Sophus Frederik Kühnel (1851-1930)
| Sophus Frederik Kühnel
|
 Arkitekt Sophus Frederik Kühnel
|
Personlige detaljer
|
Navn Sophus Frederik Kühnel | Nationalitet Dansk | Født 1851 | Død 1930 | Forældre Sognepræst Theodor Sextus Kühnel og ??? | Ægtefælle(r) Caroline Frederikke Schaarup | Børn Maler Victor Georg Kühnel (1889-1971), Paul Oskar Kühnel (1892) og Anna Emilie (1895) | Erhverv Arkitekt |
Sophus Frederik Kühnel (født 11. maj 1851 i Sæby, død 13. oktober 1930 i Risskov) var en dansk arkitekt, og er blandt andet kendt for at have tegnet bygninger som brandstationen i Ny Munkegade, Artillerikasernen på Langelandsgade og Kasino-Teatret i Rosenkrantzgade.
Baggrund
Sophus Frederik Kühnel var præstesøn. Han blev født den 11. maj 1851 i Sæby og døde den 14. oktober 1930 i Risskov, Aarhus. Han voksede op i Slesvig, hvor hans far, Theodor Sextus Kühnel, var sognepræst i Ulsnes ved Slien. De dramatiske begivenheder i forbindelse med landsdelens besættelse i 1864 medførte, at familien kort efter krigen flyttede til Kongeriget Danmark. Her blev pastor Kühnel sognepræst ved Farup Kirke nord for Ribe (slaegtsbibliotek.dk).
I oktober 1870 blev Kühnel optaget på Kunstakademiet i København, og den 14. januar 1878 dimitterede han som arkitekt. I 1879 kom han til Aarhus i forbindelse med restaureringen af Aarhus Domkirke. Herefter blev han en fast del af byens arkitektmiljø og kom til at præge Aarhus’ udvikling gennem en årrække. I 1885 blev han medlem af den indflydelsesrige Bygningskommission, hvor han var tilknyttet i 26 år. Gennem dette arbejde fik han et indgående kendskab til byens udviklingsplaner og til stort set alle større byggeprojekter i byen. I 1888 giftede Kühnel sig med den aarhusianske vinhandlerdatter Caroline Frederikke Schaarup. Sammen fik de tre børn: Victor Georg (1889), Paul Oskar (1892) og Anna Emilie (1895) (slaegtsbibliotek.dk).
Der har hidtil været begrænset viden om Kühnels baggrund, og kun få bygninger i Aarhus er blevet knyttet direkte til hans navn. Det skyldes blandt andet, at det vigtigste dokumentationsmateriale – arkitektens korrespondance og tegningsarkiv – forsvandt efter hans død. En række bevarede kilder kan dog alligevel tegne et billede af både arkitekten og mennesket. Det drejer sig blandt andet om dokumenter i familiens eje, avisartikler, korrespondance og tegninger i Den Gamle Bys arkiver samt tegninger i Aarhus Kommunes byggesagsarkiv og i Kunstakademiets samling af arkitekturtegninger.
De tidligere år
Efter at være flyttet fra Slevsvig til Ribe fortsatte Sophus Frederik Kühnel sin skolegang på Ribe Katedralskole frem til sin konfirmation. Faderen havde imidlertid ikke længere økonomisk mulighed for at lade sønnen fortsætte studierne, og Kühnel blev derfor sat i snedkerlære. I 1868 bestod han sin svendeprøve.
Kort efter svendeprøven flyttede han til København, tilsyneladende med et klart mål om at uddanne sig til arkitekt. Her fik han arbejde som snedkersvend samtidig med, at han i sin fritid arbejdede på at forbedre sine mangelfulde skolekundskaber. Ved professor Christian Hansens mellemkomst blev han senere optaget på arkitekt C. V. Nielsens private tegneskole, som fungerede som forberedelse til optagelse på Kunstakademiets Arkitekturskole. Det viste sig at være en klog beslutning, der støttede hans talent, for allerede i oktober 1870 blev han optaget på Kunstakademiet Charlottenborg, hvor han begyndte i den almindelige forberedelsesklasse. Charlottenborg dannede i forrige århundrede rammen om såvel Malerskolen, Billedhuggerskolen som Arkitekturskolen.
Kunstakademiet Charlottenborg
Mens Kühnel gik på Kunstakademiet Charlottenborg, blev undervisningen omorganiseret af den indflydelsesrige professor og direktør for Akademiets etatsråd Ferdinand Meldahl (1827-1908). I stedet for at gennemtegne de græske og romerske søjleordner og udtrykke sig i klassicismens strenge og saglige arkitektur, blev de studerende nu tvunget til at tegne bygninger i alle de historiske stilarter. De studerende kom desuden på studierejser under deres uddannelse ved Arkitekturskolen. Studierejserne var et væsentligt led i de unge arkitekters uddannelse, og målet var i denne periode især Italien og Rom, men også Paris og Wien.
Kühnel var på flere korte rejser i sin studietid. Han forsøgte også at få understøttelse til en studierejse til Frankrig og Italien fra Vallø Stift, men fik afslag. Han måtte vente nogle år før han selv kunne rejse og ved selvsyn studere den klassiske arkitektur. Kühnel manglede ikke inspiration til sine studier – i København var der adskillige store byggerier i gang, og det største foregik lige ude foran akademiets vinduer. Her opførte arkitekt Vilhelm Dahlerup (1836-1907) Det Kongelige Teater. Det må have gjort indtryk, for i studietiden fik Kühnel i en periode ansættelse på Dahlerups tegnestue.
Den 14. januar 1878 blev Kühnel færdiguddannet som arkitekt (slaegtsbibliotek.dk).
Fra København til Aarhus
Året før Kühnels afgang fra arkitekturskolen havde han fået ansættelse på etatsråd Meldahls tegnestue, hvor han arbejdede med den indvendige restaurering af Frederiksberg Slot. Det var en væsentlig og lærerig opgave for den unge Kühnel, hvor han i de følgende to år bl.a. tegnede på dekorationerne til prinsessefløjens rumudsmykninger. Han sagde imidlertid op i fuld overbevisning om at blive tildelt den før omtalte understøttelse fra Vallø Stift, men fik endnu engang afslag og opfattede dette som et nederlag, der gjorde det umuligt at vende tilbage til Meldahls tegnestue.
Samtidig søgte den kongelige bygningsinspektør for Jylland, Vilhelm Theodor Walther (1819-1892) en konduktør til den udvendige restaurering af Aarhus Domkirke. Kühnel fik stillingen og tiltrådte 1. april 1879. Da restaureringen i 1882 var afsluttet, nedsatte Kühnel sig som arkitekt i Aarhus. Han havde – mens arbejdet med domkirken stod på – knyttet mange forskellige forbindelser i Aarhus og mulighederne for arbejde var gode. Kühnel kom til Aarhus på et tidspunkt hvor der var kraftig ekspansion med udvidelse af havnen og anlæggelse af nye jernbanelinjer. Byen udvidede sig hurtigt langs Søndergade mod Hovedbanegården og på arealerne uden for de gamle alléer. Indbyggertallet voksede, Aarhus skiftede ansigt, og blev i løbet af ganske få år landets næststørste by. Kühnel var med andre ord kommet til Aarhus på det helt rette tidspunkt.
Den historiske kontekst
I begyndelsen af 1900-tallet, hvor Kühnel for alvor satte sit præg på Aarhus, afspejlede arkitekturen en by i hastig forvandling fra købstad til moderne storby.
Indbyggertallet steg markant – fra 8.891 i 1855 til 86.197 i 1921 – drevet af industrialisering, jernbanens etablering i 1862 og den fortsatte udbygning af havnen, som tilsammen skabte grundlaget for byens vækst. Aarhus udviklede sig til Jyllands økonomiske centrum med stærke positioner inden for fødevareproduktion, jernindustri og transport. Den kraftige befolkningstilvækst og industrialiseringen skabte et pres for nye boligformer, hvilket førte til opførelsen af hele bydele som Frederiksbjerg og Trøjborg. Her skød etagebyggerier op uden for den gamle bykerne og markerede en ny, mere urban struktur.
Samtidig blev der opført en række monumentale offentlige bygninger, der skulle afspejle byens voksende betydning. Mange af disse blev tegnet af kgl. bygningsarkitekt Hack Kampmann, der tiltrådte embedet i 1892. Arkitekturen bar tydeligt præg af europæiske strømninger og et ønske om at fremstå moderne og kulturelt ambitiøs.
Udbygningen af infrastruktur og offentlige institutioner – såsom hospitaler, skoler og administrative bygninger – vidner om en mere aktiv og planlæggende kommune, der i stigende grad formede byens udvikling. Samtidig opstod de første kulturinstitutioner og museer, hvilket understreger, at arkitekturen ikke blot opfyldte praktiske behov, men også bidrog til at skabe identitet og signalere status. Samlet set viser arkitekturen i Aarhus omkring 1900, hvordan byen både voksede fysisk, blev mere systematisk organiseret og udviklede sig til en moderne, repræsentativ storby.
Industrialiseringen tilførte samtidig byggeriet en lang række nye konstruktioner, materialer og teknikker – hvor arkitekterne skulle stå for kunsten. Undervisningen i konstruktionslære blev nedlagt, og der blev oprettet en særlig dekorationsskole, som de kommende arkitekter skulle gennemgå for at få et indgående kendskab til udsmykninger og dekorationer i historicismens ånd.
Opmålinger og publikationer blev en væsentlig inspirationskilde, hvorfra detaljerne blev kombineret på nye, fantasifulde måder. Man søgte at skabe en arkitektur med vægt på det udtryksfulde, stemningsskabende og individuelt prægede.
Samtidig var der i Danmark et stort behov for at fremhæve de beskedne rester af monarkiet oven på nederlaget i krigen tilbage i 1864. København skulle tilføres arkitektur, der viste, at den var en storby på linje med Wien, Paris og Berlin – det samme gjaldt om end i mindre grad for Aarhus. Den økonomiske højkonjunktur og befolkningsvandringen fra landet til hovedstaden gjorde det muligt at gennemføre nye, store projekter. Resultatet blev klunketidens boulevarder, boligbyggerier og offentlige bygninger i en frodig karnevalsarkitektur med dekorationer i forskellige stilarter.
Omtaler og eftermægle
Kühnel var i sin samtid en dygtig, anerkendt og højt respekteret arkitekt, hvis arbejde blev værdsat både af fagfolk og af byens borgere. Han besad ikke alene solide tekniske kundskaber, men også en udpræget kunstnerisk sans, der gjorde ham i stand til at arbejde med arkitektur på et niveau, hvor æstetik, historisk forståelse og funktion gik op i en højere enhed.
Hans evne til at håndtere komplekse opgaver blev bemærket. En af hans tidligere samarbejdspartnere, Peter Holm (senere museumsdirektør for Den Gamle By) beskrev Kühnel i forbindelse med nedrivningen af Den Secherske Gaard på Lille Torv og den efterfølgende genopførelse. Om arbejdet med Kühnel skrev han: ”For Kühnel var det en anstrengende tid, thi han havde påtaget sig en opgave, hvis løsning krævede omfattende Viden på et arkitekturområde, der ikke kunde siges at være opdyrket, og dertil krævedes endvidere en Kunstners smag og finfølelse. Den dag i dag fortæller borgmestergården, at Kühnel var i besiddelse af alle de nævnte egenskaber.” (Århus Stiftstidende 1934).
Samtidig arbejdede han med opgaver, der krævede særlig indsigt i historisk arkitektur og restaurering – et felt, som på dette tidspunkt endnu ikke var fuldt udviklet, men som han i høj grad var med til at bane vejen for.
Det er ikke fordi Kühnel fyldte meget i samtidens avisspalter, men det er bemærkelsesværdigt, hvor konsekvent positiv omtalen af ham er, når han endelig nævnes. I Århus Stiftstidende fremstår han som en arkitekt, man havde tillid til. Hans navn var forbundet med kvalitet og sikker smag, og for mange aarhusianere fungerede det som en garanti for, at et byggeri var i gode hænder.
I det 19. århundredes sidste par år var Aarhus Teater på tegnebrættet og til at tegne det nye teater var udvalgt Hack Kampmann. Det faldt nogen for brystet, at udvælgelsen var sket uden forudgående arkitektkonkurrence, men til dette indrykkede Kühnel følgende i Århus Stiftstidende 16. juli 1897: ”Idet jeg tillader mig at fremkomme med denne Berigtigelse, skal jeg tilføje, uden derom at have talt med mine Kolleger, at vi Arkitekter næppe nu kunne ønske en Konkurrence, særligt da Opgaven er lagt i saa dygtig en Mands hænder som Hr. Kampmanns. Jeg tror at kunne udtale, at det er et almindeligt Ønske iblandt Arkitekterne at Hr. Kampmann maa fuldende det Arbeide, han har paabegyndt, og der kan vist ikke være Tvivl om, at han vil løse Opgaven paa en for Alle tilfredsstillende Maade.”. Kort efter stod Kühnel bag Kasino-Teatret i Rosenkrantzgade, som blev det folkelige modstykke til Aarhus Teater.
Et andet eksempel på den måde, Kühnel omtales i aviserne, findes den 29. juni 1891 i forbindelse med byens sommerfest. Her strømmede folk sidst på dagen ud gennem Kühnels smukke æresport, som blev mødt med beundring og begejstring fra de fremmødte.
Da Chr. IX Børnehjem i Aarhus stod færdigt i 1909, modtog Kühnel ligeledes stor ros i Århus Stiftstidende, hvor det blandt andet blev fremhævet: ”Med faa Midler har han skabt en smuk facade – Et smukt minde om Kongen”.
Kühnel havde også indflydelse på praktiske forhold i byen: da der skulle opsættes lygter i Klostergade, måtte arbejdet afvente hans beslutning, og da han ikke ønskede ændringen, blev opsætningen udsat.
I Kühnels nekrolog i 1930 blev det i Århus Stiftstidende blandt andet fremhævet, at han besad ”den fødte arkitekts kunstneriske sans for linjernes harmoni”, samtidig med at han havde en praktisk tilgang til sit arbejde og var en mand med initiativ.
Kühnel blev desuden udnævnt til ridder af Dannebrog og modtog Fortjenstmedaljen i sølv.
Arbejde
Restaurering af Domkirken (1879-)
Den kongelige bygningsinspektør for Jylland, Vilhelm Theodor Walther (1819-1892), søgte en konduktør til den udvendige restaurering af Aarhus Domkirke. Den 1. april 1879 tiltrådte Kühnel stillingen. I forbindelse med restaureringen af Domkirken skrev Århus Stiftstidende, at man den senere tid har været utilfreds med bygningen, men at nu var Kühnel blevet sat på opgaven og det var alle meget fortrøstningsfulde ved.
Det var i forbindelse med dette arbejde, at domkirkens karakteristiske tårnhætte blev erstattet med Walthers stejle tårnspir og tårnet forsynet med høje trekantgavle, ligesom korsarmenes gavle og den barokke vestportal blev ført tilbage i gotisk stil.
Walther og Kühnel tvivlede på, at de svære murpiller, der springer frem fra gavlvæggen, kunne være dele af den oprindelige portal: ”han antog dem for at stamme (delvis) fra barokportalen. I lyset af murværkets tilstand ved genfremdragelsen 1925, under indtryk af Kühnels og Walthers vurdering og i betragtning af sokkelforløbet på korsarmen øst for indgangen (tilsvarende situation er ikke konstateret på vestsiden) tør vi da betragte pillerne som en tilføjelse, der ikke vedkommer den oprindelige portal.” (Danmarkskirker.dk. Århus Domkirke, ældste teglkirke, side 158.)
Hovedparten af det fjernede var tilføjet 100 år tidligere af arkitekten Joseph Zuber (1736-1802), men de kunstneriske værdier af dette var endnu ikke erkendt. Kühnel førte omhyggeligt dagbog over arbejdets forløb og søgte at udforske kirkens ældre stadier og skaffe sig arkæologisk belæg for rekonstruktionerne. Fra hans hånd er der i det bevarede materiale bl.a. en opmåling af spor efter nordre korsarms portal.
Mejlborg (1896-98)
Mejlborg ligger på hjørnet af Mejlgade og Kystvejen og blev opført i 1896-98, men nedbrændte allerede i 1899.
Inden Mejlborg blev bygget lå Mejlgades Port – én af Aarhus’ syv byporte, der fungerede som toldsted og adgang til Aarhus Købstad fra nord. Da tolden blev afskaffet i 1851, mistede byportene deres funktion og blev nedrevet. Dermed blev der plads til et nyt kapitel i byens historie, og ved slutningen af 1800-tallet opførtes den smukke ejendom Mejlborg. I dag, mere end hundrede år senere, er bygningen fortsat et markant vartegn i Aarhus’ historiske havnefront.
Mejlborg blev tegnet af Kühnel og opført af tømrermester L. Petersen i 1896-98. Bygningen fik en lang facade langs Kystvejen, hvor den strakte sig over flere husnumre, samt en mindre facade mod Mejlgade. Ved dens opførelsen var Mejlborg en af byens største beboelsesejendomme og en stor stolthed for kvarteret. Ejendommen rummede store herskabslejligheder, som i en annonce fra januar 1898 blev beskrevet som “komfortabelt udstyrede 5-, 6- og 7-værelsers lejligheder med henrivende udsigt over søen og skovene”.
I virkeligheden fik Mejlborg kun lov til at stå i sin oprindelige form i omkring halvandet år. Den 18. august 1899 blev ejendommen næsten fuldstændig fortæret af flammer, da en voldsom brand brød ud. Ilden opstod på en nærliggende tømmerplads og udviklede sig hurtigt til en af de største brande i Aarhus’ historie. Tilbage stod kun dele af ydermurene. Da røgen havde lagt sig, lå Mejlborg i ruiner, og der var stor utilfredshed med især hærens indsats under branden. Det var dog alligevel hæren, der efterfølgende fik til opgave at rydde de farlige murrester. For at undgå sammenstyrtninger lod man 3. artilleriafdeling beskyde resterne med kanoner fra et batteri. Allerede to dage efter branden var bygningen dermed jævnet med jorden.
I Aarhus var der imidlertid ingen tvivl om, at Mejlborg skulle genopføres på den tomme grund. Arbejdet blev hurtigt sat i gang, og den nye bygning stod færdig allerede i 1900. Genopførelsen tog udgangspunkt i de oprindelige arkitekttegninger, men enkelte ændringer blev foretaget. Blandt andet blev hovedtårnet – sandsynligvis af brandtekniske årsager – opført betydeligt lavere, og bygningen blev samtidig forlænget langs Kystvejen.
Mejlborg er beskrevet i registranten for Nørre Stenbro og Skovvejskvarteret, Århus, 1985: "Det anselige boligkompleks i fire etager er opført af røde mursten med enkeltheder som gule sten i vinduesfalse og i øvrigt rig anvendelse af sandsten. Huset har sin hovedfacade mod nord ud til pladsen, hvor Mejlgade og Kystvejen mødes. Facaden er tredelt med to vinduesfag på hvert sideparti. Midterfaget med husets hovedindgang danner et retkantet fremspring, som over første sal forvandles til en tresidet karnap og endelig i taghøjde bliver et ottekantet tårn med etagespir. Huset har kamtakkede gavle, og de gule vinduesindfatninger er opmuret i rustikastil og har kurvehanksbuede overliggere. Hoveddøren omgives af en sandstensportal. Det hele virker som et minde om den gotiske renæssance. Facaden mod Mejlgade er ret beskedent udformet med små risaliter og bæltegesimser af sandsten. Vinduerne af flagtype er i de to fremspring udviklet til trefagsvinduer med bred midterramme.
Denne afvekslende facadeinddeling er med meget større kraft udfoldet i den lange facade mod Kystvejen. Tre risaliter på hver tre vinduesfag og med kamtakkede gavle veksler med mellempartier også på tre fag. I risaliterne og to af mellempartierne ses smukke, tresidede karnapper kronet af balkoner. En fjerde sydligere risalit er kun på et enkelt fag, men er kronet af et ottekantet tårn med et smukt løgkuppelspir. I karnapper og altaner er i vid udstrækning anvendt smukt tilhugget sandsten, og syd for det netop nævnte spir ses i første og anden sal et ved sandstenskarme og -poster gennemgående vinduesparti, hvis overligger er formet af fire sammenkoblede rundbuer af gule mursten. Som et minde om den gamle restaurant ses foran nordfløjen en balustrade med balustre af kunstsandsten. Husene er tækket med skifer, og de to tårnspir er beklædt med kobber.
Bygningshistorie: De oprindelige bygninger på blev opført i 1896-97. Bygningerne projekteredes af arkitekt S. F. Kühnel, som med dette arbejde har demonstreret sit kendskab til Frederiksborg Slot. Hans assistent, arkitekt Chr. Wissing, forestod genopførelsen efter branden den 18. august 1899, da Kühnel var på en længere udlandsrejse. De gamle tegninger var forudsat anvendt, men flere ændringer blev foretaget. Hovedtårnets murhøjde blev, formentlig af brandtekniske grunde, formindsket med to og en halv, og desuden blev det oprindeligt meget smukke renæssancespir genopført i en langt ringere udformning. Et af de oprindelige to småtårne med løgkuppelspir blev udeladt, ligesom Kystvejen nr. 59 blev forlænget med godt fem meter. Kystvejen nr. 59 og 61 genopførtes af snedkermester L. Jørgensen, nr. 63 af tømrermester H. Thorbrøgger, mens nr. 65 og Mejlgade nr. 92 blev genopført af tømrermester P. Hansen."
Jysk Handels- og landbrugsbank (1900)
Bankbygningen på Lille Torv 6 i Aarhus blev opført i 1899–1900 for Jydsk Handels- og Landbrugsbank. Banken havde tidligere haft til huse på Lille Torv 2, men ønskede nu et mere repræsentativt og monumentalt hovedsæde. Bygningen blev tegnet af Kühnel, som i sin udformning lod sig tydeligt inspirere af renæssancepaladset Palazzo Rucellai i Florence. Opførelsen af banken krævede nedrivning af en tidligere købmandsgård på grunden. Gården havde tilhørt købmanden Magnus Lazarus, som efter en konkurs måtte sælge ejendommen. Med den nye bankbygning blev der skabt et markant og prestigefyldt indslag i bybilledet omkring Lille Torv.
Arkitektonisk er bygningen et tydeligt eksempel på historicismen, hvor inspirationen fra den italienske renæssance kombineres med en monumental og repræsentativ udformning. Facaden er opført i kostbare og ægte materialer: Den høje underetage er beklædt med kløvet granit, mens overetagerne er rigt detaljeret i sandsten. Murværket består af blødstrøgne røde mursten med skrabefuger. Den kraftige rustikering og de klassisk inspirerede proportioner vidner om Kühnels indgående kendskab til renæssancens paladsarkitektur i Firenze.
Bygningen var også indvendigt udformet med stor pragt. Banklokalet var udsmykket med granitsøjler, hvælvinger dekoreret med limfarve og motivdetaljer fra handel og søfart og håndværk og landbrug.
Da bygningen stod færdig, fremstod den i en skala, der var usædvanlig for datidens Aarhus. Den høje underetage alene svarer næsten til to etager i de omkringliggende købstadsbygninger og skaber en markant kontrast til de lavere huse omkring torvet. I samtiden blev bygningen omtalt i Århus Stiftstidende, som beskrev den som et billede på “fremtidens Aarhus”. Avisen fremhævede samtidig, at Kühnel gennem længere tid havde haft tegninger og planer klar til denne monumentale og storstilede bygning – både i dens indre udformning og i dens ydre fremtræden. I 1955 skiftede banken navn til Handelsbanken.
Bygningen blev fredet i 1996. Af fredningssagen fra den 11. januar 1996 fremgår det, at fredningen blandt andet blev begrundet med, at bygningen havde de kulturhistoriske og fremragende arkitektoniske værdier, der kunne begrunde fredningen af en bygning under 100 år.
Kasino Teater (1900)
Kasino-Teatret i Rosenkrantzgade blev opført for direktør Marinius Olsen og indviet i 1900 – samme år som Aarhus Teater.
Hvor Aarhus Teater var byens repræsentative scene, fungerede Kasino Teatret som det mere folkelige alternativ og stod på flere måder i kontrast til det kongelige teaterideal, som blandt andet var repræsenteret ved Aarhus Teater, der er tegnet af Hack Kampmann, kongelig bygningsinspektør. Kühnel og Kampmanns arkitektoniske udtryk kan ved første øjekast godt minde om hinanden i dets smukke og detaljeret udtryk. Kampmanns position og anseelse kan have betydet, at Kühnell i eftertidens øjne stod lidt i baggrunden.
Det var landets første egentlige operetteteater, udformet som en storbyvarieté med en nygotisk teatersal, omløbende balkoner, restaurant på første sal og American Bar i stueetagen. Ud mod gaden fulgte facaden gadens husrække, og den symmetrisk opbyggede facade blev opført i blødstrøgne røde sten. Indgangspartiet blev markant fremhævet med tre stiliserede gavlmotiver i sandsten, der gav bygningen et karakterfuldt og repræsentativt udtryk. Facadens udsmykning hentede inspiration fra engelsk tudorstil og venetiansk gotik og havde tydelige slægtskaber med samtidige engelske byggerier.
Brandstation Ny Munkegade (1904)
Aarhus Brandstation blev opført i 1904 og ligger på Ny Munkegade. I slutningen af 1800-tallet var tiden løbet fra Aarhus Brandvæsens små sprøjtehuse, og byen havde brug for en stor og moderne brandstation. Initiativet kom især fra brand- og bygningsinspektør Springborg, som i 1901 bad byrådet om en grund på Bispetoften. I stedet valgte man en grund i Øgadekvarteret, hvor brandvæsnet allerede havde et øvelsestårn. Springborg var utilfreds med placeringen og mente, at bygningen på den skæve grund ikke ville blive en pryd for kvarteret. Indvendingerne blev dog overhørt, og brandstationen blev opført med Kühnel som arkitekt. Det stejle terræn gav også praktiske problemer. Planeringen af grunden blev dyrere end selve byggeriet, og de hestetrukne brandvogne havde svært ved at komme op ad Ny Munkegade, selvom turen ned ad bakken gik hurtigt.
Kühnel benyttede i opførelsen af brandstationen det angelsaksiske motiv med tre stejle gavle til at fremhæve midterpartiet i den let krummede bygning med syv store porte i underetagen. De er her kobberafdækkede og forsynet med spidsbuede vinduespartier. Murværket er i røde, blødstrøgne sten, og taget er belagt med røde vingetagsten - karakteristiske eksempler på Kühnels udnyttelse af de karakterfulde hjemlige materialer i overensstemmelse med nationalromantikkens idealer. Gavlen ud imod gaden fik vinduer i spidsbuede blændinger omkring et fremspringende skorstensparti og afsluttedes med strømskifter langs taget. Slangetårnet, blev asymmetrisk placeret ved denne gavl og hentede sin høje, slanke udformning fra rådhuset i Siena.
Desværre blev anlægget ikke færdigbygget efter Kühnels oprindelige projekt. Af besparelseshensyn blev byggeriet opdelt i to etaper og beskåret med en toetages bygning til brandchef og mandskabsfunktioner, der skulle være placeret vinkelret på den bagerste gavl. Bygningen må betragtes som et af Kühnels bedste arbejder med en fri sammensætning af stilhistorisk inspirerede bygningselementer.
Århus Stiftstidende havde været på besøg på brandstationen kort før den officielle åbning. Her kunne avisen blandt andet reportere følgende fra bygningen, som var bygget i ”nærmest gammel nordisk Borgstil”: ”Der er en morsom lille Enkelthed i den ny Bygning. Da vi gik igennem Sprøjtehuset opdagede vi i det ene Hjørne en Klatrestang, der ved nærmere Eftersyn viste sig at gaa op gennem et Hul i Loftet til Etagen ovenover”. Det var naturligvis brandstangen, Stiftstidende var stødt på.
Flytning af Borgmestergaarden(1909)
Det var også Kühnel, der stod for arbejdet med at flytte Borgmestergården (Den Secherske Gaard) på Lille Torv, da translatør Peter Holm og museumsassistent ved nationalmuseet Christian Axel Jensen fik ideen i 1908 om at flytte den Secherske bindingsværksgård, der i 1909 kom til at indgå i den store landsudstilling.
Komitéen for den historiske sektion ved Landsudstillingen blev udpeget den 8. december 1907. Den bestod af overbibliotekar Vilhelm Grundtvig, translatør Peter Holm og arkitekt Kühnel, samt to københavnske medlemmer. Opgaven gik ud på at lave en historisk udstilling om Aarhus by. Men allerede i julen 1907 kombinerede den idérige Peter Holm den nedrivningstruede Secherske gård fra Lille Torv med udstillingsplanerne. Komiteen blev enige om at flytte og genskabe renæssancegården som ramme om den historiske udstilling, og overvejede samtidig at genskabe den øvrige del af Lille Torv som kulisse. Kühnels arbejde lå i opmålingen, flytningen og genopførelsen af bygningen.
Hverken Kühnel eller Holm havde erfaring fra tilsvarende opgaver, og usikkerheden gav sig til kende i et intenst brevskriveri med Chr. Axel Jensen, der under hele byggeriet var dybt involveret i beslutningstagningen. Han var Nationalmuseets ekspert i dansk købstadsbindingsværk, og resultatets historiske korrekthed hvilede især på hans erfaringer og iagttagelser før og under nedtagningen. Alt skete under meget stort tidspres. Der skulle laves projekter, indhentes tilbud, skaffes midler og udstillingsgenstande, inden man kunne nedtage gården og genrejse den til landsudstillingens åbning i maj 1909. Så da Hatting-Jørgensen (en ung arkitektstuderende, der arbejdede for Kühnel) ikke fremsendte de færdigtegnede opmålinger til den aftalte tid, skrev Kühnel prompte til ham: ”Haster! Haster! Haster!”. Der var ingen tid at spilde. Arkitektkollegaen Marcus Bech Fritz blev ansat som konduktør på opgaven og startede med en minutiøs registrering af murværket i soklen og udvalgte tavl. De blev gennemfotograferet stykke for stykke.
Borgmestergården blev placeret på Landsudstillingens højeste punkt, Wallensteins Skanse, på grunden, hvor Strandparken senere blev opført. Landsudstillingen i 1909 druknede i den mest kolde og regnfulde sommer i mands minde, men Borgmestergården var en stor publikumssucces, der opmuntrede til en bevaring af gården som et museum efter udstillingsåret.
Kühnel fortsatte som arkitekt og var dybt involveret i byggesagen. Borgmestergården blev flyttet til sin nuværende plads i ’Haven ved Vesterbro’ (Botanisk Have), hvor den blev museet Den Gamle Bys første bygning. Kühnel fungerede som den gamle borgmestergårds arkitekt frem til 1923, hvor han uden foregående varsel forlod sit hverv og sin bestyrelsespost. (Slaegtsbibliotek.dk)
Peter Holm om arbejdet med Kühnel
Peter Holm beskrev i Stiften arbejdet omkring Landsudstillingen – samt sit samarbejde med Kühnel. Han skrev: ”For Kühnel var det en anstrengende tid, thi han havde påtaget sig en opgave, hvis løsning krævede omfattende Viden på et arkitekturområde, der ikke kunde siges at være opdyrket, og dertil krævedes endvidere en Kunstners smag og finfølelse. Den dag i dag fortæller borgmestergården, at Kühnel var i besiddelse af alle de nævnte egenskaber.” Holm beskrev desuden hvordan de var under et enormt tidspres på projektet og at ved udstillingens åbning – som heldigvis gik godt – sad: ”Medlemmerne af en rystfrysende, dødtræt sektion. Havde den kunnet se ind i Fremtiden, vilde den næppe den dag have mærket noget til Kulde, træthed eller mismod”.
Bygninger i Aarhus af Kühnel (1882-1930)
| År | Adresse | Navn | Noter |
|---|---|---|---|
| 1882-84 | Søndergade 4-6, Aarhus | Ejendom for symaskinefabrikant A. Jensen | |
| 1884 | Vester Allé 5, Aarhus | Ombygning af Fattiggården | |
| 1885-86 | Nørre Allé 23, Aarhus | Grundtvigs Kapel, valgmenighedskirke | |
| 1887-89 | Langelandsgade, Aarhus | Artillerikasernen | Med arkitekt A.J. Müllerts |
| 1889 | Ny Munkegade [Ny Munkegade 13|13]], Aarhus | Ny Munkegades Skole | Med arkitekt A.J. Müllerts |
| 1890 | Søndergade 56, Aarhus | Ejendom for Købmand Jacob Sand | |
| 1890 | Framlev Kirke, Aarhus Stift | Restaurering med ny korbue og nordvinduer | |
| 1892 | Klostergade 26, Aarhus | Arkitektens egen ejendom | Nedrevet |
| 1892 | Guldsmedgade 15, Aarhus | Arkitektens egen ejendom | Nedrevet |
| 1892 | Guldsmedgade 17, Aarhus | Arkitektens egen ejendom | |
| 1893 | Studsgade 5-7, Aarhus | Pakhus | Nedrevet |
| 1894 | Skolegade 37 | Facadetegning for skibshandler J. P. Sejersen / ”Ankerhus” for tømrermester A. K. Sørensen | |
| 1895 | Silkeborgvej 1-3, Aarhus | Villa for Etatsraad Meulengracht | Nedrevet |
| 1895 | Silkeborgvej 1-3, Aarhus | Bryggeriet Ceres, Kul- og Kedelbygning | |
| 1895 | Skt. Clemens Torv 8 | Rømerhus for murermester Alfred Julius Petersen | |
| 1895 | Vestergade 3 | Ombygning for arkitektens svigermoder | |
| 1896 | Klostergade 15 | Ejendom | Nedrevet 1988 |
| 1896 | M.P. Bruuns Gade 46-48 | Ejendom for snedker P. Clemmensen | |
| 1896 | Søndergade 4 | Ombygning og facadeændring af butiksetage | |
| 1896-98 | Kystvejen 59-65 / Mejlgade 92 | Ejendomskomplekset ”Mejlborg” | Nedbrændt 1899, genopført 1900 |
| 1897 | Vennelystparken | Arkitekt for Foreningen af Jyske Landboforeningers Jubilæumsskue i Aarhus | |
| 1898 | Gl. Munkegade 19 | Villa | |
| 1898-99 | Søndergade 3 | Ejendom for fru Elise Kloster | |
| 1899 | Kystvejen 23 | Ejendommen Kystpalæ | |
| 1899 | Ildervej 24, Skåde | Læge Winges landsted, ”Tårnhøj” i Skåde Bakker | |
| 1899 | Skt. Clemens Stræde 2 | Ejendom for skomager Poulsen | |
| 1899 | Frederiks Allé 6 | Staldbygning | |
| 1899 | Hørning Kirke, Aarhus Stift | Orgelfacade | Nu i Østervrå Adventistkirke - uden for nuværende Aarhus Kommune |
| 1899-01 | Kystvejen 59-65 / Mejlgade 92 | Genopførelse af ”Mejlborg” efter branden | |
| 1899-00 | Lille Torv 6A | Ejendom for Jydsk Handels- og Landbrugsbank | |
| 1900 | Rosenkrantzgade 21 | Kasino-Teatret | |
| 1901 | Randersvej 37-41 | Generalkommandoboligen | |
| 1901 | Rosenkrantzgade 19 | Ejendom for bygmester A. Andersen | |
| 1902 | Thunøgade 40 | Ombygning af arkitektens egen villa | |
| 1902-04 | Ny Munkegade 15 | Aarhus Brandstation | |
| 1903 | Guldsmedgade 15 | Ændring af ejendommens butiksetage | |
| 1903 | Guldsmedgade 17 -19 | Ændring af ejendommens butiksetage | |
| 1903-06 | Strandvejen 86 | Villa Alba for Etatsråd Chr. Filtenborg | |
| 1904 | Tivoli Friheden | Skovrestaurationen ”Friheden” | |
| 1905 | Søndergade 4-6 | Ombygning af ejendommen | |
| 1906-07 | Mejlgade 1 | Ombygning af arrestbygningen til kontorer | |
| 1907 | Søndergade 11 | Ombygning af ejendommen | |
| 1907-08 | Finsensgade 14 | Christian IX’s Børnehjem | |
| 1907-08 | Mejlgade 1 | Ombygning af Aarhus Rådhus’ indre | |
| 1908-09 | Landsudstillingen 1909 | Første genrejsning af Borgmestergården | |
| 1909 | Nordre Kirkegård | Ombygning af Nordre Kirkegårds Kapel | |
| 1911 | Nørre Allé 23 | Ombygning af Grundtvigs Kapel | |
| 1912 | Dalgas Avenue 42 | Tilbygning til bankdirektør Alstrups villa | |
| 1913 | Skt. Lukas Kirke | Konkurrenceforslag | |
| 1913-14 | Den Gamle By | Anden genrejsning af Borgmestergården | |
| 1913-14 | Den Gamle By | Genrejsning af Lysthuset fra Vestergade 29 | |
| 1913-14 | Den Gamle By | Genrejsning af Frands Hansens Hus fra Mejlgade | |
| 1913-14 | Den Gamle By | Første genrejsning af bulhuset fra Sdr. Bjært | |
| 1915 | Fredensgade 36 | Ombygning af kontorbygning ved Bispegården | |
| 1915 | Ormslev Kirke, Aarhus Stift | Ormslev Præstegård | |
| 1916 | Den Gamle By | Genrejsning af hjørnehuset fra Kannikegade | |
| 1916 | Thunøgade 35 | Udvidelse af Marthahjemmet og vuggestuen | |
| 1917 | Den Gamle By | Den første generalplan for Den Gamle By | |
| 1917 | Den Gamle By | Forslag til genopførelse af Tværgadehuset | |
| 1918 | Bispetorvet | Medvirker ved frilæggelsen af Domkirken | |
| 1921 | Anlæg ved Runddelen, Risskov | Genforeningssten 1864-1920 | |
| 1922-23 | Nordre Kirkegård | Krematorium | Nedrevet 1946 |
| 1928 | Frederiksgade 16 | Side- og baghus |
Sophus Frederik Kühnel på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
Se arkivalier omhandlende Sophus Frederik Kühnel i AarhusArkivet |
Litteratur og kilder
- Aarhus Borgere 1915-1920, hæfte IV. Udgiver: M.A. Caprani's Fotografiske Atelier, Aarhus.
- Podcast om Sophus Frederik Kühnel - afsnit i serien Arkitekternes Aarhus
