Marienlunds Allé
Marienlunds Allé er en vej, som ligger i Trøjborg. Vejen er en fortsættelse af Tordenskjoldsgade. Der hvor den krydser Dronning Margrethes Vej og fortsætter ind i Riis Skov, bliver den til Marienlundsvej.
Navngivet i 1922 efter ejendommen Marienlund, der var blevet opført i 1861 af landinspektør Peter Christian Pedersen (1833-1912). Han var født i Gedved, hvor hans far var kirkesanger og skolelærer. Han giftede sig med datteren til skovfoged Niels Knudsen i Riis Skov. Hun hed Else Marie Knudsen (1838-1908) og var født i Aarhus. Det var hende, der med sit andet fornavn lagde navn til ejendommen. Ved dåben af deres tredje barn i 1861 anvendes stedangivelsen Marienlund. I 1919 købte Aarhus Kommune Villa Marienlund og indrettede i 1934 værneskolen her. I 1943 flyttede Statens Institut for Talelidende ind for en periode. Den gamle villa blev nedrevet i 1959.
Marienlunds Allé på AarhusArkivet
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder og Litteratur
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018