Aarhus Vand
Aarhus Vand A/S er et aktieselskab ejet af Aarhus Kommune. Selskabet, der blev stiftet 1. november 2009 ovenpå kommunens afdeling for "Vand- og Spildevand", varetager kommunens behov for adgang til rent vand og håndterer desuden en lang række vandrelaterede opgaver herunder; regnvand, produktion og distribution af drikkevand, transport og rensning af spildevand, tømning af private spildevandstanke, samt sikring af et balanceret og sundt vandkredsløb.
Aarhus Vand arbejder også med bred faglig viden om vand, teknologi og udvikling af bæredygtige løsninger til fremtidens vandforsyning. Aarhus Vand har holdt til på Gunnar Clausens Vej 34 i Viby siden stiftelsen, men flytter i 2023 til et nybygget hovedkontor i det nye innovationsdistrikt for vandteknologi "The Spring" på Hasselager Centervej i samme byområde.
Med forbillede i Silicon Valley i Californien hvor mange store IT-virksomheder holder til, er der hos Aarhus Vand opstået en tilsvarende plan om at samle kræfter indenfor vandindustrien i et nyt fællesskab under navnet ”Water Valley”. Offentlige vandselskaber, startups samt store og små vandteknologivirksomheder kombineret med universiteternes talentportefølje er udset til at indgå i samarbejdet om at bidrage til en øget vækst i eksporten af dansk vandteknologi.
Et stort skridt i skabelsen af Water Valley i Østjylland er opførelsen af det nye innovationsdistrikt The Spring beliggende i det sydlige Aarhus ved Hasselager Centervej. Herfra vil Aarhus Vand fremover have sit hovedkontor, og når denne danske vandklynge er etableret som katalysator for vandområdet lægger området sig i en dansk målestok sig op ad de tilsvarende erhvervsklynger ved Agro Food Park ved Skejby og IT-byen Katrinebjerg.
Aarhus Vand på Aarhusarkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur og kilder
- Årsrapport 2021 for Aarhus Vand.
- Aarhus Stiftstidende. Århus Vand A/S, Nyt navn - nyt selskab. 02-02-2010.