Aarhus' historie

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Aarhus' historie falder i en række tidsafsnit med hver deres kendetegn, betydning og og arv til eftertiden. Periodiseringer kan altid diskuteres. I denne artikel tages der udgangspunkt i en forholdsvis traditionel forståelse af de store spring i byens udvikling.


Artiklen er under udarbejdelse.


Udsigt over Aarhus set fra nord. Årstal ukendt. Illustration fra 1903

Aarhus er en meget gammel by. Ifølge de seneste arkæologiske udgravninger, hvor der blev fundet nogle glasperler, er byen grundlagt omkring år 770 hvorved Århus pludselig blevet 130 år ældre end hidtil antaget. Der har altså boet mennesker her i mindst 1237 år, hvilket svarer til ca. 49 generationer. Dermed er byen blevet den næstældste by i Danmark kun overgået af Ribe.

Da byen blev grundlagt omkring år 770 hed den oprindelig Aros.

Aarhus er anlagt ved Aarhus Å's udmunding som var en hovedfærdselsåre i vikingetiden og samtidig det mest oplagte vadested (Immervad) for den nord-syd gående trafik. De ældste fund af huse er halvt nedgravede grubehuse, som blev brugt som både bolig og værksted. I husene og de tilhørende lag er der fundet kamme, smykker og lignende, som tyder på, at bebyggelsen er fra omkring år 900. Imidlertid har grundige studier tilsyneladende påvist, at Aarhus var en blomstrende by allerede i 700-tallet. Mens selve bebyggelsen var placeret ved åens munding, lå havnen godt beskyttet længere oppe ad åen, nemlig ved Åby og østenden af Brabrand Sø.

Voldene

Under en gåtur i den gamle bydel (bagved domkirken) vil man ikke umiddelbart kunne opdage nogen tegn på de volde der har omgivet Aarhus i vikingetiden. Ser man på gadenavne, vil der imidlertid dukke nogen navne op – Graven, Volden og Borgporten - som i det væsentlige udgjorde den halvkredsformede forsvarsvold der omgav byen og derefter gik tilbage mod havet langs åen. Det passer med, at byen har ligget mellem åmundingen og vadestedet over åen. Hvornår volden er anlagt ved man ikke præcist, men der er nok gået nogle år efter de første bosættelser. I 2005 blev der foretaget nogle udgravninger der tyder på, at volden blev opført relativt hurtigt omkring år 934, muligvis i forbindelse med hertug Henrik 1.s (876-936), (kaldet Henrik Fuglefænger) angreb på Jylland.

I årenes løb blev volden forstærket og efter den sidste udbygning i 1200-tallet var volden 20 meter bred og seks til otte meter høj. Mod havet er der ikke fundet nogen spor af forsvar, men måske var der etableret pælespærring ligesom ved Hedeby.

Det var ikke for sjov skyld, at beboerne byggede disse volde, da det var barske tider. Vi ved, at omkring år 1043 førte Svend Estridsen og kong Magnus et stort søslag ved Aarhus og omkring 1050 blev byen overfaldet af Harald Hårderåde (norsk) ligesom Venderne (slavisk folkeslag, Rügen) foretog indfald langs kysterne.

Handelen

I en by er, i modsætning til landsbyen, håndværk og handel hovederhvervet. Begge disse næringsveje er da også fundet i de udgravninger der er foretaget i vikingetidens Aarhus. Der er således fundet både kammagerens, træskærerens og guldsmedens tilstedeværelse gennem redskaber eller halvfærdige produkter. Handelsomsætningen kan også spores. I Aarhus er der bl.a. fundet importerede slibesten og klæberstensgryder fra Norge, foruden lerpotter som stammer fra egnene omkring Østersøens sydkyst. I Eifel området i Tyskland havde man en omfattende produktion af fremragende kværnesten, lavet af en speciel porøs basaltlava, og også dem findes i Aarhus.

Kirkerne

Omkring år 1200 startede opførelsen af Sct. Clemens kirke i romansk stil, der stod færdig i ca. 1300 og afløste Vor Frue Kirke som domkirke. Katedralskolen er sandsynligvis anlagt før domkirken, da biskop Peder Vognsen allerede i 1195 overdrog bøger til uddannelse af kommende kirkefunktionærer. Omtrent på samme tid skete der en kraftig udbygning af byen; det ældste rådhus foran domkirken, en stor bispegård ved Rosensgade nord for kirken og et kapitelhus til kirkens administration på Bispetorvet samt flere kannikeboliger (kannik er en katolsk præst/gejstlig person) blev bygget. Der blev også anlagt en bro ved Immervad og et Helligåndshospital ved Lille Torv.

Købstadsprivilegier og vokseværk

Aarhus modtog den 2. juli 1441 købstadsprivilegier af Christoffer af Bayern. Det øgede byens vokseværk og i 1477 gav kong Christian 1. lov til, at voldanlæggene – der havde mistet deres militære betydning – måtte bebygges, og nye gader, Volden og Graven opstod. På Brobjerg blev der opført et karmeliterkloster (streng katolsk munkeorden) med kirke, og på hjørnet af Vestergade og Grønnegade byggedes en Skt. Karensgård til at huse pestramte indbyggere fra byen. Domkirken blev ligeledes moderniseret i gotisk stil og fik tilføjet det høje tårn. trods store lidelser i 1600 – tallet (krige, pest og ildebrande) var Aarhus i det 17. og 18. århundrede en ret betydelig handelsby, selvom der kun vides lidt om handlen. Dog vides det, at der blevet drevet handel på Norge, England, Spanien og Frankrig og selvfølgelig resten af Danmark. I 1769 havde byen ca. 3600 indbyggere.

Byen efter 1800-tallet

I 1800 var Aarhus den tredjestørste by i Jylland efter Randers og Aalborg, men så kom fremgangen efter at byen havde frigjort sig for hovedstadens og Altonas dominans. Altona var dengang en af de største danske havnebyer og er nu en bydel i Hamburg. I 1840 havde Aarhus overhalet Randers og i 1850 også Aalborg, og derefter har den materielle fremgang været stadig voksende blandt andet ved en udvidelse af havne arealet (senest med Østhavnen) og det tiltagende jernbanenet. En jernbaneforbindelse blev åbnet mellem Aarhus og Randers i 1862, hvor også den første banegård blev indviet. Senere kom flere forbindelser til og den nuværende banegård, som er den tredje, blev indviet i 1929. Også i kulturel sammenhæng hævdede Aarhus sit ry som ”Jyllands hovedstad” ved dens mange institutioner såsom Aarhus Museum i 1877, Statsbiblioteket i 1902, mange højere læreanstalter, hospitalerne og et nyt teater i 1900.

I de senere år har Aarhus gennemgået en omfattende udvikling og forandring. Den såkaldte masterplan for Aarhus Havn bevirkede en udvidelsen af Østhavnen samt et frasalg af de gamle containerpiers, som er under forvandling til boligområdet Aarhus Ø. Også opførelsen af kunstmuseet ARoS og udbygningen af Moesgaard Museum vidner om dette. I 2012 havde Aarhus Kommune 314.887 indbyggere, hvilket gør, at byen lige befinder sig udenfor top 100 over de største byer i EU.


1870-1914 Jyllands hovedstad og begyndende storby

La Belle Époque: Modsætningernes by

Perioden kendes internationalt som la Belle Époque, den skønne tid. Den faldt mellem afslutningen af Den Fransk-tyske krig i 1871 og udbruddet af Første Verdenskrig i 1914. Europa og Amerika udnyttede fredstiden til et boom uden sidestykke for teknologi, innovation, uddannelse og international samhandel. Den moderne by så dagens lys i denne periode. Vandforsyning, renovation, parker, skoler, byplanlægning, varmeværker, gadelys og trafikreguleringer hørte nu til dagens orden.

Den endnu ubebyggede Mølleengen omkring år 1900. I midten af billedet løber Vester Allé med Aarhus Mølle og som sidegade til denne Museumsgade. Til højre i billedet ses Aarhus Museum, mens der fra venstre i horisonten ses domkirken og Wormhus ved Clemens Bro. Billedet er højst sandsynligt taget fra Ceres Bryggeri. Aarhus udvidede sig i alle retninger under La Belle Époque – ud over bugten og, som billedet viser, ud over den Mølleengens våde områder. Hammerschmidt Foto, 1900-1905, Aarhus Stadsarkiv.

Men under overfladen så man et andet billede. Social og nationalistisk uro herskede i en grad, der til sidst kastede verden ud i en ødelæggende krig. I kolonierne blev befolkningen fastholdt i et regime, der mange steder var direkte umenneskeligt. Mennesket var for alvor begyndt at tage for sig af naturens ressourcer, både i den afrikanske jungle og i de europæiske byer.

For Aarhus var det på mange måder også en skøn tid. I hvert fald målt i befolkningsmæssig fremgang. Byudvikling, handel og teknologi stod på sit hidtil højeste. Men også her var de sociale forskelle enorme.

15.000 indbyggere i 1870 var i 1914 blevet til lidt under 70.000. Byen var spækket med unge mennesker fra landet, uden uddannelse og klar til at påtage sig det dårligst betalte arbejde. Og af børn. Det var en ung by med mod på livet, men også med masser af udfordringer, der skulle overvindes.

De første fotografer begyndte at fastholde udviklingen med deres kameraer. De har efterladt sig fantastiske vidnesbyrd, også fra Aarhus. La Belle Époque var var også startskuddet til den moderne forvaltning. Stadsarkivet bugner derfor af akter, tegninger og kort fra perioden.

De fattigste nærede de rigeste

I en blanding af innovationsånd, fremgang og afgrundsdyb fattigdom trådte Aarhus ind i la Belle Époque. Fattigdommen så ud til at være en tragisk betingelse for væksten. Den gamle købstad havde altid haft en talrig underklasse, men nu væltede det ind med unge mennesker, der havde opgivet håbet om at skabe sig et godt liv på landet og i stedet søgte lykken i byerne.

Foto af Nygade ca. 1865. Vor Frue Kirke ses i baggrunden. Andreas Fritz, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.

Aarhus havde tilsyneladende meget at byde på. Jernbanen havde siden 1862 sat fart i hjulene, ikke bare på damplokomotiverne, men også for handelen, der var ved at udbygge sine forbindelser fra den nye havn til store dele af Europa.

Men lønnen var lav, og beskæftigelsen var sæsonbetinget. Uden familie var der ikke noget netværk til at samle forliste skæbner op. Børn af udearbejdende forældre var overladt til sig selv i dagtimerne. Mange fattige blev forrået og forarmet som aldrig før. I hast skød lejeejendomme og hurtigt sammenflikkede huse op.

Nygade var en af disse gader. Den voksede frem i 1800-tallet. Gaden kom til at huse nogle af de hårdest ramte i byen. En af Aarhus’ første fotografer, maleren Andreas Fritz, fik et helt enestående billede i kassen af byens underklasse i 1865. I dag er gaden væk, forsvundet fra byens overflade efter saneringer i 1950’erne og erstattet af et nyt boligkompleks.



Købmandsgårdene forsvandt på torvene

Lille Torv og Store Torv havde siden middelalderen været hjertet i handelslivet. De var hjemsted for byens borgerlige og kirkelige elite. Lille Torv var omkranset af gamle købmandsgårde, hvor handelsslægter gennem århundreder havde levet godt af handelen med bønder. Bønderne kom ind til torvet fra vest ad Vestergade, fra syd ad Frederiksgade og fra nordvest ad Guldsmedgade og Klostergade.

Foto af Lille Torv, Borgporten og Store Torv set mod Århus Domkirke, 1880, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.

Men torvene var under forandring. Det store palæ, hvor Illum’s i dag holder til, var oprindeligt én købmands domicil, men blev efterhånden delt op i forskellige butikker og lejemål. Senere forsvandt den gamle købmandsgård på Lille Torv 6. Den havde engang været ejet af en købmand med det ildevarslende navn Lazarus. Navnet var nærmest en selvopfyldende profeti, og han gik konkurs, men i mange år bar ejendommens hans navn. I 1899 blev den revet ned og gav plads til Jydsk Handels- og Landbrugsbank. Banken var tegnet af arkitekten Sophus Frederik Kühnel og var inspireret af Palazzo Rucellai i Firenze.

Købmandsgårdene havde rummet alskens forretningsgrene under samme tag. Det hørte op. Detailhandelen blev udskilt til butikker. Handel med korn, brændsel, foderstoffer, jern mv. blev til specialiserede grossistvirksomheder.

Aarhus blev midtpunkt for Jyllands engroshandel. Købmændenes bankudlån blev til banker, eller købmændene kastede deres penge efter at oprette banker som aktieselskaber. Bønderne og arbejderne etablerede sig med sparekasser.

Torvehandelen forsvandt også med tiden. Den elektriske sporvogn fik fra 1904 holdeplads midt på Lille Torv. Med tiden fortrængte sporvogne, busser og biler fodgængerne ud til fortovet. En anden gammel købmandsgård blev pillet ned og genopført som museumsbygning på Landsudstillingen i 1909. Den blev senere den første bygning i Den Gamle By. Det gamle Aarhus var på vej på museum.

Bindingsværk forsvinder, men byen udvikles

I en gammel købmandsgård i Vestergades indre del boede en buntmager ved navnKlugmann. Han bad i 1883 kommunen om lov til at rive hele herligheden ned.

Det fik han. Til gengæld ville han bygge et nyt hus i tre-fire etager. Men der var et mellemspil, for han ville gerne indrette en tilkørselsvej ud mod klostret og Vor Frue Kirke. Ville det nu ikke larme for meget? Han fik lov på betingelse af, at han betjente sig af et lydsvagt køreunderlag. Kirken betingede sig også, at de ikke skulle se på en butik eller et handelslokale i facaden over mod kirkepladsen. Det varede nogle år, men i 1890 kunne Klugmann så fremlægge sine arkitektfremstillede tegninger af det nye pragtbyggeri.

Billedet viser den Klugmannske Gård, Vestergade 6-8, tæt ved Lille Torv. Købmandsgården er i dag revet ned. Her havde gørtler F.E. Pedersen, smedemestermester R. Knudsen, snedkermester J. Madsen og bogbinder R.A. Frederiksen værksteder ved denne tid.

Klugmann var en af mange, der byggede nyt. La Belle Èpoque var ledsaget af synet af hus efter hus, der blev bygget. Og af lyden af næsten lige så mange, der blev revet ned.

Det var ikke kun Klugmann, der ville af med de gamle bindingsværksbygninger og købmandsgårde. Nye byggeteknikker og lave håndværkerlønninger gjorde det fordelagtigt at bygge nyt. Byen undergik en næsten fuldstændig udskiftning af bygningsmassen. Forandring og fornyelse var det almindelige. Bevaring tænkte de færreste på.

Småindustri og maskindrevne værksteder var for alvor kommet til byen efter 1870. I baggård efter baggård fandt man disse virksomheder. Her lå de klemt inde mellem baghuse og forhuse, brønde, møddinger og brændestabler. Det gav mening, da de blev bygget, for det var tæt på kunderne, og grundene var billige. Efterhånden blev bymidten omdannet til City. Butikker og kontorer fortrængte mange boliger, og baggårdsværkstederne var ikke rentable. Vestergade 6 var tæt ved Lille Torv, der var et forretnings- og bankcentrum. Klugmann havde set rigtigt, for snart rykkede mere mondæne lejere ind i hans nye ejendom. Længere ude ad Vestergade blev den blandede bebyggelse ved i længere tid. Her var der frem til 1950’erne stadig liv i baggårdene – på godt og ondt.

Romersk bad til det bedre borgerskab

La Belle Époque betød internationalt udsyn. Borgerskabet fulgte med i trends fra de førende storbyer. Det var for eksempel blevet moderne at pleje sin personlige hygiejne. Måske for markere afstand til det voksende proletariat. Måske fordi pengene var blevet flere.

Aarhus havde længe haft forskellige private badeanstalter. Nogle lå i det åbne vand i bugten, andre i mindre byggerier. Det var ikke godt nok til alle. Førende personer som købmand Hans Broge (1822-1908) og direktøren for Jydsk Handels- og Landbrugsbank ville gerne afvaskes under finere forhold. I 1872 fik de åbnet for hanerne i Sct. Olufs Badeanstalt på Kystvejen 5 i 1872. Det var kun et år efter, selve Kystvejen var blevet anlagt. Det var altså helt ude i byens udkant. Bygningen lod de arkitekten Vilhelm Puck tegne.


Kystvejen med Skt. Olufs Kirkegård og Skt. Olufs Badeanstalt, 1878-1882. Bagved badeanstalten ses bagsiden af Mejlgades ejendomme. Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.

På badeanstalten kunne gæsterne opleve varme, russiske, romerske bade og styrtebade. Vandet blev pumpet ind fra havnen. Det var derfor saltvand, de fleste bade bestod af. Ved oprettelsen gik den under navnet ”Den romerske Badeanstalt”.

I Stiftstidende var en beskrivelse af badet på åbningsdagen. I stueetagen boede bademesteren med familie. Badene var på første sal:

”Her træder man først ind i en Ventesal med tilstødende Cabinet, alt smukt monteret og med Gasindlæg. Derefter føres man til venstre til de romerske Bade, og kommer da navnlig først ind i Frigidariet (Kjølerum), hvor der foruden 2 varme Bade findes Plads til 4 Badegjæster. Efter Afklædning der kommer man ind i Tepidariet (Varmrum), smagfuldt dekoreret med ægyptiske Landskaber paa Væggene. Derpaa følger Sudatoriet (Svederum) som har en ligeledes meget smagfuld romersk Decoration. Endelig kommer den sidste Afdeling Lavatoriet (Vaskerum), hvor der findes temperede Regn- og Styrtebade, Skelet- og Sædebad, hvorpaa tilbage til Frigidariet. Fra Ventesalen ad opvarmet Corridor til to særlige varme Bade, til et russiske Bad og et særskilt Styrtebad”.::

Der var badeanstalt i bygningen frem til 1945. I mellemtiden vaskede de fleste almindelige aarhusianere sig i et kar i stuen, ungerne blev smidt i bugtens kolde vand. Nogle få skoler havde baderum. Mange vaskede sig ikke ret meget. Først efter første verdenskrig blev det mere almindeligt med bad i almindelige boliger.

Den ordnede by

Alt ånder fred og idyl på dette billede af Sct. Clemens Torv fra 1877. Det må være tidlig morgen. Det offentlige pissoir næsten læner sig op ad den offentlige brønd. Der er sat rækværk op foran Domkirken, hvor en større renovering netop er sat i værk. Bag ved kirken ses gavlen af Nationalbankens Aarhus-filials. Til højre for domkirken er en husrække, der i dag er væk.

Skt. Clemens Torv set mod Aarhus Domkirke, 1877. Lige til venstre for domkirken ses Nationalbankens aarhusfilial. Til højre ses de i dag nedrevne bygninger på Skt. Clemens Torv 1-7, mens der til venstre ses lidt af Hotel Skandinavien. Fotograf: Hammerschmidt Fotosamling, Aarhus Stadsarkiv.

Nødtørftsanstalter og brønde var en del af byens offentlige udstyr. Det samme var gadehandel. Torvet havde faktisk først skiftet navn til Sct. Clemens Torv i 1868 efter at være kaldt Svinetorvet, Grisetorvet eller Kjødtorvet. Her huserede slagterne. Kød blev solgt under åben himmel. Denne brug af byrummet havde rødder helt tilbage til byernes oprindelse, men under la Belle Époque tog man fat på at bringe mere orden i sagerne. Det handlede om lige dele æstetik, hygiejne og byplanlægning.

Området ved Domkirken stod for skud. Det var umoderne, trangt og beskidt. Den gamle bispegård lå på pladsen, hvor Bispetorvet i dag ligger. Den blev revet ned. Der skulle åbnes op. Byrådet sagde, det var for at tage vare på ”skønhedssynet”. Domkirken skulle ”præsentere sig på en for Landet og vor By værdig Maade”. Det var Kirkeministeriet med på. Men det betingede sig, at der ikke måtte opføres skure, slagterboder eller andet, der bragte den arkitektoniske værdighed i fare.

Snart efter rullede trafikken hen over den i 1884 åbnede Sct. Clemens Bro. Den hestetrukne omnibus fulgte efter. Senere fulgte den rigtige sporvogn, da byen havde sig et elektricitetsværk. Trafikken fik forrang på gader og stræder. Pissoirer blev fortrængt til siderne, brøndene blev gravet op.

Hvis æstetikken var i orden, kunne der godt findes plads til nyt inventar i byrummet. Der kom ordentligt lys i gaderne, da gassen blev erstattet af el. Lamperne var de smukkeste værker. Kloakdækslerne fik byvåben på, og overalt vandt designtanken frem.

I 1900 opstillede Aarhus Kioskselskab sin telefonkiosk med kobbertag og løgformet kuppel. Pænt trukket over mod Domkirken, så der var passage. Den var selvfølgelig arkitekttegnet. Ordenssans og skønhedssans var blevet to sider af samme sag.

Villaer skyder op uden for købstaden, og landliggerlivet tager fart

Krathuset blev bygget i 1871 af en af byens rigeste og mest indflydelsesrige mænd, brændevinsfabrikanten og politikeren Hans Laurits Hendric Bering Liisberg. Dermed trådte Liisberg i Hans Broges fodspor, for ligesom han, der i 1860'erne havde bygget sig en pragtvilla i Hans Broges Bakker, fik Liisberg nu sin villa i skønne omgivelser på Krathusvej i brynet ved Riis Skov.

Krathuset fotograferet i 1890'erne af ukendt fotograf, (Aarhus Stadsarkiv). På billedet er der børn, der spiller kroket. Kroket var i la Belle Époque et spil, der gav klare signaler om at tilhøre den del af samfundet, der havde råd til at holde fri. Og holde ferie. I 1900 var det endda på De Olympiske Leges program.

Hvis Liisberg flyttede ud af byen for at komme fri af byens stank, var det paradoksalt. For han stod selv bag en stor del af stanken fra sin brændevinsfremstilling. Liisberg fik borgerskab 31. oktober 1842 som købmand i Aarhus. Da billedet blev taget mellem 1880 og 1890, boede hans kone, senere enke, og familie stadig i Krathuset. Selv døde han i 1883.

Ved sin død var Liisberg indehaver af byens største brændevinsfabrik. Eller rettere sagt havde han netop afhændet den. Køberen var aktieselskabet De danske Spritfabrikker. Fabrikken lå i Mejlgade. Her havde Liisberg etableret sig med sammen en partner i 1847 i nummer 72, inden han gik solo kort tid efter.

Der var gang i forretningen, og Liisberg fremstillede lige så meget brændevin som alle andre tilsammen i Aarhus. Fabrikken blev rykket til nr. 67-69, men er i dag nedbrændt. Herudover modtog Liisberg kreaturer til opfedning på brænderiets affaldsmaterialer. Denne del af forretningen var så god, at han i 1865 kunne opføre en ny stald på Skovvejen. Studestalden er således Liisbergs værk.

Liisberg havde længe haft en grund uden for Mejlgades Port. Her havde han have og badebro. Den solgte han for at søge længere ud. Det var ham, der ejede jorden ud for Østbanegården, hvor i dag Østbanetorvet ligger. Han solgte jorden til byggegrunde. De mest fremsynede havde som Liisberg en god forretning ved at byggemodne og sælge grundstykker i alle retninger ud fra byen. Byen voksede som aldrig før.

Liisberg var en af de borgere, der søgte skovens og landliggerlivets ro og fred. Dermed grundlagde de den moderne forstad. Liisbergs enke hed Julie, og hun tilbragte sin sensommer i Krathuset. Hun skal efter sigende have været den største skatteyder i Vejlby. I tiden, da de boede i Aarhus, havde hendes mand også opnået den ære, om end han måtte dele den med købmand Hans Broge.

Byen udvides i parisisk ånd

Fra Banegårdspladsen stiger man den dag i dag langsomt op ad mod Skt. Pauls Kirkeplads. Det er ikke bare en fysisk opstigen. Det er også en fremvisning af social og arkitektonisk opstigen, sat i scene under la Belle Èpoque.

Skt. Pauls Gade ved Jægergårdsgade, set mod M.P. Bruuns Bro, 1905-1910, Hammerschmidt Foto, Aarhus Stadsarkiv.

Området syd for Aarhus Hovedbanegård blev erhvervet af Aarhus Kommune fra 1870’erne til slutningen af 1890’erne. Det blev snart til Frederiksbjerg. Noget var gammel herregårdsjord, andet havde ligget i Viby Sognekommune. Den inderste del, nærmest banegraven, var hjemsted for den første generation af arbejdere og funktionærer. De kom til byen under industrialiseringen i 1860’erne og 1870’erne. Husene er derefter. Lave, billige, med plads til to eller tre familier.

Arbejderne her tjente til dagen og vejen ved De Danske Statsbaners Centralværksted for Jylland og Fyn, på banegården eller på Palmekærnefabrikken, senere Århus Oliefabrik.

Længere oppe ad bakken rejste borgerskabets Frederiksbjerg sig. M.P. Bruuns Gade blev adgangsvejen til den nye kirke. Sct. Pauls Kirke ligger på Skt. Pauls Kirkeplads for enden af gaden. Kirken blev rejst mellem 1884 og 1887 efter tegninger af kgl. bygningsinspektør, arkitekt Vilhelm Theodor Walther. Pengene kom fra lokale velgørere. Men kirken tegnede rent arkitektonisk ikke fremtiden. Den blev opført i nyromantisk stil. Omgivelserne var mere moderne og opført efter internationale forbilleder.

Skt. Pauls Kirkeplads er rammet ind af smukke hjørneejendomme. Flere af dem er tegnet af arkitekten Rudolf Frimodt Clausen, indfødt aarhusianer og bispesøn. Han havde taget bestik af Paris. En af ejendommene er Tagenhus. Den har adresse på Skt. Pauls Kirkeplads 7, 9, 11 og Skt. Pauls Gade 7A, 7B og 9.

Det var arkitekter, der trak udlandets tendenser til Aarhus, men det var andre, der betalte for det. Bag opførelsen af Tagenhus (1901-1903) stod en murer og en snedkermester. Hjørneejendommen er symmetrisk og opført i fransk renæssancestil med flere jugenddetaljer i 4½ etage. Hjørnekarnappen er afsluttet med kraftigt hjørnetårn med barokinspireret tagform og lille karakteristisk zinkspir. Mod Skt. Pauls Gade er underetagen velbevaret, mens den ud mod Skt. Pauls Kirkeplads siden bygningens opførelse har været benyttet til forretningsmål og derfor er blevet ombygget igen og igen.

Paris lå lige uden for Banegården! Med et lille stænk Berlin og en smule Wien. Det var de metropoler, arkitekter kiggede længselsfuldt efter.


Henvisninger