Borrebækken

Fra AarhusWiki
Indlæser kort...
Bykort over Aarhus i 1796. På kortet ses Borrebækken løbe fra vest over Munkeport og bag den nordlige del af byen, før den havner ved Studsgade. "Grundrids af Byen Aarhuus." Efter den kongelige General Vejs Comissions-Forlangende. Opmaalt af Heinen og tegnet af H. Glahn.
Akvarel forestillende Borrebækken ved Mejlgade kort inden dens udløb i havet. Maler Hans Frederik Meyer Visby (1839-1926), ca. 1860, Aarhus Stadsarkiv.

Borrebækken var et åbent vandløb, der løb gennem store dele af 1800-tallets Aarhus.

I 1700-tallet blev Borrebækken også kaldt "Borgerbækken", og før da kaldtes den "Skidden-Sig". På et kort fra 1675 i Resens Atlas Danicus benævnes den blot som "et lidet rindendis Wand som har sit velde af de bæncher som ligger Nordvest fra Byen oc löber ned i Stranden."

Bækkens forløb

Borrebækken løb gennem Aarhus fra nordvest og tog en nordlig retning gennem den gamle bykerne. På sin vej krydsede den flere af byens gader, bl.a. nutidens Gl. Munkegade, samt adskillige gamle haver tilhørende Klostergades, der af samme grund var godt vandede og frodige. Lige før Studsgade knækkede den mod øst og forenedes med et vandløb, der kom ned gennem Vennelyst. Omtrent samme sted lå købmandsgården "Bækkelund". Herfra løb de sammen på tværs af Studsgade og Mejlgade, før de endte i Aarhusbugten ved Smedegyde.

Mens Borrebækken endnu var et åbent vandløb, var der broer over den i Studsgade og Mejlgade. Der var en tid også et rækværk langs noget af bækken, der i 1857 var ved at falde i vandet, da brolægningens sten, der holdt det på plads, var blevet for løse.

I 1845 besigtigede nogle af byens respekterede herrer, Julius Høegh-Guldberg (1779-1861), Ernst Peter Weis (1776-1845) og Georg Holstebroe (1783-1849), Borrebækken, og de konkluderede, at: "Nødvendigheden kræver at denne Bæk paa flere Steder udvidedes og i det hele taget sættes i en saadan Stand at den kan forebygge hvad jævnlig om Vinteren er Tilfældet at Vandet gaaer over sine Breder og trænger ind i de tilstødende Grundejeres Haver og Gaarde ja endog i Kielderne..." Pudsigt nok blev det modsatte - nemlig for lidt vand i bækken - fremadrettet et kendetegnende problem.

Bryggeren og Borrebækken

Hans Henrik Lauritz Bering Liisberg (1815-1883) var brygger og brændevinsbrænder samt medejer af firmaet Liisberg & Meisner, der havde det ovenfor omtalte brænderi. Brænderiet lå på Borrebækkens nordre side mellem Studsgade og Mejlgade, og her havde Liisberg i 1854 fået lov til at tage vand fra bækken gennem en særlig ledning, så han kunne bruge det i sin virksomhed. Det mindskede vandstanden i bækken og forværrede vandkvaliteten.

Oprensningen af Borrebækken blev generelt forsømt, men brokkede borgerne sig over det, lød svaret, at et sådant arbejde ville være omsonst "fordi Uhumskheder, der udfløde fra Liisberg og Meisners Brænderi, daglig optaarnede sig i Bækken".

I 1862, da Paradisgades Skole var blevet bygget, nægtede skolens overlærer at bo i overlæreboligen på grund af stanken fra den nærved liggende Borrebæk. Han byggede sig derfor et hus til sig selv i Tunøgade. Samme år kom det første forslag om at brolægge bunden af bækken for at forbedre forholdene. Planen blev dog først realiseret i 1867, men det hjalp kun lidt.

Da Aarhus fik sit første vandværk i 1872, mente nogle dog, at denne tilladelse skulle trækkes tilbage, da der nu var andre muligheder for vandforsyning end at bruge Borrebækkens vand. En sådan anmodning kom fra Herredfoged P. Lunn, der klagede over Borrebækkens dårlige tilstand til byrådet. Han mente "at de forpestede dunster, som Borrebækken nu udsender i tørre sommerdage, i væsentlig grad har bidraget til at skaffe byen en mindre hæderlig omtale", og at en tilbagekaldelse af Liisbergs tilladelse kunne give Borrebækken "sit helt naturlige tilløb og derved sin forrige friskhed tilbage". Hvis ikke det kunne lade sig gøre, foreslog Lunn, at bækken alternativt kunne skylles igennem dagligt med vand fra vandværket.

Afgørelsen endte med, at Liisberg mistede tilladelse til at tage vandet fra bækken i 1873, hvorefter han blot lod sig forsyne af vandværket. Liisberg fik på sin vis det sidste ord i sagen, da han på andre punkter i sagen var blevet hængt uforskyldt ud offentligt, og han gennem et hidsigt skriv i Aarhus Stiftstidende fik gjort op med denne urimelige behandling.

Dårlig vandkvalitet og rørlægning

Selvom Liisberg ikke længere brugte vandet fra Borrebækken i sit brænderi, var der ikke meget strøm i den, og det næsten stillestående vand kunne derfor blive både mudret og ildelugtende, især om sommeren. Tilsyneladende skyldtes bækkens forurening flere andre faktorer, bl.a. kunne der i 1869 konstateres "ildelugtende Vandsamling ved Borrebækken's Udløb, foraarsaget af Arbejdet med Kystbelægningen", og afløb fra forskellige husholdninger og rendestene forværrede ligeledes vandkvaliteten. Det hjalp ikke, at folk, der boede nær den, var tilbøjelige til at kaste alskens affald deri.

Tilstandene forårsagede, at flere beklagede flere sig i avisen over Borrebækken og dens lugt. Der førtes mange debatter i byrådet i den anledning, men det førte længe ikke til noget. Eksempelvis blev "Anlæg af en Cloak over Borrebækken fra Paradiisgade til Havet" diskuteret i byrådet i 1874, men sagen blev udskudt.

I 1884 begyndte Sundhedskommissionen at klage over stanken ved bækkens udløb, og vandkvalitetens sundhedsrisici begyndte at blive taget mere alvorligt. Herpå begyndte arbejdet for alvor med at rørlægge bækken, hvilket var afsluttet inden udgangen af 1880'erne. I dag er den ikke længere at se i bybilledet.

Borrebækken på Aarhusarkivet

AarhusArkivet krone.png Søg billeder og kilder på AarhusArkivet

Borrebækken

Litteratur og kilder

Hentet fra "https://aarhuswiki.dk/mediawiki/index.php?title=Borrebækken&oldid=75132"