Christiansbjerg

Husrække på Randersvej på Christiansbjerg. I baggrunden ses den daværende kirke. Stadsarkitektens Kontor, 1945, Aarhus Stadsarkiv.

Christiansbjerg er en bydel i Aarhus, der opstod langs Randersvej i udkanten af købstaden Aarhus i slutningen af 1800-tallet.

Modsat mange andre byområder i Aarhus Kommune har der på Christiansbjerg ikke ligget nogen lille, idyllisk landsby med navnet Christiansbjerg. Christiansbjerg er, set i byens lange historie, en ny ”opfindelse”, og i bydelens første år var der ikke megen idyl over Christiansbjerg – tværtimod blev bydelen kaldt en skamplet på Aarhus.

Fattigfolk på Reginehøj

Udviklingen af det bykvarter, som vi i dag kender som Christiansbjerg, begyndte i 1870'erne. Dengang var området en del af Aarhus Mark, og på bymarken lå gården Reginehøj, der var ejet af proprietær Anders Kruuse Houman. Houman havde navngivet gården efter sin datter, Regine Wilhelmine, og Regine kom ikke kun til at lægge navn til gården, men også til hele det nye kvarter, som skød op på gårdens jorder i slutningen af 1800-tallet.

Selvom det nye bykvarter, Reginehøj, lå inden for Aarhus Købstadskommunes grænser, dækkede kommunens byggevedtægt ikke det nye område. Indenfor kvarterets første år var det derfor lidt af det vilde vesten, når det kom til opførsel af nye ejendomme. Og modsat nye bykvarterer som Trøjborg og Frederiksbjerg, der også blev etableret i disse år, var det ikke store, mondæne villaer, der blev opført på Reginehøj. Tværtimod var det fattigfolk, der bosatte sig på Reginehøj.

Christiansbjerg Mølle med Christianbjerg Grundejerforening i forgrunden. Ukendt fotograf, bragt i Århus Stiftstidende 8. juni 1941, Aarhus Stadsarkiv.

En stinkende skamplet

Forholdene på Reginehøj bliver meget godt beskrevet i en henvendelse fra stadslæge Schmiegelow, som Aarhus Byråd behandlede den 7. august 1884: ”Som det maaske er det ærede Raad bekjendt, afgiver nu den bebyggede Del af Reginehøj Mark langs Randers-Chauseen Boliger for omtrent 500 Mennesker og 2 á 300 Svin … Forholdene ere her i høj Grad unaturlige, og fra et Sundhedshensyn aldeles utilstedelige … Ifølge min Stilling og Instrux bør jeg næppe tøve længere med at gjøre opmærksom paa de Farer, der fra denne Koloni truer, saa meget snarere, som der i den sidste Tid hyppigt klages over den utaalige Stank, som herfra udgaar … Kolonien danner som Forstad til Aarhus en Skamplet for samme”.

Schmiegelow uddybede videre for byrådet, at Reginehøjs mange svin blev holdt under primitive og urene forhold, hvor urin og afføring enten sank direkte ned i den ikke brolagte jord, eller løb ud i åbne grøfter, hvor det blev liggende og stank. Rotter blev tiltrukket af blandt andet råddent foder, ligesom kvaliteten af svinenes foder var af så dårlig kvalitet, at kødet efter sigende skulle være slattent og blegt. I det hele taget frygtede stadslægen, at sygdomme som tyfus og kolera, ville have et frodige vilkår på Reginehøj.

Sundhedsvedtægten for Aarhus Købstadskommune forbød blandt andet svinehold, men ligesom kommunens byggevedtægt, dækkede den ikke det nye byområde. Reginehøj blev derfor i folkemunde også omtalt som Svinehøj af aarhusianerne.

I marts 1885 besluttede byrådet efter opfordring fra sundhedskommisionen at anlægge en underjordisk kloakering, der skulle lede Reginehøjs spildevand væk fra Reginehøj. Herefter fulgte flere måneders diskussion om, hvor kloakken skulle have sit udløb, hvorvidt det sidste stykke også skulle være overdækket og ikke mindst, hvem der skulle betale for en overdækning. På daværende tidspunkt var det kutyme at lade kloakker løbe ud i åer og bække, som så ledte spildevandet videre ud i Aarhus Bugten. Dette skabte store lugtgener fra de ramte vandløb. Planen for reginakloakken var at lade den løbe ud i Borrebækken, der løb langs Nørre Allé og havde sin udmunding i Aarhus Bugt omkring nuværende Nørreport. Ikke overraskende så borgere med bopæl langs det åbne kloakstykke mellem Vennelyst og Borrebækken ikke frem til at få Reginahøjs stinkende spildevand i deres baghave.

I 1887 blev sundhedsvedtægten for købstaden udvidet til også at omfatte Reginehøj, og svinehold blev dermed forbudt. Lov og orden – og hygiejne – var kommet til Reginehøj.

Et andet bidrag til Reginehøjs tvivlsomme odeur var kommunens renovationsplads, og de ofte forbipasserende renovationsvogne.

Navneskifte

I 1890’erne havde den lille koloni efterhånden udviklet sig til en mere eller mindre selvforsynende bydel. Her var blevet etableret små forretninger, ligesom et bedehus blev oprettet på Randersvej. Der måtte godt nok ikke foretages kirkelige handlinger, som bryllup og begravelse, men bydelen havde fået et religiøst samlingssted. Senere – palmesøndag i 1913 – blev bederummet opgraderet til en rigtig kirke, da Christianskirken blev indviet ved Randersvej. Med et stadigt stigende indbyggertal viste kirken sig dog hurtigt at være alt for lille, og efter blot 33 år i funktion kunne kirken holde sin sidste gudstjeneste.

I 1894 bevilgede byrådet også midler til en fast politibetjent på Reginehøj, og omkring 1895 fik bydelen sin egen vindmølle - Christiansbjerg Mølle (i de første år kaldet Reginehøj Mølle). Møllen blev opført af resterne fra den nedlagte Margrethemølle, der tidligere havde ligget på Knudriisbakken. Møllen og den gamle kirke lå side om side, men blev begge nedrevet i 1946 for at gøre plads til en fabriksbygning, et boligkompleks samt et vejgennembrud til Egegade. I dag finder man blandt andet en Netto og en Rema 1000 på den gamle mølle- og kirkegrund.

I december 1897 godkendte byrådet en anmodning fra Reginehøj Grundejerforening - efterfølgende omdøbt til Christianbjerg Grundejerforening - om, at Reginehøj skulle omdøbes til Christiansbjerg. Navnevalget skal muligvis ses som en pendant til Frederiksbjerg, der også blev anlagt i slutningen af 1800-tallet. I forbindelse med det officielle navneskifte, blev også områdets gader omdøbt, og de fik nu navne efter træer. Reginehøj Skovvej blev således til Skovvangsvej, Socialgade blev til Tjørnegade, Andersensgade til Bøgegade, Bagvej til Egegade, mens Lille Vej blev til Elmegade.

Vandtårnet ved Randersvej

En lastbil lastet med en ødelagt sporvogn passerer vandtårnet på Randersvej på Christiansbjerg. Fotograf Børge Venge, 1954, Aarhus Stadsarkiv.

I 1906 var Christiansbjerg blevet så stor, at det var blevet tid til, at områdets beboere også fik en ordentlig vandforsyning. Udfordringen med at være bosiddende på et bakkedrag var, at den nyanlagte vandforsyning ikke havde tilstrækkeligt vandtryk.

I 1906 opkøbte kommunen en del af gården Højvangs jord, og herpå blev kort efter opført et nyt vandtårn - der efterfølgende blev kendt som Vandtårnet ved Randersvej. Før vedtagelsen af vandtårnsprojektet på Christiansbjerg var der livlig debat i byrådet om vandtårnets udseende og omkostninger. Det kommende vartegn blev omtalt som peberbøsse, fyrtårn og andet. Der var fortalere for at spare på opførelsen ved at anvende nye konstruktionsmetoder og for at benytte zink i stedet for kobber på taget, mens andre mente, at man skulle anvende allerede velkendte metoder til trods for de større omkostninger. Et forslag om at forfølge et fristende bud på godt 18.000 kr. for opførelsen af et betontårn blev diskuteret. I sidste ende faldt valget på et tårn muret i middelalderlig fæstningsstil på trods af de ekstra omkostninger forbundet til dette. Tårnet tronede i et århundrede på bakken på Christiansbjerg, men ligger i dag i skyggen af højhuset archouse.

Kampen for egen skole

Christiansbjerg var et fattigt kvarter, og det kom blandt andet til udtryk i kvarterets forsøg på at få en lokal skole oprettet. Allerede i marts 1885 kom den første henvendelse til byrådet om støtte til oprettelse af en skole, men ansøgningen blev mødt med et afslag grundet det ringe elevtal. Den nærmeste skole var på dette tidspunkt Nordre Byskole inde i Paradisgade, der lå godt to km derfra. Især om vinteren var turen til og fra skole besværliggjort af, at de fleste af Christiansbjergs børn var dårligt påklædt til at klare den lange vej til og fra skole, da pengene var få. Der blev gjort forsøg på at oprette en privatskole, men igen havde kvarterets beboere udfordringer ved at betale for skolegangen, og skolen havde svært ved at løbe økonomisk rundt.

I slutningen af 1880’erne ydede Aarhus Byråd derfor økonomisk støtte til en privatskole på den betingelse, at skolen kun underviste børn i alderen op til 10 år, ligesom den stillede seks kasserede borde til rådighed, så kvarterets yngste børn kunne undgå gåturen ind til Aarhus. I 1893 blev skolevejen forkortet med ca. en halv kilometer, da Nørrebrogades Skole blev indviet, men først i 1898 fik Christiansbjerg sin egen kommunale skole. Skolen, der blev opført på nuværende Skovvangsvej 28, skulle dog fortsat kun undervise de mindste elever. I dag huser den gamle bygning Kirkevængets Skole, der fungerer som en specialskole under Skovvangskolen, der blev indviet i 1937. 20 år senere fik kvarteret en ny storskole, da Katrinebjergskolen officielt blev indviet.

Haveselskaber og blokke

Den nordligste del af Christiansbjerg med Vorrevangen i forgrunden. Bag vandtårnet ses den udbygning, der blev anlagt fra slutningen af 1960’erne og frem, mens boligblokkene på Højvangs tidligere jorder ses til venstre i billedet. Fotograf Jens Tønnesen, 1992, Aarhus Stadsarkiv.

Den første bebyggelse på Christiansbjerg lå på den østlige side af Randersvej – primært på gården Reginehøjs tidligere jorder. Men på den anden side af århundredeskiftet blev også den vestlige side af Christiansbjerg bebygget. Her havde store dele af jorden tilhørt gården Højvang. I 1922 og 1923 købte kommunen først store dele af Højvangs jord og efterfølgende hele gården, og kort efter blev den tidligere hovedbygning indrettet til Børneoptagelseshjemmet Højvang.

Dele af Højvangs tidligere landbrugsjord var i mellemtiden blevet overtaget af haveselskaberne Enigheden og Kathrinebjerg. Her fandt dog en del ulovligt byggeri sted – heriblandt opførelsen af en del lysthuse, som ulovligt blev brugt til beboelse. For at komme dette til livs og for at imødekomme ønsket om flere billige byggegrunde i Aarhus Købstadskommune besluttede byrådet i november 1933 at sætte en række grunde til salg på Christiansbjerg for blot to kroner pr. kvadrat Alen. Det varen pris som kunne hamle op med de private grunde på Christiansbjerg, hvor der hverken fandtes veje eller kloakker.

Fra slutningen af 1920’erne begyndte kommunen netop at anlægge kloakeringen samt veje, som blev opkaldt efter nordiske stednavne som Arendalsvej og Stockholmsgade. Grundene her blev udstykket til parcelhuse, ligesom der blev opført en række boligforeningsrækkehuse her i 1940’erne.

I dag er Højvangs smukke, gamle hovedbygning nedrevet og en række boligblokke langs Kalmargade er opført i stedet. Også gården Reginehøjs tidligere jord på den østlige side af Randersvej er i dag bebygget med blandt andet boligblokke. Det var Boligforeningen VesterBo, der i 1960’erne stod for opførelsen af de fem syv-etagers boligblokke.

12 år i kryptkirken

Med et hastigt voksende bykvarter blev Christiansbjergs Kirke fra 1913 hurtigt for lille. I 1937 vandt arkitekt Aage Christian Nielsen arkitektkonkurrencen for at tegne kvarterets nye kirke, og i 1946 blev der afholdt den sidste gudstjeneste i den gamle Christianskirke. Den nye kirke lod dog vente på sig. Med krig og besættelse viste det sig vanskeligt at sikre sig Finansministeriets støtte til projektet, og de indsamlede private midler rakte kun til at bygge en krypt, der egentlig var tænkt som lokaler til menighedspleje i den nye kirke. Krypten endte med at fungere som egentlig kirke helt indtil 1958, hvor Christianskirken endelig stod helt færdig.

Den endelige kirke, der har adresse på Frederikshaldsgade, fik et højt sekskantet tårn, mens den indvendigt fik et stort lyst og højloftet kirkerum med plads til 500 mennesker. Kirkerummet gik helt op i tagryggen ved hjælp af stræbepiller, hvormed den modernistisk udformede kirke fik et skær af noget gotisk.

Sportsfaciliteter

Mens det spirituelle legeme kunne plejes i kirken, kunne det fysiske legeme plejes i kvarterets sportsklub Christiansbjerg Boldklub – i daglige tale CB – der blev stiftet i 1933. I den nordligste del af Christiansbjergbebyggelsen blev i 1967 indviet en udendørs kommunal skøjtebane, der opfyldte internationale standarder, ved den nyanlagte Gøteborg Allé. Seks år senere blev skøjtebanen overdækket, som en del af det nye Christiansbjerg Idrætscenter. Centret var tegnet af arkitekt Jørgen Absalonsen og opført i røde mursten. Rundt om skøjtehallen er siden opstået flere forskellige sportsfaciliteter som sportshal, rulleskøjtebane, boldbaner samt den indendørs skydebane, Skytternes Hus.

Blodbøg og byhuse forsvandt

De nu nedrevne byhuse langs Randersvej. Byhusene blev nedrevet for at gøre plads til Letbanen. Fotograf Annette Damgaard, 2010, Aarhus Stadsarkiv.

Nogle årtier senere kom der atter store forandringer til Christiansbjerg. For at gøre plads til både det nye letbanespor og en firesporet vejbane, måtte Randersvej udvides. I vejen for udvidelse lå en række små byhuse, som i et århundrede havde ligget langs østsiden af Randersvej fra Stjernepladsen op til Kastaniegade.

Det var ikke kun de gamle byhuse, som lå i vejen. Også en over 100 år gammel blodbøg var nu fældningstruet, og det var noget, der kunne sætte sindene i kog. Bøgen var blevet plantet i 1898, som markering af slaget ”Rytterfægtningen”, der fandt sted under treårskrigen i 1849. Selv de mest træglade byrådsmedlemmer måtte dog bøje sig for en pris på over en million kr. for at flytte bøgen, så i november 2010 blev det officielt besluttet at fjerne både blodbøg og byhuse. Træet levede dog videre i kraft af en række podninger, hvor en af dem i 2016 blev udplantet i Vennelystparken.

Christiansbjerg på AarhusArkivet

Søg billeder og kilder på AarhusArkivet Christiansbjerg

Litteratur og kilder

• Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018
• Århus Stiftstidende, 22.08.1884
• Århus Stiftstidende, 07.03.1885, ”Reginehøjkloaken”
• Århus Stiftstidende, 20.08.1946, ”Forsvinder”
• Århus Stiftstidende, 18.11.2010, ”Nu er det bulldozerens tur”
• Århus Stiftstidende, 08.04.2013, ”Hvad er der blevet af blodbøgen”
• Århus Stiftstidende, 05.10.2016, ”Randersvejs blodbøg genopstår”
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 07.08.1884
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 21.08.1884
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 27.11.1884
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 04.12.1884
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 22.01.1885
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 19.02.1885
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 26.03.1885
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 30.06.1885
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 09.07.1885
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 20.08.1885
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 11.09.1885
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 09.02.1888
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 06.12.1888
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 02.12.1897
• Aarhus Byrådsforhandlinger, 23.11.1933