Aarhus Kommune
Aarhus Kommune er en lokal administrativ enhed, der består af Aarhus by og omliggende byer, bebyggelser og landdistrikter. Aarhus Kommune blev skabt med kommunalreformen i 1970, der sammenbragte Aarhus Købstadskommune og 20 sognekommuner.
Aarhus Købstadskommune
En købstad er en by med særlige næringsrettigheder og en vis grad af administrativt selvstyre. Oprindeligt givet af kongen som privilegium, i nyere tid dog ved lov. Privilegierne gav indtil 1857 købstæderne i Danmark eneret på at drive handel, håndværk og anden borgerlig næring.
Købstadsrettighederne fra 1441 er de først kendte, som Aarhus Købstadskommune fik. Christoffer af Bayerns dokument er imidlertid kun en bekræftelse på ældre privilegier. Så Aarhus har muligvis haft købstadsrettigheder siden første halvdel af 1200-tallet.
Købstadsstyret var frem til 1919 delt mellem statsmagtens lokale repræsentanter og lokale repræsentanter. Statsmagtens repræsentanter varetog især retsudøvelsen med byfogeden og dele af den udøvende magt samt tilsynsmyndigheden udført af lensmænd og efter 1662 stiftamtmænd og amtmænd. Ved siden af dette var der en lokalt forankret "kommunal" repræsentation af vekslende indhold og betydning, og denne kommunale aktivitet var centreret om byens rådhus.
I overgangen mellem enevælde og folkestyre fik borgerrepræsentationen en særlig betydning. I 1868 trådte den moderne byrådsinstitution i kraft. Fra 1919 blev borgmesteren ikke længere udpeget af staten, men valgt af byrådets flertal.
Aarhus Købstadskommune eksisterede frem til 1970 og blev afløst Aarhus Kommune (opr. kaldet primærkommune).
Sognekommuner i oplandet om Aarhus
Sognerådene var blevet dannet i 1841 og trådte sammen i 1842, dengang under navnet sogneforstanderskaber. Der blev dannet henved 21 sognekommuner rundt om Aarhus, der til sammen udgjorde et landkommunalstyre, men grænserne mellem sognene kunne skifte lidt.
Landsbyerne havde fra middelalderen haft bylag, hvor ”bymændene” diskuterede de fælles anliggender, men nu ville staten have en mere professional administration. I årtierne forud for 1841 var der dannet skole- og fattigvæsensdistrikter, som blev styret af kommissioner med præsten og de rigeste grundejere. Det sidste svarede de fleste steder til godsejerne.
Kommunalreformen 1970
Behovet for en kommunalreform var først og fremmest opstået på grund af de store ændringer i befolkningens erhverv og byernes vækst. Før kommunalsammenlægningen var der stort set ikke en ledig byggegrund i Aarhus kommune. I forstads- og omegnskommunerne bestod problemerne i, at deres små forvaltninger ikke kunne følge med det stigende omfang af kommunale opgaver. Befolkningstallet var stigende, og borgerne efterspurgte moderne servicetilbud. Elev Kommune, som var den mindste af omegnskommunerne, bestod kun af 240 sjæle. Her var administrationen simpel, økonomien solid, men til gengæld manglede borgerne svømmehaller, sportsanlæg, biblioteker, moderne skoler, og der var udfordringer omkring trafik og miljø, som kommunen havde svært ved at løfte alene.
Indlemmelse eller ej
Efter krigen blev sammenlægningsplaner fra 1930'erne genoplivet af blandt andet borgmester Svend Unmack Larsen, der nedsatte en ’Stor-Aarhus kommission’. Kommissionen skulle belyse fælles økonomiske og administrative forhold i Aarhus kommune og forstads- og omegnskommunerne. Kommissionsarbejdet udmøntedes i en rapport i 1954, der dog gik relativt ubemærket hen. Rapporten søgte at tilgodese for manges interesser, og derfor blev anbefalingerne vage og ukonkrete. Væsentligst var det nok, at planen ikke indeholdt krav om at nedlægge de kommunale sogneråd og etablere ét byråd.
Fra 1955 begyndte befolkningstallet at stagnere i Aarhus Købstadskommune. Mange valgte at søge lykken i de mange nye parcelhuse, der skød op i forstadskommunerne. Her var skatteprocenten tilmed også lavere. Udsigterne fik i 1959 Aarhus Byråd til at henvende sig til Hasle-Skejby-Lisbjerg Kommune og senere til Holme-Tranbjerg Kommune om at lade sig indlemme. Disse forsøg blev afvist, da forstadskommunerne stadig ikke ønskede at afgive selvbestemmelse. Derudover hjalp det ikke, at daværende borgmester Bernhardt Jensen (1910-1978), konsekvent betegnede Aarhus kommune som ’centralkommunen’. Forstadskommunerne viste dog forståelse for Aarhus kommunes arealproblemer. Dette mente de kunne løses ved indlemmelse af nogle ganske få sogne. I 1962 lykkedes det derfor at indlemme Skejby-Lisbjerg sogne, den nordlige del af Hasle Sogn, samt en del af Tilst Sogn og Vejlby Sogn. Dette fordoblede næsten kommunens areal fra 19,8 km2 til 38,5 km2.
Sideløbende foregik der et kommissionsarbejde i en meget bred arbejdsgruppe med repræsentanter fra Aarhus Kommune og stort set alle forstads- og omegnskommuner. Selvom der således var et samarbejde, var dagsordenen fra forstads- og omegnskommunerne klar. De ønskede at bevare deres selvstyre.
Politikerne i forstadskommunerne var opmærksomme på, at befolkningstallet var vigtigt for at sikre en bæredygtig økonomi, og dermed deres selvstyre. Der blev derfor igangsat store byudviklingsprojekter, ofte for lånte penge, i form af moderne kommunekontorer, sportsfaciliteter, skolebyggeri og udlejningsejendomme. Det var eksempelvis på dette tidspunkt, at Gellerup-planen blev igangsat i Brabrand-Sønder Årslev Kommune, og store dele af den gamle landsby Vejlby i Vejlby-Risskov Kommune blev revet ned til fordel for en helt ny bydel med storhotel og indkøbscenter.
Én by – én kommune
Lige lidt hjalp det. I maj 1967 vedtog folketinget loven om revision af den kommunale inddeling. Loven byggede på princippet: én by, én kommune. Loven indeholdt en bestemmelse om, at der skulle foretages en særlig undersøgelse af de befolkningsmæssige, erhvervsmæssige og økonomiske forhold i Aarhus, Ålborg og Odense. Konklusionen var klar: Aarhus kommune, forstadskommunerne og omegnskommunerne måtte knyttes sammen politisk og administrativt. Kommunerne kunne dog ikke nå til enighed, og derfor tvang indenrigsministeren og Folketinget sammenlægningen igennem i maj 1969. Dermed forkastede man idéen fra 1939 om folkeafstemninger i forstads- og omegnskommunerne, og de efterfølgende politiske forhandlinger om sammenlægning. Den 1.april 1970 blev landets mest omfattende kommunesammenlægning en realitet. 150 kommunalpolitikere blev erstattet med 31, der alle blev placeret på Aarhus Rådhus. Reformen satte rammerne for det geografiske, politiske og administrative landskab, som Aarhus kommune har i dag.
I dag består Aarhus kommune således af de samme sognekommuner og kommuner, der blev indlemmet i starten af 1960'erne og ved kommunalreformen i 1970, som er følgende:
- Beder-Malling Kommune
- Borum-Lyngby Kommune
- Brabrand-Sønder Årslev Kommune
- Elev Kommune
- Elsted Kommune
- Harlev-Framlev Kommune
- Hasle-Skejby-Lisbjerg Kommune
- Hjortshøj-Egå Kommune
- Holme-Tranbjerg Kommune
- Mårslet Kommune
- Ormslev-Kolt Kommune
- Sabro-Fårup Kommune
- Skødstrup Kommune
- Tilst-Kasted Kommune
- Todbjerg-Mejlby Kommune
- Trige Kommune
- Solbjerg Kommune
- Vejlby-Risskov Kommune
- Viby Kommune
- Åby Kommune
- Aarhus Kommune
Ny kommune – nye opgaver
Hvordan får man det til at fungere med 122.691 nye indbyggere? Tallet dækker over det antal borgere, hvis tilhørsforhold blev ændret fra de tidligere oplands- og forstadskommuner til den nye Aarhus Kommune. Her trådte de ind i rækkerne med de 109.498, der boede i den gamle Aarhus Købstadskommune.
Kommunesammenlægningen trådte i kraft 1. april 1970, og den satte med det samme administrationen og politikerne under pres. Opkrævning af el, gas og vand, indretningen af skoledistrikter, tildeling af boligsikring og socialhjælp, opkrævning af ejendomsskat og uendeligt meget mere skulle ensrettes. Et nyt skattesystem, kildeskatten, blev indført ved årets begyndelse, og skulle også indføres lokalt.
Da der var gået et år, havde byrådskontoret ekspederet 15.000 skrivelser mod 6.000 året forinden, byrådet havde holdt møde i 55 timer mod tidligere 20 timer, og der havde været 2.345 sager på byrådets bord, hvor der de foregående tolv måneder havde været lidt over 1.200 til behandling.
Planerne for administrationen af den store kommune blev rullet ud. De nedlagte sogneråds kontorer og bygninger blev udlagt til kommunale formål. Især tog to af de helt tunge kommunale områder, skatteområdet og socialforvaltningen, mange af disse lokaler i brug.
Helt ind i byrådssalen i det berømte rådhus mærkede man forandringerne. Politikerne skulle nu kæmpe hårdere for at komme ind i salen. 150 sogne- og byrådspolitikere blev barberet ned til 31 i det nye Aarhus Byråd. Lokal- og borgerlisterne forsvandt ud af det nye byråd, og dem har vi ikke set siden, selvom der kom ti medlemmer flere i byrådet.
Der skulle derfor sættes flere stole ind i byrådssalen, og den ene af rådhusets to arkitekter, Erik Møller, blev bedt om at lave en nyindretning, der skaffede plads til 31 medlemmer og ikke som tidligere 21.
Organisationsplanlægning og beslutningsrationalisering
Byrådet vedtog en ny organisationsplan for at få kommunens forvaltning på plads, og i tidens ånd skulle den føre til ”organisationsplanlægning og beslutningsrationalisering”. Regnekraften blev forøget med flere magnetbåndstationer og større hulkortkapacitet, og et nyt kuverteringssystem skulle hjælpe kommunen med at sende svar på de mange skrivelser, der kom ind. Det havde været en lang og til tider stenet vej frem mod sammenlægningen af de mange kommuner. Mange var bange for at miste indflydelse på lokale forhold. Men så kunne man da altid tømme kassen før lukketid og føre arv og gæld over til den nye kommune. Meget anderledes kan det vist ikke siges, når man ser på det regnestykke, der blev gjort op allerede efter det første år:
Den nye kommune havde overtaget tunge og ofte ufinansierede forpligtelser. Værst var det med skolevæsenet. De nedlagte sognekommuner havde igangsat eller planlagt skolebyggerier med en gæld på knap 100 millioner kroner. Beløbet voksede på et år til 181 millioner kroner. To ud af tre børn gik nu i skole uden for den gamle købstad, og de fleste af dem fik flotte nye lokaler, skolekøkkener eller helt nye skoler, hvis de da ikke også fik hal og svømmehal.
Socialforvaltningen under pres
Velfærdssamfundet buldrede fortsat af sted, og de gamle sogneråd havde vel også disponeret efter, at væksten ville vare ved. Det gjorde den bare ikke. I 1973 indtraf den første oliekrise, der indvarslede en langvarig økonomisk krise. Forældre, der havde døjet med 1950’ernes ungdomsarbejdsløshed, måtte til deres fortvivlelse se det samme ramme deres børn. Og mens den absolutte fattigdom var stærkt på retur, var nogle problemer de samme som før, og nye kom til.
Socialforvaltningen fortalte allerede i 1971 om, at de sociale kontorer nu blev opsøgt af ”en del personer, der har svært ved at klare sig i ”velstandssamfundet”, hvis normer det er vanskeligt at leve op til.” Enlige mødre havde det som altid svært og måtte støttes i kortere eller længere tid, især hvis de også var ramt af sygdom. Stofmisbrugsproblemer var dog tidens store – og nye – forbandelse. Antallet af folk, der blev handikappede af misbrug, var stigende og økonomisk belastende.
I det hele taget var den offentlige velfærd ved at være hængt op på et vidtforgrenet net af institutioner og ydelser. I den nye Aarhus Kommunes første år kunne den fremvise familievejledning, sociallæge, skolepsykologisk kontor, fire døgninstitutioner – et observationshjem, et spædbørnshjem og to ungdomspensioner – samt 32 daginstitutioner (og 113 private). Og det var bare inden for børn og unge-området. Hertil kom så alle ydelserne såsom børnetilskud og moderskabsydelse og 42 heltidsansatte sundhedsplejersker samt skolernes vifte af tilbud som læseklasser, specialklasser, skolelæge og børnetandlæge.
Udfordringerne for den nye kommune var således store og til tider uoverskuelige. Administrationen var dog forberedt, og selvom den enkelte borger også måtte vænne sig til forandringer, oplevede de ikke den enorme rækkevidde af reformen.
Aarhus Kommune i dag
Aarhus Kommune bestod i år 2020 af ca. 350.000 indbyggere. Kommunens budget ligger på cirka 13 mia. kroner. Kommunen er landets næststørste, kun overgået af Københavns Kommune. Med strukturreformen i 2007 blev Aarhus Kommune en del af Region Midtjylland.
Kommunens ledelse
Aarhus Kommune bliver ledet af Aarhus Byråd med en borgmester i spidsen. Byrådet har 31 medlemmer, som holder møder på rådhuset. Udover borgmesteren og byrådet bliver byen ledet af et Magistratsstyre med borgmesteren som leder. Byens ledelse er opdelt i fem magistrater, som hver bliver ledet af en rådmand. Rådmændene bliver valgt blandt medlemmer af byrådet, og posterne fordeles som led i byrådets konstituering. De fem magistrater er fordelt på følgende måde:
- Borgmesterens Afdeling
- Sociale forhold og Beskæftigelse
- Teknik og Miljø
- Sundhed og Omsorg
- Kultur og Borgerservice
- Børn og Unge
Læs mere
- Aarhus Byråd
- Aarhus Købstadskommune
- Landkommunalstyret (sognekommuner)
- Borgmester i Aarhus
- Medlemmer af byens råd
- Magistratsstyre
- Politik i Aarhus
- Politiske partier
- Valgperioder
- Byråd og bystyre i Aarhus imellem middelalder og enevælde
Aarhus Kommune på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
