Århus Oliefabrik: Forskelle mellem versioner

Fabrikken blev anlagt af et interessentskab, som bestod af generalkonsul [[Hendrik Pontoppidan]], grosserer [[Hans Broge (1822-1908)|Hans Broge]], grosserer [[D.B. Adler]], bankvirksomheden [[Adler, Wulff og Meyer]] samt [[Christian Carl Langballe (1805-1885)|Christian Carl Langballe]] og hans søn [[Otto Langballe (1843-1910)|Otto Langballe]], der sammen havde virksomheden [[C. Langballe & Søn|C. Langballe & søn]]. Flere af byens betydelige personer og virksomheder bidrog med økonomisk støtte til projektet. Blandt andet [[Rasmus Otto Mønsted (1838-1916)|Rasmus Otto Mønsted]], grundlæggeren af margarinefabrikken af samme navn, og [[Christian Ludvig Kier (1839-1934)|Christian Ludvig Kier]], som var overretssagfører og medlem af [[Aarhus Byråd]]. Den indsamlede grundkapital lød på 100.000 rigsdaler – ca. 200.000 kr.  

Opførelsen af fabriksbygningen skete i entreprise af murmester [[Jacob Wilhelm Frohne]] fra København under ledelse af arkitekt Petersen fra Aarhus. Frohne var murermester, arkitekt og kunstsamler. Han stod bag flere fremtrædende københavnske bygninger og tegnede blandt andet [[Johanne Luise Heibergs villa]], [[Marstrands Bryggerier]] og [[Den Polytekniske Læreanstalt|Den Polytekniske Læreanstalts]] tidligere bygninger. Han var desuden manden bag [[Aalborg Katedralskole]]. Frohnes bygninger var inspireret af historicismen og havde ofte en simpel fremtoning.  

Fabrikskomplekset blev opført uden for byen bag [[Aarhus Hovedbanegård|jernbanestationen]], og fabrikken havde skinner koblet til både hestebanen og jernbanen. Jernbanesporene forbandt fabrikken med [[Aarhus Havn|havnen]] og resten af landet, hvilket var en stor fordel, når palmerkernerne skulle importeres og de færdige varer skulle ud til kunderne. Aarhus Stiftstidende kunne ved fabrikkens åbning berette, at virksomheden ville komme til at forbruge mellem 8 og 10 skibsladninger palmekerner fra Guineabugten om året. Den gode forbindelse til havnen var derfor essentiel for fabrikkens drift, der ifølge [[Aarhus Amtstidende]] ville få ”et særdeles betydeligt omfang”.  

Aarhus Palmekærnefabriks anlæg producerede oliekager til landbruget ved udpresning af olie fra palmekerner. Udvindingen af planteolie fra frø, nødder og frugtkerner udgjorde grundstammen i produktionen. Olien fandt imidlertid et så stort og givtigt marked i Rusland, at den blev vigtigere end oliekagerne. I 1880’erne byggede selskabet en oliefabrik i Libau (Liepãja) i det nuværende Letland og flyttede det meste af maskineriet derover, hvorefter Århus-fabrikken sygnede hen. Moderniseringerne i fabrikkens anlæg i Aarhus fortsatte dog. I 1890 blev der installeret et omfattende anlæg til elektrificering af belysningen. Tiltaget skabte frygt i byrådet, hvor flere af interessenterne i fabrikken også havde plads. Det var ikke fordi, byrødderne frygtede bål og brand. Nej, de var bange for at det kommunale gasværk mistede for mange og betydende kunder.  

I 1892 opkøbte Aarhus Oliefabrik [[Sukkerhuset|’Sukkerhuset]]’ med tilhørende bygninger for 30.000 kr. Sukkerhuset havde tidligere både været klædefabrik og sukkerraffinaderi. Bygningen lå på [[Brammersgade 37]] og var dermed ganske tæt på fabrikken i Jægergårdsgade. Bygningen er i dag den ældste industribygning på [[Frederiksbjerg]].

Den 2. januar 1916 gik der ild i fabrikkens ene mølle. Møllebygningerne var lavet i træ og forbrændte hurtigt. Jernmaskineriet og de resterende bygninger klarede sig igennem branden, men de tabte møllebygninger var ikke fabrikkens eneste udfordringer. Flere naboer klagede i begyndelsen af 1900-tallet over fabrikken, og der opstod stor utilfredshed med fabrikkens placering direkte op af byens boligområder.

I løbet af 1915 klagede flere af fabrikkens naboer over rystelser og larm fra fabrikken. Rystelserne fra fabrikken var så stærke, at husene omkring var i fare for at falde sammen, og beboerne følte sig utrygge ved at bo tæt op af fabrikken. Larmen fra maskinerne var desuden til stor gene for boligområdet omkring fabrikken. I den forbindelse blev det vurderet, om man kunne oprette et samlet fabrikskvarter et andet sted, nu hvor der var grunde nok syd og nord for byen.  

I Demokraten den 30. januar 1915 kunne man læse, at Aarhus Oliefabrik havde lejet et stort areal fra [[Aarhus Havn]] bag det nedlagte skibsværft ved vestmolen. Her skulle havnens første varehus opføres. Bygningen skulle blive 65 meter lang og 25-30 meter bred og fungere som opbevaringshal. Herefter gik man i gang med at opføre det nye fabrikskompleks, og i 1918 stod det færdigt. Den nye fabrik havde mølle, ekstraktion, raffinaderi, hærdningsfabrik, kraftcentral, betonpakhuse og værksteder. Fabrikken var, meget lig med den gamle fabrik i Jægergårdsgade, inspireret af historicismen og havde en enkelt og stringent fremtoning. Den primære råvare var oprindeligt kopra (tørrede kokosnøddekerner), men blev senere til sojabønner.

Fabrikken blev gennem tiden løbende udvidet. I 1928 blev et silopakhus opført på Sydhavnen. Bygningen var ved sin opførelse det største betonbyggeri i Skandinavien og blev senere betydningsfuld inden for den nordiske funktionalisme. I midten af 1930 begyndte man desuden at udgrave til en ny administrationsbygning. Den stod færdig, da landet var besat og kunne først tages i brug i 1947, fordi tyskerne indtil da havde beslaglagt den. Efter krigen nød fabrikken generelt godt af en række udvidelser og moderniseringer. Man opførte blandt andet en ny mølle og et nyt ekstraktionsanlæg, og i 1960 overtog fabrikken havnens karakteristiske administrationsbygning på [[Slipvej 4]], som var tegnet af arkitekt [[Axel Johannes Høeg-Hansen (1877-1947)|Axel Høeg-Hansen]], og som endnu findes på Sydhavnen. I 1994 så man sig nødsaget til at udbygge fabrikken, så man kunne følge med tidens store efterspørgsel. Det betød, at raffinaderiet blev forstørret, og man etablerede et tørfraktioneringsanlæg. Projektet kostede omkring 230 mio. kroner og var den første store investering i 10 år.  

Den gode beliggenhed på Sydhavnen har haft en stor betydning for, at [[AarhusKarlshamn AB]] også i dag findes på havnen i Aarhus. Fabrikkens placering midt i det pulserende havnemiljø og tæt på de gode handelsforbindelser var afgørende for, at virksomheden kunne vokse og blive en national og international succes.  

Aarhus Oliefabrik blev i 1871 opført i en tid, hvor der for alvor var kommet skub i handelsforbindelserne til og fra Aarhus. Flere nye jernbaneforbindelser blev oprettet i 1860’erne og 1870’erne, og Aarhus befandt sig nu i smørhullet af det jyske jernbanenetværk. Derudover opstod en stigende handel med udlandet og særligt med det engelske marked, hvilket skabte de første faste dampskibsruter til og fra Aarhus. Olieindustrien havde længe været præget af en stærk koncentration af produktion og handel på nogle få store, internationale koncerner, og Aarhus Oliefabrik blev en af dem. Det betød også, at virksomheden blev en af Aarhus’ største på verdensmarkedet, i perioder den største.

I årene 1910-18 var Aarhus Oliefabrik selv på udenlandske hænder, idet en engelsk industrimand havde aktiemajoriteten. Da disse aktier blev sat til salg i 1918, stod Østasiatisk Kompagni (ØK) med Sojakagefabrikken i København parat til at købe aktiemajoriteten i sin århusianske konkurrent. Men direktør Lausen, fik på halvandet døgn rejst den nødvendige kapital og købte aktierne tilbage, inden ØK kunne nå at komme til.

I begyndelsen af 1920erne kom Aarhus Oliefabrik i økonomiske vanskeligheder. Virksomhedens voldsomme ekspansion og dårlige kontrakter gav kritik af Lausen dispositioner i bestyrelsen. I 1922 fratrådte Lausen sin post som bestyrelsesformand. Foranlediget af flere uheldige sager blev forholdet mellem bestyrelse og direktion frem mod midten af 1920erne efterhånden så anspændt, at Lausen i 1926, efter 34 år, også trak sig som direktør.

Flere af interessenterne bag Aarhus Oliefabrik havde fremtrædende roller inden for det aarhusianske handelsliv, og både Otto Mønsted, Otto Langballe, Peter Wulff og Hendrik Pontoppidan var aktionærer og medlemmer af [[Aarhus Handelsforening]]. Hans Broge var i 1870’erne formand for foreningen, der bestod af en gruppe lokale storkøbmænd og grosserer, som arbejdede mod at fremme fælles interesser på tværs af byens virksomheder. Det var vigtigt for handelsforeningen, at Aarhus fik en fremtrædende placering i forhold til den nationale og internationale handel.  

Handelsnetværket var en fordel for Aarhus Oliefabrik, der, udover at eksportere til udlandet kunne sætte sig solidt på det lokale og nationale marked. Aarhus Oliefabrik samarbejdede ikke kun med Otto Mønsted, men solgte også store mængder olie til [[FDB fabrikkerne|FDB]] (FDB) i Viby og den margarine-og sæbeproduktion, som fandtes her. Derudover havde fabrikken et samarbejde med den aarhusianske chokoladefabrik [[Elvirasminde]].  

Flere af medlemmerne hos Aarhus Handelsforening var også aktive i Aarhus Byråd. Relationen mellem handelsforeningen og bystyret gjorde, at købmændenes interesser havde stor indflydelse på byens udvikling. Handelsforeningen spillede blandt andet en vigtig rolle i anlæggelsen af både Nordhavnen og Sydhavnen og sørgede for forbedringer og udvikling inden for skibsfarten. Dette var til stor gavn for byens store virksomheder og heriblandt Aarhus Oliefabrik, der nød godt af de fordelagtige handelsforbindelser og den voksende havn. Det gode havnemiljø blev forudsætningen for, at fabrikken kunne blive til en stærk spiller på verdensmarkedet.  

Aarhus Oliefabrik og fabrikkens direktører stod gennem tiden bag flere store donationer og ideer, der fik en direkte indflydelse på byens indretning og funktion. Særligt Martin Frederik Lausens filantropiske projekter har sat deres præg på bybilledet.  

I 1914 begyndte ideerne til et aarhusiansk stadion og en idrætspark at spire. Man manglede idrætsfaciliteter og blev blandt andet inspireret af det nyopførte stadionbyggeri i København. Finansieringen var dog ikke på plads, og man havde svært ved at blive enige om omfanget og placeringen af byggeriet. Først ved Frederik Lausens indtræden som formand for [[Aarhus Gymnastik Forening]] i 1916, begyndte projektet at tage form.

[[Aarhus Stiftstidende]] berettede: ”Der er atter kommet Liv i Planerne om en Stadion i Aarhus, efter at Direktør F. Lausen er blevet formand for Aarhus Gymnastik Forening”. Lausen inviterede repræsentanter fra byrådet på en tur til Stokholm, Malmø og København, hvor man kunne foretage studier af de eksisterende stadioner. Ingeniør [[Johann Heinrich Hermann Gustav Sardemann|Sardemann]] og arkitekt [[Axel Johannes Høeg-Hansen (1877-1947)|Axel Høeg-Hansen]] blev ligeledes inviteret med. Lausens initiativer gjorde, at man fik skabt en helhedsplan for projektet.  

Byggeriet blev godkendt af Aarhus Byråd den 16. maj 1918, og man blev enig om, at anlægget skulle ligge ved [[Marselisborgskovene]]. En stor del af finansieringen på 380.000 kr. skulle indsamles hos private donatorer, og Frederik Lausen var en af de største bidragsydere. Derudover kan indsamlingens succes i høj grad tilskrives Lausens indsats og engagement i projektet. Laursen var formand i repræsentantskabet og bestyrelsen for Aarhus Idrætspark fra 1920-1925.  

Lausen var i perioden 1919-1925 medlem af kommissionen af 1919 for oprettelsen af et jysk universitet. Her fremsatte han forslaget om at knytte et erhvervsfakultet til det nye universitet. Erhvervsfakultetet blev senere til det økonomiske fakultet og fik i 1936, som en gave til universitetet, lokaler i fabrikkens bygninger på hjørnet af [[Spanien]] og [[Jægergårdsgade]].

Frederik Lausen var desuden en af mændene bag Marienlund haveby der, efter inspiration fra England, blev opført i 1919 som et alternativ til de tætte og mangelfulde boligforhold, som fandtes i midtbyen. Projektet blev udarbejdet for [[Arbejdernes Andelsboligforening]], og ideen til havebyen byggede formentlig på Lausens ønske om at skabe bedre boligforhold for oliefabrikkens arbejdere. Aarhus Oliefabrik ejede selv meget af den jord, som havebyen skulle opføres på, og fabrikken ville derfor sælge området til kommunen for en god pris.   

Havebyen, der blev døbt [[Skovbakken|’Skovbakken’]], bestod af 35 dobbelthuse og et enkelthus, som blev placeret ved [[Rugbakkevej]], [[Marienlunds Allé]], [[Dronning Margrethes Vej]], [[Skovvangsvej]] og [[Nordre Ringgade]]. Projektet blev tegnet af arkitekt Høeg-Hansen, men planen var oprindeligt, at havebyen skulle have været væsentligt større. Ideen var, at man ville skabe en forstad til Aarhus med 630 mindre villaer og 25 offentlige bygninger, der skulle strække sig over 100 tønder land. Så stort blev projektet dog aldrig. Det vides ikke hvorfor, men en forklaring kan være, at projektet løb ind i økonomiske vanskeligheder.  

Aarhus Oliefabrik har gennem tiden ydet en væsentlig støtte til [[Aarhus Universitet]]. Virksomheden har blandt andet doneret flere store beløb til både byggeprojekter og undervisning, hvilket har bidraget til, at Aarhus Universitet har kunne etablere og udvikle sig.  

Fabrikken donerede til en pengegave til kongeparret i 1937. Det samlede beløb lød på 50.000 kr. Gaven skulle gå til udsmykning af [[Marselisborg Slot]] og var samlet ind af borgere og større institutioner i Aarhus.  

Aarhus Oliefabrik har således være en vigtig bidragsyder til adskillige lokale projekter i Aarhus. Fabrikken var en af byens største virksomheder og markerede sig også som en af byens største donatorer og initiativtagere. Flere direktører så fordele i at støtte op om lokale projekter, der ofte også kunne få betydning for fabrikkens vilkår i byen. Kulturelle og uddannelsesmæssige tiltag kunne nemlig skabte bedre muligheder for erhvervslivet. Aarhus by fremstod dermed som et sammenhængende organ, hvor projekter på kryds og tværs kunne styrke byen som helhed.

[[Thorkild Peter Juncker Hansen]] (Thorkild Juncker) blev direktør på Aarhus Oliefabrik i 1927. I hans tid voksede og ekspanderede fabrikken på trods af 1930’ernes økonomiske udfordringer. Juncker var desuden en meget vellidt direktør, der i flere sammenhænge arbejdede på at forbedre medarbejdernes forhold. I 1930’erne og 1940’erne var Juncker en af Danmarks førende erhvervsfolk, men efter anden verdenskrig modtog han en dom for hans samarbejde med tyskerne under krigen. Juncker blev blandt andet beskyldt for at billige den nazistiske ideologi samt at have forbindelser blandt tyske nazister. Juncker var overbevist om, at Tyskland ville vinde krigen, og han tilpassede derfor Aarhus Oliefabrik til et nazistisk samfund. Han var dog ikke selv medlem af det danske nazistparti.

Fabrikken på Sydhavnen blev efter 1945 moderniseret og udvidet flere gange, hvorimod anlægget ved Jægergårdsgade standsede i 1961. Århus Oliefabrik har fortsat udviklingen hen imod større og mere forfinet produktion, og selskabet har fastholdt dets stærke stilling i det internationale marked for fedtstoffer. I 2003 blev selskabet og dets filialer reorganiseret som Aarhus United A/S, og i 2005 gik det sammen med den svenske gigant i samme branche, Karlshamns AB. Den nye koncern, kaldet AarhusKarlshamn AB, forkortet AAK, fik hovedkvarter i Malmø. AAK har i dag ca. 2500 ansatte fordelt over 25 lande.

Den 23. juli 1917 fremgik det blandt andet af Aarhus Stiftstidende, at fabrikken havde afskediget et par hundrede arbejdere, da råstofferne var sluppet op. Fabrikken havde på dette tidspunkt derfor kun 50 ansatte tilbage. Den 2. juli 1921 var fabrikken igen nødsaget til at afskedige ansatte, og denne gang var der tale om 400 personer, der blev arbejdsløse. Det var den udenlandske konkurrence om råstoffer, som var problemet.  

Antallet af ansatte på fabrikken styrtdykkede således i perioder. Ansættelserne afhang af, hvordan det generelle importmarked så ud, og fyringer kunne komme ud af den blå luft. Når råvarer igen var til rådighed, blev flere hundrede ansat ad gangen.  

Det var frem til 1980 tilladt at drikke alkohol på fabrikken i arbejdstiden. Arbejdernes alkoholindtag var dog et emne, der gennem tiden flere gang blev debatteret og taget op til revurdering. Fabrikkens ledelse ønskede et alkoholforbud i arbejdstiden, og på et møde i 1962 forsøgte man at gennemføre restriktionerne. Arbejderne argumenterede dog for, at indtagelsen af alkohol var en nødvendighed, hvis man skulle klare sig i produktionens varme og støv. Fabrikkens ledelse gav sig, og først i 1980 indførtes et totalt alkoholforbud.  

Argumentet for forbuddet var, at man øgede sikkerheden på fabrikken, men forbuddet blev modtaget med stor utilfredshed, da det af arbejderne blev opfattet som et indgreb i den personlige frihed.  

Århus Oliefabrik fik hurtigt ry for at være en velfærdsorienteret virksomhed, idet fabrikken oprettede sine egne ordninger for social sikring for de ansatte, forud for den offentlige lovgivning.  

[[Thorkild Peter Juncker Hansen]] igangsatte i løbet af 1930’erne en række initiativer, der skulle forbedre arbejdsforholdene for fabrikkens ansatte. Den tidligere direktør, Frederik Lausen, var allerede i sin tid inspireret af ideer om bedre vilkår for fabriksarbejdere, som han tog med hjem fra en tur i England. Det var dog først med Juncker, at disse ideer for alvor blev til virkelighed.  

Demokraten omtalte i 1959 byggeriet som ”en ny stor ting i fabrikkens velfærdsprogram”. Feriehuset havde ti etværelses lejligheder med hver to senge samt seks værelser med én seng, der kunne slås ud som dobbeltseng. Alle 16 værelser var fuldt møbleret og havde desuden både kogeniche, kogeplade, håndvask og kaffe-testel. Møblerne blev leveret af FDB, så man sikrede at værelserne emmede af Danmark. I ejendommens stueetage lå en stor lukket spisesal med en åben spiseterrasse. Hvert værelse havde udsigt over søen, og ved strandkanten var der bygget en badebro til husets gæster. Hver anden dag blev der arrangeret ture til blandt andet Venedig, Gardone og Sirmione.  

Ferieopholdet blev billigt for både funktionærer og arbejdere. Priserne lå mellem 380-400 kr. for 10 dages rejse, men det var også inklusive middag, befordring og dragerassistance.

Virksomheden varetog dermed i begyndelsen mange af de funktioner, som senere kom med velfærdssamfundet. Derudover tilbød man fabrikkens ansatte en lang række fritidsgoder, der, sammen med de gode arbejdsvilkår gjorde fabrikken til en attraktiv arbejdsplads blandt aarhusianerne.

Den betydning, som Århus Oliefabrik har haft for byen, kan belyses ved tal. Eksempelvis brugte fabrikken i 1937 ca. 700 millioner liter vand, svarende til det årlige vandforbrug for ca. 2.300 husstande i Århus. Vandet blev leveret af [[Århus Vandværk]], der havde fabrikken som sin største kunde. Fabrikken gav i 1930’erne beskæftigelse til omkring 1.400 funktionærer og arbejdere, og cirka en ud af ti århusianeres økonomiske eksistens afhang af indkomsten fra fabrikken. Endvidere stod fabrikken for en tredjedel af havnens omsætning og for en fjerdedel af [[Aarhus Hovedbanegård|banegårdens]] indtægter fra udgående gods. Med tiden er mange stillinger blevet rationaliseret væk på fabrikken, og i nutiden har den omkring 400 beskæftigede i Århus.