Studestalden
Skovvejen 11 ligger med facaden ud mod Skovvejen og havnefronten. Fra adressen har man blik mod Østbanegården, Aarhus Ø og Aarhus Lystbådehavn. Bygningen blev opført som studestald i 1865 af bygmester Carl Steinbrenner for rådmand Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg.
Ejendommen blev i 2012 bedømt bevaringsværdig efter Aarhus Kommunes Save-system, hvor den fik en bevaringsmæssig værdi på 3.
|
WaVE Kulturarvsområde
Skovvejen 11 er en del af WaVE kulturarvsområdet Den historiske havnefront. |
Kulturhistorisk beskrivelse
Baggrundshistorie
Umiddelbart uden for Mejlgades Port blev der i januar 1865 påbegyndt et byggeri af købmand og brændevinsbrænder Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg. Byggeriet var en studestald beregnet til opstaldning af stude, der skulle opfedes af den bærme, der var restproduktet fra spritfabrikationen fra Liisbergs brændevinsbrænderi i Mejlgade 67-69. Bygningens loft var indrettet som lager, hvor foderet blev opbevaret. Stalden blev opført i gotisk stil efter tegning af arkitekt Carl Steinbrenner. Til byggeriet medgik 120.000 letbrændte og 38.000 hårdtbrændte mursten.
Aarhus Stiftstidende fulgte opførelsen af bygningen og kunne den 15. november 1865 berette, at rådmand H. Lissberg havde opført en studestald på den nordre side af byen ved vejen til Risskov. Avisen beskrev bygningen i rosende vendinger: ”Omendskjøndt dens Ydre er smukt, er det navnlig dens Indre, som interesserer baade ved den hensigtsmæssige Indretning og ved de 142 smukke Jernsøiler, som bære de lave Hvælvinger, og som danne Adskillelsen mellem Baasene for ligsaa mange Stude”.
Der hørte oprindeligt en 12 fags staldbygning til Liisbergs og Meisners spritfabrik i Mejlgade, men myndighederne ville gerne have den fjernet, fordi man på den måde kunne slippe af med de mange gener, som kreaturer og bøndervogne skabe i midtbyen. Liisberg ønskede samtidig at udvide fabrikken, hvilket resulterede i, at han nødtvunget fandt en byggeplads uden for Mejlgades port – den grund på Skovvejen 11, hvor Studestalden ligger i dag.
Ved opførelsen af Studestalden var sundhedskommissionen særligt opmærksom på, hvor man placerede møddingen. Den måtte ikke placeres for tæt på Knudriisbakken, da der her fandtes en gangsti, og måtte heller ikke ligge for tæt ved vejen. Man så desuden gerne, at møddingen blev forsynet med tag, så den blev beskyttet mod vejret.
Rådmand Liisbergs virksomhed blev opkøbt af De danske Spritfabrikker i 1881, og i 1895 virksomheden om tilladelse om at opføre endnu en stald til 103 kreaturer på området. Man havde dog modtaget en del klager over stanken, der kom fra møddingen, og efter noget tid blev byggeriet ikke til noget. Spritfabrikken byggede i stedet nogle studestalde på hjørnet af Aldersrovej og Otto Rudsgade.
Opstaldningen af stude på Skovvejen 11 ophørte omkring 1917 og i tiden lige før og efter blev bygningen brugt til mange forskellige formål. Otto Mønsted lejede blandt andet en del af stalden til lager for margarine til sin fabrik i en periode efter århundredeskiftet.
Tidligere bebyggelse på matriklen
Skovvejen blev oprindeligt kaldt ”Vejen til Grenaa” eller ”Grenaa Landevej” og gik tidligere fra Mejlgades port og langs kysten neden for Risskov. Vejen blev omlagt i 1800-tallet og blev forbundet med Kystvejen, da den blev anlagt i 1870’erne. Skovvejen var således ganske tidligt en vigtig indfaldsvej til byen.
Skovvejen havde frem til 1934 andre husnumre, end dem vi kender i dag. Aarhus fik ellers allerede i 1869 et nyt husnummersystem, som i de fleste tilfælde også gælder for i dag, men på Skovvejen blev der først foretaget ændringer i husnumrene i 1934. Det betød, at Skovvejen 11 frem til 1934 havde adressen Skovvejen 47.
Studestalden var en af det første bygninger, der blev opført uden for Mejlgades Port, og den lå derfor ved sin opførelse i landlige omgivelser. Under Koleraepidemien i 1859 opførte man et lazaret i et lille hus, mens ellers var området ubebygget. Man begyndte først for alvor at opføre ejendomme på området i 1890’erne.
Erhverv repræsenteret på matriklen gennem tiden
I 1917 solgte De danske Spritfabrikker studestalden på Skovvejen 11 til Jydsk Telefon A /S, der i en periode brugte den til lager for kul og koks, galvaniseret jerntråd, porcelænsartikler og telefonapparater. I midten af 1950’erne solgte Jydsk Telefon A/S stalden, der herefter løbende fik nye ejerforhold og anvendelse. I 1980’erne havde arkitekt Flemming C. Møller tegnestue i bygningen, og Bacchus Vinhus (Import, en gros, vinklub) solgte italienske kvalitetsvine fra ejendommen. I 1983 rykkede Diggit Production Aps, der var et pladestudie, ind i den gamle studestald.
Bygningen og Aarhushistorien
Landbrug, byerhverv og den tidlige industrialisering
Studestalden repræsenterer en del af den tidligste erhvervs-og industrihistorie i Aarhus. Bygningen står i dag som et vidnesbyrd om de tætte forbindelser, der var mellem landbrug og byerhverv i byens tidlige industrialisering. Fabrikken og studestalden spillede derudover en væsentlig rolle for flere af byens andre industrier, erhverv og handlende. Der blev i løbet af 1800-tallet skabt forskellige handelsnetværk i byen, hvor man kunne drage nytte af hinandens produktion og forretning. Af en notits i Aarhus Stiftstidende fra 1870 fremgår det, at andre virksomheder eller privatpersoner kunne opstalde deres kreaturer i Studestalden, og at det ligeledes var muligt at købe Bærme fra Liisberg og Meisners brænderi: ”De, som ønske Kreaturer opstaldede hos os i aar ville behage at lade disse indtegne inden denne Maaneds Udgang. De, som iaar ønske Bærme fra vort Brænderi, ville ligeledes lade sig indtegne inden denne Maanedes Udang. Aarhuus den, 12te August 1870. H. Liisberg & Meisner.”
Liisberg og Meisner havde løbende annoncer i samtidens aviser. Fra oktober til maj solgte man den kreaturgødning, kreaturerne producerede, og fra april til maj, var det de opfedede dyr, der blev sat til salg. Kreaturerne blev både forhandlet på markedet, som lå på byens kvægtorv og sendt ud af byen som eksportvare. Det skete oftest via havnen, der fra midten af 1800-tallet var under stor udvikling.
Studestalden blev reddet fra nedrivning
Den 23. november 1988 kunne Aarhus Stiftstidende berette, at studestalden på Skovvejen 11 muligvis skulle rives ned. Det var det lokale entreprenørfirma Ejner Mikkelsen A/S, der ejede grunden og ønskede at opføre ældreboliger på syv etager. Det resulterede i udfærdigelsen af et forslag til en lokalplan, der skulle imødekomme bygherrens ønsker. Ifølge denne lokalplan ville det nye byggeri: ”(…) styrke områdets karakter af sluttet facadebebyggelse og bidrage til en samlet helhedsløsning, i overensstemmelse med de visioner, der fra kommunens side er lagt frem for havnefronten”. Forslaget resulterede i en lang periode, hvor debatten om studestaldens skæbne florerede i både medierne og i byrådet.
Året efter i november 1989 fremgik det af Aarhus Stiftstidende, at studestalden nu var tæt på nedrivning. Et flertal i Aarhus Byråd mente ikke, at stalden skulle bevares. Kun 9 ud af 17 stemte for, at man skulle sikre bygningen. Det blev samtidig diskuteret om man blot kunne bevare halvdelen af bygningen og dermed opføre ældreboliger på den anden halvdel mod Skovvejen, eller om man evt. kunne flytte bygningen ud til Ridecenter Vilhelmsborg.
Flere politikere og private involverede sig i kampen, og i 1990 var arkitektstuderende John Schmidt en af dem. I sit afgangsprojekt fra arkitektskolen lavede han en udstilling på hovedbiblioteket, hvor bygningens historie, restaurering og eventuelle genanvendelse blev behandlet.
Den 31. maj 1990 slog SF, de rød-grønne og radikale sig sammen om at præsentere en lokalplan, der betød en bevaring af studestalden, selvom partierne var i mindretal i byrådet. Bevaringsplanen blev lavet sammen med den førnævnte arkitektstuderende John Schmidt, og foreslog blandt andet, at man i stedet kunne opføre nye boliger i ”hullet” mellem Nordre Kirkegård og Skovvejen 13-17. Byrådet besluttede herefter, at det nye forslag skulle sendes til teknisk udvalg og diskuteres på lige fod, med den lokalplan, der imødekom bygherrens ønsker. Derefter skulle begge sendes til offentlig høring.
Den 17. marts 1991 forudså Aarhus Stiftstidende, at Aarhus Byråd formentlig ville give bygherre lov til at rive bygningen ned den første onsdag efter artiklens udgivelse. Avisen gjorde det dog klart, at mange beboere i området havde haft mange protester mod dette. Fredningskontoret havde ikke fundet bygningen fredningsegnet, og meget tydede således på, at bygherren fik lov til at gennemføre projektet.
Få dage efter den 21. marts 1991 vendte alt dog på en tallerken, da Aarhus Byråd besluttede at give stalden en ny chance og give magistraten lov til at undersøge, om man kunne skaffe penge til at redde bygningen. I april 1991 slog byrådsmedlemmerne en handel af. De politikere, der havde kæmpet studestaldens sag, tilbød politisk ro omkring to andre politisk problematiske byggerier, der indbefattede Glastårnet ved Viborgvej og Den Gamle By og boligbyggeriet ved Brabrand Skovvej.
Den 29. maj 1991 blev det endelig besluttet, at studestalden på Skovvejen skulle bevares, da socialdemokraterne havde ændret holdning og nu bakkede op om en bevaring. Det resulterede i, at et flertal var for bevaringen. Herpå overtog kommunen bygningen.
Arkitektonisk beskrivelse
1 1/2-etages, pudset og hvidmalet bygning med tegltag. Bygningen er opført i gotisk stil. Gavlen inddeles af murpiller, der frem står som lisener i 7 fag. Gesimsen langs tagkanten afsluttes øverst i gotisk inspirerede kamtakker med vejrhane. 4 tætsiddende, høje, smalle blændinger i midterfag og i 2 mellemfag. Frem springende, pudset sokkel ved murpiller og mellemfag. Sortbejdsede helglasvinduer i 3 midterfag; endvidere 2 oprindelige, runde støbejernsvinduer. 2 oprindelige kældervinduer udført i støbejern. 1 blændet kældervindue. Opførelsesårstal udført i smedejern som muranker. 4 støbejernsankre på murpiller.
Miljøbeskrivelse
Den historiske havnefront er dannet i takt med havnens udvikling fra åhavn til industriel kysthavn, byens fysiske udvidelse mod både nord og syd, landfyldninger til havnearealer samt den gradvise befolkningsforøgelse igennem 1800-tallet.
Havnefronten består hovedsageligt af østvendte bygninger med front mod Aarhusbugten. Den historiske strækning kan i store træk siges at gå fra Skansepalæet på Strandvejen i syd til Skovvejen i nord. De fleste af bygningerne langs havnefronten blev opført fra midten af 1800-tallet (og især efter 1870) til de første årtier af 1900-tallet.
Havnefrontens bygninger og tilstødende områder kan i sin udstrækning opfattes kompakt og omsluttende som en bevidst konstrueret mur. Den lettere kurvede strækning har med sine mange etagebygninger historisk set udgjort en særlig fysisk adskillelse mellem bykernen og vandet, men på samme tid åbner den karakteristiske front sig også som en slags indgangsport for byens gæster fra vandsiden. Som i mange andre kystnære byer har også havnefronten i Aarhus været kendetegnet ved et særligt bymiljø, der trækker spor til det maritime, det rå og det industrialiserende Aarhus. I dag er størstedelen af den historiske havnefronts bygninger præget af at ligge i anden række med et udsyn til større havneudvidelser, den nye offentlige transportform Letbanen, en nyere omdannelse af de bynære havnearealer samt en fremtrædende fredeliggørelse af de gamle havnekajer.
Arkitektonisk er bygningerne fra havnefrontens anlægsfase domineret af bastioner som Skansepalæet og Mejlborg, domiciler for fremtrædende virksomheder såvel som patricierboliger og større etageejendomme. Mod nord og syd er der også indslag af mere beskedne byhuse. Alle har front mod havet.
Den samlede strækning byder på en helt særlig identitet, der fortæller historien om en by, der er vokset i takt med havnens betydning. Nye tider og nye måder at benytte havnen og havet kombineret med udflytningen af den bynære industrielle havn har betydet et væsentligt fald i maritime forretninger. Hvor der tidligere var den ene skibshandel, knejpe og sømandsrelaterede gesjæft efter den anden, er havnefronten i dag blevet mere konventionel og etableret som en del af samlet moderne by.
Miljøbeskrivelsen af den historiske havnefront indgår som en del af EU Interreg-projektet WaVE, som Aarhus Stadsarkiv tager del i. Projektet sætter et øget fokus fysiske kulturmiljøer ved vandet. Deltagere fra seks lande undersøger kulturarvens betydning for identitet, vækst og investeringer. Aarhus Stadsarkiv har peget på tre områder i Aarhus: åstrækningen, den tidligere industrihavn og den historiske havnefront.
Se også
- Bygninger og adresser på Skovvejen.
Skovvejen 11 på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kulturmiljøer ved vandet
|
|
WaVE Kulturarvsområde
Skovvejen 11 en del af WaVE kulturarvsområdet Den historiske havnefront. |
Litteratur og kilder
- Kommuneatlas Aarhus, I og II (1. udgave 1997, revideret frem til 2012)
- Geodatastyrelsen, Historiske kort på nettet, Ejerlav: Århus Bygrunde
- Første version af artiklen er skrevet af Henrik Vedel Schmidt og overført fra Århus Leksikon
- Århus-Årbog 1985. Side 106-110. "Et sanitært gode - studestalden på Skovvejen."
- Slots- og kulturstyrelsen, Fredede og bevaringsværdige bygninger, Skovvejen 11
- Jens Peter Rørholms matrikel- og husnummerprotokol, Rigsarkivet: https://www.sa.dk/ao-soegesider/billedviser?epid=17112439#147729,24377090
- Aarhus Kommunes byggesagsarkiv, Minejendom, Skovvejen 11
- Leif Dehnits, ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018
- AarhusWiki, Skovvejen
- Preben Rasmussens udklipssamling 1800-1900, Skovvejen 11
