne. 14 af smålandsbyerne ligger i kommunens sydlige del, 4 i den nordøstlige. Ingen af byerne ligger ved overordnede veje og må alle karakteriseres som landbrugsbyer. Kun Edslev havde dagligvareforretning, og denne er nu nedlagt. Landsbyerne kan adskilles i to hovedformer: den spredte og den koncentrerede by, oprindelig afhængigt af udskiftningens form og omfanget af udflytninger. Alt i alt er der dog tale om så små landsbyer, at det kun for fås vedkommende har mening at tale om egentlig landsbykarakter. Planlægningsmæssige problemer er derfor nært beslægtede med problemerne i det åbne lands planlægning. Befolkningen i smålandsbyerne var i 1974 på i alt ca. 450 personer, hvilket svarer til 2% af indbyggertallet i samtlige landsbyer. I alt er der ca. 40 bygninger klassificeret som bevaringsværdige med hovedparten samlet i Bjøstrup (3), Gunnestrup (5), Hinnedrup (4), Hjelmager (6), Kankbølle (5) og Synnedrup (3).

Kernelandsbyer
Kernelandsbyer i landsbyrapporten.

I alt 62 landsbyer er registreret som kernelandsbyer, der er byer med mellem 11 og 124 ejendomme. Tre landsbyer er siden udeladt. En nærmere gennemgang har vist, at Ballen og Todderup ikke opfylder undersøgelsens landsbydefinition. Den tredje, Mundelstrup St. by, kan ikke naturligt afgrænses fra de nye boligområder vest for Tilst. Kernelandsbyerne rummer i kraft af deres størrelse meget af det, der almindeligvis knyttes til begrebet landsby: overskuelig bystørrelse med overvejende ældre bebyggelse, heriblandt landbrugsejendomme, samlet omkring et uregelmæssigt vejsystem. Kernelandsbyerne ligger jævnt fordelt i kommunen uden for Aarhus med forstæder undtaget en bræmme langs kysten nordpå og et område nordvestover fra Lystrup. De 59 kernelandsbyer fordeler sig størrelsesmæssigt således, at 38 har mellem 11 og 30 ejendomme, 13 har mellem 32 og 49 ejendomme og 8 har mellem 70 og 100 ejendomme. Gruppen spænder fra byer med spredt bebyggelse, eks. Pedholt, Balle og Grøttrup, over de koncentrerede, selvstændige landsbyer til byer, der ligger nært knyttet til byudviklingsområderne i Aarhus Kommune, eks. Elsted, Kolt, Segalt og Tilst. Befolkningen i kernelandsbyerne udgjorde i 1974 i alt ca. 5.560 personer svarende til 20% af befolkningen i kommunens landsbyer. I alt ca. 320 bygninger er klassificeret som bevaringsværdige helheder af bygninger, beplantninger, veje og pladser.






Storlandsbyerne
Storlandsbyer i landsbyrapporten.

Storlandsbyerne, der er landsbyer med mindst 125 ejendomme, er i hovedrapporten opgjort til 22. De fordelte sig størrelsesmæsigt med 10 byer med 140 til 200 ejendomme, 11 byer med 320 til 675 ejendomme, samt en enkelt, Lystrup, med ca. 1070 ejendomme. I samtlige byer er parcelhusområder stærkt dominerende. Generelt set ligger storlandsbyerne i nær tilknytning til overordnede veje. 8 har desuden station eller trinbræt på en af de lokale oplandsbaner og én på den østjyske længdebane. Den trafikalt gunstige beliggenhed har tidligt medført bolig- og servicemæssig udbygning. Fælles for storlandsbyerne er da også, at de indgår som byudviklingsområder i kommunens bolig-, service- og evt. erhvervsudbygning. 11 storlandsbyer ligger fra Randersvej østover til Kaløvig og 7 fra Skanderborgvej østover til Aarhus Bugt. Befolkningen i storlandsbyerne var i 1974 på i alt ca. 22.000 personer, svarende til 78% af den samlede befolkning i kommunens landsbyer. I alt ca. 150 bygninger er klassificeret som bevaringsværdige. Godt halvdelen af disse ligger i de ældre bydele af Egå (16), Sabro (14), Skødstrup (15), Beder (11), Malling (11) og Spørring (8).

Metode

I dette afsnit redegøres kort for de metoder, der er anvendt ved undersøgelserne af det fysiske miljø i landsbyerne.

Projektet har kun beskæftiget sig med landsbybebyggelsen. Uden for denne ligger den spredte bebyggelse, som også indeholder værdifulde miljøer, men faren for ødelæggelse er her mindre end i den koncentrerede bebyggelse.

Definition af en landsby

Som Landsby er betragtet bebyggelser med mindst 3 gårde eller et ækvivalerende antal huse (1 gård = 2 huse) med indbyrdes afstand på højst 200 m og opstået som landsby før udskiftningen omkring 1800, som stationsby eller som vejby før 2. verdenskrig. Undtaget herfra er dog de egentlige forstæder som Brabrand, Risskov etc. samt den sammenhængende efterkrigsbebyggelse omkring Tilst, Todderup og Mundelstrup St.by. Til gruppen er således ikke medregnet de husmandskolonier, der voksede op dels i forbindelse med udskiftningen og dels som følge af senere udstykning, især udstykningen efter lensafløsningsloven. Undtaget er ligeledes sommerhusbebyggelser (Mariendal, Havbakker, Ajstrup Strand og Norsminde) samt rene efterkrigssovebyer (Tranbjerg Haveby). Det samlede antal landsbyer beløb sig herefter til 105. Efter 1975 har det vist sig, at Todderup og Ballen ikke opfylder de ovenfor nævnte betingelser, og de er derfor udgået af listen. Slettet er endvidere Mundelstrup Stationsby, der mest naturligt opfattes som hørende sammen med de omkringliggende nye parcelhuskvarterer. Antallet af landsbyer er således reduceret til 102.

Det fysiske miljø

Det fysiske miljø i en bebyggelse er en helhed sammensat af en lang række delelementer (variabler). Det drejer sig dels om bygningerne og dels om elementer som landsbyens placering i terrænet og bebyggelsesformen, der mere umiddelbart opfattes for landsbyen som helhed. Det store antal byer gjorde det nødvendigt at gennemføre det grundlæggende arbejde ved hjælp af et betydeligt antal medarbejdere. Derved blev problemet om ensartet bedømmelse aktuelt. Det søgtes minimeret ved at gøre undersøgelsen kvantitativ og i øvrigt anvende enkle og meget rigoristiske regler. Det medfører problemer, men også fordele, idet kvantificeringen gør det muligt at udtrykke miljøværdien ved hjælp af 1-2 tal, således at det er let at sammenligne. Også ved en sådan fremgangsmåde indgår der dog subjektivitet i bedømmelsen, og de fremkomne tal kan ikke tillægges absolut nøjagtighed.

Miljøværditallene refererer til den enkelte bygning og den enkelte landsby som helhed. For udpegning af særlig værdifulde partier (delmiljøer) i landsbyerne er anvendt en bedømmelse på grundlag af de opstillede delelementer, men der er ikke forsøgt nogen kvantificering. Den større overskuelighed gør det langt mindre påkrævet i dette tilfælde. I delmiljøerne indgår de forskellige elementer i speciel miljøfordelagtig kombination. Disse områder kommer på tale, hvis der skal føres bevaringspolitik udover bygningsbestanden.

Ud fra miljø- og planlægningsmæssige betragtninger er landsbyerne fordelt på 3 grupper efter størrelse: smålandsbyer, kernelandsbyer og storlandsbyer. Kernelandsbyerne er de bebyggelser, der i daglig tale forbindes med begrebet landsby: landbebyggelse af nogen – men dog ret beskeden – størrelse med ”oprindeligt” præg uden dominerende, moderne parcelhuskvarterer. Storlandsbyerne er de bebyggelser, der er større end kernelandsbyerne og smålandsbyerne er de, der er mindre. I førstnævnte dominerer med to undtagelser nye parcelhuse, smålandsbyerne nærmer sig i mange tilfælde spredt bebyggelse. Som grænseværdier er efter skøn ansat højst 10 ejendomme (ejendomsenheder) for smålandsbyer, 11-24 for kernelandsbyer og mindst 125 for storlandsbyer. Kernelandsbyerne er yderligere fordelt på 4 klasser efter miljøkvalitet, som det er beskrevet nedenfor.

Ved undersøgelsen er af tidsmæssige årsager kun registreret ”visible” bygninger, det vil sige bygninger, der kunne ses fra offentlig vej. Det har medført, at oplysningerne er ukomplette for 4% af de i alt godt 12.600 bygninger, der registreredes. Denne mangel er, hvor det har betydning, søgt afbødet ved supplerende registrering.

Samtlige bygninger er registreret og bedømt efter fast skala for følgende størrelse med angivne skalaværdier, idet 0 betegner en neutral værdi, og tallene til venstre og højre herfor henholdsvis en negativ og en positiv graduering. Samtlige værdier er skønnede:

1. Alder. I stedet for absolut alder er benyttet 6 stilperioder: a) typehustiden, b) funktionalisme c) yngre historicisme d) ældre historicisme e) yngre traditionalisme f) ældre traditionalisme: 0 10 10 20 20

2. Arkitektonisk værdi. I tilfælde af autentisk bindingsværk er de angivne tal yderligere øget med 10 points: -15 / -5

3. Ændringsreduktion (reduktion på grund af uheldige ændringer): - 10 / -5

4. Stand: -5 / 5

5. Harmoni med andre bygninger (i bygningskomplekser bestående af flere bygninger): -5 / 5

6. Have: -5 / 5

7. Træer: 5

8.Orden: -5 / 5

Ved summation er for hver ejendom udregnet et miljøindeks: ejendomsmiljøindeks. Det udtrykker ved et enkelt tal en ejendoms miljøværdi. Tallet er benyttet til udpegning af værdifulde (bevaringsværdige) bygninger, idet det ad empirisk vej blev konstateret, at niveauet for ejendomsmiljøindeks generelt skal ligge omkring 20 og derover, for at en bygning er af en sådan kvalitet, at den fra et arkitektonisk synspunkt kan anses som bevaringsværdig. Alle bygninger med en indeksværdi på mindst 20 er derfor undersøgt specielt. Der er dog ikke fuld overensstemmelse mellem de således udpegede bygninger og de som bevaringsværdige beskrevne, idet afgørelsen også har været underkastet subjektivt skøn, og der desuden er medtaget en del bygninger på grund af kulturhistorisk interesse. Den tidsmæssige afgrænsning opefter for bevaringsværdige bygninger er sat ved tiden omkring 1. verdenskrig. På grundlag af ejendomsmiljøindekserne for de enkelte ejendomme er udregnet et gennemsnit for hver landsby, og disse er derefter rangordnet efter gennemsnitstallene.

På lignende måde er videre udregnet et helhedsmiljøindeks for hver landsby på grundlag af værdierne af de ovenfor nævnte øvrige variabler, i alt 13, som er specificeret med anvendte skalaværdier i følgende tabel:

1. Placering i terrænet 5


2. Bebyggelsesform -5


3. Vejnetform:

vækstlandsby

anden landsby 5


4. Trafikforhold:

jernbane -5 / -2,5

hovedvej -10/ -5/ 2,5

bivej -5/ -2,5


5. Opdeling:

kvarterer 5

ved jernbane -5/ -2,5

ved vej -5/ -2,5

6. Åbne, ikke grønne pladser -5 /-2,5 / 2,5 / 5

7. Åbne, grønne pladser -5/ -2,5 2,5 / 5

8. Vandområder 2,5 / 5

9. Beplantning, som ikke umiddelbart slutter sig til ejendomme 2,5 / 5

10. Indre differentiering:

efter erhverv -5 / 5

efter alder (vækstby) -5 / 5

efter alder (anden landsby) -5 / 5

efter alder (koncentration af værdifulde bygninger) 5 / 10

11. Reklamer, højspændingsledninger o.l. -5 / -2,5

12. Udsigt mod landsbyen 2,5 / 5

13. Udsigt fra landsbyen 2,5 / 5


Klassificeringen er vist på følgende liste, hvor Ballen, Todderup og Mundelstrup St.by af de ovenfor nævnte grunde er slettet:

KERNELANDSBYER

Klasse 1:

Klasse 2:

Klasse 3:

Klasse 4:

Halvdelen af klasse-1 byerne ligger i den vestlige del af kommunen, og resten er fordelt på to områder længst mod nord og mod sydøst. Klasse-2 og klasse-3 landsbyerne er ret jævnt spredt over kommunen, for sidstnævntes vedkommende dog med nogen overvægt til den sydlige del, hvor næsten halvdelen af klassens byer er koncentreret. Klasse-4 landsbyerne ligger alle i de mere centrale dele af kommunen.

Det sociale miljø

For 55 af landsbyerne blev endvidere lavet en undersøgelse af det sociale miljø, som fremgår af hovedrapporten. De største landsbyer, og landsbyer med under 30 voksne er udeladt. Udelukkelsen skyldes flere forhold, men væsentligst, at de største landsbyer kun har lidt tilfælles med de mindre og mellemstore landsbyer, og at undersøgelsen af det sociale miljø skete via en interviewundersøgelse baseret på stikprøve i hver landsby. Og det blev skønnet vanskeligt at bibeholde et nøjagtighedsniveau med under 30 voksne.

Ved undersøgelsen blev benyttet måling af bestemte variabler, grupperet under følgende 6 overskrifter: stillingsstruktur og indkomstfordeling, befolkningssammensætning, lokaliseringsfaktorer, sociale kontaktmønstre -inden for og uden for landsbyen, aktivitetsmål - inden for og uden for landsbyen, grad af tilfredshed med livet i landsbyen.

Og man forsøgte at måle beboernes egne vurderinger af det sociale og fysiske miljø. Ved vurderingen af det sociale miljø, viste det sig, at beboerne i hovedsagen lagde vægt på følgende faktorer: aktivitetsniveau i landsbyen, kontakten til andre mennesker og indbyrdes hjælpsomhed, sladder og nysgerrighed og en generel faktor med adjektiver som venlig, afslappet, stabil og sikker.

På spørgsmålet: Hvilke fordele vil De fremhæve ved at bo i denne by? var topscorene blandt svarene: "fred og ro", "naturen", "man kender hinanden" og "tæt ved en storby", i mindre grad blev følgende svarmuligheder valgt: "gode butikker", "fritidsmuligheder", "skoleforhold", "børnevenligt" og "trafiksikker".

Tilsvarende blev der spurgt: Hvilke ulemper vi De fremhæve ved at bo i denne by? Her var de tre mest valgte svar: "dårlig kollektiv trafik", "få butikker", "trafikfarlig", "for lidt fritidsaktivitet", og mindre blev følgende svar valgt: "alderdomshjem mangler", " for høje grundpriser", "ingen børnehave", "for langt til arbejde", "dårligt klima i byen".

Der gøres i hovedrapporten et forsøg på at fremsætte et samlet mål for både det fysiske og det sociale miljø i de 55 landsbyer. For det første er konklusionen, at der ikke er nogen markant sammenhæng mellem kvaliteten af det fysiske og det sociale miljø.

For det andet ses en tendens til, at landsbyer med højeste miljøværdier inden for begge aspekter findes i kommunens yderområder, i nord, syd og vest, og er landbrugsprægede, har en stor andel af mennesker, som er født i landsbyen, er mindre landsbyer og hvor den kollektive trafik benyttes i vid udstrækning. Eksempelvis Ajstrup, Fulden, Lillering, Vorre.

Mens landsbyer med de laveste miljøværdier er mere centraltbeliggende og beliggende omkring de vigtigste indfaldsveje fra Aarhus; Grenåvej, Randersvej, Skanderborgvej, og Gl. Horsensvej, og beliggende i eller i nærheden af industriområde eller byzone. Eksempelvis Egå, Sabro Korsvej, Kolt, Trige.

Læs mere

Litteratur og kilder

  • Geografisk Institut, Aarhus Universitet: Landsbymiljø i Århus Kommune. Kompendium Det fysiske miljø bind 1+2, 1974.
  • Geografisk Institut, Aarhus Universitet: Landsbymiljø i Århus Kommune 1974. Rapport udarbejdet af Geografisk Institut Aarhus Universitet for Århus Kommune, 1975.
Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/mediawiki/index.php?title=Landsbymiljø_i_Århus_Kommune_1974&oldid=79781"