1.375
redigeringer
Hjemfaldsklausuler i Aarhus: Forskelle mellem versioner
ingen redigeringsopsummering
Steen812 (diskussion | bidrag) No edit summary |
Steen812 (diskussion | bidrag) No edit summary |
||
| (3 mellemliggende versioner af den samme bruger vises ikke) | |||
| Linje 1: | Linje 1: | ||
[[Fil:B775100 CD0004 010181.jpg|400px|thumb|right|Hjemfaldsklausulen blev udarbejdet og formuleret i forbindelse med bebyggelsen på Langenæs. Billedet viser opførelsen af højhuset Langenæsbo. Fotograf Børge Venge, 1965, Den Gamle By.]] | [[Fil:B775100 CD0004 010181.jpg|400px|thumb|right|Hjemfaldsklausulen blev udarbejdet og formuleret i forbindelse med bebyggelsen på Langenæs. Billedet viser opførelsen af højhuset Langenæsbo. Fotograf Børge Venge, 1965, Den Gamle By.]] | ||
I Aarhus findes mange ejendomme, hvorpå der er tinglyst en '''hjemfaldsklausul'''. I 1950’erne, 1960’erne og op i 1970’erne var det almindelig praksis, at når [[Aarhus Kommune]] solgte jordarealer, blev grundene underlagt en hjemfaldsklausul, som gav kommunen ret til at købe ejendommen tilbage | I Aarhus findes mange ejendomme, hvorpå der er tinglyst en '''hjemfaldsklausul'''. I 1950’erne, 1960’erne og op i 1970’erne var det almindelig praksis, at når [[Aarhus Kommune]] solgte jordarealer, blev grundene underlagt en hjemfaldsklausul, som gav kommunen ret til at købe ejendommen tilbage efter 90 til 100 år for grundens oprindelige salgspris med tillæg af bygningernes værdi. Mange hjemfaldsklausuler kan siden være blevet aflyste, men dem som stadig er gældende, er sat til at træde i kraft på et tidspunkt mellem 2050 og 2080. | ||
Hjemfaldsklausul er også kaldet hjemfaldsdeklaration, tilbagekøbsklausul, tilbagekøbsdeklaration eller tilbagekøbsret. | Hjemfaldsklausul er også kaldet hjemfaldsdeklaration, tilbagekøbsklausul, tilbagekøbsdeklaration eller tilbagekøbsret. | ||
| Linje 9: | Linje 9: | ||
I 1950’erne gjorde kommunen det til almindelig praksis, at når den solgte jordarealer, skulle grundene underlægges en hjemfaldsklausul, og det var i forbindelse med bebyggelsen på Langenæsarealet i samme årti, at hjemfaldsdeklarationen blev udarbejdet og formuleret. En diskussion i byrådet og interne korrespondancer i kommunen, lå forud for beslutningen. | I 1950’erne gjorde kommunen det til almindelig praksis, at når den solgte jordarealer, skulle grundene underlægges en hjemfaldsklausul, og det var i forbindelse med bebyggelsen på Langenæsarealet i samme årti, at hjemfaldsdeklarationen blev udarbejdet og formuleret. En diskussion i byrådet og interne korrespondancer i kommunen, lå forud for beslutningen. | ||
Rådmand [[Jens Christian Sørensen (1895-1963)|Jens Christian Sørensen]] ( | Rådmand [[Jens Christian Sørensen (1895-1963)|Jens Christian Sørensen]] (K) var den, som rent formelt først henledte [[Aarhus Byråd|byrådet]] og de involverede magistratsafdelingers opmærksomhed på, at kommunen kunne vælge at indføre hjemfaldsklausul på [[Langenæs]]. Det skete i en intern korrespondance 5. april 1951. Allerede forinden var tanken dog ofte blevet drøftet i politiske kredse, og enkelte gange tidligere havde man anvendt hjemfaldsklausul i byen (jf. nedenfor). Men nu skulle det være standardpraksis. | ||
Sagen blev taget op og behandlet i byrådet i foråret og sommeren 1952, og det var Jens Christian Sørensen, der præsenterede den. Hjemfaldsklausulen blev mødt med opbakning såvel som modstand, og rådmanden selv var tilhænger. Egentlig var han ikke særlig optaget af økonomien på lang sigt, da han ikke mente, at det var muligt at forudse det økonomiske udfald efter 100 år, og hvor fortjenesten ville ende. I stedet var han mere optaget af, at en hjemfaldsklausul ville gøre det nemmere for byen at ændre på hele områders udformning i fremtiden, når kommunen havde råderet over de bygninger og veje, som lå der. Men han så også en ulempe ved at indføre sådan en klausul, da grundejerne sandsynligvis ville lade bygningerne forfalde i den sidste tid, inden klausulen udløste sig, hvis kommunen stod til bare at overtage grundene med deres bygninger. Problemet kunne derimod undgås, hvis bygningerne blev overtaget efter værdivurdering. | Sagen blev taget op og behandlet i byrådet i foråret og sommeren 1952, og det var Jens Christian Sørensen, der præsenterede den. Hjemfaldsklausulen blev mødt med opbakning såvel som modstand, og rådmanden selv var tilhænger. Egentlig var han ikke særlig optaget af økonomien på lang sigt, da han ikke mente, at det var muligt at forudse det økonomiske udfald efter 100 år, og hvor fortjenesten ville ende. I stedet var han mere optaget af, at en hjemfaldsklausul ville gøre det nemmere for byen at ændre på hele områders udformning i fremtiden, når kommunen havde råderet over de bygninger og veje, som lå der. Men han så også en ulempe ved at indføre sådan en klausul, da grundejerne sandsynligvis ville lade bygningerne forfalde i den sidste tid, inden klausulen udløste sig, hvis kommunen stod til bare at overtage grundene med deres bygninger. Problemet kunne derimod undgås, hvis bygningerne blev overtaget efter værdivurdering. | ||
| Linje 15: | Linje 15: | ||
Borgmester [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsen]] (S) var tilhænger af sagen og udtalte, at kommunen gennem hjemfaldsklausulen viste fremsyn, da den ville gøre det nemmere at fjerne slumkvarterer i fremtiden. Da han selv var formand for [[Boligkommissionen]], som havde til opgave at sanere usunde boliger, var nedrivning af uhensigtsmæssig bebyggelse en sag, som lå ham nær. I den interne korrespondance fremhævede han sikring af byens råderet over jordarealer i fremtiden og sanering som oplagte fordele ved hjemfaldsklausulen. Når det kom til sanering, ville sådan en klausul give kommunen mere frihed, da han havde erfaret, at der ofte var vanskeligheder forbundet med reglerne for boligtilsyn og sanering. Men hvis kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, ville saneringsmulighederne være mere begrænsede. | Borgmester [[Svend Unmack Larsen (1893-1965)|Svend Unmack Larsen]] (S) var tilhænger af sagen og udtalte, at kommunen gennem hjemfaldsklausulen viste fremsyn, da den ville gøre det nemmere at fjerne slumkvarterer i fremtiden. Da han selv var formand for [[Boligkommissionen]], som havde til opgave at sanere usunde boliger, var nedrivning af uhensigtsmæssig bebyggelse en sag, som lå ham nær. I den interne korrespondance fremhævede han sikring af byens råderet over jordarealer i fremtiden og sanering som oplagte fordele ved hjemfaldsklausulen. Når det kom til sanering, ville sådan en klausul give kommunen mere frihed, da han havde erfaret, at der ofte var vanskeligheder forbundet med reglerne for boligtilsyn og sanering. Men hvis kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, ville saneringsmulighederne være mere begrænsede. | ||
Modstand mod hjemfaldsklausulen kom fra [[Thorvald Anton Klostergaard (1883-1961)|Thorvald Anton Klostergaard]] ( | Modstand mod hjemfaldsklausulen kom fra [[Thorvald Anton Klostergaard (1883-1961)|Thorvald Anton Klostergaard]] (K). Han mente ikke, at Langenæsarealet egnede sig til sådan en klausul, da det lå ret isoleret ved byens yderste grænse, og det, ifølge ham, ikke ville være muligt at ændre meget ved området i fremtiden. Han var desuden af den holdning, at hvis en person havde købt en ejendom, så var det deres ejendom. Men da den endelige hjemfaldsdeklaration forelå i byrådet, ville han alligevel ikke gå imod indstillingen. Det begrundede han med den ændring, at bygningskyndige nu skulle medvirke til ejendommens vurdering. | ||
En væsentlig overvejelse var altså, om kommunen skulle yde bygningserstatning, når den overtog en ejendom, og i undersøgelserne som lå forud for, havde man vendt blikket mod København, som i flere år havde anvendt forskellige hjemfaldsklausuler. I hovedstaden var kravet i nogle aftaler, at kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, mens andre aftaler tillod kommunen at overtage ejendommene uden tillæg af bygningernes værdi. | En væsentlig overvejelse var altså, om kommunen skulle yde bygningserstatning, når den overtog en ejendom, og i undersøgelserne som lå forud for, havde man vendt blikket mod København, som i flere år havde anvendt forskellige hjemfaldsklausuler. I hovedstaden var kravet i nogle aftaler, at kommunen skulle yde erstatning for bygningerne, mens andre aftaler tillod kommunen at overtage ejendommene uden tillæg af bygningernes værdi. | ||
=== | === Finske træhuse underlagt hjemfaldsklausul === | ||
I Aarhus havde man inden bebyggelsen på Langenæs også lidt erfaring med benyttelsen af hjemfaldsklausuler i byen. Blot få år forinden var der lavet en lignende aftale vedrørende de finske træhuse ved [[Finnebyen]], som blev opført for at afhjælpe boligmangel efter krigen. Dengang lød anbefalingen, at det skulle ske dels af byplanmæssige grunde, dels for at bevare værdistigningen for kommunen. Omkring spørgsmålet om bygningserstatning var der tilsvarende overvejelser, men byrådet fandt det rimeligt, at kommunen skulle betale for bygningerne. Som lidt af et særtilfælde var hjemfaldsklausulen for Finnebyen sat til at blive udløst efter kun 40 år, hvilket senere blev begrundet med, at man ingen erfaring havde med finske træhuse, og med en klausul på bare 40 år ville det være muligt at nedrive husene igen, hvis det viste sig, at de ikke kunne holde til det danske vejr. | I Aarhus havde man inden bebyggelsen på Langenæs også lidt erfaring med benyttelsen af hjemfaldsklausuler i byen. Blot få år forinden var der lavet en lignende aftale vedrørende de finske træhuse ved [[Finnebyen]], som blev opført for at afhjælpe boligmangel efter krigen. Dengang lød anbefalingen, at det skulle ske dels af byplanmæssige grunde, dels for at bevare værdistigningen for kommunen. Omkring spørgsmålet om bygningserstatning var der tilsvarende overvejelser, men byrådet fandt det rimeligt, at kommunen skulle betale for bygningerne. Som lidt af et særtilfælde var hjemfaldsklausulen for Finnebyen sat til at blive udløst efter kun 40 år, hvilket senere blev begrundet med, at man ingen erfaring havde med finske træhuse, og med en klausul på bare 40 år ville det være muligt at nedrive husene igen, hvis det viste sig, at de ikke kunne holde til det danske vejr. | ||
Når man går længere tilbage, findes et andet eksempel på, at kommunen har anvendt en hjemfaldsklausul. Ved [[Riisvangen]] nord for [[Marienlund]] var nogle dobbelthuse | Når man går længere tilbage, findes et andet eksempel på, at kommunen har anvendt en hjemfaldsklausul. Ved [[Riisvangen]] nord for [[Marienlund]] var nogle dobbelthuse helt tilbage i 1920’erne blevet opført på grunde underlagt en hjemfaldsklausul fra 1927, som gav kommunen ret til at købe ejendommene tilbage for grundens oprindelige salgspris med tillæg af bygningernes værdi efter 100 år. Dengang hørte sådan en klausul dog til sjældenhederne. | ||
I 1800-tallet findes også et eksempel på en aftale med en lignende funktion, hvor en grund skulle falde tilbage til kommunen efter noget tid. I 1853 indgik kommunen en aftale med [[Det Danske Gaskompagni]] om at opføre et gasværk i byen. [[Aarhus Gasværk|Gasværket]] fik henvist en plads på et jordareal ved gaden [[Grønland]], som gaskompagniet fik råderet over, så længe grunden blev anvendt til gasproduktion. Her var aftalen, at grunden skulle falde tilbage til kommunen igen, så snart gasproduktionen ophørte. | |||
=== Hjemfaldsklausulen var præget af tidens politik === | === Hjemfaldsklausulen var præget af tidens politik === | ||
| Linje 39: | Linje 41: | ||
Hjemfaldsdeklarationen blev altså udarbejdet og formuleret i 1952 i forbindelse med bebyggelsen på Langenæsarealet, og det var den deklaration, som kommunen efterfølgende anvendte i 1950’erne, 1960’erne og op i 1970’erne, hvor mere end 300 matrikler blev underlagt hjemfaldsklausuler med en deklaration som havde samme ordlyd. | Hjemfaldsdeklarationen blev altså udarbejdet og formuleret i 1952 i forbindelse med bebyggelsen på Langenæsarealet, og det var den deklaration, som kommunen efterfølgende anvendte i 1950’erne, 1960’erne og op i 1970’erne, hvor mere end 300 matrikler blev underlagt hjemfaldsklausuler med en deklaration som havde samme ordlyd. | ||
Gennem årtierne blev matrikler til beboelse såvel som erhverv underlagt sådanne hjemfaldsklausuler. Mens Langenæs var først, fulgte også beboelsesejendomme ved Vestervang og [[Marselis Boulevard]]. Dertil var arealer på [[Fuglebakken]], heriblandt [[Frydenlund]] samt [[Møllevangskirken|Møllevangskirkens]] grund, som skulle falde tilbage til kommunen, når ejendommen ikke længere blev anvendt til kirkelige formål. Flere grunde ved [[Gøteborg Allé]], heriblandt [[Århus Akademi|Århus Akademis]] grund ved [[Vandtårnet ved Randersvej|vandtårnet]] og den nærved liggende [[Aarhus Tekniske Skole]], blev også underlagt klausuler. Det samme var tilfældet lidt nord derfra ved [[Olof Palmes Allé]] med [[DR Aarhus|DR]] og [[Danmarks Journalisthøjskole|Journalisthøjskolens]] ejendomme – her blev DR underlagt en klausul af en lidt anden variant. I et industrikvarter ved [[Søren Frichs Vej]], var der klausuler på flere erhvervsejendomme. Tilsammen udgør ovennævnte blot et mindre udvalg af ejendomme, der blev underlagt hjemfaldsklausuler. | Gennem årtierne blev matrikler til beboelse såvel som erhverv underlagt sådanne hjemfaldsklausuler. Mens Langenæs var først, fulgte også beboelsesejendomme ved Vestervang og [[Marselis Boulevard]]. Dertil var arealer på [[Fuglebakken]], heriblandt [[Frydenlund]] samt [[Møllevangskirken|Møllevangskirkens]] grund, som skulle falde tilbage til kommunen, når ejendommen ikke længere blev anvendt til kirkelige formål. Flere grunde ved [[Gøteborg Allé]], heriblandt [[Århus Akademi|Århus Akademis]] grund ved [[Vandtårnet ved Randersvej|vandtårnet]] og den nærved liggende [[Aarhus Tekniske Skole]], blev også underlagt klausuler. Det samme var tilfældet lidt nord derfra ved [[Olof Palmes Allé]] med [[DR Aarhus|DR]] og [[Danmarks Journalisthøjskole|Journalisthøjskolens]] ejendomme – her blev DR underlagt en klausul af en lidt anden variant. I et industrikvarter ved [[Søren Frichs Vej]], var der klausuler på flere erhvervsejendomme. Tilsammen udgør ovennævnte blot et mindre udvalg af ejendomme, der blev underlagt hjemfaldsklausuler (se [[Hjemfaldsklausuler i Aarhus (oversigt)|oversigt]]). | ||
=== Finnebyen købes fri === | === Finnebyen købes fri === | ||
| Linje 63: | Linje 65: | ||
Til sammenligning blev de tidligere nævnte dobbelthuse ved Riisvangen nord for Marienlund købt fri i 2017 af boligforeningen Marienlund, og her var prisen 72 millioner kroner for 27 dobbelthuse. Med en gammel hjemfaldsklausul fra 1927 var der udsigt til, at den ville være trådt i kraft blot ti år senere, i 2027. | Til sammenligning blev de tidligere nævnte dobbelthuse ved Riisvangen nord for Marienlund købt fri i 2017 af boligforeningen Marienlund, og her var prisen 72 millioner kroner for 27 dobbelthuse. Med en gammel hjemfaldsklausul fra 1927 var der udsigt til, at den ville være trådt i kraft blot ti år senere, i 2027. | ||
I løbet af 2010’erne kom der flere penge i kommunekassen gennem frikøb af hjemfaldsklausulerne, og byrådet skulle tage stilling til, hvad pengene skulle bruges til. Fra [[Steen Stavnsbo (1964-)|Steen Stavnsbo]] ( | I løbet af 2010’erne kom der flere penge i kommunekassen gennem frikøb af hjemfaldsklausulerne, og byrådet skulle tage stilling til, hvad pengene skulle bruges til. Fra [[Steen Stavnsbo (1964-)|Steen Stavnsbo]] (K) kom forslaget om, at de skulle bruges til trafikinfrastruktur via en vejfond, og det fik opbakning i byrådet, selvom der var uenighed om, hvorvidt pengene skulle gå til at finansiere veje, cykelstier eller noget andet. Fra 2015 var indtægterne fra hjemfaldsklausulerne blevet øremærket til fremover at skulle gå til en mobilitets- og vejfond kaldet MOVE-fonden. | ||
Oprindeligt havde kommunen vurderet, da hjemfaldsklausulerne i 2007 igen kom frem i lyset, at frikøb samlet ville give 1,1 milliarder kroner i kommunekassen. Men efter kommunen i 2017 igen havde regnet på det, lød beløbet i stedet på det dobbelte, nemlig 2,2 milliarder kroner. | Oprindeligt havde kommunen vurderet, da hjemfaldsklausulerne i 2007 igen kom frem i lyset, at frikøb samlet ville give 1,1 milliarder kroner i kommunekassen. Men efter kommunen i 2017 igen havde regnet på det, lød beløbet i stedet på det dobbelte, nemlig 2,2 milliarder kroner. | ||
| Linje 78: | Linje 80: | ||
== Litteratur og kilder == | == Litteratur og kilder == | ||
* ''Aarhus Byråds forhandlinger 1869'', s. 189-192. | |||
* ''Aarhus Byråds forhandlinger 1926-27 B'', mødet 26. august 1926. | * ''Aarhus Byråds forhandlinger 1926-27 B'', mødet 26. august 1926. | ||
* ''Aarhus Byråds forhandlinger 1946-47'', mødet 24. september 1946. | * ''Aarhus Byråds forhandlinger 1946-47'', mødet 24. september 1946. | ||