City
City er en bydel, som samtidig er den ældste del af Aarhus. Meget af City dækker således over det tidligste Aarhus. Bydelen strækker sig mellem Nørre Allé, Nørreport, Kystvejen, Skolebakken, Havnegade, Dynkarken, Spanien, Jægergårdsgade, Hallssti, Sonnesgade, Aros Allé, Vester Allé og Vesterbro Torv.
Aarhus opstod som en handelsplads ved mundingen af Aarhus Å omkring år 770, og byens ældste navn Aros betyder netop "åmunding" eller "bebyggelsen ved åmundingen". Fra dette sted udviklede byen sig og ændrede, modsat de fleste andre tidlige bydannelser i Norden, ikke centrum. Midtbyen har således ligget det samme sted i omkring 1200 år. Et skrifteligt kildemateriale for Aarhus dukker først op i 948. Vores tidligste viden om byen bygger derfor på arkæologisk viden.
Aarhus blev en vigtig handelsby i vikingetiden. I middelalderen voksede byen og vikingetidens landprægede bebyggelse blev erstattet af middelalderbyen, der ikke kom til at ændre sig væsentligt før i midten af 1800-tallet. I løbet af 1800-tallet banede havnens udvikling og jernbanens anlæggelse vej for en voksende industri, der betød, at byen for alvor begyndte at udvikle sig og vokse over den gamle bygrænse. Det betød også, at byen i løbet af 1900-tallet kunne blive Jyllands uddannelsesmæssige og kulturelle centrum med bl.a. oprettelsen af Aarhus Universitet.
Det ældste Aarhus
Aarhus blev, som det er nævnt i indledningen, anlagt i jernalderen omkring år 770. Flere genstandsfund og C14-dateringer vidner om. Der har været bebyggelse i form af grubehuse, tidens nedgravede hytter, og regulære beboelseshuse ved Pustervig og langs åen.
Bebyggelsen strakte sig øst for vadestedet til området omkring Skolegade. Der er blandt andet fundet tegn på bebyggelse i Skt. Clemens Stræde og øst for Rosensgade udløb i Mejlgade. Gaderne og stierne har været belagt med småsten, mens andre var belagt med småkvisten. Gravpladser kan have været placeret på det faste land i området nord for Nørreport og i området hvor Aarhus Teater ligger i dag.
Arkæologiske fund peget på, at mennesker i det ældste Aarhus har arbejdet med forskellige håndværk i form af blandt andet tekstilfremstilling, snedker-og tømrerarbejde og smedearbejde.
Vikingetidens handelsby
Aarhus voksede i vikingetiden og blev en vigtig handelsby. Havnen spillede særligt en afgørende for, at Aarhus kunne udvikle sig til at have en betydelig nær-og fjernhandel. Den sejlbare å betød, at skibe kunne komme ind i landet, hvor de lå beskyttet for både vejr og fjendtlige angreb. Selvom byen voksede, var byens samlede areal på dette tidspunkt mindre, end det areal, som City-bydelen ligger på i dag.
I 900-tallet opførte man en vold, der omkransede byen. Dette anlæg viser, at byen havde en handelsmæssig og muligvis også militær betydning, siden man ville investere i dens beskyttelse. Volden var 10 meter bred og 3 meter høj. Den var delvist anlagt oven på den ældste bebyggelse i byen. Byens vold var i brug frem til 1477, hvor Christian 1. gav tilladelse til at bebygge en del af voldterrænet, men voldens struktur findes stadig i bybilledet i dag. Kannikegade og Skt. Clemens Stræde følger den gamle vold i syd, og et stykke af gaden Volden følger ligeledes den gamle vold. Herfra stammer gadens navn desuden. Resterne af volden findes desuden mellem Rosensgade og Graven ud mod kysten. Badstuegade og Graven er anlagt oven på voldgraven.
Åen blev i de første mange år brugt som byens havn, og vikingebyen havde samme struktur frem til 1100-årene, hvor man flyttede domkirken fra den ubefæstede vestlige bydel til den befæstede bydel. Det betød, at der skete en omfattende omstrukturering af hele gadenettet i Aarhus. Nutidens gadenet afspejler derfor i høj grad den omstrukturering, der skete i 1200-tallet. Kun få gader kan dateres til før det. Dele af gadenettet i dag menes at have deres oprindelse i vikingetiden, fx Kannikegade, Skolegade og Mejlgade.
Blandt de erhverv, der fandtes i byen i vikingetiden, kan blandt andet tekstilfremstilling, perlemager, kammageri og metalarbejde nævnes.
Middelalderbyen blev grundlagt
I løbet af 1000-1100-årene voksede byen omkring Skt. Nicolai Kirke, Skt. Oluf Kirke og Vor Frue Sognekirke (ikke at forveksle med nutidens Vor Frue Kirke), og det var særligt etableringen af disse gejstlige institutioner, der prægede byens udvikling i 1000 og 1100-tallet. Sankt Oluf og Vor Frue blev begge opført i 1100-tallet i henholdsvis byens nordlige ende i det nuværende Mejlgade og i den vestlige ende af byen ved den nuværende Mølleparken. Senere opførte man helligåndshus (hospital) ved Immervad og en Sankt Karensgård for spedalske ved Grønnegade.
Gennem middelalderen var Aarhus præget af den magtbalance, som fandtes mellem konge, biskop og borgerne. Der blev aldrig opført en kongeborg i Aarhus, men byen havde alligevel en stor magtpolitisk betydning for kongemagten. Blandt andet på grund af de flådefaciliteter, der var i Viby. Bispesædet blev genetableret efter den norske konge Harald Hårderådes overfald på byen i 1050. Det betød, at man opførte en domkirke, der blev viet til Sankt Nikolai omkring år 1100. Kirken blev lagt uden for volden, hvor en ældre kirke tidligere havde ligget. I dag ligger Vor Frue Kirke på stedet.
Havnens handelsmuligheder og byens bispesæde betød, at Aarhus i middelalderen kunne udvikle sig til en vigtig handelsby. Der kom en øget handel med eksempelvis Norge og Tyskland, som bragte en god økonomi til Aarhus. Det afspejlede sig i byens bebyggelse og udvikling. Kirken var på dette tidspunkt blandt andet bygherre for en lang række større bygninger. Byen oplevede desuden en større befolkningstilvækst i middelalderen, hvilket betød, at byen voksede både nord og syd for åen.
Arkæologiske undersøgelser har peget på flere bygningslevn fra middelalderen. Det drejer sig blandt andet om de to rådhuse på Store Torv, Bispegården nord for domkirken, Kapitelhuset under Bispetorv og Karmeliterklostret mellem Frederiksgade og Christiansgade.
City efter reformationen 1536‑1850
I løbet 1500 og 1600-tallet voksede byen yderligere syd for åen. Vestergade og Mejlgade blev domineret af store købmandsgårde, og mange kan stadig findes i gaderne i dag. Indbyggertallet i 1570 var omkring 5000, men herefter stagnerede udviklingen. Indbyggertallet faldt frem til 1672 til ca. 3.474. I slutningen af 1700-tallet og begyndelsen af 1800-tallet voksede indbyggertallet en smule, men det var først da den industrielle revolution kom til Aarhus fra 1830'erne, at udviklingen begyndte at tage fart. Fra 1801 til 1834 steg indbyggertallet fra 4.102 til 6.765, og i 1845 var det 7.864. Det var ikke kun den industrielle udvikling, men også et stort havnebyggeri, der resulterede i byens udvikling. Med en større havn kunne handelsforbindelserne udadtil styrkes.
Aarhus var fortsat bispestad og rummede statslige funktioner, og aarhusianerne beskæftigede sig med handel, håndværk og søfart. Man har blandt andet fundet arkæologiske spor efter et smedjeværksted fra omkring år 1600 og på Studsgade og i Klostergade er der fundet spor efter pottemagere, som havde deres virke i slutningen af 1500-tallet. Langt de fleste indbyggere var tyende, svende, lærlinge, daglejere eller matroser, men antallet af embedsmænd steg også fra seks i 1636 til 33 i 1683.
Bønder kom fra oplandet for at handle med byens købmænd, og fra købmandsgårdene blev der særligt afskibet kort til Norge. Den anden vej kom fisk, jern og tømmer. Aarhus havde i 1500-tallet og frem to ugentlige torvedage. De fandt overvejende sted på Immervads Torv og Lille Torv, Sankt Anne-marked, Sankt Olufs-markedet.
City under industrialiseringen
Industrialiseringen havde sit indtog i midten af 1800-tallet. Hele Aarhus lå på dette tidspunk på et område, der er mindre end det, der i dag kendetegnes som City, men voksede sig i anden halvdel af 1800-tallet og første halvdel af 1900-tallet større end den nuværende City-bydel.
Byens kysthavn blev etbaleret i 1840'erne, hvilket satte skub i de handelsmuligheder, der var i byen. Større og udenlandskabe skibe kunne nu ligge til, og der blev oprettet ruteforbindelser mellem Aarhus og flere større europæiske byer. Efter indvielsen af Aarhus Hovedbanegård i 1862 blev Aarhus forbundet med omverdenen med tog. Den første forbindelse gik til Randers og videre til Langå. Jernbanen var for alvor med til at føre industrialiseringen til Aarhus og skabte en stor udvikling. Der blev anlagt togskinner mellem banegården og havnen, så varer kunne fragtes direkte til og fra skibene. I anden halvdel af 1800-tallet var Aarhus domineret af industrien og flere store fabrikker har spillet en central rolle i byens industrihistorie. Her kan blandt andet Frichs Maskinfabrik og Otto Mønsteds Margarinefabrik nævnes. Den industrielle udvikling gjorde at byen oplevede en eksplosiv vækst efter 1860 og var med til at omdanne Aarhus fra en købstad i Jylland til Jyllands hovedstad.
Industrialiseringen resulterede i en stor befolkningstilvækst i Aarhus. I 1840 havde byen 7.000 indbyggere, mens den i 1870 havde 15.000. Byen begyndte i anden halvdel af 1800-tallet at vokse mod syd og nord. For at imødekomme det store boligbehov opførte man nye kvarterer med etageejendomme omkring den gamle bykerne. Både fabrikker og private boliger blev opført rundt om byen. En af de fabrikker, der blev opført, da byen voksede, var Aarhus Oliefabrik, som blev placeret lige syd for jernbaneskinnerne, der hvor Bruuns Galleri og DGI-Huset ligger i dag. Kvarterer som Frederiksbjerg og Øgadekvarteret opstod som et resultat af industrialiseringen.
Uddannelsesbyen og nedslidte ejendomme
Aarhus forsatte med at vokse eksplosivt ind i det 20. århundrede. I 1930 havde byen 101.000 indbyggere, og havnen blev løbende udbygget og forbedret. Industrien havde stadig en væsentlig betydning for byen, men i løbet af 1900-tallet begyndte man desuden at opføre en række uddannelsesinstitutioner, der langsomt fik en stor betydning for, hvordan byen udviklede sig. En af de vigtigste var Aarhus Universitet, der blev etableret i 1928. Fra 1960'erne blev Aarhus en by for de unge. Universitetet blev udvidet og både Handelshøjskolen, de tekniske uddannelser, sygeplejeuddannelsen, Arkitektskolen, lærer- og pædagogseminarier og nye gymnasier fik plads i nybyggerier. De øgede uddannelsesmuligheder og byens vækst gav Aarhus en dominerende position som Jyllands vigtigste økonomiske og uddannelsesmæssige centrum. Særligt for Øst- og Midtjylland kom Aarhus til at indtage en betydelig position som centrum for økonomi, kultur og uddannelse.
På trods af disse udviklinger var ejendommene i Citybydelen helt frem til midten af 1900-tallet små og slidte. De nye etageejendomme blev opført uden for det historiske centrum, og institutioner og virksomheder blev blev ligeledes placeret udenom den gamle bykerne. Det resulterede i, at byens velstående søgte ud af byen, og flere villakvarterer uden for byen opstod fra slutningen af 1800-tallet og ind i det 20. århundrede. I midtbyen boede familierne helt frem til 1960'erne i trange lejligheder med toilet på bagtrappen, klatvask i køkkenet og kakkelovn som eneste varmekilde. Boligerne var mange steder i så dårlig forfatning, at kommunen nedlagde forbud mod at bo i dem pga. sundhedsfare. Det betød, at der fra 1950'erne og 1960'erne blev foretaget omfattende totalsaneringer af hele områder i midtbyen. Udover pladsmangel var den øgede trafik i midtbyen blevet et problem. Flere steder rev man derfor ejendomme ned til fordel for større veje og trafikale forbedringer. Projektet Ny Hovedgade udsprang af disse tanker. Man ville anlægge en firesporet vej mellem Rådhuset, Lille Torv og gennem Latinerkvarteret ud til Nørreport. For at realisere projektet skulle man rive mange ældre og nedslidte ejendomme ned. Ny Hovedgade-projektet blev skrottet i 1965, men andre steder i byen blev mange gamle ejendomme fjerne til fordel for parkeringspladser og udvidelsen af veje eller blev erstattet af moderne betonbygninger.
Med kommunesammenlægningen i 1974 blev der skabt bedre betingelser for bevaring, fordi der nu ikke længere var så meget pres på at ombygge bykernen i forhold til trafik og boligforhold. Byen kunne i stedet vokse udad og man begyndte i stedet at modernisere flere af de gamle bygninger i City. Internationalt kom der også et større fokus på bevaring, og man begyndte at tilskrive ejendomme i forskellige bygnings-og arkitektoniske værdier, og flere bygninger blev fredet.
City på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Kilder og Litteratur
- De første 200 årene. Det ældste Århus - ca. 770-1200. Hans Skov, UBAS Nordic, 2008
- Trap Danmark, Byhistorie, Aarhus' historie, lex.dk
- Den indre by Århus, Registrering af bevaringsværdige bygninger og miljøer, Aarhus Kommune, 1984
- Danmarkshistorien.dk, Aarhus, Aarhus Universitet
- Latinerkvarteret i Aarhus - Et historisk kvarter med mange ansigter. Udarbejdet af Mia Gulvad Jørgensen og Laura Luise Løkke Berg for Dansk Center for Byhistorie og Den Gamle By. Den digitale udgivelsesrække nr. 9, september 2020
