Aarhus Havns Historie

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Aarhus er en af Danmarks ældste byer, og med lidt god vilje kan noget tilsvarende siges om byens havn. "Havn" er et stort ord at bruge om vikingernes opankringspladser på stranden og åbredden, men efter datidens målestok er det måske alligevel berettiget. I hele byens levetid har det været stort set umuligt at betragte den adskilt fra havnen, og forbindelsen gælder begge veje. Havde det ikke været for havnen med dens handel og skatteindtægter, var Århus næppe blevet et kirkeligt og administrativt centrum i middelalderen, men byens fremgang har også virket stimulerende på havnens udvikling.

Da fæstningsvolden mellem byen og åen blev fjernet i middelalderen, kom byen og åhavnen til at gå ud i ét, og den tætte forbindelse mellem by og havn blev ikke ændret ved, at havnen under industrialiseringen i det 19. og 20. århundrede flyttede fra åens bredder og ud på havet. Men i de seneste årtier er forbindelsen mellem byen og havnen blevet mindre synlig. For det første er den økonomiske forbindelse blevet mere indirekte. På den ene side er byen vokset ud til et stort økonomisk samfund med servicetjenester m.v. som ikke i første omgang retter sig mod havnen. På den anden side kan man også betragte havnen som en virksomhed, herunder hvor havnen henter sit gods fra, hvorvidt havnen forarbejder godset ved egen kraft, og hvor havnen videresender godset til, i forarbejdet eller uforarbejdet form. Ud fra den synsvinkel kan man spørge, om ikke havnen er mindst lige så meget Jyllands Havn eller Danmarks Havn som Århus Havn. For det andet er den historiske bymidte efterhånden blevet mindre industrielt præget, mens omvendt havnen i stigende grad er kommet til at ligne en industriby på havet.

Den tidlige havneudvikling

Oprindelig lå Aarhus på åens nordlige side, og indtil år 1800 lå Århus Havn langs åens nordlige bred, først som en simpel opankringsplads og fra 1400-tallet som anlægsplads. I vikingetiden havde skibsfarten adgang til byen dels via åen, dels fra kysten. Udviklingen i skibstyper i middelalderen medførte imidlertid, at anløb ikke længere kunne ske på stranden, men måtte foretages i åen. I 1400-tallet bredte byen sig til sydsiden af åen, og dens nordlige bred op til Immervad blev gjort til en egentlig havn. Mindebroen, som blev anlagt i 1600-tallet, dannede grænse for, hvor langt store sejlskibe kunne komme ind i åhavnen. Besejlingsforholdene var ubekvemme for store sejlskibe, for åhavnen var som en smal tragt, og desuden var den bestandig truet af stormvejr og tilsanding. Med tiden flyttede åmundingen ud på havet, og herved blev havnen større, eller rettere længere, men samtidig blev besejlingen og vedligeholdelsen endnu vanskeligere.

Aarhus Havn i 18- og 1900-tallet

I 1800-tallet skete der en afgørende ændring i havnens beliggenhed og form, idet den flyttede fra åmundingen ud på havet. Man begyndte at anlægge moler fra kysten ud på havet, og de eksisterende moler fra åmundingen blev forlænget. Mellem de nye og de forlængede moler blev der anlagt havnebassiner. Ved gentagne udvidelser af den sydlige mole efter år 1800 blev den drejet mod nord om åmundingen og forlænget op langs kysten for at afskærme havnen. Bag den forlængede sydmole blev de første to havnebassiner anlagt i årene 1845-61 og 1883-90, og de fik tilsammen navnet Nordhavnen. I årene 1905-11 blev en ny, stor mole ført ud sydfra og op langs østsiden af den gamle, og dermed var Sydhavnen skabt. I årene 1935-60 og 1984-1992 blev Nordhavnen udvidet betydeligt, og fra 1975 blev der ført endnu en stor mole ud fra syd mod nordøst. I 1997 vedtog Århus Byråd den såkaldte Masterplan for en udvidelse af de to østligste moler frem mod år 2022. Udvidelserne vil give havnen et areal på 350 hektar, en fordobling i forhold til 1997. I sammenhæng med Masterplanen blev der vedtaget en delvis omlægning af havnens nordlige og inderste dele til rekreative områder.

Efterhånden som molerne steg i antal og voksede ud til at blive hele landområder, skete der en accelererende vækst i havnens areal. Omsætningen med varer fra ind- og udland er vokset tilsvarende. Da det nyanlagte jyske jernbanenet i 1800-tallets sidste årtier fik Aarhus som knudepunkt, og da de nye havnebassiner samtidig gav plads til store damp- og motorskibe i den oceangående søfart, blev Aarhus Havn til Jyllands transithavn. Århus Havn er blevet Danmarks største basishavn for oversøisk linjetrafik, og den har en nøglestilling som central- og omladningshavn for det vestlige Danmark. Tager man den samlede skibsladning som målestok, har Aarhus Havn altid været mere orienteret mod udenlandsk end indenlandsk skibsfart. Den største ladningsmængde er gået fra udlandet til Aarhus Havn. Transporten fra Aarhus til udlandet og transporten fra resten af Danmark til Aarhus har konkurreret om andenpladsen. Passagerruter med Kalundborg og København havde i mange år en stor andel af havnens indenlandske skibsfart.

Siden tidligt i 1800-tallet har kul og jern udgjort en stor del af indførslen fra udlandet til Aarhus Havn, men fra omkring 1880 udviklede der sig også en stor import af foderstoffer, gødning og korn, i forbindelse med omlægningen af dansk landbrug fra korneksport til eksport af husdyrprodukter. Til gengæld ophørte Aarhus’ storhedstid som korneksporthavn, og en stor del af landbrugseksporten gik efter 1870 udenom Aarhus og i stedet gennem den nyanlagte havn i Esbjerg. Takket være udviklingen af Aarhus Oliefabrik fik Aarhus Havn i 1900-tallet en stor eksport af olier og fedtstoffer. Der er fremvokset en betydelig eksport af industrivarer og forarbejdede landbrugsprodukter fra Aarhus Havn til oversøiske lande. Havnen har også fået en central stilling i den internationale og indenlandske skibstransport af brændselsolie.

Aarhus Havn har status som en selvejende kommunal trafikhavn, og den modtager ikke offentlige drifts- eller anlægstilskud, men konkurrerer på markedsvilkår med andre havne. Havnens udvidelser siden midten af 1800-tallet har stort set været finansieret af havnen selv. Havnen er siden 1800-tallet blevet styret af byrådet under tilsyn af skiftende ministerier. Et havneudvalg med den siddende borgmester forestår den øverste ledelse af havnen på byrådets vegne, mens havnedirektøren har den daglige ledelse.

Havnens samlede arbejdsstyrke udgjorde på et tidspunkt op imod 1.000 havnearbejdere, men forøgelsen af havnens omsætning og fysiske areal op gennem 1900-tallet er ikke blevet modsvaret af en tilsvarende forøgelse af arbejdsstyrken. Havneudvidelserne har givet plads til store maskiner, kraner og transportmidler, hvorved bemandingsbehovet er reduceret. Den tekniske udvikling har også muliggjort en reduktion af havnens administration fra cirka 240 mand omkring 1960 til det halve antal tre årtier senere. De fleste med arbejde på havnen er ansat i industri-, handels- og servicevirksomheder, som ved år 2000 omfattede omkring 150 firmaer med henved 5.000 medarbejdere.

Film fra Aarhus Havn

Litteratur og kilder

  • Første version af artiklen er skrevet af Anders Thornvig Sørensen og overført fra Århus Leksikon
  • Århus havnevæsen, Håndbogen om Århus Havn, Århus 1984. Bestil materiale
  • Erik Korr Johansen (red.) m.fl., Fra åhavn til kysthavn – Århus havns historie til 1914, Århus 1990. Bestil materiale
  • Erik Korr Johansen (red.) m.fl., Fra kysthavn til storhavn – Århus havns historie 1915-1995, Århus 1994. Bestil materiale
  • Kaj Skaaning, "Århus Havn vil fremrykke sin udvidelse", Berlingske Tidende, 16.11.1995.
  • Axel Pihl-Andersen, "Simonsen udskyder havneplan", Jyllands-Posten, 8.10.1997.
  • Århus havn, Århus havn på verdenskortet, nytåret 1997-98. Bestil materiale
  • Århus havn, Årsrapport 2007. Bestil materiale