Den historiske havnefront

Fra AarhusWiki
Havnegade, en del af Den historiske havnefront. Foto: Poul Pedersen. Ca. 1952.

Den historiske havnefront er et udpeget kulturarvsområde i Interreg Europe projektet WaVE. Havnefronten er geografisk afgrænset til kyststrækningen fra Skovvejen i nord til Skansepalæet ved Strandvejen i syd.

WaVE.png

Aarhus Stadsarkiv tager på vegne af Aarhus Kommune del i Interreg Europe projektet WaVE, der tager afsæt i ønsket om at styrke og stimulere et øget fokus på kulturarv ved vand i lokale og regionale politikker. Som en del af målet om at intensivere fokus på byens kulturarv ved vand blev det besluttet at udvælge tre større geografiske kulturarvsområder som potentielle kulturmiljøtilføjelser til Kulturhistorisk Redegørelse. Sammen med de to øvrige kulturmiljøer Aarhus Å fra Brabrand Sø til Mindet, og Industrihavnen ved Mindet, Mellemarmen og Kornpier skulle Den historiske havnefront dokumenteres og beskrives for at klarlægge værdierne forbundet til områderne.

Baggrundshistorie

Brugen og opbygningen af fysiske strukturer ved havnefronten daterer sig langt tilbage, men det der står tilbage nu er en relativt ensartet bygningsmasse der danner en murlignende form der både adskiller og danner bro mellem by, havn og vand. Nogle af de ældste bygninger langs havnefronten daterer sig til midten af 1800-tallet mens de nyeste er opført i begyndelsen af det nye årtusinde.

Industrialiseringen bragte et stort behov for arbejdskraft til Aarhus i slutningen af 1800-tallet. Det betød, at byen oplevede en befolkningstilvækst, der ændrede byens udseende. Lejlighederne i den gamle bykerne var blevet små og trange efter befolkningstilvæksten, og byen havde ændret sig således, at handel og håndværk ikke længere koncentrerede sig om de gamle handelsveje. Behovet for flere boliger og de nye forandringer i byens struktur åbnede op for muligheden for at opføre nye, store ejendomme i de områder, der lå ud til kysten. Opførelsen af de nye beboelsesejendomme med udsigt over den nyanlagte kyststrækning tiltrak i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet flere af byens velstillede og prominente borgere. Kyststrækningen blev ikke længere kun forbundet med byens havn, handel og industri, men var også blevet et attraktivt og moderne område til beboelse for nogle af byens velbemidlede.

Trods variation i alder og arkitektur fremstår kyststrækningens mange østvendte bygninger ikke desto mindre som en historisk og arkitektonisk enhed der kan ses som et samlet kulturmiljø med maritime referencer til fortidens virke som front for havnerelaterede virksomheder og øvrige praktiske og sociale funktioner.

Der er naturligvis sket ændringer i områdets geografiske udformning med de løbende udvidelser af havneområdet, og mange præsentable bygninger langs den historiske havnefront er gået tabt i udviklingens navn. Det drejer sig bl.a. om Aarhus Børs-bygning, byens tredje toldbygning samt store karréer med bygninger primært rettet mod søens folk ved Mindet/Dynkarken samt ved Revet og Brændevins-øen. Udgangspunktet for den geografiske afgrænsning er kystlinjen, og de bygninger der har overlevet og præget strækningens arkitektoniske og kulturhistoriske værdier. Strækningen skal betragtes som én samlet og relativt ubrudt linje der afgrænser byen mod vandet og havneområdet. Havde havneområdet ikke eksisteret ville størstedelen af disse bygninger og områder have direkte front mod Aarhusbugtens vand, og de repræsenterer derfor et særligt urbant miljø der kan betragtes som byens samlede facade fra vandet.

Det arkitektfaglige bidrag

Wave-arkitektfagligt-bidrag-30062020-lars-nicolai-bock 01.jpg

Helheden – de store kurver: Havnefronten udgøres af lange husrækker, som udgør en ’kant’ eller overgang mellem by og havn. Den kan opleves fra med det markante hjørnetårn ved Skansen i syd til Mejlborg i nord, igen med en markant tårnpræget afslutning. I store kurvede forløb ligger husene skulder ved skulder fra tårn til tårn. Fra Mejlborg fortsætter havnefronten endog helt op langs Skovvejen til Trøjborg. Havnefronten er fint bebygget og bør trods afbrydelser og variationer i bygningernes skala betragtes som én arkitektonisk sammenhæng, som ét arkitektonisk sammenhængende forløb. Helheden udgøres af bebyggelserne langs følgende gader og veje: Strandvejen, Spanien, Dynkarken, Europa Plads, Havnegade, Skolebakken, Kystvejen og Skovvejen.

Rumligheder – rumlige oplevelser: Havnefronten opdeler med dens lange rækker af huse byens møde med havnen og bugten i to væsensforskellige rumligheder: 1. den tætte historiske urbane by, og 2. den åbent bebyggede lave flade, som udgør havnen og overgangen til bugtens vandspejl.

Inde i byen: Der har gennem historien gjaldt særlige principper for bebyggelser på midtbyens matrikler og således også til eksempel omkring Mejlgade og Skolegade. Systemet af forhuse, sidehuse og baghuse har dannet et velkendt, gammelt og særdeles bevaringsværdigt bebyggelsesmønster. Principperne bag dette kendes fra alle danske købstæder og er egentlig genkendelige i de mange forskellige byggeperioder helt op til 2. verdenskrig, hvor modernismens ideer om by begynder at præge nye projekter. Men selv i den modernistiske periode bygges mange forhuse langs gaderne med forbillede i den ’klassiske grammatik’ brugt gennem århundreder. Opholder man sig i den tætte bys gader og gårde er man klart ’inde i byen’, man er omsluttet af tætte rum og arkitektur. Havnefrontens forhuse ligger på klassisk vis ud til gaden ’skulder ved skulder’. Bevæger man sig mod øst, ud gennem havnefronten gennem gader eller porte, opleves det som en brat overgang fra ’at være inde’ til ’at være ude’ i det åbne by- eller rettere havnelandskab. Visse steder er kontakten til Aarhusbugtens vandspejl og de omgivende bakkede landskaber tilmed intakt.

Ude på havnen: Opholder man sig ude på havnen, opfatter man i de fleste tilfælde, at man er uden for den klassiske bys tættere rum. Dette opleves klart bl.a. på den store pladsdannelse mellem Dokk1 og Navitas. Fra Toldboden og den store flade har man med havnefronten i ryggen et fint kik ud gennem havnen over bugten til landskaberne omkring Helgenæs. Arealerne øst for havnefronten fra Skansen i syd til Trøjborg i nord er væsensforskellige og frembyder forskellige bebyggelsesformer og grader af åbenhed, men det er et fælles træk for disse arealer, at de stadig fremstår anderledes end den tæt bebyggede by. De ældste bebyggelser er arbejdsrelaterede rent funktionelt – til bl.a. havn og industri – men har også gennem tiden skiftet funktion. Denne proces er pågående i øjeblikket og byens borgere benytter i stigende grad havnes området til bolig, arbejde og fritid. Fra havnens forskellige området, og ikke mindst fra den store havneplads, opleves havnefronten som en ’væg’, en lang varieret arkitektonisk ’mur’, der danner overgangen til Aarhus’ tætte historiske byområder – middelalderbyen, Frederiksbjerg, Nørre Stenbro og Trøjborg. Passerer man denne ’væg’, går man ligesom gennem ’døre’ og ’porte’ ind i den tætte bys rum.Denne modsætning imellem forskellige rumligheder og bebyggelsesformer vest og øst for havnefronten er særdeles bevaringsværdig og meget betydningsfuld for karakteren af Aarhus bys møde med bugtlandskabet.

Wave-arkitektfagligt-bidrag-30062020-lars-nicolai-bock.jpg

Bevægelsen langs havnefronten: Bevæger man sig langs havnefronten fra nord eller syd opleves rækkerne af huse som en på en gang samlet helhed og som en ordnet række af variationer. Ankommer man fra syd ad Strandvejen møder man Skansens firkantede tårn, der virker som en meget markant begyndelse på havnefronten – næsten med virkning af en ’byport’. I den fortsatte bevægelse mod nord leder havnefronten forbi by og havn op til Trøjborg og Risskov væk fra bykernen. Kommer man fra nord opleves ankomsten langs Trøjborg og Risskov som en form for nedstigning til den lavt beliggende ådal og holm, hvor Aarhus centrale bykerne blev anlagt. Også her ledes man af husrækkerne langs Skovvejen til Mejlborg hvis markante arkitektur og tårn igen signalerer, at her begynder den centrale by og havn.

Helhed versus variationer og afbrydelser: Havnefronten i Aarhus er et fint eksempel på, hvordan en helhed kan opstå over lang tid på grund af ensartethed og variationer i bygningskulturen. Husene står i rækker og danner samlede ’vægge’ mod det mere åbne havnerum. Indimellem ses huller eller afbrydelser i rækkerne – nogle af disse er naturlige konsekvenser af topografi og historie opstået i en tid, hvor ønsket dog var at skabe helhed i bebyggelsen. Andre huller skyldes ændrede idealer og skift i bebyggelsestyper i nyere tid. Ved åens udløb (Aros/Mindet - åens munding) ses en naturlig afbrydelse i havnefrontens husrækker. Dette sted er noget nær det vigtigste i forståelsen for byens historie, og ’hullet’ er naturligvis ældre og endnu mere betydningsfuldt end havnefronten. Andre steder finder man pauser eller ophold, der er bevidste arkitektoniske valg. Eksempler herpå er det lille torv foran Mejlborg, hvor den middelalderlige gade Mejlgade munder ud i Kystvejen. Stedet er smukt bebygget og rummer fortællinger, der rækker tilbage til middelalderen og den tidlige bydannelse. Det samme kan siges om den lille park omkring tomten for den middelalderlige kirke Skt. Oluf. Også her fremstår byrummet som en pause i havnefronten, men pausen er forståelig og virker naturlig – ikke mindst erindres om, at stedet udgør rammen om en interessant del af byhistorien.

Ved Østbanetorvet ses en fin lille arkitektonisk velplanlagt pladsdannelse med Østbanegården som midtpunkt i en akse. Det lille torv, der er et godt eksempel på det sene 1800-tals byplanidealer, indgår harmonisk som en slags ’afbrydelse’ i havnefronten.

Mellem Jægergårdsgade og Mindet ses de mest markante afbrydelser i den samlede havnefront. På dette stræk passerer jernbanen linjen hvor havnefronten kunne have været arkitektonisk artikuleret; politigården er imidlertid trukket tilbage fra Dynkarken og fremstår som et lukket modernistisk hus bag træbeplantninger, ved jernbanebroerne over Spanien er der på det seneste bygget et meget markant og dominerende sort højhus – et projekt hvis arkitektoniske idealer ligger endog meget langt fra de klassiske byidealer, som har skabt havnefronten. Dog ses stadig mellem jernbanebroen og Sønder Allés udmunding en fin gulstens bebyggelse, der placerer sig ind i havnefrontens lange kurvede linje. På denne strækning finder man tilmed på et kort stræk en for havnefronten udsædvanlig undtagelse, idet der på havnesiden af Spanien er randbebyggelser, der danner gaderum som i bymidten. En lignende situation finder man også i havnefrontens nordlige forløb langs Skovvejen op mod Trøjborg.

Mellem Jægergårdsgade og Værkmestergade er et nyt projekt under opførelse, der forventes at placere markante bygninger i samme linje som den historiske havnefronts bebyggelse i øvrigt. Dette vil styrke sammenhængen. Samlet set er helheden det langt mest dominerende træk i havnefrontens bebyggelse.

Bebyggelsens ’grammatik’ – fælles træk og variationer: Havnefrontens husrækker består af forskellige bygninger, alle med et særligt arkitektonisk udtryk. Den fine helhed i havnefronten er opstået over tid gennem byggeri af huse i forskellige stilarter og i varierende skala inden for en ramme. Bygningshøjderne er på visse strækninger ganske ensartede, mens man andre steder ser spring i højderne. Den sydlige strækning mellem Skansen og Jægergårdsgade er ret ensartet ligesom også strækningen mellem parken ved Skt. Oluf og til strækningen ved Østbanetorvet. Havnefrontens bebyggelse langs den centrale middelalderlige bydel frembyder mere variererede højder.Der er imidlertid en stærkt virkende ensartethed i den måde de fleste af bygningerne i den samlede havnefront er formgivet på – såvel lave som højere bygninger. Man kan sige at facadernes udtryk alle forholder sig til en fælles ’grammatik’ for de arkitektoniske virkemidler. Denne grammatik består til eksempel af kombinationer af vertikale og horisontale arkitekturelementer, en fælles opfattelse af betydningen af takt og rytme, et afgrænser udvalg af materialevirkninger, skyggevirkninger i facaderne samt af proportioner generelt. Det er disse fællesnævnere, der tilsammen får den ellers brogede samling huse til at virke som en fin helhed.

Arkitekturhistorisk sammensætning: Havnefrontens bebyggelse er opstået over en afgrænset periode i byens nyere historie, men ikke mindst tiden fra slutningen af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet præger et stort antal bygninger. Netop slutningen af 1800-tallet, hvor havnefrontens bebyggelse påbegyndes, domineres af stilarter som historicisme, nationalromantik og skønvirke. Disse stilarter (og en blanding af disse), dominerer havnefrontens helhed og ses fra Skansen i syd til Trøjborg i nord. Enkelte steder, f.eks. langs Strandvejen, Havnegade og Skovvejen ses funktionalistisk prægede huse, og også eksempler på efterkrigstidens modernisme ses, f.eks. langs Skolebakken og Kystvejen. På hjørnet ved Nørreport finder man et postmodernistisk hus. De allernyeste bygninger langs Spanien og Skovvejen er i sagens natur vanskelige at karakterisere i en historisk sammenhæng.

Gaderne på Den Historiske Havnefront

Den historiske havnefront følger i store træk områdets oprindelige kystlinje. På dele af strækningen er der sket store forandringer i vej- og gadenavnene de seneste hundrede år, og flere bygninger har derfor fået sig en ny adresse. Dannelsen af Europaplads betød at flere bygninger på Dynkarken og Mindegade fik ny adresse. Nogle veje er helt inkluderet i strækningen, mens andre gader har en enkelt bygning repræsenteret - som oftest en hjørneejendom mod havnefronten.

Bygninger på Den Historiske Havnefront - Oversigtskort

Gå på opdagelse i hver enkelt bygning på Den Historiske Havnefront. Træk i kortet og zoom ind for at se bygningsmarkørerne tæt på.

Indlæser kort...

Litteratur og kilder

Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/mediawiki/index.php?title=Den_historiske_havnefront&oldid=67621"