Fulden
Fulden er en landsby i Aarhus Kommune, som hører under Beder Sogn, Aarhus Søndre Provsti og Aarhus Stift. Fulden var frem til 1970 en del af Beder-Malling Sognekommune og kom derefter under Aarhus Kommune.
Historie
Fulden har i store træk bevaret sit "oprindelige" bebyggelsesmønster med Fulden Byvej som den gamle gade. Langs denne - hovedsagelig ved nordsiden - lå byens mølle, 8 gårde og ene bolsted. Her fandtes også en del af husene, men adskillige af disse var placeret ved udfaldsvejen mod Beder (Fuldenvej). Længst mod nord, hvor den støder sammen med Fulden Byvej, udvidede vejen sig til en trekantet plads, hvis vestlige del i dag optages af byens lille anlæg, mens østsiden er bebygget. Pladsen har formentlig virket som forte, men egentlig forteplads, omgivet af en krans af gårde, har den ikke været.
Ved udskiftningen (1783) tildeltes 3 af gårdene jord i den østlige del af bymarken, og disse gårde flyttede tidligt ud. Ved udskiftningen udlagdes også smålodder til de fleste af byens mange husmænd (1840 op mod en snes). Èn af de øvrige gårde (Overgård, Fuldenvej 65) blev omkring 1900 flyttet lidt mod sydvest, så at den nu ligger ved Fuldenvej. Næsten halvdelen af gårdene er således flyttet.
Husmandsstederne er praktisk taget forblevet i byen, og selv om adskillige i tidens løb er forsvundet, er der stadig så mange bygninger tilbage, at de er et karakteristisk træk ved Fulden. Med en enkelt undtagelse er jorden ganske vist nu frasolgt, så ejendommene fungerer som ren beboelse. Det er især disse husmandssteder, der er blevet opkøbt af udenbys liebhavere. Alt i alt har flytning kun spillet mindre rolle for Fuldens bebyggelsesmønster. Ingen ejendom er forsvundet på grund af udstykning. De ændringer, der er sket med hensyn til ejendomsfordelingen de senere år, skyldes omrokering af jorderne. Herved er Lodshøjgård, matr.nr. 10 samt bolstedet (matr. nr. 11) helt eller næsten forsvundet som landbrugsejendomme.
Fulden er kommet til at fungere som en turistattraktion, på grund af en meget smuk placering i terrænet, og en samling af bygninger af høj kvalitet, som er velholdt, men man kan få det indtryk, at landsbyen hovedsagelig fungerer som en rigmandssoveby.
Landsbybeskrivelse i Kommuneatlas, 1997
Følgende beskrivelse er citeret fra Århus Kommuneatlas.
Fulden har en usædvanlig smuk beliggenhed i den brede Giber Ådal. Landsbybebyggelsen ligger i overgangen mellem det flade landskab, der gennemstrømmes af Giber Å, og de stejle bakker mod syd og øst. Denne placering giver en række meget smukke og forskelligartede overgange mellem landsbybebyggelsen og det omkringliggende landskab. De landskabelige forhold opleves særligt fra bakkerne øst for byen, hvorfra der er en helt enestående udsigt over landsbyen og Giber Å.
Fulden kendes tilbage til 1335, hvor byen benævnes Fullen. Landsbyen er en slynget vejby, og den ældre gårdbebyggelse lå langs Fulden Byvej, der har et terrænbestemt forløb igennem landskabet. Den gamle Bygade fortsatte tidligere ned til Fulden Mølle, og den tidligere vejføring kan endnu erkendes som matrikelskel.
Den åbne bebyggelsesstruktur giver mulighed for en række smukke og varierede landskabelige kig – dels over de åbne engarealer og Giber Å, og dels mod bakkerne mod syd, der ligger som en væg bag byen.
Bebyggelsen fortættes i krydset imellem Fulden Byvej og Fuldenvej ved den gamle købmand og det lille anlæg. Gårdbebyggelsen er præget af tidstypiske landbrugsbygninger fra dette århundredes begyndelse. Blandt husbebyggelsen er et stort antal bindingsværkshuse, hvoraf flere har bevaret deres tidligere uprætentiøse udtryk.
Den velbevarede landsby danner sammen med det karakteristiske landskab og beplantningen en usædvanlig smuk helhed med store kulturhistoriske og landskabelige kvaliteter.
Beskrivelse i landsbymiljørapporten 1974
Følgende beskrivelse er citeret fra rapporten Landsbymiljø i Århus Kommune 1974.
Klassificering:
Kernelandsby i klasse 1.
Geografi og bevoksning:
Landsbyen ligger i bunden og lidt op ad sydskrænten af den dybt nedskårne Giber Å-dal, der ved Fulden udvider sig til en bredde på ca. 300 m. Størsteparten af byen er placeret på fladt eller svagt kuperet land; bebyggelsen undgår den stejle Postbakke (Gribbjerg) ude i dalen. Mod syd er skrænten meget stejl; ovenfor ligger et svagt bølget plateau. Mod nord er overgangen adskilligt mindre markant, og terrænet er her stærkt kuperet. Hele landskabet er ved sin udformning, den slyngede å og ved de mange træer langs den og i smålunde og i levende hegn en fin ramme omkring byen, især som den præsenterer sig fra skrænterne mod syd.
Skønt der ikke er særlig megen beplantning i landsbyen, fremtræder den alligevel ret markant, specielt med hensyn til træer, og helhedsvurderingen må således betegnes som fremtrædende. Trælinjen langs Giber Å er specielt positiv i en miljømæssig sammenhæng. Der kan afgrænses tre vandområder i landsbyen, to mindre damme, der ikke har nogen speciel miljømæssig værdi og Giber Å, der påvirker specielt den nordlige del af landsbyen i positiv retning.
Bygninger og erhverv:
Landsbyens komplekser består af 3 gårde, 18 beboelseshuse med udhuse og 1 kombineret forretning og beboelse. Den interessanteste af de ældre bygninger er den gamle bindingsværkslade. Det er den sidste rest af den omkring 1960 nedlagte Lodshøjgård, der indtil da i usædvanlig grad havde bevaret sit oprindelige præg. Bemærkelsesværdigt er også det velbevarede, firfløjede oprindelige anlæg på Ågård, der er et smukt, harmonisk hele i fin ældre historicisme.
Vejnet:
De trafikale forhold er præget af Fuldenvej og Fulden Byvej, hvor den førstes vestlige del og den sidstes østlige del, må siges at være en gennemgående bivej med nogen trafik. Det øvrige vejnet synes ret ringe befærdet. Det interne vejnets form er stjerneformet. Vejbelægningen er hovedsagelig asfalt, Fulden Byvej (vest) er dog grusbelagt. Fortove eksisterer ikke.
År | 1974 |
Indbyggertal | 60 |
Antal bygninger | 44 bygninger fordelt på 22 ejendomme |
Antal bygninger klassificeret som bevaringsværdige | 16 |
Særkende for landsbyen | Fulden besidder en lang række kvaliteter, der sikrer byen en høj placering på miljørangstigen. Det gælder terræn, der også internt har miljøpositiv virkning. Det gælder åen med den gamle bro, bevoksningen, de slyngede veje, og det gælder de relativt mange velholdte gamle bygninger. De har tidligere især været beboet af landarbejdere med tilknytning til Moesgård. Ejerskiftet til nye sociale lag kommer til udtryk i udseendet af de gamle huse, men måske endnu mere i de nye, der er opført på de gamles plads. I miljønegativ retning trækker en ret betydelig uvedkommende trafik rettet mod Fulden og omegn som turistmål. |
Kilder: Landsbymiljø i Århus Kommune 1974. Geografisk Institut, Aarhus Universitet.
Mappe i materialesamlingen Landsbymiljø i Århus Kommune 1974, Aarhus Stadsarkiv.
Fulden på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder:
- Landsbymiljø i Århus Kommune 1974. Geografisk Institut, Aarhus Universitet.
- Mappe i materialesamlingen Landsbymiljø i Århus Kommune 1974, Aarhus Stadsarkiv.
- Historisk Samfund for Århus Stift: http://www.historisk-samfund-aarhus.dk/artikler/
- http://www.bedermallingarkiv.dk/
- https://digdag.dk/
- Kommuneatlas Århus 1. Byens og landsbyernes bevaringsværdier. 1997.