Århus Oliefabrik
Oliefabrikken AarhusKarlshamn AB, der tidligere hed Aarhus Oliefabrik, har haft enorm betydning for Aarhus. Gennem mange år var den en af byens største arbejdspladser, og flere af direktørerne har efterladt sig markante aftryk i vores lokale historie. Den imponerende kontorbygning i M. P. Bruuns Gade blev i foråret 2015 solgt til den københavnske hotelkæde Arp-Hansen Hotel Group.
Aarhus Oliefabrik blev stiftet i 1871 under navnet Aarhus Palmekærnefabrik. I folkemunde blev den også kaldt ”oliemøllen.” Fabrikken lå oprindeligt i Jægergårdsgade, der hvor Bruuns Galleri ligger i dag. Den producerede dyrefoder i form af oliekager, som blev fremstillede ved at presse olie fra palmekerner. Produktionen blev senere ændret, da man fandt ud af, at den olie, som blev tilovers i forbindelse med produktionen, kunne bruges i den fremvoksende margarineindustri. Fabrikken udvandt herefter primært planteolie fra frø, nødder og frugtkerner, som blev brugt i margarine-og chokoladeindustrien.
Flere af byens spidser skød penge i den nye fabrik, og på ’dåbsattesten’ finder man således navne som Hans Broge, Rasmus Otto Mønsted (1838-1916), Otto Langballe og Christian Kier.
Den første fabrik
_1875.jpg)
Aarhus fik et nyt industrielt anlæg
I september 1871 kunne adskillige af landets aviser bekræfte, at Aarhus kunne glæde sig til et nyt industrielt anlæg. Den nye fabrik var palmekærnefabrikken, der ville blive opført i Jægergårdsgade lige syd for baneterrænet. Jægergårdsgade hørte på dette tidspunkt til Viby Sogn og var endnu ikke en del af Aarhus. Aviserne beskrev derfor, at fabrikken ville komme til at ligge lige uden for byen. Den nye fabrik modtog stor mediebevågenhed fra hele landet. Ribe Stiftstidende, Sydfyns Tidende, Aalborg Stiftstidende og Dagbladet København var blot nogle af de aviser, der i 1871 viste interesse for de nye fabriksplaner ved Aarhus.
Fabrikken blev anlagt af et interessentskab, som bestod af generalkonsul Hendrik Pontoppidan, grosserer Hans Broge, grosserer D.B. Adler, bankvirksomheden Adler, Wulff og Meyer samt Christian Carl Langballe og hans søn Otto Langballe, der sammen havde virksomheden C. Langballe & Søn. Flere af byens betydelige personer og virksomheder bidrog med økonomisk støtte til projektet. Blandt andet Rasmus Otto Mønsted, grundlæggeren af margarinefabrikken af samme navn, og Christian Ludvig Kier, som var overretssagfører og medlem af Aarhus Byråd. Den indsamlede grundkapital lød på 100.000 rigsdaler – ca. 200.000 kr.
Ledelsen af fabrikken blev i første omgang foretaget af grosserer Peter Wilhelm Rudolph Wulff, men i 1875 blev Alfred V. Kieler ansat som fabrikkens første egentlige direktør.
Problemer med vandforsyningen
Ved udgravningen af grunden til palmekærnefabrikken udførte man en række boringer efter grundvand. Fabrikken skulle bruge vand i produktionen, og man ville gerne være fri for at lægge ledninger fra byens hovedrør, da det både var besværligt og ville kræve en overenskomst med kommunen, der ejede grunden, hvor fabrikken lå.
Jyllands-Posten beskrev i 1872 boringen som ”en efter danske Forhold temmelig betydelig og i geologisk henseende interessant Boring”. Fabriksgrunden lå 40 fod (ca. 13 meter) over havet, og boringen var nået ned på en dybde af 320 fod (ca. 100 meter), altså 280 fod (ca. 87 meter) under havets overflade. Det gav dog ingen resultater, og man stødte kun på saltler i ”gulagtige og blaagraa Farver”. Fabrikkens vandforsyning blev derfor koblet op Aarhus Bys hovedrør, hvilket var et stort og dyrt foretagende.
Rejsegilde og åbning af den nye fabrik
I slutningen af maj 1872 blev rejsegildet over Aarhus Palmekærnefabriks bygninger afholdt. Aarhus Stiftstidende berettede i den forbindelse, at opførelsen af bygningen var ”fremmet med stor hurtighed, idet det først begyndtes den 1ste april”.
Opførelsen af fabriksbygningen skete i entreprise af murermester Jacob Wilhelm Frohne fra København under ledelse af arkitekt Petersen fra Aarhus. Frohne var murermester, arkitekt og kunstsamler. Han stod bag flere fremtrædende københavnske bygninger og tegnede blandt andet Johanne Luise Heibergs villa, Marstrands Bryggerier og Den Polytekniske Læreanstalts tidligere bygninger. Han var desuden manden bag Aalborg Katedralskole. Frohnes bygninger var inspireret af historicismen og havde ofte en simpel fremtoning.
Den 1. juni 1872 åbnede fabrikken sin virksomhed. Den nyopførte bygning blev af Aarhus Stiftstidende kaldt ”et anseeligt Bygningskompleks”, og bygningen bestod da også af en stor treetages hovedfabrik med to sidefløje. Maskinkedlerne var i den ene sidefløj, mens olieraffineringen fandt sted i den anden. Fabrikkens maskinkedler blev leveret af den lokale jenstøber Frich i Aarhus. Derudover bestod fabrikken af en lagerbygning med høj kælder, som jernbanesporene fra blandt andet havnen førte til, et hus til opbevaring af olietønder samt en toetages bygning med kontorer og beboelseslejligheder, som lå i M.P. Bruuns Gade.
Fabrikskomplekset blev opført uden for byen bag jernbanestationen, og fabrikken havde skinner koblet til både hestebanen og jernbanen. Jernbanesporene forbandt fabrikken med havnen og resten af landet, hvilket var en stor fordel, når palmerkernerne skulle importeres og de færdige varer skulle ud til kunderne. Aarhus Stiftstidende kunne ved fabrikkens åbning berette, at virksomheden ville komme til at forbruge mellem otte og ti skibsladninger palmekerner fra Guineabugten om året. Den gode forbindelse til havnen var derfor essentiel for fabrikkens drift, der ifølge Aarhus Amtstidende ville få ”et særdeles betydeligt omfang”.
Produktionen af palmeolie ved Aarhus Palmekærnefabrik
Aarhus Palmekærnefabriks anlæg producerede oliekager til landbruget ved udpresning af olie fra palmekerner. Udvindingen af planteolie fra frø, nødder og frugtkerner udgjorde grundstammen i produktionen. Olien fandt imidlertid et så stort og givtigt marked i Rusland, at den blev vigtigere end oliekagerne. I 1880’erne byggede selskabet en oliefabrik i Libau (Liepãja) i det nuværende Letland og flyttede det meste af maskineriet derover, hvorefter Aarhus-fabrikken sygnede hen. Moderniseringerne i fabrikkens anlæg i Aarhus fortsatte dog. I 1890 blev der installeret et omfattende anlæg til elektrificering af belysningen. Tiltaget skabte frygt i byrådet, hvor flere af interessenterne i fabrikken også havde plads. Det var ikke, fordi byrødderne frygtede bål og brand. Nej, de var bange for, at det kommunale gasværk mistede for mange og betydende kunder.
Anlægning af en ny fabrik ved Jægergårdsgade og Aarhus Havn
I takt med at efterspørgslen voksede, øgede fabrikken også produktionen af planteolie. De gamle fabriksbygninger ved Jægergårdsgade var ikke længere store nok, og man begyndte at se sig om efter nye muligheder.
Fabrikken overtog Sukkerhuset ved Jægergårdsgade
I 1892 opkøbte Aarhus Oliefabrik ’Sukkerhuset’ med tilhørende bygninger for 30.000 kr. Sukkerhuset havde tidligere været både klædefabrik og sukkerraffinaderi. Bygningen lå på Brammersgade 37 og var dermed ganske tæt på fabrikken i Jægergårdsgade. Bygningen er i dag den ældste industribygning på Frederiksbjerg.
Aarhus Oliefabrik brugte Sukkerhuset som pakhus for råstoffer og færdige varer. Der kunne i begyndelsen opbevares 1.400 tons sesamfrø i bygningen. Fabrikken foretog derudover en betydelig udbygning af grunden, hvilket betød, at kedelhuset, stalden og vognremisen blev fjernet i 1893. Matriklen var i fabrikkens eje frem til 1990’erne, hvor fabriksbygningerne blev bygget om til lejligheder.
Den nye fabrik på Sydhavnen
Den 2. januar 1916 gik der ild i fabrikkens ene mølle. Møllebygningerne var lavet i træ og forbrændte hurtigt. Jernmaskineriet og de resterende bygninger klarede sig igennem branden, men de tabte møllebygninger var ikke fabrikkens eneste udfordringer. Flere naboer klagede i begyndelsen af 1900-tallet over fabrikken, og der opstod stor utilfredshed med fabrikkens placering direkte op ad byens boligområder.
I 1901 kom klagerne fra beboerne på St. St. Blichers Gade og Brammersgade. Her var man voldsomt generet af fabrikkens åbne kuloplagsplads. Byrådet mente ikke, at man kunne lave regler på området og sendte klagen videre til bygningskommissionen og sundhedskommissionen, hvilket dog ikke fik den store effekt. I 1910 blev sagen genoptaget. Det blev diskuteret, om fabrikken kunne påbydes at holde gaden ryddelig, holde porte lukkede og vande de varme kul. Sundhedskommissionen påtalte klagerne overfor fabrikken, men ellers foretog man sig ikke andet.
I løbet af 1915 klagede flere af fabrikkens naboer over rystelser og larm fra fabrikken. Rystelserne fra fabrikken var så stærke, at husene omkring var i fare for at falde sammen, og beboerne følte sig utrygge ved at bo tæt op ad fabrikken. Larmen fra maskinerne var desuden til stor gene for boligområdet omkring fabrikken. I den forbindelse blev det vurderet, om man kunne oprette et samlet fabrikskvarter et andet sted, nu hvor der var grunde nok syd og nord for byen.
Fra oliefabrikkens side mente man, at klagerne over rystelser og larm var stærkt overdrevne, men fabrikken begyndte alligevel i samme periode at lægge planer om at opføre en helt ny fabrik på den nyanlagte Sydhavn. Fabrikkens hidtidige udvidelser på Brammersgade 37 var nemlig ikke store nok til at klare den efterspørgsel, der kom på planteolie i begyndelsen af 1900-tallet.
I Demokraten den 30. januar 1915 kunne man læse, at Aarhus Oliefabrik havde lejet et stort areal fra Aarhus Havn bag det nedlagte skibsværft ved vestmolen. Her skulle havnens første varehus opføres. Bygningen skulle blive 65 meter lang og 25-30 meter bred og fungere som opbevaringshal. Herefter gik man i gang med at opføre det nye fabrikskompleks, og i 1918 stod det færdigt. Den nye fabrik havde mølle, ekstraktion, raffinaderi, hærdningsfabrik, kraftcentral, betonpakhuse og værksteder. Fabrikken var, meget lig med den gamle fabrik i Jægergårdsgade, inspireret af historicismen og havde en enkel og stringent fremtoning. Den primære råvare var oprindeligt kopra (tørrede kokosnøddekerner), men blev senere til sojabønner.
Aarhus Havn var på dette tidspunkt et centralt handelsknudepunkt og byens port til omverdenen. Aarhus Oliefabrik havde sit eget kajanlæg, så transport og omladning af råstoffer kunne ske hurtigere, og placeringen på Sydhavnen skabte således gode betingelser for både handel, eksport og import.
Udbygninger på Sydhavnen
Fabrikken blev gennem tiden løbende udvidet. I 1928 blev et silopakhus opført på Sydhavnen. Bygningen var ved sin opførelse det største betonbyggeri i Skandinavien og blev senere betydningsfuld inden for den nordiske funktionalisme. I midten af 1930 begyndte man desuden at udgrave til en ny administrationsbygning. Den stod færdig, da landet var besat og kunne først tages i brug i 1947, fordi tyskerne indtil da havde beslaglagt den. Efter krigen nød fabrikken generelt godt af en række udvidelser og moderniseringer. Man opførte blandt andet en ny mølle og et nyt ekstraktionsanlæg, og i 1960 overtog fabrikken havnens karakteristiske administrationsbygning på Slipvej 4, som var tegnet af arkitekt Axel Høeg-Hansen, og som endnu findes på Sydhavnen. I 1994 så man sig nødsaget til at udbygge fabrikken, så man kunne følge med tidens store efterspørgsel. Det betød, at raffinaderiet blev forstørret, og man etablerede et tørfraktioneringsanlæg. Projektet kostede omkring 230 mio. kroner og var den første store investering i ti år.
Den gode beliggenhed på Sydhavnen har haft en stor betydning for, at AarhusKarlshamn AB også i dag findes på havnen i Aarhus. Fabrikkens placering midt i det pulserende havnemiljø og tæt på de gode handelsforbindelser har været afgørende for, at virksomheden kunne vokse og blive en national og international succes.
Erhvervslivet
Handel med udlandet
Aarhus Oliefabrik blev i 1871 opført i en tid, hvor der for alvor var kommet skub i handelsforbindelserne til og fra Aarhus. Flere nye jernbaneforbindelser blev oprettet i 1860’erne og 1870’erne, og Aarhus befandt sig nu i smørhullet af det jyske jernbanenetværk. Derudover opstod en stigende handel med udlandet og særligt med det engelske marked, hvilket skabte de første faste dampskibsruter til og fra Aarhus. Olieindustrien havde længe været præget af en stærk koncentration af produktion og handel på nogle få store, internationale koncerner, og Aarhus Oliefabrik blev en af dem. Det betød også, at virksomheden blev en af Aarhus’ største på verdensmarkedet - i perioder den største.
Aarhus Oliefabrik eksporterede gennem tiden store mængder planteolie til udlandet og havde allerede før 1900-tallet etableret sig som en af byens store eksportvirksomheder. I 1890’erne førte en stor eksport af kokosolie til, at man i 1902 oprettede Oelwerke Teutonia, som blev fabrikkens nye afdeling i Hamborg.
I begyndelsen af 1900-tallet anlagde man flere filialfabrikker i Afrika, Asien og forskellige steder i Europa. Derudover blev der oprettet handelsselskaber og handelsstationer i de lande, hvor man hentede råstoffer. Man stiftede blandt andet Ceylon Trading Company og Macassar Produce Company i det nuværende Indonesien i henholdsvis 1910 og 1918. Selskaberne sikrede råstofforsyningen til fabrikken. Samtidig gjorde selskaberne det nemmere for fabrikken i Aarhus at sikre sig, at man kunne kontrollere hele produktionsforløbet fra opkøbet af råvarer til salget af de færdige produkter.
I årene 1910-18 var Aarhus Oliefabrik selv på udenlandske hænder, idet en engelsk industrimand havde aktiemajoriteten. Da disse aktier blev sat til salg i 1918, stod Østasiatisk Kompagni (ØK) med Sojakagefabrikken i København parat til at købe aktiemajoriteten i sin aarhusianske konkurrent. Men direktør Lausen fik på halvandet døgn rejst den nødvendige kapital og købte aktierne tilbage, inden ØK kunne nå at komme til.
Martin Frederik Lausen og verdensfirmaet
Da virksomheden i 1892 skiftede navn fra Aarhus Palmekærnefabrik til Aarhus Oliefabrik, blev Martin Frederik Lausen ansat som direktør. Af ejerkredsen havde Lausens fået besked på at udvide forretningen, og han tog fat på opgaven med imponerende ildhu. Det var Lausen, der i høj grad banede vejen for, at virksomheden blev et verdensforetagende. Lausen tog sin handelsuddannelse i både Danmark, London og Hamborg. I den forbindelse fik han kontakt til Hendrik Pontoppidan, der blev en af hans kontakter til Aarhus Oliefabrik. Da Lausen overtog ledelsen af fabrikken, blev virksomheden rettet mere mod det internationale marked. Det skete blandt andet ved en stigende eksport, som resulterede i en kraftig udbygning af virksomheden. Det var under Lausen, at fabrikken oprettede flere handelsstationer i Vestafrika og Sydøstasien og nye fabrikker i Tyskland og England.
I begyndelsen af 1920'erne kom Aarhus Oliefabrik i økonomiske vanskeligheder. Virksomhedens voldsomme ekspansion og dårlige kontrakter gav kritik af Lausen dispositioner i bestyrelsen. I 1922 fratrådte Lausen sin post som bestyrelsesformand. Foranlediget af flere uheldige sager blev forholdet mellem bestyrelse og direktion frem mod midten af 1920'erne efterhånden så anspændt, at Lausen i 1926 - efter 34 år - også trak sig som direktør.
Samarbejdet med Otto Mønsted
I 1892 blev produktionen omlagt til hovedsageligt at udvinde planteolier og specialfedtstoffer til margarine- og chokoladeindustrien. Med kemiingeniør M.C. Holst som teknisk leder blev fabrikkens produktion udvidet og forfinet med bl.a. udvikling af nye specialfedtstoffer. Særligt margarineolie, der blev produceret ved at presse kopra, sesamfrø, jordnødder og palmekerner, blev en væsentlig del af fabrikkens produktion. Oliekagerne, som var biproduktet fra oliepresningen, blev dog stadig solgt som foderstoffer i landbruget.
Omlægningen til planteolieproduktion skete i et samarbejde med Otto Mønsteds margarinefabrik, Otto Mønsted A/S (senere OMA), hvilket begejstrede de lokale aviser. Aarhus Stiftstidende pointerede blandt andet, at Aarhus Oliefabrik nu ville kunne udfylde en plads på det danske marked, der hidtil havde været optaget af udenlandske fabrikker.
Otto Mønsted var en af de forretningsmænd, som i sin tid lagde mange penge i oprettelsen af Aarhus Oliefabrik, og han var ligeledes medlem af fabrikkens bestyrelse. Da Mønsted etablerede sin margarinevirksomhed i 1883, opstod pludselig et marked for planteolie i Danmark, og det var oplagt, at Aarhus Oliefabrik kunne levere olien. Otto Mønsted A/S blev således en af fabrikkens største kunder. Samarbejdet med Mønsted gjorde, at fabrikken kunne udvikle og forfine produktionen af spiseolier til margarineindustrien. Dette satte for alvor skub i den økonomiske udvikling i virksomheden, og kontakten til Mønsted var medvirkende til, at Aarhus Oliefabrik kunne ekspandere og udvikle sig til at blive en stor, international virksomhed. Samtidig sikrede man, at produktionen og pengene blev hos de nationale og lokale virksomheder.
Et aarhusiansk handelsnetværk
Relationen mellem Aarhus Oliefabrik og Otto Mønsted var blot en lille del af et stort handelsnetværk i Aarhus, hvor flere af byens store virksomheder indgik i et samarbejde og havde gavn af hinandens produktion og forretning.
Flere af interessenterne bag Aarhus Oliefabrik havde fremtrædende roller inden for det aarhusianske handelsliv, og både Otto Mønsted, Otto Langballe, Peter Wulff og Hendrik Pontoppidan var aktionærer og medlemmer af Aarhus Handelsforening. Hans Broge var i 1870’erne formand for foreningen, der bestod af en gruppe lokale storkøbmænd og grosserere, som arbejdede mod at fremme fælles interesser på tværs af byens virksomheder. Det var vigtigt for handelsforeningen, at Aarhus fik en fremtrædende placering i forhold til den nationale og internationale handel.
I 1870’erne var det industrielle miljø i Aarhus under opbygning. Levnedsmiddelbranchen oplevede en stor udvikling i denne periode, hvor produktionen i højere grad blev industrialiseret. Det betød også, at der kom en stor intern konkurrence blandt de forskellige virksomheder, og mange måtte dreje nøglen om. For at styrke den aarhusianske produktion og handel var byens købmænd derfor ofte involveret i flere større virksomheder ad gangen.
Korn- og Foderstof Kompagniet (KFK) blev oprettet ved, at flere østjyske storkøbmænd slog sig sammen for at fjerne den indbyrdes konkurrence og stå stærkere. Otto Mønsted og Hans Broge, som også var interessenter i Aarhus Oliefabrik, var blot nogle af de købmænd, der overdrog deres forretning til sammenslutningen i KFK. Hans Broge var derudover sammen med oliefabrikkens første leder, Peter Wilhelm Rudolph Wulff, en af grundfigurerne bag Jydsk-engelsk Dampskibsselskab, som skabte faste forbindelser mellem Aarhus og engelske kystbyer.
Handelsnetværket var en fordel for Aarhus Oliefabrik, der - udover at eksportere til udlandet - kunne sætte sig solidt på det lokale og nationale marked. Aarhus Oliefabrik samarbejdede ikke kun med Otto Mønsted, men solgte også store mængder olie til FDB (FDB) i Viby og den margarine- og sæbeproduktion, som fandtes her. Derudover havde fabrikken et samarbejde med den aarhusianske chokoladefabrik Elvirasminde.
Flere af medlemmerne hos Aarhus Handelsforening var også aktive i Aarhus Byråd. Relationen mellem handelsforeningen og bystyret gjorde, at købmændenes interesser havde stor indflydelse på byens udvikling. Handelsforeningen spillede blandt andet en vigtig rolle i anlæggelsen af både Nordhavnen og Sydhavnen og sørgede for forbedringer og udvikling inden for skibsfarten. Dette var til stor gavn for byens store virksomheder og heriblandt Aarhus Oliefabrik, der nød godt af de fordelagtige handelsforbindelser og den voksende havn. Det gode havnemiljø blev forudsætningen for, at fabrikken kunne blive til en stærk spiller på verdensmarkedet.
Virksomhedens filantropiske arbejde
Aarhus Oliefabrik og fabrikkens direktører stod gennem tiden bag flere store donationer og idéer, der fik en direkte indflydelse på byens indretning og funktion. Særligt Martin Frederik Lausens filantropiske projekter har sat deres præg på bybilledet.
Frederik Lausens initiativer i byen
Frederik Lausen donerede gennem tiden store summer og var desuden initiativtager til flere lokale projekter. Han var blandt andet en af hovedmændene bag Aarhus Idrætspark, Aarhus Universitet og Marienlund haveby.
I 1914 begyndte idéerne til et aarhusiansk stadion og en idrætspark at spire. Man manglede idrætsfaciliteter, og blev blandt andet inspireret af det nyopførte stadionbyggeri i København. Finansieringen var dog ikke på plads, og man havde svært ved at blive enige om omfanget og placeringen af byggeriet. Først ved Frederik Lausens indtræden som formand for Aarhus Gymnastik Forening i 1916, begyndte projektet at tage form.
Aarhus Stiftstidende berettede: ”Der er atter kommet Liv i Planerne om en Stadion i Aarhus, efter at Direktør F. Lausen er blevet formand for Aarhus Gymnastik Forening”. Lausen inviterede repræsentanter fra byrådet på en tur til Stockholm, Malmø og København, hvor man kunne foretage studier af de eksisterende stadioner. Ingeniør Sardemann og arkitekt Axel Høeg-Hansen blev ligeledes inviteret med. Lausens initiativer gjorde, at man fik skabt en helhedsplan for projektet.
Byggeriet blev godkendt af Aarhus Byråd den 16. maj 1918, og man blev enige om, at anlægget skulle ligge ved Marselisborgskovene. En stor del af finansieringen på 380.000 kr. skulle indsamles hos private donatorer, og Frederik Lausen var en af de største bidragsydere. Derudover kan indsamlingens succes i høj grad tilskrives Lausens indsats og engagement i projektet. Laursen var formand i repræsentantskabet og bestyrelsen for Aarhus Idrætspark fra 1920-1925.
Frederik Lausen gik stærkt ind for, at Aarhus skulle have et universitet. Han mente, at åndelige interesser og erhvervsinteresser ikke kunne adskilles. Det var derfor vigtigt at få et universitet i Jylland, som kunne indgå i et tæt samarbejde med erhvervslivet.
Lausen var i perioden 1919-1925 medlem af kommissionen af 1919 for oprettelsen af et jysk universitet. Her fremsatte han forslaget om at knytte et erhvervsfakultet til det nye universitet. Erhvervsfakultetet blev senere til det økonomiske fakultet og fik i 1936 - som en gave til universitetet - lokaler i fabrikkens bygninger på hjørnet af Spanien og Jægergårdsgade.
Frederik Lausen var desuden en af mændene bag Marienlund haveby, der - efter inspiration fra England - blev opført i 1919 som et alternativ til de tætte og mangelfulde boligforhold, som fandtes i midtbyen. Projektet blev udarbejdet for Arbejdernes Andelsboligforening, og idéen til havebyen byggede formentlig på Lausens ønske om at skabe bedre boligforhold for oliefabrikkens arbejdere. Aarhus Oliefabrik ejede selv meget af den jord, som havebyen skulle opføres på, og fabrikken ville derfor sælge området til kommunen for en god pris.
Havebyen, der blev døbt ’Skovbakken’, bestod af 35 dobbelthuse og et enkelthus, som blev placeret ved Rugbakkevej, Marienlunds Allé, Dronning Margrethes Vej, Skovvangsvej og Nordre Ringgade. Projektet blev tegnet af arkitekt Høeg-Hansen, men planen var oprindeligt, at havebyen skulle have været væsentligt større. Idéen var, at man ville skabe en forstad til Aarhus med 630 mindre villaer og 25 offentlige bygninger, der skulle strække sig over 100 tønder land. Så stort blev projektet dog aldrig. Det vides ikke hvorfor, men en forklaring kan være, at projektet løb ind i økonomiske vanskeligheder.
Aarhus Oliefabrik støttede universitetet
Aarhus Oliefabrik har gennem tiden ydet en væsentlig støtte til Aarhus Universitet. Virksomheden har blandt andet doneret flere store beløb til både byggeprojekter og undervisning, hvilket har bidraget til, at Aarhus Universitet har kunnet etablere og udvikle sig.
I 1935 skænkede fabrikken 100.000 kr. til bygningsudvidelser på universitetet, og i 1952 donerede fabrikken et beløb på 150.000 kr., der skulle sikre tre professorater for de medicinstuderende på universitetet. Pengene var nødvendige, hvis man ville oprette undervisningsstillinger. Hidtil havde de studerende nemlig været nødsaget til at tage den sidste del af deres uddannelse i København, men nu var de i stand til at gennemføre hele studiet i Aarhus. I 1959 udvidede man Jysk teknologisk Institut, og her donerede Aarhus Oliefabrik 20.000 kr. til industrilaboranternes undervisning.
Fabrikken sikrede et nyt kunstmuseum
I 1960 donerede Aarhus Oliefabrik 100.000 kr. til det nye Kunstmuseum i Aarhus. Man ville flytte museet væk fra dets placering på Vester Allé og ind i en helt ny museumsbygning i Vennelystparken. Den nye placering ville nemlig skabe en bedre sammenhæng mellem universitetet og museet.
Det nye kunstmuseum ville komme til at koste 3,5 millioner kr. Størstedelen blev betalt af kommunen, staten og Carlsbergfondet, men man manglede stadig den sidste del af beløbet for at kunne realisere projektet. Den 26. oktober 1960 kunne Aarhus Amtstidende berette, at finansieringen endelig var kommet på plads, og at byggeriet dermed var sikret. Det skyldtes den store donation på 100.000 kr., som var kommet fra Aarhus Oliefabrik.
Overrækkelsen af gavebrevet var foregået på Aarhus Oliefabrik samme dag, og formanden for oliefabrikken Ove Hansen havde holdt en tale, hvor han udtrykte glæde over ”at kunne være medvirkende til løsningen af en saa betydningsfuld kulturel opgave”. Det nye kunstmuseum blev tegnet af arkitekt C.F. Møller og kunne i 1967 rykke ind i den nyopførte bygning i Vennelystparken.
Mindre donationer, der havde en indvirkning på byen
Aarhus Oliefabrik gav også mindre beløb til forskellige initiativer i byen. Blandt andet donerede direktør Holst 5000 kr. til Aarhus Folkebiblioteksforening i 1928. Beløbet blev skænket i anledning af direktørens sølvbryllup og skulle gå til indretningen af et nyt folkebibliotek i Aarhus.
Fabrikken ydede også økonomisk støtte til Naturhistorisk Museum og Den Gamle By. I 1919 donerede direktør Frederik Lausen penge til oprettelsen af et naturhistorisk museum, og takket være en gave på 25.000 kr. fra Aarhus Oliefabrik kunne Den Gamle By i 1963 flytte den gamle stampemølle fra Svanninge på Sydfyn til Aarhus. Møllen blev opsat på museumsområdet og kan stadig opleves i Den Gamle By i dag.
Fabrikken donerede en pengegave til kongeparret i 1937. Det samlede beløb lød på 50.000 kr. Gaven skulle gå til udsmykning af Marselisborg Slot og var samlet ind af borgere og større institutioner i Aarhus.
Aarhus Oliefabrik har således været en vigtig bidragyder til adskillige lokale projekter i Aarhus. Fabrikken var en af byens største virksomheder og markerede sig også som en af byens største donatorer og initiativtagere. Flere direktører så fordele i at støtte op om lokale projekter, der ofte også kunne få betydning for fabrikkens vilkår i byen. Kulturelle og uddannelsesmæssige tiltag kunne nemlig skabe bedre muligheder for erhvervslivet. Aarhus by fremstod dermed som et sammenhængende organ, hvor projekter på kryds og tværs kunne styrke byen som helhed.
Verdenskrigenes påvirkning af fabrikken
Under verdenskrigene 1914-18 og 1939-45 led råstofforsyningerne store afbræk, og Århus Oliefabrik blev holdt kørende med erstatningsproduktioner.
Thorkild Peter Juncker Hansen (Thorkild Juncker) blev direktør på Aarhus Oliefabrik i 1927. I hans tid voksede og ekspanderede fabrikken på trods af 1930’ernes økonomiske udfordringer. Juncker var desuden en meget vellidt direktør, der i flere sammenhænge arbejdede på at forbedre medarbejdernes forhold. I 1930’erne og 1940’erne var Juncker en af Danmarks førende erhvervsfolk, men efter anden verdenskrig modtog han en dom for sit samarbejde med tyskerne under krigen. Juncker blev blandt andet beskyldt for at billige den nazistiske ideologi samt at have forbindelser til tyske nazister. Juncker var overbevist om, at Tyskland ville vinde krigen, og han tilpassede derfor Aarhus Oliefabrik til et nazistisk samfund. Han var dog ikke selv medlem af det danske nazistparti.
Da fabrikkens havneanlæg blev bombet af de allierede i 1942, blev det af mange set som en straf for Junckers kontakt til Tyskland, men senere historieforskning har konkluderet, at fabrikken blev offer for en af krigens tilfældigheder.
Efter retsopgøret mistede Juncker sin stilling på Aarhus Oliefabrik. I 1949 købte han Terma, et aarhusiansk instrumentværksted, som i dag beskæftiger sig med højteknologisk elektronik.
Fabrikken på Sydhavnen blev efter 1945 moderniseret og udvidet flere gange, hvorimod anlægget ved Jægergårdsgade standsede i 1961. Århus Oliefabrik har fortsat udviklingen hen imod større og mere forfinet produktion, og selskabet har fastholdt sin stærke stilling i det internationale marked for fedtstoffer. I 2003 blev selskabet og dets filialer reorganiseret som Aarhus United A/S, og i 2005 gik det sammen med den svenske gigant i samme branche, Karlshamns AB. Den nye koncern, kaldet AarhusKarlshamn AB, forkortet AAK, fik hovedkvarter i Malmø. AAK har i dag ca. 2500 ansatte fordelt over 25 lande.
Fabrikken som arbejdsplads
Aarhus Oliefabrik har gennem tiden været en af byens største arbejdspladser. I begyndelsen var ansættelserne imidlertid afhængige af, om der kunne skaffes råstoffer, og arbejds- og brandulykker forekom desuden forholdsvis ofte. Ikke desto mindre udviklede Aarhus Oliefabrik sig til at blive en af byens mest eftertragtede fabriksarbejdspladser.
Byens store arbejdsplads
Aarhus Oliefabrik tilhørte den del af levnedsmiddelbranchen, der fra slutningen af 1800-tallet blev industrialiseret. Det betød, at fabrikken både producerede nye varegrupper og skabte nye arbejdspladser. Frem til 1920’erne havde fabrikken omkring 100-500 ansatte, mens den gennem det meste af 1900-tallet havde omkring 1000.
Fra 1920’erne udviklede fabrikken sig langsomt til at blive en stordrift. Produktionen steg, og i 1930’erne voksede virksomheden så kraftigt, at fabrikken i perioder fik op mod 1500 ansatte. I denne periode stod virksomheden for 30 % af havnens omsætning, 25 % af banegårdens godsomsætning og en eksport, som svarede til 10 % af hele Danmarks industrieksport. Derudover stod Aarhus Oliefabrik stod bag 10 % af indkomstdannelsen i Aarhus. Virksomheden udviklede sig dermed til at være en af byens største arbejdspladser.
Ansættelsen afhang af råvarerne
Selvom Aarhus Oliefabrik var en af byens største arbejdspladser, var ansættelserne i begyndelsen ofte forbundet med usikkerhed. Fabrikken var nemlig afhængig af at kunne skaffe råstoffer, og hvis importen var nede i en periode, betød det, at mange hundrede mistede deres arbejde. Særligt i fabrikkens unge år og under 1. verdenskrig, hvor råstofferne var mangelfulde, var det et problem.
Den 23. juli 1917 fremgik det blandt andet af Aarhus Stiftstidende, at fabrikken havde afskediget et par hundrede arbejdere, da råstofferne var sluppet op. Fabrikken havde på dette tidspunkt derfor kun 50 ansatte tilbage. Den 2. juli 1921 var fabrikken igen nødsaget til at afskedige ansatte, og denne gang var der tale om 400 personer, der blev arbejdsløse. Det var den udenlandske konkurrence om råstoffer, der var problemet.
Antallet af ansatte på fabrikken styrtdykkede således i perioder. Ansættelserne afhang af, hvordan det generelle importmarked så ud, og fyringer kunne komme ud af den blå luft. Når råvarer igen var til rådighed, blev flere hundrede ansat ad gangen.
Ulykker var en del af hverdagen
Det fysisk krævende arbejde og opbevaringen af den letantændelige planteolie resulterede i mange arbejdsulykker og brande gennem tiden, selvom fabrikken gjorde meget for at forhindre dem.
Arbejdsulykkerne blev som regel dækket af Arbejdsgivernes Ulykkesforsikring, der udbetalte erstatninger til de tilskadekomne. I 1915 udbetalte ulykkesforsikringen 720 kr. i erstatning til arbejder Peter Christian Nielsen, som havde fået sin tommelfinger knust i kamhjulene på fabrikken, og i 1917 fik O.M. Rasmussen 3600 kr., efter han havde mistet hånden i en af fabrikkens maskiner. I 1920 mistede en arbejdsmand livet, da paller væltede ned over ham, mens han læssede varer. Det udløste en ulovlig strejke på fabrikken, og samtlige arbejdere på både hovedfabrikken og havnefabrikken forlod deres arbejde. Arbejderne krævede blandt andet, at fabrikken betalte for den dødes begravelse og ligeledes gav familien det, der svarede til en ugeløn, indtil ulykkesforsikringen trådte til. Direktør Lausen afslog dog kravene og afgav indberetning til Arbejdsgiverforeningen.
Arbejdsulykker kunne også forekomme i fabrikkens laboratorie. Mary Ruth Damgaard, som var laborant på Aarhus Oliefabrik, blev i 1939 indlagt med en forgiftning, som var forårsaget af hendes arbejde på fabrikken. Forgiftningen kom formentlig af kviksølv og resulterede i en paradentosetilstand, der gjorde, at hun som 22-årig måtte gå med gebis.
Oliefremstillingen var meget brandfarlig, da planteolie var letantændelig. Det betød, at fabrikken gennem tiden oplevede flere store brande, der ødelagde bygninger og satte arbejdsfunktioner i bero. Både i 1911 og i 1924 opstod store brande i fabrikkens lagerbygninger, hvor man opbevarede olie, kopra og andre brandbare sager. Man mente derfor, at brandene var opstået ved selvantændelse. I 1911 var to mennesker ved at miste livet i de sammenstyrtede bygninger, og i 1924 lavede branden ødelæggelser for en halv million kr.
I 1925 mistede tre ansatte livet efter en stor eksplosion på fabrikken, og i 1982 svigtede fire af fabrikkens sikkerhedsforanstaltninger på samme tid, hvilket udløste en eksplosion i ekstraktionsanlægget. Skumslukningsanlægget virkede dog heldigvis, og man fik hurtigt slukket den efterfølgende brand, inden nogen mennesker kom til skade.
Kampen om alkohol i arbejdstiden
Det var frem til 1980 tilladt at drikke alkohol på fabrikken i arbejdstiden. Arbejdernes alkoholindtag var dog et emne, der gennem tiden flere gange blev debatteret og taget op til revurdering. Fabrikkens ledelse ønskede et alkoholforbud i arbejdstiden, og på et møde i 1962 forsøgte man at gennemføre restriktionerne. Arbejderne argumenterede dog for, at indtagelsen af alkohol var en nødvendighed, hvis man skulle klare sig i produktionens varme og støv. Fabrikkens ledelse gav sig, og først i 1980 indførtes et totalt alkoholforbud. Argumentet for forbuddet var, at man øgede sikkerheden på fabrikken, men forbuddet blev modtaget med stor utilfredshed, da det af arbejderne blev opfattet som et indgreb i den personlige frihed.
Social sikring af ansatte på Aarhus Oliefabrik
Aarhus Oliefabrik fik hurtigt ry for at være en velfærdsorienteret virksomhed, idet fabrikken oprettede sine egne ordninger for social sikring for de ansatte, forud for den offentlige lovgivning.
Thorkild Peter Juncker Hansen igangsatte i løbet af 1930’erne en række initiativer, der skulle forbedre arbejdsforholdene for fabrikkens ansatte. Den tidligere direktør, Frederik Lausen, var allerede i sin tid inspireret af idéer om bedre vilkår for fabriksarbejdere, som han tog med hjem fra en tur i England. Det var dog først med Juncker, at disse idéer for alvor blev til virkelighed.
I 1931 blev der oprettet en pensionskasse for funktionærerne i virksomheden. I 1932 købte fabrikken et feriecenter ved Ajstrup Strand, som var tiltænkt arbejderne, og senere erhvervede virksomheden sig flere sommerhuse til funktionærerne. I 1933 stiftede Juncker Arbejderfonden, der var en understøttelsesfond, og i 1934 oprettedes en stiftelse for afgåede medarbejdere, som sikrede mange tidligere ansatte en god bolig. I 1940 blev en understøttelsesfond også oprettet for funktionærerne.
I 1959 påbegyndte fabrikken opførelsen af en feriekoloni ved Gardasøen. Projektet modtog stor omtale i både lokale og nationale medier, da det på dette tidspunkt endnu ikke var almindeligt for danskerne at tage på charterferie.
Demokraten omtalte i 1959 byggeriet som ”en ny stor ting i fabrikkens velfærdsprogram”. Feriehuset havde ti etværelses lejligheder med hver to senge samt seks værelser med én seng, der kunne slås ud som dobbeltseng. Alle 16 værelser var fuldt møbleret og havde desuden både kogeniche, kogeplade, håndvask og kaffe-testel. Møblerne blev leveret af FDB, så man sikrede, at værelserne emmede af Danmark. I ejendommens stueetage lå en stor lukket spisesal med en åben spiseterrasse. Hvert værelse havde udsigt over søen, og ved strandkanten var der bygget en badebro til husets gæster. Hver anden dag blev der arrangeret ture til blandt andet Venedig, Gardone og Sirmione. Michaela Weis Bentzon blev ansat som bestyrerinde på det nye Casa Danese. Det var hende, der oprindeligt havde præsenteret tanken om en feriekoloni for bestyrelsesformanden C.L. David, som kunne se potentiale i projektet. En feriekoloni ville nemlig være et flot medarbejdergode.
Ferieopholdet blev billigt for både funktionærer og arbejdere. Priserne lå mellem 380-400 kr. for ti dages rejse, men det var også inklusive middag, befordring og dragerassistance.
Aarhus Oliefabrik sikrede også andre fritidsgoder. Fabrikkens ansatte kunne blandt andet spille musik i virksomhedens arbejderorkester eller strygeorkester. Derudover havde fabrikken en idrætsforening og senere et fitnesslokale, hvor både romaskine og kondicykler blev stillet til rådighed.
Virksomheden varetog dermed i begyndelsen mange af de funktioner, som senere kom med velfærdssamfundet. Derudover tilbød man fabrikkens ansatte en lang række fritidsgoder, der - sammen med de gode arbejdsvilkår - gjorde fabrikken til en attraktiv arbejdsplads blandt aarhusianerne.
Oliefabrikkens betydning for Aarhus
Den betydning, som Århus Oliefabrik har haft for byen, kan belyses ved tal. Eksempelvis brugte fabrikken i 1937 ca. 700 millioner liter vand, svarende til det årlige vandforbrug for ca. 2.300 husstande i Aarhus. Vandet blev leveret af Aarhus Vandværk, der havde fabrikken som sin største kunde. Fabrikken gav i 1930’erne beskæftigelse til omkring 1.400 funktionærer og arbejdere, og cirka én ud af ti aarhusianeres økonomiske eksistens afhang af indkomsten fra fabrikken. Endvidere stod fabrikken for en tredjedel af havnens omsætning og for en fjerdedel af banegårdens indtægter fra udgående gods. Med tiden er mange stillinger blevet rationaliseret væk på fabrikken, og i nutiden har den omkring 400 beskæftigede i Aarhus.
Aarhus Oliefabrik på Aarhusarkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- L. Andkjær Jensen, Aarhus Oliefabrik, Århus 1949. Bestil materiale
- Aarhus Oliefabrik, Århus 1960.
- Gunner Rasmussen, Aarhus Oliefabrik A/S 1871 - 14.9.-1971, særnummer af Olieekspressen i anledning AArhus Oliefabrik A/S' 100 års jubilæum den 14. september 1971.
- Jørgen Fink, "Aarhus Oliefabrik - verdensfirma i Jægergårdsgade", i: Ib Gejl (red.), De skabte Aarhus: 12 foretagere og deres værk, Århus 1991, s. 53-64. Bestil materiale
- Aarhus Oliefabrik A/S og Poul Kragelund, Aarhus Olie 1871-1996, Århus 1996.
- AarhusKarlshamn, AAK Annual Report 2008.
- Ritzaus Bureau, "Eksplosion under storbrand på Århus Havn", Berlingske, 27.7.2008.
- Anders Lai, "Oliefabrikken betaler bøder", Jyllands-Posten, 26.6.2009.
- Alexander Bitsch, "Fejl sendte 27 tons palmeolie i kloakken", Jyllands-Posten, 9.9.2009.
- Maria Dalhoff, "AarhusKarlshamn fik overskud", Jyllands-Posten, 19.2.2010.
- Gejl, Ib: Århus: byens historie. Bind 3, 1870-1945. Århus: Århus Byhistoriske Udvalg, 1998
- Kristensen, Jeppe Norskov, “Den moderne byplanlægnings fødsel i Danmark 1860 til 1920 ”, Ph.d.-afhandling. Aarhus Universitet, 2010
- Mødereferater. Universitetet i Jylland, beretning om et møde i Aarhus, den 1. marts 1919. Aarhus, A/S Jydsk Centraltrykkeri
- Aarhus byråds journalsager, J. Nr. 243-1915, uddrag fra byrådsmødet den 23. september 1915, s.7
- Aarhus byråds journalsager, J. Nr. 20_3-1901, Uddrag fra byrådsmødet den 6. juni 1901, s. 4
- Ribe Stifts-Tidende (1849-1960), 6. september 1871, s. 1
- Jyllandsposten (1871-1937), 7. april 1872, s. 1
- Lolland-Falsters Stifts-Tidende (1835-1960), 1. juni 1872, s. 1
- Aarhuus Stifts-Tidende (1871-1989), 19. oktober 1872, s. 2
- Aarhus Amtstidende (1866-1965), 7. september 1875, s. 3
- Demokraten (Århus) (1884-1974), 30. januar 1915, s. 2
- Jyllandsposten (1871-1937), 4. marts 1918, s. 3
- Aarhus Amtstidende (1866-1965), 21. oktober 1872, s. 2
- Aarhuus Stifts-Tidende (1871-1989), 23. juli 1917, s. 2
- Aarhuus Stifts-Tidende (1871-1989), 2. juli 1921, s. 2
- Aarhus Amtstidende (1866-1965), 22. maj 1915, s. 4
- Aarhus Amtstidende (1866-1965), 29. maj 1917, s. 2
- Nationaltidende (1876-1931), 6. juni 1911, s. 2
- Demokraten (Århus) (1884-1974), 23. februar 1959, s. 3
- Demokraten (Århus) (1884-1974), 19. februar 1959, s. 6
- Fyns Social-Demokrat (Odense) (1896-1962), 20. februar 1959, s. 5
- Nordjyllands Social-Demokrat (1905-1945), 20. november 1925, s. 3
- Aarhus Amtstidende (1866-1965), 26. oktober 1960, s. 1
- Nationaltidende (1936-1954), 8. april 1953, s. 1
- Kallundborg Avis (1922-1953), 4. september 1935, s. 1
- Demokraten (Århus) (1884-1974), 26. juni 1959, s. 6
- Aarhus Amtstidende (1866-1965), 2. december 1924, s. 3
- Demokraten (Århus) (1884-1974), 8. april 1963, s. 8
- Sejrs Sedler, 09. august 1892, https://www.aarhusarkivet.dk/records/000124459
- AarhusWiki, Rasmus Otto Mønsted (1838-1916), https://aarhuswiki.dk/wiki/Rasmus_Otto_M%C3%B8nsted_(1838-1916)
- AarhusWiki, Otto Langballe (1843-1910), https://aarhuswiki.dk/wiki/Otto_Langballe_(1843-1910)
- AarhusWiki, Århus Oliefabrik, https://aarhuswiki.dk/wiki/%C3%85rhus_Oliefabrik
- AarhusWiki, Peter Wilhelm Rudolph Wulff (1838-1896), https://aarhuswiki.dk/wiki/Peter_Wilhelm_Rudolph_Wulff_(1838-1896)
- AarhusWiki, Thorkild Peter Juncker Hansen, https://aarhuswiki.dk/wiki/Thorkild_Peter_Juncker_Hansen
- AarhusWiki, Sukkerhuset, https://aarhuswiki.dk/wiki/Sukkerhuset
- AarhusWiki, Aarhus Idrætspark, https://aarhuswiki.dk/wiki/Aarhus_Idr%C3%A6tspark
- Slots-og Kulturstyrelsen, Aarhus Oliefabrik, https://slks.dk/omraader/kulturarv/bevaringsvaerdige-bygninger-og-miljoeer/bevaringstemaer/industrikultur/industrihistoriens-danmarkskort/aarhus-oliefabrik/
