Graven 18-20
Graven 18-20 er en adresse i gaden Graven, der ligger i Latinerkvarteret i Aarhus Midtby. I dag huser den caféen La Cabra og er ramme om en stor del af livet i gaden.
Graven 18-20 har en lang historie bag sig, da grunden blev bebygget så tidligt som i slutningen af 1300-tallet eller starten af 1400-tallet. Dengang var voldgraven rundt om Aarhus' byvold, som Graven har fået sit navn efter, endnu ikke blevet fyldt op, så grunden må have ligget lige uden for den. Placeringen kan virke mærkelig, men da man ved arkæologiske udgravninger har fundet to store ovne på grunden, kan årsagen måske have været et forsøg på at mindske brandfare for det øvrige af byen. Ved at lade en bebyggelse, der tydeligvis rummede ild og varme, ligge lidt uden for byen, kunne en potentiel brand ikke sprede sig lige så nemt, og den kunne måske endda slukkes hurtigere på grund af beliggenheden tæt ved vand.
Stedets matrikulære opdeling
Det samlede område, hvor Graven 18-20 ligger, er i dag opdelt i tre matrikler med numrene 1039a, 1039b og 1039c. Det er dog først i nyere tid - tilsyneladende først efter 1996 - at denne opdeling er blevet foretaget, da hele området engang blot var én matrikel med matrikelnummer 1039.
På matrikel 1039a ligger i dag Graven 20, som er områdets eneste bygning ud til gaden. På matrikel 1039c, der ligger lige nord for 1039a, ligger Graven 18, og på matrikel 1039b ligger en parkeringsplads, der hører til Graven 18. Her har tidligere ligget flere bagbygninger, der blev revet ned i år 2000. Det betyder, at Graven 18 og Graven 20 i virkeligheden er hver sit husnummer på hver sin matrikel, men betegnes på grund af historiske årsager som slået sammen til én fælles adresse. De to bygninger har da også været tæt bundet sammen gennem historien, hvor Graven 18 mest af alt har fungeret som baghus til Graven 20.
Adressens tidligste historie
Det nuværende hus, der ligger på Graven 18-20, blev formodentlig bygget inden 1761. Dette år byder på den første skriftlige optegnelse over ejendommen og dens indehaver, Søren Zønnichsen Buxlund. Buxlund var på dette tidspunkt en omtrent 36-årig urmager og enkemand, der tilsyneladende klarede sig ganske godt. I hvert fald kunne hans økonomi bære, at han i løbet af sit liv havde overskud til velgørenhed. Han købte huset, der lå på Graven 21, og gjorde det til en fribolig for fattige enker, og i 1804 at stiftede han et legat, der kunne hjælpe med at forsørge dem. Buxlund døde året efter i en alder af 84 år, men den buxlundske stiftelse levede videre længe efter.
Efter Buxlunds død overgik Graven 18-20 til hans svigersøn, Søren Jensen Buchtrup, og datter Christine Buxlund. I 1811 solgte de ejendommen til bødker Otto Sørensen Hoff, som delte adressen i to. Han bosatte sig selv i den del, der i dag svarer til nr. 20, og solgte den anden del, nr. 18, til værthusmand Michel Poulsen Blegind. Værthuset, som Blegind startede på matriklen, vedblev at eksistere med skiftende ejere, mens bødkerværkstedet først overgik til en anden bødker ved navn Rasmus Fuldues, hvorefter den blev omdannet til en vognmandsforretning. I de følgende år var der en del udskiftning i beboerne i nr. 18, og omkring 1874 blev værtshuset i nr. 20 tilsyneladende nedlagt.
Fra fattige lejere til små virksomheder
Fra 1880'erne var Graven 18-20 hjem til et større antal fattige eller mindre bemidlede familier. Til tider boede der hele 26 personer i matriklens små bygninger, og de havde erhverv som brændehandler, savskærer, sukkerkoger, arbejdsmand og arbejderske.
I 1904 stoppede denne tendens brat, da matriklen blev købt af slagter Emil Andreasen, som indrettede hele grunden kun til forretning og bolig for sin egen familie. Inden for de næste få år flyttede hans ældste børn dog hjemmefra, og der blev plads til to husstande mere; en enlig mor til tre, Hjardemine Jensen, som oprettede et pensionat på adressen, samt en lille familie med fuldmægtig Berthel Sørensen i spidsen.
I 1907 blev Graven 18-20 købt af købmand Henrik Edvard Soelberg, som dog aldrig selv flyttede ind på adressen. I stedet begyndte småerhverv og -værksteder at skyde op på matriklen. Udover pensionatet, som fortsatte, blev der startet både en gørtler, en blikkenslager- og en maskinforretning. Fattigdommen havde dog ikke sluppet sit tag i adressen helt, da mange af de logerende på pensionatet var enten arbejdsløse eller på offentlig understøttelse af den ene eller den anden art.
Gørtler og elektromekanisk fabrik
Ovennævnte maskinforretning og gørtler blev begge faste virksomheder i Graven 18-20 i mange år efter, de blev startet i 1918.
Gørtlerforretningen var ejet af Charles Hansen og var udvidelse af en forretning, han havde i Norsgade, og som han havde overtaget efter en gørtler F. Larsen. Charles Hansen var en ”fin mand og en fortræffelig håndværker … med bowlerhat og gule handsker.” Ifølge en erindring om ham, mødte han hver dag op ”på værkstedet kl. 7 for at sætte svendene i gang og selv klare en portion af det vanskeligste arbejde,” og når ”han havde overstået det, tog han kitlen af, vaskede sig og lavede en ny og lige skilning for derefter at iklæde sig sin fine hat og handsker og tage til formiddagskaffe på Hotel Royal.”
I 1950 fyldte Charles Hansen 75 år og på grund af sygdom overlod driften af sin forretning til sin svigersøn, der også var gørtler. Kort efter blev forretningen solgt til Jens Bredstrup, der udvidede produktionen og i 1954-55 kaldte forretningen ”C Hansens Eftf. Metalfabrik & Metalstøberi”. Jens Bredstrup blev også kaldt "Messing Jens" på grund at sit erhverv, og det var han så stolt af, at han stemplede sine produkter med initialerne ”MJ”.
Også maskinforetningen endte senere som fabrik. Den blev først startet af L. Christensen, som i 1924 omdannede den til en maskinfabrik. I 1925 blev den solgt til en mand ved navn Aksel Hakonsen, som drev den som en såkaldt ”Elektromekanisk Fabrik”.
I 1935 købte fabrikant, smed og maskintekniker Thomas B. Thrige Graven 18-20, og Aksel Hakonsens fabrik blev overtaget af Carl E. Thumand. Thumands elektromekaniske fabrik lå forholdsvist undseeligt på adressen, da den befandt sig i baggårdsbygningens stueetage. Fra gaden blev den stort set kun afsløret af skilte på facaden. I en annonce fra 1936 kan man se, at fabrikken kunne byde på ”Elektriske Maskiner af enhver Art – Dynamoer – Transformatorer – Motortaljer m.m. Stort Lager af Elektromotorer, nye og brugte, samt Reservedele. – 1. Kl.s Reparationsværksted for alle elektriske Maskiner, uanset Størrelse og Fabrikat. – Alle slags Motor- og Dynamokul paa Lager.”
I 1941 fremstillede Thumands fabrik den første elektriske bil i Aarhus ved at tage motoren ud af en DKW bil og erstatte den med en ”Elektromotor på 2½ Hestekraft.” I avisen stod det beskrevet, at der ”I bagagerummet er anbragt Akkumulatorer til 90-100 Kilometers Kørsel med en Tophastighed af 35 Kilometer i Timen. Bilen er bestilt af en Mand, der har Vandkraftanlæg, saa han kan lade Akkumulatorerne op om Natten.”
Fabrikken havde succes, og produktionen blev udvidet, så den i 1943 beskæftigede ca. 35-40 arbejdere. Den fortsatte på adressen helt frem til 1987, hvor den dog kun beskæftigede 16 ansatte, og dens eksistens afsluttedes ved en fusion med firmaet Asea Industri. Virksomheden flyttede herefter tid Finlandsgade.
Beton og glas
Det var lige før, at det gamle forhus, der stadig i dag ligger på Graven 18-20, havde fået sit endeligt i 2007-2008. Den daværende ejer af bygningen havde nemlig fået lov til at rive det ned og i stedet opføre en moderne betonbygning med med en stor glasfacade i fem etager plus kælder.
En modreaktion opstod, og der blev rejst en fredningssag på ejendommen, men den blev i 2008 afsluttet af Kulturarvsstyrelsen, der besluttede, at forhuset ikke skulle fredes. Fredningssagen havde alligevel haft en virkning, da den havde bremset det forestående nedrivningsarbejde, der af ukendte årsager aldrig blev til noget efterfølgende.
Litteratur og kilder
- Latinerkvarteret i Aarhus - Et historisk kvarter med mange ansigter. Udarbejdet af Mia Gulvad Jørgensen og Laura Luise Løkke Berg for Dansk Center for Byhistorie og Den Gamle By. Den digitale udgivelsesrække nr. 9, september 2020
- Aarhus Stiftstidende, 11. oktober 1987, s. 102
- Aarhus Stiftstidende, 18. marts 1987, s. 24
