Vandforsyningen i Aarhus

Indlæser kort...

Situationsplan over Aarhus Vandværk, 1872.

Historien om den nyere tids vandforsyning i Aarhus knytter sig til opførelsen af byens første vandværk beliggende vest for Bryggeriet Ceres. Aarhus Vandværk blev taget i brug 8. december 1872, og med indvielsen af dette nye store anlæg blev kimen lagt til en ny tidsalder hvor forsyningen af vand til byens borgere og erhverv forbedredes og blev mere teknologisk avanceret for hvert årti der skulle følge.

Vandværkets tilblivelse

Adgang til drikkevand, vand til brug i husholdningen og til husdyrhold har alle dage være af vital betydning for opretholdelsen af liv og sundhed. I ældre tider blev købstædernes vandforsyning primært tilvejebragt via brønde i ejendommenes gårde, og borgere i byen og på landet hentede formentlig også vand fra det omkringliggende landskabs naturlige ferskvandskilder og mindre vandløb. Vandløbene var dog ikke nødvendigvis stabile vandforsyningskilder, da de i varierende grad kunne være vandførende og til tider formentlig også være helt udtørrede. Udover de private gårdbrønde og de offentligt tilgængelige brønde på torve og pladser, indtog den centralt løbende Aarhus Å også en væsentlig rolle i forsyningen af vand til store dele af midtbyens borgere, og i særdeleshed de ved åen beliggende gårde og værksteder.

Flere købstæder havde i 1850’ernes Danmark opført egentlige vandværk, men i Aarhus haltede en modernisering af byens vandforsyning efter de andre. Aarhus så til imedens sammenlignelige købstæder profiterede af en udbygning af vandforsyningen med de stærkt profilerede vandværker. Det ønskedes derfor også i Aarhus, at et nyopført vandværk ville bidrage til, at de praktiske og organisatoriske forhold for indhentning og forsyningen af vand blev af en helt anden kaliber end tidligere. Desuden ansloges det at et vandværk ville sørge for tydeligt forbedrede sanitære forhold for de borgere der længe havde været påvirket af vandets slette kvalitet. Brøndvandet havde budt på helbredsmæssige udfordringer for mange af byens borgere, og det dårlige vand sandsynliggjorde en øget risiko for sygdom og dødelighed. Sygdommen Kolera spredtes af to omgange, og dette særligt i områder af byen med dårligt vand. Sådanne epidemier og andre sygdomme, der formodedes at være relaterede til vandforsyningens dårlige kvalitet, betød, at overvejelserne om anlæggelsen af et vandværk i midten af 1860’erne blev særdeles seriøse.

I oktober 1865 blev en komité nedsat af Aarhus Kommunalbestyrelse med det formål ”at undersøge hvorvidt og med hvilke bekostninger en vandforsyning for Aarhus Købstad vilde kunne tilvejebringes.”. Mindre end to år senere forelå den første plan med et overslag udarbejdet af ingeniørerne ”English & Hansen” på et anlæg der skulle indtage vand fra Aarhus Å vest for Bryggeriet Ceres, og derefter pumpe vandet videre til filtre anbragt på et afmålt terræn ved landevejene mod Viborg og Silkeborg. Det var ikke uden omkostninger, at et nyt vandværk skulle opføres, og det blev derfor anslået at der forestod en større anlægsudgift forbundet med etableringen på mere end 140.000 rigsdalere. Desuden blev det vurderet, at der skulle afsættes en tillægsudgift på 25.000 rigsdalere til mølleejer Weis for retten til at tage vand fra Aarhus Å. Disse omkostninger bragte panderynker frem hos kommunalbestyrelsen der behandlede sagen, og man søgte derfor midlertidigt andre veje ved at undersøge muligheden for vandtilførsel igennem artesiske boringer og alternative vandløb syd for byen. Uenigheder om omkostninger og tvivl om vandmængder og tekniske forhold foranledigede byrådet til i 1869 at udsætte sagens behandling til sommeren 1870.

Efter i en periode at have fraveget det oprindelige forslag fra English & Hansen, vendte stemningen sig i 1870 atter til, at det nedsatte udvalg ved en indstilling foreslog at basere det kommende vandværk på Aarhus Mølleå. Der skulle træffes de nødvendige foranstaltninger til en aftale med Mølleejer Weis samtidig med at lokationen for et nyt vandværk skulle fastlægges til området vest for Ceres bryggeriet. Der var udarbejdet et ny prioverslag for mølleåprojektet, og omkostningerne stod til ca. 146.000 Rdlr., og med en engangsbetaling til Mølleejer Weiss på 14.800 Rdlr. forpligtede mølleejeren sig fremover til at afstå vand til driften af vandværket.

I marts 1869 nedsattes et nyt udvalg til vandværkssagens fremme. Udvalget fremsatte en indstilling om det nye vandværk, som Byrådet skulle forholde sig til den 2. juni 1870.

Indstillingen:

At basere Vandværket paa Aarhus Mølleå istedetfor Bækløbene i Marselisborg Skov, og
At træffe fornødne Foranstaltninger til Afslutning af endelig Overenskomst med Ejeren af Aarhus Mølle, Weis, og
At Vandværket lægges nærmere Byen end oprindelig paatænkt, nemlig i den første Indskæring Vest for Bryggeriet "Ceres". Pumpeværket lægges i ca. 50 Alens Afstand fra aaen. Filtrene og Beholderne skulde lægges i en Afstand fra Pumpeværket af ca. 1700 Alen paa en ca. 90 Fod over Havfladen beliggende Bakke Nord for teglværket, omtrent 600 Alen Nordvest for Vesterport.

Udsigt over vandværksterrænet. Ca. 1910-1922.

Den 16. juli 1870 vedtoges indstillingen, og dermed var planen for et nyt vandværk sat i kraft efter 5 års lange forhandlinger. På det efterfølgende byrådsmøde vedtoges det at ændre lokationen for vandværkets beholdere og filtre til den Nord for Vesterbro Mølle værende Bakke, der ligger 110 Fod over Havfladen. Efter udbudt licitation på det nye vandværk underskrev A. E. Andersen, E. Meisner, K. Nielsen samt Hassel & Teudt den 18. juli 1871 anlægskontrakten og forpligtede sig til at have færdigopført det nye vandværk til d. 1. juli 1872. Fra Leeds i England købtes hos Kitson & Co. to dampmaskiner med tilhørende to dampkedler og fire vandpumper.

Luftfoto af Aarhus Vandværk, 1954.

Det lykkedes ikke entreprenørerne at have anlægget køreklart den 1. juli. I stedet blev vandværket taget i brug knapt et halvt år senere, den 8. december 1872. Aarhus havde fået sit vandværk, og ved enhver ejendom hvor forbi hovedledningen førtes påtog kommunen sig at føre et ledningsrør til bygningens forside. Den første vandhane i ejendommen blev anbragt mod betaling af en årlig afgift fastsat ud fra ejendommens assurancesum, og for hver yderligere hane lød den årlige afgift på 2 Rigsdaler.

I stedet for den primitive måde hvorpå vand tidligere blev hevet op af træ- og stenbrønde blev byens nye vandværk spækket med tidens nyeste og mest moderne dampkedler- og maskiner, filtre, pumper, bundfældningsbassiner og højdebeholdere. Til at varetage vandværkets interesser udnævntes, med virking fra 1. januar 1873, havne- og stadsingeniør Poul Obel til vandinspektør, mens kobbersmed Hans Christian Birnbaum (1823-1899) blev ansat som maskinmester.

Aarhus Å vedblev med at være den primære ressource for vandforsyningen i byen helt indtil 1902, hvorefter vandindtagningen blev oppumpet fra artesiske boringer i Stavtrup og Viby. Fra de artesiske boringer tilkobledes en gravitationsledning af beton til vandværket ved Silkeborgvej.

Vandværkets børnesygdomme

Der var stor tiltro til det nye vandværk, og blandt byens borgere opstod der ganske naturligt en forhåbning om nye tider uden uhumske forhold der kunne føre til sygdomme og dødsfald. Selv med en kompetent bemanding, det nyeste maskineri og de avancerede metoder til rensning af vand oplevede Aarhus i midten af 1870’erne alligevel to mærkbare tyfusepidemier.

Stiftsfysikus Chr. Weis skrev i juni 1876 i en meddelelse til byrådet: ”Så længe som jeg har været læge i Aarhus, i henved 39 år, har denne by mere end nogen anden ligestillet været hjemsøgt af sygdomme og sygelighed, særlig af de sygdomme, som fortrinsvis står i årsagsforhold til slet drikkevand, nemlig tyfoid feber, diarré, kolerine, kirtelsyge, tæring, ligesom også andre epidemiske sygdomme her var mere ødelæggende end i andre byer”. Rensning af vandet i vandværket skærpedes derfor yderligere med tilføjelse af et fjerde filter i 1878 tilsvarende de tre der var blev bygget ved vandværkets anlæggelse i 1872.

Trods de mange forbedrede forhold for befolkningen opstod der alligevel flere særegne oplevelser af den negative slags. Der var behov for at skride ind overfor adskillige forureningskilder i nærheden af vandværket, og særligt henlæggelsen af møddinger med latringødninger på den nordlige side af åen kom i fokus. Byens drikkevand blev også i flere dage op mod julen i 1873 blandet med saltvand da åens vand ved højvande var blevet bragt helt op til vandværket. Dette blev først løst med opførelsen af en ny slusebro ved Vester Allé i 1894, hvorved der blev lukket af for havvandets indtrængen. Der fandtes dog også andet end blot havvand der kunne iblande sig det rene vand i byens vandledninger. For nogle af byens borgere fik sig en skræmmende oplevelse, da de ud fra deres vandhane kunne se igler, orme og ål der fra tid til anden fulgte med.

Det samlede m3 forbrug i udvalgte år i Aarhus
År	Forbrug
1872-73	394.200 m3
1881	788.400 m3
1884	1.051.100 m3
1896	1.890.000 m3
1901	2.500.000 m3
1965	12.500.000 m3

Vandværkets betydning

Aarhus Vandværk, ca. 1910-1922.

Det nævnes ofte at havnen og jernbanen var væsentlige forudsætninger for byens store vækst i midten til slutningen af 1800-tallet, og mens disse bestemt var hovedårsager til udviklingen, bør det ej glemmes at en god og stabil vandforsyning også bidrog til befolkningens ve og vel i disse årtier. Byen voksede, og behovet for at udvide vandforsyningen til at dække større dele af byen var af stor vigtighed. Der blev foretaget større anlægsarbejder for at ledningsnettet kunne følge med resten af byens infrastruktur. Brolægningen af Aarhus led i det henseende meget under de store omvæltninger i vand-, gas- og kloakledningsarbejdet i 1890’erne. De vedtagne budgetter og det omfangsrige arbejde med gader og veje kunne ikke holde trit med byens vækst. Over flere kloakledninger kunne det i 1896 konstateres at brolægningen havde sat sig og dermed gav anledning til dannelsen af store vandpytter, som gjorde nogle veje ganske ufarbare.

Med overgangen fra damptrykvandværk til vandindtagning via artesiske boringer igennem betonrørledninger med fald var et nyt kapitel i vandforsyningens historie påbegyndt. Et synligt og markant vartegn på denne nye tid varsledes ved opførelsen af det storslåede vandtårn ved Randersvej på Christiansbjerg. Også pumpestationer, rensningsanlæg og underjordiske beholdere blev et nyt bekendtskab for mange af byens borgere der måtte koncentrere sig om at følge med i en tid med hurtige forandringer.

Maskinhal ved Aarhus Vandværk, ca. 1910-1922.

Artesiske boringer og den moderne vandforsyning

Den tekniske udvikling tog fart i begyndelsen af 1900-tallet, og det kom særlig byboere til gode. I 1898 havde byrådet bevilget penge til et såkaldt artesisk boringsanlæg i Stavtrup. Fra det nye anlæg var det planen at opføre en betonvandledning til byens vandværk ved Silkeborgvej. Med den nye artesiske boring sikredes en stabil vandindvinding fra en naturlig grundvandskilde. Artesiske vandboringer fungerede ved at sørge for, at et tilpas stort tryk fra boringen gav vandet anledning til ved egen kraft at gennembryde eventuelle vandstandsende lag for derefter at presse sig op til overfladen – nogle gange med enorm kraft. Det nye anlæg og dertilhørende vandledning stod klar i 1902, og dermed var byen forsynet med grundvand, og ikke som tidligere, med vand kun fra Aarhus Å.

Generalstabens Kaart over Danmark med optegnelse af vandledning og trykzoner. Overtryk efter Kobberstik opmaalt 1875. 1922.

Grundvandsboringerne frembragte nye muligheder for at dække større dele af byen, og for samtidig at fremskynde nedlægningen af brønde blev der iværksat en projektering af vandbeholdere og vandtårne i forskellige geografiske trykzoner som byen var blevet inddelt i. De arealer som Aarhus Vandværk skulle forsyne med vand lå i forskellige højdebeliggenheder, og det besluttedes derfor at inddele forsyningsområdet i tre højdezoner, hver med sit særlige maskin- og pumpeanlæg. Det skete for at undgå at sende alt vandet til byen med et tryk svarende til den højest beliggende zone.

Forsyningen af vand fra de artesiske boringer banede vejen for videreudviklingen af teknikken bag vandindvinding og pumpeanlæggene der stod for rensning og filtrering. Moderniseringer med hurtigfiltre og elektrisk betjente pumper, der krævede mindre plads gav økonomisk bedre løsninger og driftsfordele. Vandforbruget steg fra at være omkring 50 liter pr. indbygger ved vandværkets opførelse til at være 4 eller 5-doblet i 1950. Dette betød, at der begyndte at opstå interesse for mængden af det tilgængelige vand som det moderne efterkrigssamfund krævede. Allerede ved århundredeskiftet var indbyggertallet steget til mere end 50.000, og derfor var der også behov for at byens vandværk skulle følge udviklingen gennem flere udvidelser og ombygninger. Fra 1912 blev det bestemt at vandforbruget blev betalt igennem en vandafgift aflæst ved en vandmåler i hver ejendom, som der i 1922 var installeret 4778 af i Aarhus.

I begyndelsen af 1900-tallet var åens vand således ikke længere den primære kilde til byens vandforsyning. I stedet havde grundvandsboringer og betonledninger ført rent vand frem til byens borgere, som kunne tappe det fra hanen i deres egne boliger, hvis de vel at mærke havde tilkøbt en opkobling på ledningsnettet. Aarhus Å havde ikke helt udspillet sin rolle da der til stadighed blev pumpet vand ind til større industri såsom Aarhus Oliemølle og Elektricitetsværket. Åen var dog alligevel begyndt at blive betragtet som lidt af en hæmsko, og tanken om at overdække Aarhus Å havde i flere årtier floreret i byen. Lugtgener og forurenet vand kombineret med tanken om lettere adgang for tung trafik til havnen betød at de luftige tanker forvandledes til et reelt politisk emne. Den tidligere så vigtige Å i det centrale Aarhus blev i første omgang overdækket fra Frederiks Bro til Christians Bro i 1932-33. De efterfølgende to årtier blev resten af åens strækning mod Mindet overdækket, og vandet forsvandt ude af syne i den indre by. Dette indtil byens indså vandets kvaliteter, og fritlægningen af Aarhus Å tog fart i begyndelsen af 1990'erne.

Flere vandindvindingsanlæg blev sat i drift i 1940’erne hvor Constantinsborg, Åbo og et nyt vandværk ved Stavtrup supplerede et i 1932-opført vandværk i Marselisborg. Der var på dette tidspunkt i byen ikke decideret frygt for at løbe tør for vand, men med et forbrug af vand der var mangedoblet i de første årtier af århundredet, var der behov for konstant at afsøge muligheder for at udbygge forsyningen. Der blev derfor ofte foretaget prøveboringer rundt om i kommunen, så udbredelsen af et moderne vandforsyningsnet kunne blive etableret. Flere steder på landet benyttedes nemlig stadig gårdbrønde som primære vandforsyninger i 1940’erne og 1950’erne. Udviklingen inden for vandindvinding gik dog hurtigt, og inden for få årtier var næsten hele landet tilkoblet et lokalt vandværk.

Vandtårnet ved Randersvej

Vandtårnet ved Randersvej blev projekteret af Stadsingeniørens Kontor og opført i perioden 1906-08 efter tegninger af arkitekt Charlo 'Charles' Wissing. Nordbyens nye vandtårn kom til at ligge på et stykke jord, som Aarhus Kommune i 1906 erhvervede fra gården Højvang, der ejedes af proprietær Anders Faurschou.

Det nyopførte vandtårn skulle dække et geografisk inddelt område ved navn "Trykzone III" med vand. Trykzone III dækkede til en begyndelse et område med blot 1000 beboere, men det forventedes at stige betydeligt i årene efter opførelsen hvorfor man havde taget højde for ekstra stor kapacitet. Vandtårnets beholder kunne rumme 200 kubikmeter eller hvad der svarede til 1500 tønder vand. Vandet blev ført til vandtårnet fra vandværket ved Silkeborgvej igennem en 11.000 fod lang 9 tommers jernledning.

Tårnet var i drift til 1980, hvorefter det i 1989 solgtes af Aarhus Kommune til "Fonden Vandtårnet på Randersvej", der forsøgte at indrette et kulturhus for lokalområdets børn og unge.

Læs mere her: Vandtårnet ved Randersvej

Spildevandsudfordringer

Aarhus Kloakpumpestation ved opførelsen 1914.

Ved århundredeskiftet var det ikke kun en stabil vandforsyning der var essentiel i et sanitært øjemed. Der var opstået et øget fokus på spildevand, og det var strengt nødvendigt med en grundig løsning af byens kloakeringsudfordringer.

I takt med at Aarhus voksede opstod behovet for at lede større mængder spildevand ud i Aarhusbugten. Åen havde siden middelalderen været benyttet til affald og andre efterladenskaber, og flere af byens senere afløb og primitive kloakledninger førte også direkte ud i byens gamle å. Det var uhygiejnisk og uhumsk, og der blev derfor løbende i 1800-tallet iværksat tilløb til større kloak- og vandafledningssystemer der skulle afhjælpe de stigende problemer. Af sanitære hensyn skulle overgangen fra latriner til vandklossetter forceres, og Aarhus Kommune optog derfor lån for at finansiere de store anlægsarbejder forbundet til opførelsen af en pumpestation og iværksættelsen af Brolægningsudvalgets nye kloakplan af 1908.

I 1914 opførtes den arkitekttegnede Aarhus Kloakpumpestation for enden af Jægergårdsvej. Ved hjælp af afskærende ledninger blev spildevandet ført videre til centrifugalpumper på pumpestationen, der pumpede spildevandet så langt ud i bugten, at det kunne blive tilstrækkelig spredt og fortyndet. Indførelsen af rindende vand i flere af byens boliger samt muligheden for at pumpe vandet væk igen medførte en vækst i antallet af solgte vandklosetter. Byens borgere skulle betale en W.C.-afgift til kommunen for benyttelse af vandklosetter, og dette var ikke en ringe forretning for pumpestationen. I kommunens budget for 1914-15 forventedes det at afgiften ville blive et aktiv for byen, såfremt den blev bibeholdt. Økonomien var også god i vandværket der efter en afklaring af renter og lån kunne notere sig et større overskud i samme budgetoversigt. De nye anlæg var en succes for borgerne og for kommunen.

I de første årtier af 1900-tallet udledtes spildevandet hovedsageligt i Aarhus Å, og fra 1914 særligt ud i Aarhusbugten via pumpestation i Sydhavnen. I løbet af 1930’erne begyndte der i omegnskommunerne at opstå større interesse for at opføre egentlige rensningsanlæg, og det vedtoges da også til stor tilfredshed for mange grundejere i blandt andre Viby Kommune. Et nyt projekt om afvanding og rensning af spildevand var også opstået på kanten til Aarhus Kommune ved Søren Frichs Vej. Her havde Aaby Kommune købt et større areal overfor Frichs fabrikker med henblik på at bygge et moderne rensningsanlæg. Det trak lidt ud med opførelsen af et renseværk i midtbyen, og først med anlæggelsen af Trøjborg Renseværk i 1944 fik Aarhus kommune sit eget renseværk. Aarhus Kommune besluttede også at samarbejde med, og tage del i, Aaby og Højbjerg renseværker. Adskillige pumpestationer blev ligeledes opført rundt om i byen i 1940-50’erne før det store Marselisborg Renseværk blev sat i drift i 1966, efter at have været under opførelse siden 1962.

I 1972 vedtog Aarhus Byråd at lede spildevand fra Marselisborg- og Trøjborg-værker ud i Aarhus Bugt. Det kendte bugtrør fra Trøjborg, der endte mellem Lystbådehavnen og Den Permanente Søbadeanstalt, fik folkeligt tilnavnet ”Marens Røvhul”. En forundersøgelse antydede, at udledningen ikke ville påvirke badevandet eller undervandslivet. Desværre resulterede spildevandet og anden forurening i høje niveauer af e-coli bakterier og kviksølv i vandet. I 1983 blev beslutningen taget om at lukke bugtrøret.

De små vandværk samles under en større paraply

I 1946 udskiltes vandforsyningen fra stadsingeniørens område, og i 1962 blev Aarhus Vandforsyning lagt sammen med Aarhus Belysningsvæsen til den nye store sammensmeltning ved navn ”Aarhus Kommunale Værker”. Dannelsen af denne nye organisation blev startskuddet til flere årtier med overtagelser af vandværker og fjernvarmeanlæg. Særligt efter kommunalreformen i 1970 blev flere små vandværker overtaget, og Aarhus Kommunale Værker voksede sig til en mastodont med mange kommunale ansvarsområder. Foruden vandforsyning blev også gasværk, elforsyning, varmeforsyning, varmtvandsbadeanstalter, søbadeanstalter og rotteudryddelse en del af repertoiret.

Klima, miljø og vandhandlingsplaner

I 1960’erne begyndte tanker om beskyttelse af natur og miljø at vinde indpas, og man begyndte, både i offentligheden og på kommunalt niveau, at forstå betydningen af spredte gifte i vandmiljøer. Ophobning af gift såsom PCB i fisk og havfugle der levede i og omkring vandmiljøer vakte bekymring, omend det på dette tidspunkt endnu stod uklart hvordan det spredtes, når det primært fandtes i en bunden form såsom plastik, farvestoffer, varmeisolerende materialer og andet.

Miljøsager optog sindene, og landbruget kom derfor også helt naturligt i fokus i forhold til den mulige sammenhæng mellem overgødskning af afgrøder med kvælstof og en øget nitratforurening af grundvand og vandområder. Denne kobling bragte ofte sindene i kog mellem miljøforkæmpere og landbrugsorganisationer. I 1985 var forståelsen af, at bevare gode vandmiljøer vokset, så der på politisk plan i amtskommunerne var blevet afsat samlet 100 millioner kroner til miljøbeskyttelse og yderligere 100 millioner til vandløb og vandforsyning. To år senere vedtog regeringen en stort proklameret vandmiljøhandlingsplan der havde til henblik at sikre at kvaliteten af landets vandmiljøer forbedredes.

Der har siden vandværkets opførelse være en udbredt forståelse blandt byens borgere af hvor dyrebart vandhanens klare dråber er. Ikke desto mindre lancerede Aarhus Kommunale Værker i 1988 er kampagne for at få borgerne til at spare på vandet. Det blev konkluderet at grundvandsspejlet var faldet op til 10 meter flere steder i kommunen, og det var ifølge undersøgelser ikke de store industrierhverv der tærede på ressourcerne, men de små private forbrugere. Det store spild mentes at komme fra vand der løb fra toiletter, vandhaner og brusere. Befolkningen blev oplyst om, at holde rør og haner ved lige for at bidrage til grundvandsreserverne ikke overbelastedes.

Vandhandleplaner og miljø- og klimabevægelser prægede 80’erne og 90’erne og nye tanker om vandets rolle i vores samfund blev fremherskende for oprettelsen af Aarhus Vand i slutningen af 2000’erne.

Aarhus Vand A/S

Med udgangspunkt i den kommunale afdeling for Vand og Spildevand dannedes 1. november 2009 den store organisation der i dag håndterer og varetager kommunens vandrelaterede opgaver. Stiftelsen af Aarhus Vand A/S medførte at byens store aktør på vandområdet blev et selvstændigt selskab ejet af Aarhus Kommune. Selskabet håndterer drikkevandsforsyningen for flere hundredtusinder private og erhvervskunder, og arbejder med teknologi og udvikling af bæredygtige løsninger til fremtidens vandforsyning. Grundvandsressourcerne er nogle af de meste dyrebare der findes, og derfor tænkes der fra Aarhus Vand i nye og innovative løsninger til måder hvorpå vi i Aarhus og omegn både kan spare på vandet og sikre tilgængeligheden fremadrettet.

Miljøforbedringer og bæredygtighed er udpeget som nøgleord for Aarhus Vand. Den forbedrede vandkvalitet i bugten som følge af rensningsprocesserne i byens renseværker har blandt andet givet et rygstød til opførelsen af det arkitekttegnede havnebad, der åbnede i sommeren 2018. Fra havnebadet kan byens borgere springe i bassiner med havvand ligesom de i mange år har gjort fra Den Permanente Søbadeanstalt lidt længere oppe ad kysten.

Genanvendelsen af vand i nye boligområder

I den nyetablerede by Nye mellem Lisbjerg og Lystrup forsøges det at udnytte vandet som en ressource, hvor de stigende vandmængder som følge af klimaforandringerne er udset til at skulle indgå i landskabet som rekreative elementer i form af bl.a. søer og kanaler. Ligeledes forsøges det i Nye, at benytte alt afstrømmende overfladevand fra tage, veje og pladser til en central sekundavandsløsning hvor det opsamlede vand ledes til et renseværk, inden det føres videre til brug ved toiletskyl og tøjskyl i områdets mange boliger. Udtrykket sekundavand dækker over, at det er vand, der ikke er af drikkevandskvalitet, men som kan bruges til sekundære formål. Det anslås at opsamlingen af regnvand til husholdningerne vil kunne medføre, at der spares 40 % på grundvandet i området.