Landkommunalstyret (sognekommuner): Forskelle mellem versioner

 

I dag er byen Aarhus langt større end de store og små bysamfund, der ligger uden for storbyen. Der bor rundt regnet 350.000 personer i [[Aarhus Kommune]] i dag. Lidt over 280.000 af dem bor i selve Aarhus. [[Lystrup]] er det største bysamfund uden for Aarhus med cirka 10.500 indbyggere. Men – sikkert til manges overraskelse – er der også i nærheden af 100 landsbyer inden for kommunegrænsen.

Mod vest var jordbundsforholdene og landbrugsmulighederne meget vekslende. Her var der især små- og mellemstore landsbyer med [[Sabro]] og [[Borum]] som de største med 12-15 gårde.  

Mod nord var der god og frugtbar jord og forholdsvis store landsbyer. De største landsbyer var [[Lisbjerg]], [[Egå]], [[Skæring]], [[Spørring]] og [[Mejlby]] med 17-19 gårde, mens [[Elsted]], [[Skødstrup]], [[Ølsted]] og [[Trige]] var lidt mindre. Derudover var der en række endnu mindre landsbyer.

Jorden var også overvejende god nordvest for Aarhus, men her var billedet domineret af de mellemstore landsbyer. Størst var [[Vejlby]] med 30 gårde, mens [[Åby]], [[Brabrand]], [[Årslev]], [[True]], [[Tilst]], [[Skejby]] og [[Hasle]] havde mellem 12 og 15 gårde. Helt små byer var der kun to af: [[Gjellerup]] og [[Kasted]].

Der var i 1600- og 1700-tallet 11 godser rundt om Aarhus. Den største jordbesidder i 1683 var Marselisborg, og dernæst kom Vilhelmsborg, Vosnæsgård, Lyngbygård, Skæring Munksgård og til sidst de små herregårde [[Kærbygård]], [[Moesgård]], Stadsgård ([[Constantinsborg]]), [[Ristrupgård]], [[Skårupgård]] og [[Østergård]].

Aarhus lå midten af det store opland. [[Aarhus Købstad|Aarhus var en købstad]], og det stillede krav til bønderne om, at de skulle drage til byens torv for at handle. Med mindre de solgte til deres godsejer, for så var de fri for det. Men mange varer kunne de trods alt kun få i købstaden. Krige og økonomisk stilstand havde fra slutningen af 1600-tallet holdt Aarhus nede, men i de første årtier af 1800-tallet begyndte det at gå den anden vej.  

De første frø til et lokalt politisk liv blev også lagt. I 1842 trådte sognenes kommunale styre sammen for første gang.

Flere af sognekommunerne talte ganske få indbyggere. I [[Elev]] var der for eksempel rundt regnet halvandet hundrede indbyggere  i årene efter 1850. Alligevel var det sin egen kommune.

Demokrati i vores forstand var der langt fra tale om. Kvinder fik først stemmeret og blev valgbare til kommunale råd i 1908. Præsten var til at begynde og frem til 1867 født medlem af sognerådet. Det samme var de største godsejere. Men de resterende pladser blev besat efter valg, hvor mænd over 25 år kunne stemme, hvis de vel at mærke ejede eller havde brugsret over en vis mængde jord og bygninger. Når skole- og fattigvæsenet var på dagsordenen, fungerede sognepræsten indtil 1867 som formand, selv om han ikke var formand for sogneforstanderskabet.  

Med tiden fik sognerådene flere og flere opgaver. De helt små kommuner som Elev havde ingen chance for at leve op til velfærdssamfundets voksende krav. Især ikke efter den store socialreform i 1933. Flere og flere opgaver blev derfor lagt over til fællesskaber under amterne eller løst sammen med andre sognekommuner eller den store købstad i nærheden, Aarhus. I 1960’erne gik diskussionen om sognekommunerne livligt, og det endte med den store [[Aarhus Kommune|kommunalreform]] i 1970, hvor alle sognekommuner blev lagt sammen med Aarhus til Aarhus Kommune.