Graven

Fra AarhusWiki
Skift til: Navigation, Søgning

Gade i Latinerkvarteret i Aarhus.

Gaden på voldgravene

Graven hed oprindeligt Gravene og udtales derfor med langt a. Gaden har sit navn fra voldgravene langs den nordlige del af den vold, der blev anlagt rundt om Aarhus i Vikingetiden. Da volden blev sløjfet i slutningen af 1400-tallet, blev gaden anlagt ved, at man fyldte gravene med jord fra volden. I de skriftlige kilder omtales bebyggelse på Graven eller Gravene så tidligt som i 1462. I baggården til Graven nr. 18-20 har arkæologer fundet spor af to huse fra slutningen af 1400-tallet med smedje i det ene. Langt op i 1900-tallet blev gaden primært beboet af håndværkere som smede, snedkere og skomagere, som havde deres lavshus her i 1553. Skattelister fra 1600- og 1700-tallet viser, at Graven var et fattigkvarter med lange rækker af boder og næsten ingen huse og gårde.

Handel, håndværk, mælk og brændevin

De fleste af gadens 2-etages huse er først opført i 1800-tallet. Ældst er den rødkalkede købmandsgård på hjørnet af [Mejlgade], som er fra begyndelsen af 1600-tallet og siden 1845 har huset I.C. Juuls farvehandel. Næstældst er Graven nr. 8, som ifølge en bjælke i porten er bygget i 1642 for ”NS”. Et bomærke med to krydsede økser og inskriptionen ”andre byger til mig / jeg bygger til andre” tyder på, at bygherren har været tømrer. Det lange lave hus på Graven nr. 18-20 er oprindelig en koholdergård fra 1700-tallet. Her brændte man sikkert også brændevin, da bundfaldet fra brændevinsbrændingen blev brugt som foder til malkekøer. I 1804 var gården ejet af urmager Søren Buxlund, som da skænkede fattigvæsenet et hus på den anden side af gaden til enkebolig.

De gamles hjem

I den buxlundske stiftelse på Graven nr. 21 kom til at bo en flok enker under meget trange forhold, da to måtte deles om et lille værelse, hvilket ofte gav anledning til konflikter. Derfor blev huset forhøjet til to etager i 1812 og i 1876 opførte kommunen i baghaven den bygning, som i dag huser den kommunale tandpleje. Bygningen blev efter indførelsen af alderdomsunderstøttelse i 1891 lavet til alderdomsasyl og adskilt fra den gamle enkebolig med et højt plankeværk for at understrege forskellen mellem fattighjælp og alderdomsunderstøttelse, som ikke medførte samme tab af borgerlige rettigheder. Dog blev de gamle påbudt at holde sig fra brændevin, at være i seng senest 21.30 og at rengøre deres værelser inden kl. 8. Uden baderum, ligstue eller en have viste bygningen sig hurtigt uegnet til alderdomshjem og blev i 1904 erstattet af De Gamles HjemKirkegårdsvej. I 1938 blev den gamle enkebolig revet ned. På tomten blev først indrettet en legeplads, som under besættelsen måtte vige for en bunker. Ved siden af i nr. 15-17 står dog stadig skræddermester Villadsens legatbolig for enker af håndværksstanden, som blev oprettet i 1810 og udvidet af kommunen med opførelse af det nuværende hus i 1900.

Den kommunale tandpleje

I 1893 stiftedes en nordisk komité for bedre tandpleje hos skolebørn af ”de ubemidlede klasser”, men først i 1915 fik Aarhus Tandlægeforening overtalt byrådet til at etablere en skoletandklinik i det gamle alderdomshjem i Graven. Her blev indrettet to klinikker med elektriske bor fra Amerika og et venteværelse. Ældre aarhusianere husker et klapapparat med kliniknumre og et vægmaleri med nogle fæle tandtrolde, som satte en skræk i de ventende børn. Forældrene skulle indtil 1962 betale 1 kr. årligt for behandlingen med den begrundelse, at børnenes dårlige tænder skyldtes ”overdreven slikindtagelse, og forældrenes forsømmelighed”. Dengang kunne et barn i 1. klasse have op til 30 huller, men siden da har forebyggelse heldigvis bragt det tal ned. Mange af klinikkens opgaver er i dag lagt ud til skolerne og bygningen fremstår i dag ret nedslidt.

Liv i gaden

De fleste af Gravens huse er opført til små virksomheder i 1800-tallet. Graven nr. 3 blev opført i 1804 som pakhus for købmandsgården overfor, men i 1845 udskilt som selvstændig købmandsgård. Her kunne man i 1870’erne købe tørv og leje vogne. Ifølge en fortegnelse fra 1902 var der i stueetagen en stald med ni heste og lagerrum med alt fra tjære, grøn sæbe, akvavit, lakrids, tændstikker, kartoffelmel og sukker. Første sal blev brugt til beboelse for personalet og som sukkerskæreri, hvor sukkertoppe blev skåret til mindre portioner. Graven nr. 10 blev opført til vognmandsforretning af A. Dyhr i 1848 og i 1883 ført videre af sønnen Jens Christian Dyhr, der fik stor succes med sin hestetrukne sporvognsrute mellem Aarhus Hovedbanegård og Østbanegården. Graven nr. 23-25 blev opført i 1873 til karetmagerværksted og husede fra 1894 den litografiske anstalt ”Aros”, hvor den senere statsminister Hans Hedtoft stod i lære som stentrykker. I 1923 blev Graven nr. 19 revet ned for at give plads til udkørslen for byens første Aarhus Rutebilstation. Byrådet kunne dog ikke støtte en plan om at udvide stationen med tandklinikkens grund, da man ønskede at få den tunge trafik ud af midtbyen, hvorfor stationen endte på sin nuværende plads ved hovedbanegården.

Et fejlslagent gadegennembrud

Byrådet overvejede i 1914 - på et møde 16. april - at forlænge Graven mod havnen og dermed bryde den middelalderlige gadeføring op. Initiativet var taget af Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse, der fremlagde planer til en ny forbindelsesgade mellem byen og havnen. Den indre mobilitet i Aarhus var – syntes man – ved at brænde sammen. Havnens udvidelser mod syd havde skabt behov for bedre adgangsveje til og fra havnen.

I.C. Juuls Farvehandels Eftf., Mejlgade set mod Graven, ca. 1930.

Det blev fremhævet, at der i virkeligheden kun var én god forbindelseslinje mellem havn og by, nemlig gennem Skolegyde, den lille gade ved Katedralskolen. Den var blevet udvidet i 1902. Der var endnu ingen ringgade. De andre muligheder var gennem Skolegade og Skt. Olufs Gade, men disse gader var af ringe betydning, og de afhjalp ikke behovet. Hertil sagde den konservative Jens Christian Møller: ”Dette er saa meget mere uheldigt, som Trafiken derved tvinges til at gaa over de i Forvejen stærkt trafikerede Torve med de smalle Passager gennem Borgporten og omkring Domkirken.” Al trafik fra Otto Mønsteds margarinefabrik til havnen skulle klemmes igennem ved Borgporten.

Møller havde to forslag med fra udvalget. Kannikegade kunne føres igennem til Havnegade ved at rive to ejendomme ned, men det ville ikke give nok. Mere ræson var der i at føre Graven igennem til havnen ved at jævne seks ejendomme i Mejlgade. Det ville blive dyrt, men det var bedst at handle med det samme. I dag stod der kun gamle huse i gaden, og bag denne var der haver og pakhuse, og hvis der først kom nybyggeri, ville det være umuligt at gennemføre planen. De seks ejendomme indbefattede blandt andet Jasters købmandsgård i Mejlgade 18.

Herefter tog ordførerne over. Den første, Venstres mand, sagde, vent og se. Sydhavnen var under udvidelse og ville trække trafikken mod syd. Den næste, socialdemokraten Marius Simonsen, ville handle; alt for ofte måtte eftertiden lide under, ”at Fortidens Byraad ikke har været tilstrækkelig opmærksom på Fremtidens Krav.”

Senere i debatten kom den senere borgmester Jakob Jensen til. Han udpegede Borgporten til ”det farligste Punkt i Byen”, men var skeptisk over for, om planerne med Graven skabte plads nok. Skolegydes udvidelse havde været en æstetisk og trafikal forbedring, men nu måtte man tage skridtet videre. Det ville i sig selv være en god ide at rive hjørneejendommen ved Mejlgade og Graven ned, så der blev større passage ned til Skt. Olufs Gyde. Det var I.C. Juuls gamle farvehandel, der her mærkede kulden fra nedrivningstrusselen. I øvrigt tilsluttede han sig forslaget.

Andre talere var mere forbeholdne og nævnte behovet for at undersøge behovet, når først godsbanegården som netop besluttet var flyttet ud til Mølleengen, ligesom man burde tage fat på at overdække åen. Herom var der allerede løse planer. Den bemærkning fik Jakob Jensen på banen igen. ”Det ville blive et Foretagende, som ville komme til at koste Millioner!” Enden blev i første omgang med stemmerne ti mod seks, at udvalget fik lov til at undersøge udgifterne en gang mere, dvs. lægge pres på havnen for at få denne til at betale til udvidelsen! Herefter døde sagen hen i to år, inden det blev vedtaget at nøjes med at føre fortovet ind under Jasters ejendom i Mejlgade. Farvehandlerens huse på hjørnet – et af byens ældste og mest ejendommelige huse – fik lov at blive stående. Det samme gjorde Jasters købmandsgård.

Da midtbyen skulle rives ned

I takt med at den motoriserede trafik steg, voksede presset på at ændre det middelalderlige gadenet. I et sidste forsøg på at holde Rutebilstationen i Rosensgade foreslog stationens talsmand, tømrermester Christian Nielsen Withen i 1929 at rive hele karréen mellem Graven og Rosensgade ned for at gøre plads til både en udvidelse af rutebilstationen og et nyt rådhus. I 1930 anmodede områdets grundejere kommunen om en sanering af området omkring Badstuegade, Volden, Klostergade og Graven, som i 1938 blev betegnet som nogle "snævre og skumle gader" af en læserbrevsskribent i Aarhus Stiftstidende. De var ikke kun i vejen for trafikken, men også en skamplet på byen. I 1939 udarbejdede kommunen en plan til Bispegades forlængelse og udvidelse til en bredde af 19 meter. I 1960'erne genoptog man saneringsplanerne af sundhedsmæssige grunde, da kvarteret efterhånden var temmelig nedslidt. Den mest radikale plan for området blev foreslået af vinderne af en arkitektkonkurrence om Aarhus bymidte i 1967. Hele kvarteret omkring Rosensgade, Volden, Graven og Studsgade skulle erstattes af et overdækket butikscenter, som skulle kunne nås via motorveje langs havnen og Åboulevarden. Andenpræmien derimod foreslog en mere nænsom byfornyelse med bevarelse af historiske bygninger og omdannelse af Graven til gågade. I byrådet talte borgmester Bernardt Jensen også for en ”fornyende bevaring”, der skulle gøre det historiske Aarhus til et eksklusivt forretningsområde med små intime restauranter, gallerier og modebutikker.

Slumstormere og ”punkere”

I 1970’erne fremstod Graven temmelig nedslidt, da boligspekulanter lod mange af de gamle huse stå og forfalde, så de kunne rives ned. Nattelivet var også råt. I 1977 blev tre politibetjente alvorligt kvæstede under en politiaktion mod et kæmpe gadeslagsmål udenfor værtshuset Bryggergården i nr. 27 på hjørnet af Graven og Volden. Som følge heraf blev stedet lukket og solgt med henblik på sanering. Den 21. juli 1979 blev den tomme bygning imidlertid besat af slumstormerne fra aktionsgruppen Boligkaravanen, som da drog rundt og besatte tomme ejendomme i protest mod den tiltagende boligmangel. Efter at par dage blev de unge smidt ud af politiet, men senere den sommer vendte gruppen tilbage til Graven med en aktion mod nogle ”fupmoderniserede lejligheder” i nr. 14. I august 1983 blev enkeboligerne i Graven nr. 15-17 besat af en gruppe ”punkere”, som nåede at overspraye skoletandplejen med grafitti, inden politiet smed dem ud. Da de fleste var under 18, kom forældrene til at betale deres bøder. I 2003 endte en besættelse af bunkeren foran skoletandplejen med, at politiet måtte redde besætterne fra nogle højreradikale aktivister.

Gammel gade i nye klæder

Graven fik sit nuværende udseende i 1980’erne, hvor ejendomsmæglerne begyndte at sælge området som byens ny latinerkvarter. Med undtagelse af Bryggergården insisterede kommunen nu på, at de gamle huse skulle istandsættes. Ejerne af den gamle købmandsgård på nr. 3 havde da ladet bygningen forfalde så meget, at en pålagt restaurering i 1989 mere blev en rekonstruktion. Gradvist blev gaden det attraktive forretningsområde, Bernardt Jensen havde drømt om. Ikke alle var dog begejstrede for de nye cafeer, der invaderede kvarteret i det årti. Således indsamlede områdets erhvervsdrivende underskrifter imod flere cafeer, da Cafe Drudenfuss åbnede i 1986.

Litteratur og kilder

  • Kapitlet "Et fejlslagent gadegennembrud" er skrevet af Leif Dehnits og overført fra Århus Leksikon. [1]
  • Gravens ejendomshistorie i Kommuneatlas, [2]
  • Avisudklip om Graven i Preben Rasmussens Samling på Aarhus Stadsarkiv
  • Aarhus - byens historie, Århus byhistoriske Udvalg 1995-96, bd. 1, s. 35-36, 247-248, bd. 3, s. 125, bd. 4, s. 36-38.
  • Emanuel Sejr: Gamle Århusgader, Århus byhistoriske Udvalg 1960, s. 51
  • Mogens Weinreich: Kend din by II, Østjysk Hjemstavnsforening 2007, s. 54-57.
  • Viggo J. v. Holstein Rathlou: Aarhus. Historisk-topografis Beskrivelse med Biografier, bd. 3, 1925, s. 425-436.
  • Connie Jantzen: Middelalderbyen Aarhus, Den Gamle By 2013, s. 68, 75, 87, 98, 108-109, 127.
  • Hans Sejerholt: "Enkeboderne paa Graven og Alderdomsasylet", i Aarhus gennem Tiderne, bd. 2, Kbh. 1940, s. 392-393.
  • Lila Voss: "Fattigdom og forsorg i 1880'erne", i Sociale studier. Kriminalitet, prostitution og fattigdom i Aarhus 1870-1906, s. 420.
  • Benjamin Gjørup: Århus kommunale tandpleje. En historisk oversigt 1915-1990. [3]
  • Fl. Moss Hansen: Tidsbilleder. Århus Kommunale Tandpleje fra 1970 til 1999 - og lidt før...: en registrering af begivenheder. [4]
  • Kjeld Elkjær: "Sporvogne og busser", i Trafik i Århus før og nu, Århus byhistoriske Udvalg 1976, s. 73-74.
  • "Offentlig idékonkurrence om en del af bykernen i Århus", Arkitekten nr. 30, 1968, s. 317-333.
  • "Graven 3", Arkitekten nr. ?, 1988, s. 1-6.
  • Tom bolig: Østbanegården d. 19. sep. Boligkaravanen 1979.
  • "Boligkaravanen", i Blød By, nr. 7, 1980, s. 10-12.
  • Århus Byråds Forhandlinger - 15.07.1875, 24.02.1876, 23.03.1876, 11.05.1876, 24.07.1876, 09.02.1882, 25.08.1892, Reglement for alderdomshjemmet i Graven 21 i tillæg til 1892, s. 20-26, 18.05.1893, 01.12.1898, 22.12.1898, 16.04.1914, 20.08.1914, 13.12.1916, 11.08.1929, 06.02.1936, 28.10.1937, 05.03.1942, 01.12.1960, 28.02.1967, 08.06.1967, 07.11.1968, 21.11.1968.
  • Aarhus Stiftstidende - 25.11.1923, 04.11.1931, 31.03.1937, 25.10.1938, 11.07.1943, 01.08.1944, 17.01.1972, 30.10.1977, 03.11.1977, 21.07.1979, 22.07.1979, 03.02.1983, 06-09. & 18.08.1983, 04.10.1984, 28.01.1986, 01.02.1986, 15.05.1987, 02.03.1988, 19.07.1988, 27.11.1999
  • Jyllandsposten - 14.12.2003 [5]