Grønland
Grønland var tidligere et gadenavn i Aarhus. Navnet kendes fra 1817, hvor der i byrådsprotollen står "...paa det saakaldede Grønland at opføre Bygninger". Den lå parallelt med gaden Spanien og havde tilkørsel derfra. Navnet Grønland kendes tilsvarende fra andre byer, f.eks. Horsens.
Det grønne land
Da Aarhus Købstad i løbet af 1700-tallet lod Mindehavnen vokse ud i bugten, blev denne forstærket med bolværker. I 1805 byggede man fra søndre mindehoved en 75 meter lang molearm mod nordøst. Dette medførte store materialeaflejringer langs kysten syd for molen. Hertil kom, at man anlagde affaldspladser på de opskyllede sandarealer. Her groede efterhånden forskellige græsarter som et grønt tæppe, grønjorden blev til det grønne land.
I 1817 nævnes i Skøde- og Panteprotokollen, at murermester Claus Jacob Winslev pantsatte sit eget og et nyopført hus ‘beliggende i det saakaldte Grønland’. Samtidig kendes fire andre små huse, som blev begyndelsen til gaden Grønland.
De første småhuse, der hovedsageligt var beboet af søfolk, blev opført her i starten af 1800-tallet. Området, der 100 år tidligere stod under vand, var opstået ved en kombination af sand, skyllet op af bølgerne, og affald der blev påfyldt fra byen. Dengang lå området udenfor byen, ved Mindeporten, der lå omtrent ved krydset Sønder Allé-Dynkarken.
Industri i gaden
Den idyl, gadenavnet klinger af, var dog noget misvisende, da den beskedne bebyggelse efterhånden måtte vige pladsen for gasværk (1854), jernbane (1862) og elværk (1901). Området blev først og fremmest kendetegnet ved den industri, der opstod i Aarhus i starten af 1800-tallet. Her lå skibsbyggeri, tømmergård, rebslageri og saltkogeri, og i 1834 opførte man et trankogeri - et særdeles ildelugtende foretagende, der var i funktion indtil starten af 1850’erne. Trannen, der blandt andet forsynede byens tranlygter, stammede fra briggen Thetis, et forhenværende engelsk orlogsfartøj. Hvert forår sejlede den til de arktiske farvande, og hvert efterår vendte den hjem, typisk med en fangst på 2000-3000 sæler.
Badeanstalter
I betragtning af den megen og ildelugtende industri var det måske ikke det mest oplagte sted til en badeanstalt. Ikke desto mindre var det netop her, man i 1848 anlagde Aarhus Søbadeanstalt. Bag badeanstalten stod justitsråd J.M.A. Müller, sammen med ejeren af Aarhus Mølle, Andreas Severin Weis (1815-1889) og hans bror lægen Hans Christian Weis (1811-1882) med de berømte nordtyske badesteder, især badeanstalten ved Föhr, som forbillede. Det var et fint sted, med gratis adgang for ”tjenestefolk, som til opvartning ledsager deres herskaber eller disses børn”, og i perioder var der fast kørsel fra Store Torv til badeanstalten. I starten gik det godt, men borgerne syntes, det var for langt uden for byen, og heldigt var det heller ikke, at naboen var trankogeriet. Søbadeanstalten blev derfor i 1885 overtaget af Aarhus Kommune.
Det blev dog ikke enden for badelivet ved Grønland. I 1909 blev Aarhus Kommunale Folkebadeanstalt opført på den ligeledes nu forsvundne Badevej ved Grønland. Indtil da havde de mindrebemidlede været tvunget til at benytte badefaciliteter på kommunehospitalet eller fattiggården.
Badefaciliteterne var dog ret simple i folkebadeanstalten, som var blevet opført i en ombygget kostald med bølgebliktag. I 1926 lukkede Aarhus Kommunale Folkebadeanstalt, der var den første kommunale badeanstalt i byen. Efter 17 års brug var den simple badeanstalt blevet udslidt og uhygiejnisk. Samtidig skulle grunden bruges til udvidelsen af elværket, der havde vokset sig stort på nabogrunden.
Fra tran til gas
Da man i 1853 besluttede at udskifte byens gamle tranlamper med gaslamper, blev Grønland udvalgt som placering for det gasværk, der med tiden skulle komme til helt at erobre området. Bystyret indgik aftale med Det Danske Gaskompagni om at forsyne byen med gas de næste 25 år, og i januar 1855 stod det nye gasværk færdig. Sammen med det nys nedgravede, ni kilometer lange rørnetværk leverede det gas til byens 164 gadelygter.
Efter i en del år at have diskuteret muligheden for at oprette et elværk i Aarhus besluttede byrådet i 1899, at tiden var moden. Det var blandt andet muligheden for ved samme lejlighed at indføre sporvogne i Aarhus, som kunne blive hovedaftagere af strømmen, der overbeviste byrådet - og hvor var mere passende at placere et nyt elværk, end ved siden af gasværket på Grønland. I 1880 var dét blevet købt af bystyret, og da elværket stod færdigt 1901, blev de to værker forenet i selskabet Aarhus Belysningsvæsen. Hermed fik de fælles administration og økonomi.
Belysningsvæsenet opslugte Grønland
Med oprettelsen af Aarhus Belysningsvæsen var Grønlands skæbne forseglet. Efterspørgslen på energi voksede de følgende år endnu hurtigere end byen, og i 1925 udvidede man første gang gasværket. I 1934 opførte man en forbrændingsanstalt, hvis kedler blev sat i forbindelse med elværkets turbiner. Året efter begyndte opførelsen af en ny administrationsbygning til belysningsvæsenet. Dermed forsvandt det sidste stykke af gaden Grønland, hvis sidste huse kommunen for længst havde opkøbt.
I 1979 blev gasværket nedlagt. På det tidspunkt havde elværket gennemgået en række fusioner. I 1949 var det blevet en del af det midt- og østjyske Midtkraft I/S – sidenhen Elsam, nu DONG - der i 1968 opførte Studstrupværket. Det overtog med tiden Aarhus’ elværks funktion, og i 1995 lukkede man for elproduktionen i Aarhus.
Tilbage står Turbinehallen, opført år 1900, som i dag lægger ramme om forskellige festlige arrangementer.
Grønland på AarhusArkivet
|
Søg billeder og kilder på AarhusArkivet
|
Litteratur
- Emanuel Sejr: Gamle Århusgader. Anden samling. 1961
- Kurt Lundskov: Det gamle Århus. Historier fra byen. Byens historie. 2011
- Leif Dehnits: ”Aarhusianske gadenavne – historien bag navnet på gader og veje i Aarhus Kommune”, udgivet ved Aarhus Byhistoriske Fond, Aarhus Stadsarkiv, Turbine Forlaget og forfatteret, 2018
