Vestergade: Forskelle mellem versioner
No edit summary |
|||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
[[Fil:Vestergade 1899.jpg|thumb| | <div class="tright">{{#display_map:lines= | ||
56.15712565346554,10.198989540742076:56.15741919754579,10.200147185236501:56.15750291156179,10.20091048880431:56.15756270717475,10.201945145811578:56.15759967168792,10.202870480572292:56.15760836921576,10.203932468140835:56.157650769634834,10.204496649040829:56.15767142623152,10.205529353825908:56.15764098492656,10.207014965117928 | |||
~Vestergade~Fra Vester Allé til Lille Torv~red~0.50~12 | |||
|width=378 | |||
|height=200 | |||
|zoom=15 | |||
|align=right | |||
}}</div> | |||
[[Fil:Vestergade 1899.jpg|thumb|350px|Vestergade i 1899. Set mod [[Lille Torv]]]] | |||
'''Vestergade''' er en gade i Aarhus Midtby, der strækker sig fra [[Lille Torv]] til [[Vester Allé]]. | |||
===Vestergade i vikingetiden=== | ===Vestergade i vikingetiden=== | ||
I 900-tallet opstod der gradvist en bebyggelse vest for borgvolden. Formodentlig har der været tale om, at byen inden for volden har været kongens by – at volden så at sige har været et kongeligt befæstningsanlæg – en befæstet flådebase ved åmundingen. Denne nye bebyggelse har ganske givet bl.a. huset fremmede og andre, der ikke havde noget at gøre i fæstningen. | I 900-tallet opstod der gradvist en bebyggelse vest for borgvolden. Formodentlig har der været tale om, at byen inden for volden har været kongens by – at volden så at sige har været et kongeligt befæstningsanlæg – en befæstet flådebase ved åmundingen. Denne nye bebyggelse har ganske givet bl.a. huset fremmede og andre, der ikke havde noget at gøre i fæstningen. | ||
I denne nye bydel byggede nogle mennesker, formodentligt fremmede, en fremmedartet bygning – en kirke. Det var en beskeden træbygning, som den der kan ses rekonstrueret på [[Moesgaard Museum]]. Den lå, hvor [[Vor Frue Kirke]] ligger i dag. Vejen ud forbi kirken er vore dages | I denne nye bydel byggede nogle mennesker, formodentligt fremmede, en fremmedartet bygning – en kirke. Det var en beskeden træbygning, som den der kan ses rekonstrueret på [[Moesgaard Museum]]. Den lå, hvor [[Vor Frue Kirke]] ligger i dag. Vejen ud forbi kirken er vore dages Vestergade. | ||
Den første biskop i byen var formodentlig tyskeren [https://da.wikipedia.org/wiki/Reginbrand Reginbrand]. Om han nogensinde kom til Aarhus er usikkert. Men under alle omstændigheder var kirken nu stiftets domkirke trods sin beskedne størrelse. Denne værdighed forsvandt dog midlertidigt med kristendommens officielle indførelse o. 970. Der nævnes på det tidspunkt kun to bispesæder, Viborg og Ribe. | Den første biskop i byen var formodentlig tyskeren [https://da.wikipedia.org/wiki/Reginbrand Reginbrand]. Om han nogensinde kom til Aarhus er usikkert. Men under alle omstændigheder var kirken nu stiftets domkirke trods sin beskedne størrelse. Denne værdighed forsvandt dog midlertidigt med kristendommens officielle indførelse o. 970. Der nævnes på det tidspunkt kun to bispesæder, Viborg og Ribe. | ||
Versionen fra 16. jul. 2021, 10:18
Vestergade er en gade i Aarhus Midtby, der strækker sig fra Lille Torv til Vester Allé.
Vestergade i vikingetiden
I 900-tallet opstod der gradvist en bebyggelse vest for borgvolden. Formodentlig har der været tale om, at byen inden for volden har været kongens by – at volden så at sige har været et kongeligt befæstningsanlæg – en befæstet flådebase ved åmundingen. Denne nye bebyggelse har ganske givet bl.a. huset fremmede og andre, der ikke havde noget at gøre i fæstningen.
I denne nye bydel byggede nogle mennesker, formodentligt fremmede, en fremmedartet bygning – en kirke. Det var en beskeden træbygning, som den der kan ses rekonstrueret på Moesgaard Museum. Den lå, hvor Vor Frue Kirke ligger i dag. Vejen ud forbi kirken er vore dages Vestergade.
Den første biskop i byen var formodentlig tyskeren Reginbrand. Om han nogensinde kom til Aarhus er usikkert. Men under alle omstændigheder var kirken nu stiftets domkirke trods sin beskedne størrelse. Denne værdighed forsvandt dog midlertidigt med kristendommens officielle indførelse o. 970. Der nævnes på det tidspunkt kun to bispesæder, Viborg og Ribe. Under Svend Estridsen (ca. 1019–1076) blev Danmark inddelt i 8 stifter, hver med en biskop. Aarhus blev nu en stiftsby. Lille ganske vist – selv efter danske forhold.
Kort efter kirkens genetablerede værdighed i 1000-tallet gik man i gang med at bygge en ny kirke på den gamles plads. Den nye blev opført af kampesten og frådsten. Den var 40 m lang, hvid og formodentlig med et tårn i vest og to lave tårne på siderne af koret. Under koret med højaltret blev efter udenlandsk forbillede anlagt en kryptkirke. Kirken var indviet til Sct. Nicolaus. Den må have været et imponerende syn – også inde fra byen.
Vestergade var nu handlens og kirkens bydel. Inden for volden herskede kongen.
Vestergade i middelalderen
I 1180 døde Niels Knudsen i Aarhus. Hans far var Knud 3., en af kong Valdemar 1. den Stores modkonger frem til kuppet i 1157 (Svend, Knud og Valdemar hed trioen, der i årene inden havde kæmpet med og ikke mindst mod hinanden). Niels' farfar var Magnus den Stærke], der havde været sin fars, kong Niels’ medkonge i adskillige år.
Biskoppen over Aarhus Stift, Svend, smed ganske givet, hvad han havde i hænderne. Han var nemlig bortrejst, og nu skulle stiftets fornemste mand begraves fra og i Domkirken i Vestergade. At han ydermere havde været stiftets største jordbesidder, gjorde sagen endnu vigtigere. Slægten sad med deres store godser tungt på Østjylland. Mange mente, at den afdøde burde have været konge i stedet for Valdemar.
Afdødes yngre bror var biskop Valdemar af Slesvig og Bremen. Niels Knudsen blev begravet i Domkirken, men ret hurtigt flyttet til den østlige ende af byen og begravet indenfor volden ude ved skrænten mod bugten. Hurtigt opstod der rygter om, at der skete mirakler ved Niels’ grav. Han fik tilnavnet ’Hellig-Niels’. Nu havde også denne gren af kongeslægten sin helgen, ganske som Valdemar-linjen havde Knud Lavard. Valdemarerne lod med støtte fra Absalon og dermed Hvide-slægten munken Saxo skrive en danmarkshistorie, der hyldede Valdemar som den rette, eneste og største konge af Danmark. Biskop Valdemar lod på sin side udfærdige en danmarkshistorie om sine forfædre og deres ret til tronen.
Hellig-Niels var ganske vist ikke officielt helgenkåret af paven, men det var menigmand ligeglad med. Ved eller på hans grav blev der opført et kapel af træ. Der opstod en omfattende kult omkring Niels og hans grav og mange strømmede i den anledning til bydelen omkring Domkirken og Vestergade. At Domkirken var indviet til Sct. Nicolaus (latin for Niels), gjorde selvsagt ikke noget. Pengegaverne strømme til Domkirken. Donorerne ville måske også gerne stå sig godt med egnens mægtigste slægt.
For kong Valdemar må det have lugtet af basis for oprør. Det var efterhånden tvivlsomt, om han kunne regne bispestolen i Aarhus for den trofaste støtte, den havde været siden Svend Estridsens tid. Noget måtte der gøres, så da biskop Svend døde i 1191, indsatte kongen og Absalon et trofast medlem af Hvideslægten, Peder Vognsen, som biskop. Det var første skridt. Fra nu af skulle stiftet have en ny domkirke, placeret inden for volden dvs. i kongens Aarhus. Det var andet skridt. Biskoppen skulle dermed også huses her. Kongens Aarhus blev identisk med kirkens Aarhus.
Det var skik og brug, at en ny domkirke blev til som en ombygning dvs. udvidelse af den gamle. Men sådan spillede klaveret ikke. Den nye domkirke i Aarhus blev anlagt helt østligt i byen lige inden for volden dvs. hen over Niels Knudsens grav med tilhørende kapel. De mange valfartende blev dermed berøvet målet for færden. Heller ikke navnet gik fri. Kirken i Vestergade forblev nogen tid endnu indviet til Sct. Nicolaus. Den nye domkirke derimod blev indviet til Sct. Clemens, der var en af den europæiske kirkes kendteste helgener. Grundigt arbejde må man sige; men kong Valdemar måtte hele tiden holde sig for øje, at biskop Valdemar i Slesvig i de år var hans farligste fjende.
Det blev til Nordens længste kirke på vel nok byens bedste byggegrund. Den gamle domkirke havde, vel nok af økonomiske grunde, ikke haft et domkapitel. Peder Vognsen overførte i 1203 den gamle domkirkes indtægter til sin nye domkirke. Han spædede desuden rundhåndet til af egne midler. Endelig overførte han også en del af bispestolens jordbesiddelser til domkapitlet. Samlet rakte det til, at 6 kannikker kunne leve ganske rigeligt af det. Desuden sørgede han for, at bispestolen havde langt større magt i forhold til domkapitler end i noget andet dansk stift.
Den således forarmede kirke i Vestergade gled effektivt ud på et sidespor. I 1220’erne overgik den til dominikanerne, der byggede et kloster omkring den. Fra da af og til reformationen havde sorte-brødrene dvs. tiggermunkene deres base i Vestergade og deres gang i byen.
Domkirkens indtægter voksede støt. Nord for Domkirken lod bispen hurtigt en bispegård opføre i mursten. På det senere Bispetorv byggede domkapitlet et stort kapitelhus, der husede domkapitlets administration. Mod slutningen af 1200-taller var domkapitlet oppe på 22 kannikker. Hver af dem var godsejere og havde en embedsbolig, en kannikkegård, syd for Kapitelhuset i den nuværende Kannikkegade. De sikrede udkommet for mange håndværkere, handlende og tjenestefolk.
Århus var nu af gavn ikke længere kongens, men kirkens by. Volden skred sammen og blev ikke fornyet. Byen lå ganske vist stadig på kongens jord og var ham skat skyldig. Kongen var således stadsherre. Men ellers var kongens økonomiske aktiviteter i byen reduceret til en vandmølle vest for Vestergade. At den var særdeles indbringende var en anden sag, hjulpet på vej af et effektivt monopol. Helt der ude i vest ved kongens vandmølle blev der – formodentlig allerede i 1000-tallet – bygget en Vor Frue Kirke. Den forsvandt i løbet af middelalderen og dens navn overgik til kirken i Vestergade.
Midt i 1200-tallet blev volden åbnet ved Borgporten. Men endnu nogen tid endte Vestergade på det senere Lille Torv midt i et sumpet område omkring et vandhul. Med tiden gled kongens magtfulde greb om byen ud af billedet til fordel for bystyret og ikke mindst biskoppen.
Peder Vognsen havde løst sin opgave så glimrende, at aarhusbisperne fik udstrakt skattefrihed. Kongemagt og bispestol holdt fremover sammen. Da Valdemar Atterdag prøvede at samle Danmark efter de kongeløse år, drog biskop Svend af Århus som den eneste danske stormand til Nordtyskland for at hjælpe ham. Valdemar Atterdags datter Margrethe 1. fik sin kansler Peder Jensen Lodehat udnævnt til biskop over Århus Stift, indtil han nogle år senere kunne få bispestolen i Roskilde, der var landets rigeste. Hans efterfølger fik en stor pengegave til at ombygge Domkirken for.
Sammenholdet var solidt. Taberen var for en tid Vestergade – og så alligevel. Dominikanerklostret blev meget velhavende og voksede efterhånden til et bygningskompleks, der stort set blev afgrænset af Vestergade, Klosterport, Klostergade og Grønnegade. På hjørnet ved Grønnegade blev der o. 1200 opført Århus Hospital eller Sct. Catharinas Gård – Sct. Karens Gård blev hospitalet kaldt lokalt. Det var et opbevaringssted for spedalske, som middelalderen rummede så mange af. Sct. Karens Gård fik ret til en afgift fra hver bonde i de 6 nærmeste herreder. Økonomisk set var det nok ikke så ringe en erstatning for den prestigefyldte, men ret fattige domkirke.
Vestergade mellem reformation og næringsfrihed
Den nye tid var handlens tid. Købmanden blev bindeleddet mellem egnens bønder og godsejere på den ene side og byens indbyggere og eksportmarkederne på den anden side – mellem producent og konsument. I bybilledet blev det synligt gennem de mange købmandsgårde, som også Vestergade rummede en del af. De driftige købmænds velstand smittede af på klostret og dets kirke. I begyndelsen af 1500-tallet fik klosterkirken således en overdådig altertavle, der var lavet på Claus Bergs værksted.
I 1529 forlod tiggermunkene klostret i Vestergade. Samme år rømmede karmeliterne i øvrigt deres ret nybyggede kloster på Broberg i den senere Frederiksgade. Rømningen af klostret må have rystet kvarteret omkring Vestergade. Efterfølgende blev klostrets indtægter 1541 givet til det nyoprettede Aarhus Hospital i Vestergade. Godt 100 år senere måtte en økonomisk trængt kongemagt tage en del af gaven retur med det resultat, at hospitalet måtte indskrænke væsentligt.
Det blev indlysende for enhver, at man levede i en brydningstid. Det var ikke kun et spørgsmål, om den katolske kirke eller lutheranismen havde ret, dvs. ville vinde. Det var også et spørgsmål om økonomi, for kirke, klostre og bispestol havde været krumtappen i byens økonomi.
Efter 3 års borgerkrig vandt den lutherske kong Christian 3. i 1536. Kirke-, kloster- og bispegods tilfaldt kongemagten. I nogle år var kongen landets største godsbesidder.
Den nye herskende gruppe i byen var klart købmændene. De følgende 3 århundreder ændrede ikke meget ved det. Vestergade blev som resten af byen domineret af købmændene. De boede i større eller mindre købmandsgårde og drev deres erhverv fra adressen. Vestergade var den førende gade med 17 gårde tæt fulgt af Mejlgade med 16. Gårdene var for det meste på ingen måde imponerende. Pengene var ganske enkelt ikke til det. På kort sigt havde reformationen været et hårdt slag for byen og dens købmænd. Klostret, kirken og ikke mindst bispesædet havde betydet et stort økonomisk flow ind til byen.
Omkring og bag købmandsgårdene havde håndværkerne deres huse og de fattigere deres lejeboliger. I købmandsgårdene tog man imod omegnens bønder, der kom til byen for at sælge og købe. Med reformationen blev alle lige for Gud, men i det verdslige samfund måtte man finde og acceptere sin plads i standshierarkiet. Man kunne ganske vist stige op, men så sandelig også falde ned. Det sikreste var at holde sig til sin stand, sin plads.
I ”Den Gamle By” kan man se ”Borgmestergården” fra 1597, der lå, hvor Magasin du Nord ligger i dag. Med sine 300 m2 markerede den afgørende forskellen til den gennemsnitlige lejeboligs 40 m2. Lejeboligerne (boder) var typisk ejet af købmændene. De blev ofte beboet af daglejere. Efter lønningsdag blev en del af lønnen omsat på værtshusene, der bl.a. i Vestergade og Skolegade lå tæt.
En del af de indkøbte varer blev solgt videre. De skulle transporteres til inden- eller udenlandske købere med skib, ganske som købmændene hentede en del af deres varer fra leverandører i andre byer. I starten måtte købmændene lade udenbys købmænds skibe fragte varerne, men i 1733 havde Århus landets største handelsflåde. Storkøbmændene havde deres egne skibe, andre måtte nøjes med anparter eller overlade transporten til en af de selvstændige skippere.
De urolige år i begyndelsen af 1800-tallet kulminerende med statsbankerotten og afståelsen af Norge ramte også Århus hårdt. Handelsflåden svandt ind og mange købmænd klarede ikke nedgangen. I Vestergade lå fremdeles en del mellemstore og små købmandsgårde blandet med værtshuse. Fra købmændenes kramboder og gadens værtshuse var der flittig udskænkning – såvel lovligt som ulovligt. Det var en livlig gade – nok efter myndighedernes mening lidt vel livlig.
Industrialismens, den frie handels og jazzens Vestergade
Fra midt i 1800-tallet blev dødvandet vendt i voldsomt tempo. Næringsfrihedsloven brød fra 1861 laugenes og købstadens monopoler. Forinden havde havnen fået en dampskibskaj. Der blev bygget jernbaner mod såvel Langå og Randers som Fredericia. Fabrikant Frichs anlagde et stort jernstøberi, hvor senere Reginakrydset opstod. Her støbte man bl.a. tagkonstruktionen til den nye banegård. Århus blev jernbaneknudepunkt med Hammelbanen som den sidste i 1901.
Den var et uomgængeligt krav fra lensgreven på Frijsenborg, at banen ikke skulle føres igennem til Banegården, men ende tæt på Vestergade, der i hans optik stod som byens kommende hovedgade. Han blev støttet af købmændene i Vestergade, der frygtede for deres handel, hvis passagererne kunne køre igennem til Aarhus H. Heller ikke fra den anden endestation i Hammel måtte Hammel-banen forbindes med den østjyske længdebane. Her blev banen dog i 1914 forlænget til Thorsø. Næsten samtidig kom der et forbindelsesspor til Aarhus H, men det måtte kun benyttes til gods – den eneste undtagelse var, når lensgrevens gode ven, den tyske kronprins, kom med sin salonvogn.
Havnen er gennem de forløbne mere end 150 år konstant blevet udvidet og blev rammen om en stigende im- og eksport og en stadigt større handelsflåde. Sammenlagt var det en by i rivende udvikling, hvad der satte sit præg på det meste af byen kulminerende med Landsudstillingen i Århus 1909.
Fra nu af gik det stærkt. På 50 år næsten syvdoblede byen sit indbyggertal og rykkede dermed markant fra de øvrige provinsbyer. Der kom igen gang i handlen. I spidsen gik folk som storkøbmand Hans Broge og hans svigersøn, margarinefabrikant Otto Mønsted. Direkte eller indirekte stod de bag meget af det mere spektakulære byggeri i midtbyen – bl.a. det nye Aarhus Teater fra år 1900. Det var tegnet af Hack Kampmann, der i disse år satte sit præg midtbyen med Teatret, Toldboden, Katedralskolens ’røde bygning’ ud mod Skolebakken og Statsbiblioteket, hvor nu Erhvervsarkivet og Stadsarkivet har til huse.
Otto Mønsteds bygning, der var centrum i hans handels- og industriimperium, kan stadig ses på Vestergade 11, hvor også Handelshuset Ree og Schmalfelds Tobaksfabrik (oprindelig Funders Tobaks-fabrik) kom til at ligge. Mønsted startede i Vestergade en storproduktion af margarine og markedsførte den moderne og dygtigt (OMA – Otto Mønsted Aarhus!). I side- og bagbygninger lå masser af småindustri. Fortidens mange købmandsgårde var næsten borte. Vestergade var nu blevet en beboelses- og produktionsgade – og fremdeles en værtshusgade, hvor den beskedne ugeløn nemt kunne få ben at gå på.
I Vestergade lå desuden en borgerskole dvs. en offentlig betalingsskole for middelklassens og de bedststillede arbejderes børn. Omkring hjørnet i Grønnegade lå ydermere en friskole for de fattiges børn.
I de swingende 1920’ere kunne man i Vestergade finde Apollo, der med et fjedrende parketgulv reklamerede med ”byens bedste dansegulv”. Her var jazz-bal hver aften kl. 21-24 med gratis entré. Sideløbende kunne man forlyste sig med limfjordsøsters og halve hummere. Musikken blev bl.a. leveret af et 8 mands jazzband med solister og ikke mindst danserinder. Repertoiret blev efterhånden udvidet med mascot-dansing og valseaftener. Stedet tog senere navneforandring til 'Røde Mølle'. I 1930’erne lagde Apollo og Vestergade 48 lokaler til et antal cykelklubber, hvis medlemmer primært var sene nattevandrere. Medlemsindtegningen skulle have været yderst uformel. Apollos nytårsaftener var i en del år tilløbsstykker.
Den store krise i 1930’erne ramte midtbyen hårdt. Industri og handel havde vanskelige tider, og der var krise i landbruget, der ikke blot leverede råstoffer, men som også aftog en del af produkterne. Nygade og Vestergade blev rammen om et blomstrende værtshusmiljø – omkring halvdelen var smugkroer. Også fra en pæn del af Jylland valfartede de mindst bemidlede og andre, som miljøet appellerede til, til kvarterets udbud af øl, brændevin, prostituerede og spil. Under besættelsen og de første år derefter udvidede man sortimentet med sortbørshandel.
De kulturelle vækstlags Vestergade
Fra 1950’erne lagde man i byrådet plan efter plan for en radikal modernisering af midtbyen. Det meste skulle have været jævnet med jorden og erstattet med brede gennemfartsveje og betonbyggeri. I Odense kan man se, hvad det kunne være endt med. Heldigvis nåede de fleste planer at blive forældede allerede på tegnebordet. I sin regeringstid satte borgmester Bernhardt Jensen desuden hælene i over for andre. Man fik realiseret en stærkt reduceret udgave af busgaden og ikke mindst en rydning af den værste del af Vestergade og hele Nygade. Den effektive sanering var måske nok nødvendig, men nybyggeriet, der afløste de nedrevne områder, var langt fra nogen arkitektonisk gevinst.
Fra 1960’erne var det imidlertid gået stærkt med udbygningen af undervisningssektoren. Universitetet voksede således næsten eksplosivt og seminarierne, ingeniøruddannelsen, Maskinmesterskolen og andre fulgte godt med. Byens natteliv blev nu domineret af studerende og deres lærere. Det nye publikum havde andre krav. Nu handlede det om jazz og anden rytmisk musik, kunst og teater. De nye kulturelle vækstlag blomstrede i og omkring Vestergade. Vestergade 58 er et mønstereksempel. Den gamle købmandsgård genopstod som byens bedste spillsted. Gallerierne rykkede ind i gaden. Det samme gjorde for en tid forretninger med it-udstyr og musikinstrumenter.
Med base i bl.a. et tidligere møbellager i baghuset til Vestergade 58 kom den medrivende bølge af ny musik, der i nogle år gjorde Århus til landets førende by inden for rytmisk og populær musik. I Vestergade 58 blev der i nogle få år også spillet teater af folk med tilknytning til Studenterscenen med Jens Okking i spidsen. Men musikken (beat, folk og jazz) bed sig sammen med udskænkning fast. De store navne var Gnags, Thomas Helmig, Henning Stærk og Anne Linnet, og dertil kom bl.a. en flok talenter med udgangspunkt i Århus Friskole i Stavtrup.
I et tidligere møbellager i Vestergade 38 indrettede antikvarboghandler Bøckmann og tre unge skuespillere fra Aarhus Teater en alternativ teaterscene ”Svalegangen”. Det blev en sådan succes, at kommunen gennem tilskud gjorde det muligt at flytte til større lokaler i Rosensgade 11.
Med succesen kom en del andre spillesteder i andre dele af byen, nogle af de store navne foretrak i det lange løb København, så også den bølge ebbede ud. På det seneste er Vestergade med sidegader imidlertid blomstret op igen med cafeer, restauranter og gallerier samt brugskunst og tøj. Parallelt med gaden går den frilagte å med alle dens muligheder og lillebyidyllen Møllestien. Der skulle netop nu være gode muligheder for firkanten vest for Busgaden og over mod Vester Allé – mellem Åen og Nørre Allé.
Kilde
- Martin Salmonsen: Oplæg ved ”Vestergadeforeningens” stiftende generalforsamling 8.8.2012.
- Preben Rasmussens udklipssamling, Rigsarkivet Aarhus
