Bygningsnumre i Aarhus
Aarhus er vokset meget gennem de sidste 200 år. Fra en lille købstad med ca. 7800 indbyggere i 1844 til en moderne storby med 349.873 borgere i 2019[1]. Denne store vækst har med tiden ændret mange ting i den gamle købstad – blandt andet det bygningsnummersystem vi i dag tager som en selvfølge.
De ældste nummersystemer fra 1787 og 1801
Aarhus får sit første husnummersystem, da man i 1700-tallet begynder at brandforsikre byens ejendomme. I taksationen fra 1729 er byens ejendomme således gennemgået gade for gade, og hver ejendom har fået sit eget forsikringsnummer. Med de lovpligtige brandtaksationer fra 1761 og fremefter fortsætter man med at bruge en fortløbende forsikringsnummerering, der dog ændrer sig fra gang til gang grundet nye bebyggelser.
Egentlige husnumre havde man fortsat til gode. Man boede ikke i Rosensgade 15, men i huset ved siden af slagteren, på hjørnet af Studsgade og Klostergade eller i Høegh-Guldbergs gård. Og hvis det stadig kneb med at finde vej, kunne man jo altid spørge nogen om hjælp. Aarhus var simpelthen ikke så stor, at det var nødvendigt med husnumre for at kunne finde rundt.
I folketællingen for 1787 skulle man oplyse Gadernes Navne, samt Gaardenes og Husenes No. saaog Familiernes Antal, men i modsætning til andre købstæder blev det kun til et familienummer i Aarhus. Et par år efter er man i gang med at give alle husene et nummer for at kunne gennemføre den næste folketælling, som det ses i en annonce den 4. maj 1789. Så i folketællingen 1801 har alle husene fået et nummer efter et nummersystem, hvor byen er inddelt i tre områder (næsten svarende til brandforsikringens rode 1, 2 og 3), som hver tildeles et fortløbende husnummer med plads til nye huse. Dette husnummer ses efterfølgende brugt i avisannoncerne fremt til det nye husnummer fra 1827.
Til brug for omregning af dette husnummmer har Stadsarkivet seks fotokopierede protokoller: Realregistret 1796-1829 for Aarhus Kjøbstad, der indeholder såvel husnummeret fra 1787 som husnummeret fra 1827 tillige med ejerens navn og nogle få ejendomsoplysninger.
I brandforsikringen for 1801 opstår der et Matricul No., der gentages i de efterfølgende brandforsikringer 1811-1817, 1817, 1827 og sidste gang 1837. Hver ejendom har sit eget nummer, som går igen mellem disse brandforsikringer, men har i øvrigt ikke noget med matrikelnummeret fra 1863 at gøre. Nogle af brandforsikringsprotokollerne findes i Rigsarkivet, Viborg og andre i København. Stadsarkivet har nogle få fotokopierede årgange.
Husnummeret fra 1827-1869
I 1827 besluttede stiftsamtet, at alle huse og gårde skulle have et tydeligt nummer, som skulle males over indgangen til huset. Bag beslutningen lå et ønske om at gøre panteregisteret mere pålideligt. Herefter indførtes i Aarhus Købstad det andet sæt husnumre med en fortløbende nummerering fra 1 til knap 1000. Da man allerede havde en entydig nummerering i brandforsikringsprotokollerne, lå det jo lige for at genbruge forsikringsnummeret fra protokollen påbegyndt den 11. oktober 1827 til husnummer. Udover i brandforsikringen 1827 findes husnummeret specifikt angivet som sådan i brandtaksationen for perioden 1834-1837 og i brandforsikringen for 1837-1847 og frem til og med takseringen 1857-1867.
Husnummeret fra 1827 bruges udover i en række arkivalier i tidens annonceringer og offentlige meddelelser i byens avis Aarhuus Stiftstidende.
Nummersystemet var dog noget anderledes, end det vi kender i dag. Eksempelvis svarede hus nummer 67 til Mejlgade 36, mens hus nummer 488 svarede til Fiskergade 25. Bygningerne omkring det nuværende Bispetorv og Kannikegade fik fra nummer 1 til 11. I Skolegade fortsatte man med nummer 12 og sådan gik det ellers op, til der ikke var flere huse indenfor bymurene.
- 1-11: Domkirkegården, den ene side af Kødtorvet og Kannikegade
- 12-49: Skolegade og Revet
- 50-152: Middelgade (i dag Mejlgade) og tilstødende gyder
- 153-165: Rosensgade
- 166-213: Studsgade
- 214-237: Graven
- 238-259: Badstuegade
- 260-269: Immervad og Lille Torv
- 270-322: Aagade
- 323-342: Mindegade
- 343-367: Dynkarken
- 368-387: Spanien
- 388-411: Grønland
- 412-415: Dynkarken
- 416-427: Ridderstræde
- 428-525: Fiskergade
- 526-531: Fiskergyde
- 532-608: Frederiksgade
- 609: Lille Torv
- 610-668: Vestergade
- 669-685: Møllegyden
- 686-730: Møllestien
- 731-743: Garvergyden
- 744-791: Grønnegade og Nygade
- 792-841: Klostergade
- 842-845: Frue Kirkerist
- 846-863: Tangen
- 864-879: Guldsmedgade
- 880-883: Lille Torv og Borgporten
- 884-906: Volden
- 907-915: Rosensgade og Bispegyde
- 916-929: Store Torv
- 930-932: Kødtorvet (Skt. Clemens Torv)
- 933: Uden for Munkeport
- 934: Aarhus Mølle
- 935-936: Riis Skov
- 937-947: Uden for Mindeport
- 948 og følgende: Herefter var husnumrene ikke fortløbende i de nyere gader
I 1829 da nummersystemet var helt gennemført havde Aarhus dermed bygninger fra nummer 1 til 936. Alle de bygninger der blev opført efter 1829 fik fortløbende numre. Derfor havde husnumrene over 936 ingen tilknytning til en bestemt gade, men var bare det næste nummer i rækken. Aarhus var i 1800-tallet en by i konstant vækst, og det nye system blev hurtigt uoverskueligt. I 1859 havde byen 1124 nummererede huse, mens dette tal ti år senere var vokset til 1388 huse.
Til brug for omregning af dette husnummer findes den nævnte omregner fra husnummeret fra 1827 til moderne hus- og matrikelnumre fra 1869 og 1863 på (http://www.folketimidten.dk/nrsoeg.cgi)
Folketællingerne fra 1834, 1840, 1845, 1850, 1855 og 1860 indeholder det nye husnummer fra 1827.
Aarhus Kommune har i 1870 udarbejdet et ”Register over Gader og Huus-Nummere i Aarhuus” indeholdende de gamle husnumre [1827], de nye husnumre [1869] og nye matrikelnumre [1863] samt ejeren for hver ejendom. Protokollen befinder sig i Rigsarkivet i Viborg.
C.J.T. Thomsen har 1933-1940 i "Realregister til Aarhus Bys Skøde- og Panteprotokoller" oplistet ejendomsforholdene i skøde- og panteprotokollerne sammen med andre relevante arkivalier for perioden 1682, 1683-1693. Thomsens tabel indeholder husnummet fra 1827 og matrikelnummet fra 1863 vist sammen med datidens gadenavn.
Aarhuus Vejviser fra 1859 og 1869 indeholder husejeren, gadens navn og husnummeret fra 1827, mens vejviseren fra 1871 indeholder det nye husnummer fra 1869.
Nyt matrikelnummer i 1863
Med lov af 11. februar 1863 blev det påbudt købstæderne at tildele hver ejendom et entydigt matrikelnummer, hvilket blev overladt stiftslandsinspektør Troels Wilhelm Honum (1819-1896). Resultatet heraf kan ses i det første matrikelkort dækkende Aarhus Købstad i 1864-1865: Plan I, Den sydlige Deel af Aarhuus Kjøbstads Grund beliggende i Ning Herred, Aarhus Amt, opmaalt i 1864 og i 1865 af F.W. Honum, Stiftslandinspecteur. Kortet kan hentes på https://hkpn.gst.dk/
Matrikelnummeret kan findes i nogle af de ovennævnte kilder samt i folketællingerne og vejviserne fra 1880. Et udvalg af Aarhus Vejviser efter 1875 kan ses her.
Omlægning af husnummeret i 1869
I 1869 var nummersystemet blevet for uoverskueligt, og det var derfor nødvendigt at ændre det. De enkelte gader fik nu alle numre fra 1 og opefter. Man hentede inspiration i de engelske husnumre, hvor de ulige numre var i den venstre side af gaden og de lige i den højre side. Højre og venstre side blev beregnet ud fra, at man stod med ryggen mod centrum og begyndte med de laveste numre og gik opad. Det er det nummersystem, der stadig bruges.
Aarhus Kommune havde dog tyvstartet det nye system og gader anlagt efter 1864 fik også nummerering efter det nye system - eksempelvis Østergade.
Det nye husnummersystem blev udviklet af Honum og efterfølgende holdt ajour af hans efterfølger landinspetør Jens Peter Rørholm og indført i 1869-1905 Matrikel- og husnummerprotokol for Århus Købstad. Protokollen indeholder gadevis hver ejendoms husnummer [1869] og matrikelnummer [1863] påført et stiliseret matrikelkort over gadens ejendomme. Protokollen er digitaliseret og kan læses her: ”Jens Peter Rørholm, Matrikel- og husnummerprotokol for Århus Købstad”
Nummer 13
Honums nummersystem gjorde det meget mere overskueligt at finde vej efter husnumre. Der var dog et problem med det nye system; tallet 13.
Folk ønskede ikke at bo i nummer 13, da det ifølge gammel overtro var et uheldigt tal. Indtil 1869 var der kun én uheldig familie i Skolegade, som måtte tage til takke med nummer 13, men efter 1869 kom der flere huse med nummer 13. Kommunen havde forudset problemet og tog derfor sine forholdsregler. De steder hvor byens borgerskab boede, blev nummer 13 simpelthen sprunget over. Kommunen forventede, at de ville brokke sig og undgik derfor at skabe problemet. Så heldige var de fattige ikke. De måtte klare sig med at bo i nummer 13. Senere hen har mange gader fået nummer 13, men der findes stadig gader, hvor beboerne kan slippe for at bo i det uheldige husnummer.